Beretninger

Billedet øverst er Skovfogedhuset, Sanatorievej 24

Vi vil her bringe en tidsbegrænset historie fra sognet:

Skov og moselodder i Aastrup

Til alle udstykkede og udflyttede gårde udlagdes en skov lod af forskellige strøelse. Enkelte lå i forbindelse med gårdene. Til de gårde hvor der ikke var skov til fik de en parcel i Eskemosehaver eller Skovhaverne, hvor de kunne skove noget brænde.

Desuden fik de ret til tørveskær og en plads til at lægge tørven på i de moser, der lå spredt i sognet. De største er Vesterlung og Skedeslung. I Bjørnemosen bag Østergyden 23 fik Lindely, Kausminde og Enemærkegaard tørveskær.

I Skedeslung gik det anderledes. Efter uoverensstemmelse med ejeren af Skedeslunggaard, Svendborgvej 292, enedes partnerne om at de gårde der havde tørveret i denne mose om, at købe tørvestykkerne af Anders Hansen. Herefter blev flere af dem delt, ligesom en del blev handlet også til folk der ikke havde tilknytning til kredsen.  Folk der ikke havde graveret selv, hjalp ofte til med gravningen og fik tørv for dette. Håndværker og handlende kunne vel bytte med ydelser eller købe tørv.

For at kunne få vandet fra tørvegravene om forsommeren, inden brugerne i juni- juli skulle grave tørv måtte de ofte lade en væg af tørvemassen stå, men den kunne let vælte ind mod de gamle tørvegrave eller også kunne man sænke vandstanden ved at øse eller pumpe vandet væk. Det kunne gøres med en såkaldt markpumpe til håndkraft. På 10a fandtes en mølle som kunne trække

Omkring 1907 indkøbtes en petroleumsmotor som trak en vandsnegl som kunne tømme hele mosen for vand.

Efterhånden indkøbtes kul, koks og briketter, men under de to verdenskrige, da der kun kunne få mængder af dette, især 1939 – 45 da det kun var muligt at få dette brændsel fra Tyskland, blev der gravet mange tørv, især i de sidste år, men også to til tre år efter, så moserne blev stort set tømt.

Kilde: Chr. Dan Nielsen

*********************************************************************************                                                                                                                                                                               Tørvegravning-især i tiden under og de første år efter 2. verdenskrig 1940 -47 i Aastrups moser.

 Spredt ud over Aastrup sogn ligger en række moser i det ret kuperede terræn, dannet igennem mange årtusinder af sumpplanter, nedfaldne   blade og væltede træer, igennem omskiftende vejr- og klimaforhold. De tre største moser her i sognet er ”Skedes-Lung” lige vest for byen og ”Vester-Lung ”en km- længere mod vest, og ”Skovhaverne” nord herfor ind mod ” Bjørnemoseaard. i Katterød.

Efterhånden blev skovene, der dækkede hele området her omkring, allerede i den yngre stenalder for en stor del ryddet til afgræsning af fritgående kreaturer der naturligvis foretrak de mindste planter og skud, samt af tamsvin, der rodede skovbunden op efter rødder og olden, eller der blev begyndende opdyrkning. Dermed var betingelserne i de følgende årtusinder delvis forringet for at få en tæt, ensartet skov sjældent til stede. Træ især til gavntræ blev det da småt med, og træ til at fyre med kunde sidst i middelalderen- efterhånden som næsten al jorden blev til agerjord, også blive en mangelvare.

Man opdagede nu, at alle disse blade og planterester, som var faldet i søer og vandhuller ikke var gået i forrådnelse, men kunne brænde, når de blev gravet op og fik lov at tørre, ligesom træstammer af eg af garvesyre var delvis bevarede og i nogle tilfælde kunne bruges til gavntræ. Det er sikkert langt over tusind år siden opgravning af tørv er begyndt på primitiv måde.

Hvordan man i fællesskabets tid enedes om fordeling af moserne, ved jeg ikke, men på udstyknings-kortet fra 1822 er der afsat skovlodder på omkring 2 tdr. land. som ejendom til de ny-udstykkede 27 gårde, samt lodder i moserne- dog kun med ret til tørveskær- til hver af gårdene, og til enkelte mindre brug kunne der måske være et mindre hjørne af deres jord, hvor der kunne graves tørv til eget forbrug. Folk som ingen adgang havde til tørveskær, har vel så hjulpet til med opgravningen hos dem. Der havde en lod, og på den måde fået tørv som løn, eller skaffet sig træ som brændsel fra hegn eller småkrat.

Et af problemerne ved tørv gravning, der gerne påbegyndtes først i Maj, var vandet i og omkring gravene, som skulle øses eller pumpes bort. Derfor blev tørvegravene ikke større end der behøvedes til årets forbrug. Næste år gravede man så en ny grav en halv m. herfra, så var man fri for at øse vand væk fra forrige års grav. Ikke al tørvejord var af samme kvalitet, og varierede fra de forskellige moser, men det nederste og ældste lag var det bedste. Selve garvningen sluttede som regel før høst, så der forhåbentlig var tid til tørring, mens der endnu var varme i luften.

Her på egnen – og vist overalt på Fyn – brugtes det at ælte den løsgravede tørvemasse – iblandet lidt vand – med fødderne, og så kaste dette op i en slæde, som vel kunne rumme omkring. 1/2 kubikmeter. Problemet løstes i ”Skedes-Lung” ved anskaffelse af en petroleums-motor, som blev anbragt stationært i et muret hus. Nu kunne hele vand-området ret hurtigt pumpes tørt ved hjælp af en turbine.

Under I. Verdenskrig blev der nok gravet mere tørv end sædvanligt, men da Danmark heldigvis dengang var neutralt, og kunne handle med begge de krigsførende parter, kom der i bytte med især landbrugsvarer herfra, en del kul fra England. Og selvom tyske U. Både-brutalt- i strid med folkeretten sænkede en del neutrale skibe, kom de fleste dog i havn. Fra Tyskland var der jo ingen hindringer for transporten af kul og koks hertil da det meste fragtedes med jernbane, så mangelen på brændsel blev ikke så katastrofal.

I mellem – krigsårene holdt tørve-gravningen næsten op, det var besværligt og husmødrene var ikke glade for alt det ekstra arbejde, som fyring og tilsmudsning gav, når der i stedet kunne fås brænde, kul og især koks, som gav mere varme, og var meget nemmere at bruge og mere renlig og enkelte steder blev der indlagt centralvarme.

Hitlers krigstrusler blev stadig mere sandsynlige og i sommeren 1939 forsynede mejeri og Nakkebølle Sanatorie sig og fortsatte med at øge lagrene så længe det var gørligt, og også en del private ”hamstrede” lidt inden krigen brød ud i september. I Danmark var vi også denne gang endnu neutrale, men allerede d.26. september. blev kulskibet ”Vendia” sænket af en tysk ubåd brutalt uden varsel, selvom den havde danske neutralitetsmærker på malede, da den tom var på vej til England efter at have losset kul i Faaborg.17 af besætning på 26 mand omkom, og flere torpederinger fulgte efter. Det var den første af en lang række af den slags forbrydelser, som tyskerne blev ”mestre” i resten også af denne krig, ligesom de havde været skyldige i under 1. verdenskrig.

Efter det tyske overfald d. 9. april 1940 var der jo ikke mere muligt at få kul fra England, og kun i mindre mængder fra Tyskland og vel lidt fra Polen, som nu for det meste af tiden efter tyskernes brutale overfald, var besat af disse. Det blev nu fra regeringen pålagt kommunerne at fordele de hjemlige brændsels-reserver og hermed udnyttelsen af tørvegravning, ligesom der også blev pligt- hugst og aflevering af træ til brændsel fra private skove helt ned en til en størrelse på 1 td. land. Husholdninger uden skov på landet kunne så få tildelt 2 rundmeter, hver pr. år og det forslog jo ikke til at dække behovet, selvom folk havde været vant til at spare på brændsel bl.a. på grund af økonomi. Man var vant til at kunne sidde mange omkring bordet i et lille køkken på bænke og træstole, opvarmet af komfuret, på en hverdagsaften. Om søndagen eller, hvis der kom fremmede, blev der vel fyret op i dagligstuen, og ved større lejligheder i stadsstuen. Og nu skulle der så spares yderligere. Tilmed kom der nu foruden krigen de strengeste vintre, som de fleste havde oplevet, her med ned til- 30 gr. C., så man måtte klæde sig varmere på, og der kom igen gang i fremstillingen af sivsko, og gammelt, tykt tøj kom igen frem fra skabene og gjorde god nytte.

Så alle muligheder for at skaffe ekstra brændsel måtte udnyttes. I Midtjylland var der flere steder store forekomster af brunkul, men de var vanskeligt tilgængelige, og ofte dækket af et mange m. tykt sandlag, som først med gravemaskiner skulle fjernes, og der var en lang dyr transport med banevogn, så der kom ikke meget af den art her til sognet, da det var mest var forbeholdt byernes virksomheder og institutioner. Så det blev moserne som for alvor måtte holde for.

Allerede i den første sommer efter krigsudbruddet gik man i gang, dog i beskedent omfang. Det var kommunen, der efter lov – påbud, skulle oparbejde og oplagre et kvantum til aldersrentenydere og mindrebemidlede i sognet. Det foregik i Vester – Lung, hvor et par mand gravede op til en såkaldt ”Tørve-jumbe”, en tohjulet vogn af træ, ca.1,5 m i bredden og 1 m i længden, formet som en cylinder liggende på tværs af kørsels- retningen – med en rad. på 1 m., hvor den øverste 1/3 var fjernet for på – og aflæsning. Hjul-akselen, der gik gennem vognkassen, og altså gik rundt med vognhjulene var på spændt en slags lidt krumme beslag, der som knive æltede og gennemskar den i fyldte opgravede tørv, der var ret fast. Så der hældtes en spand vand oveni vognen, og nu – forspændt én hest -, æltedes tørvemassen under kørslen til lægge pladsen, en nærliggende græsmark, hvor indholdet tippedes af i en aflang form på 1 x 2  m. inddelt i rum af størrelse som en tørv ( ca. 10 x 20 cm.)  Her jævnede en mand massen ud med en skraber og trak formen ud til en ny påfyldning. Når tørvene var blevet lidt faste, 8 til 14 dage senere – alt efter vejrliget – blev de vendt ¼ omgang, så de stod på højkant, så sol og vind bedre kunne udnyttes.

Efter igen en uges tid blev de sat i små stakke ”røjler” med lidt mellemrum for hver tørv med 25 i hver. Dette arbejde udførtes for det meste af kvinder og børn. Efter endnu 2 – 3 uger kunne tørven af hændig af vejrliget – forhåbentlig køres hjem. I sommeren1940 og 41 blev der gravet på denne måde af kommunen. I 1942 købte Herluf Clausen ”Mosehavegaard ” Svendborgvej 284, og han begyndte en maskinel og større tørveproduktion der, som vist varede et par år.

I Skedes-Lung begyndte den tidligere ejer af ”Højbjerggaard” Rasmus Greve sammen med en søn også at grave tørv på den primitive måde i 1940. De afløstes af Søren Andersen Krag        fra Eskemosegyden 18, der sammen med et par mand gravede nogle steder i denne mose nogle år, og derefter også i et par år lidt nord herfor i en mose på den nordlige side af Svendborgvej i Skovshøjgaard” Svendborgvej 270 mose.

1942 begyndte Svend Nielsen, en søn fra ”Sjællændergaarden” Nabgyden 1 med en større produktion i ”Gamskærsgaards” og ”Værnehøjgaards” parceller også i Skedes- Lung. Det var en ret betydelig arbejdsstyrke, der nu kom i gang .1 mand gravede overjord af, som blev smidt ned i tørvegraven 2 mand gravede den rigtige tørvemasse op i trillebøre, det var nok det hårdeste arbejde, fra helt ned i to m. dybde. på udlagte planker trillede to andre det opgravede ind til fast land.

Her anskaffedes en æltemaskine til elkraft, der via en elevator førte tørvemassen op i en silo, hvorfra det tømtes ned i en af de to 4 hjulede, selvtømmende gummivogne, der hver forspændte 2 heste blev trukket opad bakke til lægge pladsen, der kunne udgøre 4-5 td. ld., hvor det blev lukket ned i formene. Der var brug for 8 mand og 4 heste for at klare dette arbejde, og det var ret krævende, desuden var der vel for det meste brug 3-4 kvinder og børn med kortere arbejdstider til at vende og stakke tørvene. Det var for det meste sognets arbejdsfolk og de, der havde et mindre landbrug, som fik et job her og skaffede sig lidt ekstra – måske – nødvendig indkomst.

Da Svend rejste efter sæsonen 1944, fortsatte nogle af medarbejderne Karl Andersen, Eskemosegyden 18, Aage Christoffersen, Sanatorievej 14, Charles Andersen, Nabgyden 49 og Jens Hansen Svendborgvej 243 i 1945 gravningen, men så var så godt som hele mosen også udgravet.

Foruden tørv, blev der også her fremdraget andre og mere spændende sager fra mosens dyb. Bl. a. flere skjolde af Sump- skildpadde og kæber af Gedde, samt et ca. ½ m. langt stykke af Kronhjorte- gevir, tildannet som slagvåben. Desuden 2 hjortetaks økser og en meget fin ben- harpun. Den sidste blev desværre stjålet fra skolen nogle få år efter. Jeg ved ikke af, at der blev gjort oldtidsfund i andre af sognets moser.

De samme folk flyttede året efter til Inddæmningen i Nakkebølle fjord og fortsatte produktionen her et eller to år, men stoppede så, da tørven her på den gamle havbund var ret        svovlholdige. Disse grave ligger nu – efter genetableringen af Nakkebølle-inderfjord under vandspejlet her i De første år efter krigen blev der også i mindre målestok gravet lidt tørv i mosen på ” Bogentved ”ved ejendommen Svendborgvej 241, hos Charles Andersen Nabgyden 49.

I dag ses så de mindre og i Skedes- og Vester – Lung de to ret store tørvegrave som minder om, hvorfra der i en ond krigstid med de strenge og lange isvintre og de nærmeste følgende år med – ved hårdt arbejde skaffedes et betydeligt og nødvendigt bidrag af brændsels- forbruget til mejeri, skole   de mange hjem i sognet.

Efter krigen begyndte der igen så småt at komme udenlandsk brændsel til Landet, men nu var det nærmest fra England, som i bytte med landbrugs leverede os kul. Tyskland, som havde udplyndret os økonomisk i de fire år, de havde holdt os besat. følte vi vist ikke trang til at have mere samhandel end højest nødvendigt.

1948 var det sidste år, hvor der blev gravet tørv i Aastrups moser, men da var de også så godt som tømte. Kun i Skovhaverne i sognets nord vestlige del ind imod ”Bjørnemosegaard” findes endnu et mindre areal, som ikke vil række langt, hvis en krigs- eller krisesituation igen skulle indtræde. Især ikke med det behov, vi har skabt og vænnet os til. Så vi må håbe, der kan findes andre energikilder, hvis det skulle blive aktuelt, hvilket vi håber ikke opstår.

Nedskrevet i 2008 af Chr. Dan Nielsen

***********************************************************************************

Brænde fra hegn og skov

Her på egnen var der jo også alle de levende hegn, både langs vejene og som skelhegn, hvoraf der var mange. Efter udstykningen blev der lavet mange jordgærder mellem ens egne skifter, hvilket tydeligt ses på Geodætisk Institut gamle kort fra 1846. Så godt som alle disse gærder er nu for længst ryddet. De var ofte beplantet med poppel, hassel eller tjørn, senere måske med mirabelle og sjældent her med syren, som med tiden blev almindeligt på egnene nordvest for os. Foruden at give læ var de også en del af brændslet, og blev ligesom toppen af de ”stynede ” poppel- og piletræer hugget ned for hver 8-10 år, og hugget til risbrænde ”finker ”til optænding og sommerbrændsel i komfurer. En del blev hugget i længder på ca. 50 cm og bundet i ”knipper” til brug under gruekedel til vask, brygning, slagtning, eller for længere tilbage i tiden også i bageovnen.

Brænde blev gerne solgt på skovauktioner i Holstenshus skove. Det blev averteret i den lokale avis og solgt under ledelse af skovrider eller –foged, sidst på vinteren når årets hugst var overstået. Brændet var sat op i nummererede stabler i forskellige sorteringer. Det groveste kaldtes knude derefter klov, fagot og den tyndeste knippel, desuden var der top og grene lagt i bunker. Der kom som regel mange købere sådan en dag, som kunne være en kærkommen afveksling i en lidt ensformig vinter- hverdag. Mange, der havde gået et stykke vej, havde madpakken med, og en geskæftig værtshusholder fra omegnens havde måske lejet et rum i en udbygning på gods- eller skov- ejerens gård, i en stue hos en skovarbejder eller der blev ligefrem rejst et telt, hvor han kunne beregne, at man ville være ved middagstid. Han havde så taget øl, kaffe, måske varme pølser – og ikke at forglemme – BRÆNDEVIN med. Især før 1917 under 1. verdenskrig, inden der kom skat og afgifter på denne opkvikkende og ved sådan lejlighed uundværlige drik, der kunne give bl.a. varme på en kold dag, og det var det næsten altid ved sådan en begivenhed. Men efter et par stykker mad, et hvil og en hjertestyrkning var man klar til at fortsætte og – fortælles der – blev både stemning og bud højere herefter.

Chr. Dan Nielsen, Aastrup 2011

************************************************************************************

Grusgrave i sognet.

Ved udskiftningen i 1822 hvor gårdene blev flyttet ud, blev der oprettet 4 grusgrave i sognet hvor ”nybyggerne” kunne hente grus når de byggede nye gårde. Der var en i byen ved Svendborgvej øst for Eskemosegyden, hvor der senere blev bygget vognmandsforretning. (nr. 302-04)

En i Østergyden, lidt nord for Sanatorievej, i Egebjerggaard mark. (Østergyden 40) Den er nu sprunget i skov.

En i Nabgyden mellem Sjællændergaarden og Van Deurs Minde (nr. 1 & 7). Aastrup kommune forsatte med grusgravdrift. Derefter var der en mindre losseplads for kommunen. Desuden havde Skytte og gymnastikforeningen skydebane der. Den er også sprunget i skov.

En i sogneskellet til Katterød, på bakketop nord for Svendborgvej ved nr. 237. Jorden blev senere solgt til naboen der ryddede den og opdyrkede det til agerjord. Nu er der skovrejsning der.

I Dybskrog lavede Aage Dueholm Nielsen, Skovvang, Sanatorievej 6, en grusgrav på sin jord. Den ligger nu i et sommerhusområde.

I 1960erne blev der en i en bakke på Enemærkegaards jord. Det meste ligger nu under Svendborgvej ved Skedeslung. Resten af bakken kan ses endnu.

Senere drev Grøndal flere grusgrave. De første blev jævnet med jorden, men to står tilbage. På Van Deurs Minde blev der gravet i dybden, og står nu tilbage som en sø. Der har været forsøgt med Put and Take sø. I Lundebakkerne blev der også gravet i dybden og står tilbage med et stort hul.

************************************************************************************

Würden Pedersen fortæller om besættelsen 1940-45 i 1966

1940 den 9. april om morgenen kl. 6 vækkede jeg vores to drenge som skulle med toget til statsskolen i Svendborg. Der var livlig flyver aktivitet i luften. Bent mente at det var vores egne maskiner, for vi havde lige fået 12 nye, men det langt alvorligere, den tyske besættelse af Danmark, både fra lufte og hav. Drengene kom hurtigt hjem fra skolen og i radioen fik vi mere besked om situationen. Der blev omgående befalet mørklægning om natten af alle vinduer, også i stalde, men alle tog det ikke så nøje. Aastrup slap dog nådigt gennem besættelsen, selv om nogle episoder tildrog sig opmærksomhed.
Fire engelske bomber faldt i strandkanten ved Nab klint, vist i april 1942 og i høst året efter faldt 3 bomber i marken nord for skolen i marken til Anes Lyst. En ret stor sten slyngedes syd på til Emil Agertofts have. Den største forskrækkelse fik vi en dag, en søndag ved 15-tiden, da en engelsk maskine forfulgtes af et par tyske. Kuglerne, ca. 30, gik gennemhullede sognefogedens mølle, ramte skorstenen på forsamlingshuset og peb imellem skolehavens frugttræer, så vi krøb under bordet, da vi sad ved kaffebordet. Et par unge piger kastede sig langs gærdet til markerne ved købmand Andersen.
Vi havde ofte lejlighed til at iagttage sværme af engelske maskiner, som var på bombetogt i Tyskland: Hamborg, Kiel og Flensborg. En forårsdag taltes ca. 1000 maskiner i flere bølger.
En efterårsdag blev en tysk maskine skudt ned i Nakkebølles roemark ved Østergyden.
På Aastrup Kirkegård hviler den engelske pilot Walther Mittshell, der blev fundet af Anton Jørgensen ved Kildevig i 1944. en kammerat hviler på Avernakø kirkegård og to på Faaborg Kirkegård. Efter krigen foretoges en indsamling i sognet og en sten med navn lagdes på graven. Sognerådet har overtaget pasningen af graven. Flyverens forældre og søster har besøgt graven to gange efter krigen.
26. september 1940 indtraf Christian d. Tidendes 70-års fødselsdag, der fejredes ved en smuk fest i forsamlingshuset. Vor gamle sognerådsformand Mads Peder Nielsen, Eskemosegaard holdt en megen gedigen tale for majestæten og mange minder og anekdoter om kongen blev fremdraget.
Befolkningen blev ret sammensmeltet ved denne og senere sammenkomster i denne tunge tid. Slutning mangler. Aastruparkiv.dk

*********************************************

Sydfyns Tidende, Svendborg den 19. maj 1910 om branden på Enemærkegaard.

 Stor gårdbrand i Aastrup

4 heste, 5 grise og 2 kvier er indebrændt. Ejeren slemt til skade.

I går eftermiddag ved 5-tiden opstod der ild i gårdmand Lars Ditlev Petersens gård i Aastrup sogn ved Faaborg. Ilden opstod ved, at nogle gnister fra en motor fløj hen og antændte stråtaget på en af lade bygningerne. Med den blæst der var, var alle bygningerne i løbet af nogle få minutter omspændt af flammerne.

Der indebrændte 4 plage, 5 svin og 2 kvier, samt alt indboet. Alt tyendes tøj og ca. 150 kr. tilhørende en af karlene brændte ligeledes.

Ejeren kom under arbejdet med at redde køerne slemt til skade ved, at hvælvingerne i kostalden styrtede ned over ham og beskadige hans hoved slemt, ligesom han fik hænderne en del forbrændt. Han blev taget under behandling af lægerne på Nakkebølle Sanatorium, der ligger tæt ved brandstedet.

Brandsprøjter fra Faaborg, Aastrup og Vester Aaby kom, men der var intet at stille op for disse.

Bygningerne var assurerede for 22.000 kr. i den alm. Brandforsikring for landbobygninger og løsøret for 18.000 kr.

Fra samme avis:

Faaborgkredsen

Vælgermødet i Aastrup Forsamlingshus i aftes – hermed valgkredsens sidste valgmøder i denne kreds afsluttes – blev aflyst på grund af den andet sted omtalte ildebrand. Der var kun mødt 8-10 mennesker, og man blev derfor enige om intet møde at afholde.

Rs. Christoffersen udbragte et leve for et godt valg til gavn for fædrelandet og dermed måtte Aastrupene lade sig nøjes.

Afskrift i aastruparkiv.dk, 2018

**********************************