Lensafløsningen var en proces, hvor len og stamhuse afskaffedes. En lang række af landets største godser var fra den tidlige enevælde og fremefter blevet samlet i grevskaber, baronier og stamhuse, der gik udelt i arv til den førstefødte søn i besidderfamilien, eller den nærmeste mandlige arving,
Efter systemskiftet i 1901 kom der på ny fokus på jordreformer og afløsningen af lenene fremstod efterhånden som en nærliggende mulighed for at skaffe jord til jordløse husmænd og landarbejdere. Da Det radikale Venstre, der havde tætte bånd til husmandsbevægelsen, overtog regeringsmagten i 1913 kom lensafløsningen højt på den politiske dagsorden.
Det var på forhånd klart, at Højre ikke ville være med til en lensafløsning, men de tre øvrige partier var heller ikke enige om, hvor omfattende prisen for lensafløsningen skulle være. Socialdemokratiet ønskede, at besidderne skulle afstå 1/2 af lenets værdi, de radikale at de skulle af med 1/3 af værdien i afgift, mens Venstre gik ind for en mindre indgribende reform på 15%
Resultatet blev at de skulle af med en afgift på 25 % af ejendommenes værdi. Derudover skulle lens- og stamhusbesidderne mod erstatning afgive 1/3 af jordarealet til udstykning af husmandsbrug. Erstatningen var ikke særlig stor, men alternativet var værre. De skulle betale hhv. 1,2 % og 1 % af lenets værdi i årlig afgift til staten. Derfor gik samtlige ejere med til at gennemføre afløsningen.
Samtidig kom lensafløsningen til at koste ikke bare formuer men hele ejendomme for en række godsejere. Andre måtte sælge ud af arvesølv og kunstskatte for at kunne betale statens nye afgift.
Lensafløsningen betød afslutningen på den centrale økonomiske, politiske, sociale og kulturelle rolle, som de danske godser havde indtaget gennem hovedparten af Danmarkshistorien.
Adskillige af de store godser havde tidligere udgjort små mini-samfund, som påtog sig et væsentligt ansvar for de ansatte og deres børns sundhed, uddannelse og sociale sikring, også efter arbejdslivets ophør. Et godt eksempel herpå var Grevskabet på Brahetrolleborg, som stod for driften af en lang række skoler og sundhedsmæssige tiltag for grevskabets ansatte, ligesom godsets ældre medarbejdere kunne overgå til overkommelige arbejdsopgaver – f.eks. i slotsparken – når kræfterne begyndte at aftage.
Denne type af funktioner ophørte med lensafløsningen, hvor alle berørte godser blev økonomisk pressede i en sådan grad, at de var nødsaget til at koncentrere de økonomiske ressourcer om at få den tilbageblevne landbrugsdrift til at fungere. Det offentlige måtte herefter overtage de sociale og uddannelsesmæssige opgaver, som godserne tidligere selv havde løst.
Ved vedtagelsen af lensafløsningsloven eksisterede der i alt 74 majorater med jord: 21 grevskaber, 14 baronier, 31 stamhuse og otte fideikommisgodser og slægtsgodser
Majorat: ejendom, særligt len eller stamhus, der arves efter en arvefølgeorden.
Stamhus: landejendom (på mindst 400 tdr. hartkorn), der udelelig skulle gå i arv efter en særlig arvefølge
Fideikommis: formue (gods eller kapital) som ved testamentarisk bestemmelse båndlægges som varigt underhold for en familie eller til oprettelse af en stiftelse eller lignende., således at kun den årlige rente, ikke formuen selv, må bruges.
Hjemfaldsret: om len: Lensherrens (kongens; nu: statens) ret til at få et len tilbage pga. manglende lensarvinger eller lensmandens forseelser.
Majoratsbånd belagt Jordegods”: dvs. tidligere grevskaber, baronier eller stamhuse.
Lensafløsningen var endeligt afsluttet i 1930 og berørte omkring 1/10 af landets jord, især på Øerne; ca. 20.000 ha udstykkedes til husmandsbrug. Aastrup Folkemindesamling