Vi vil her bringe en tidsbegrænset historie fra sognet.
De seneste referater fra generalforsamlinger finder du her
Det Hvide Slot ved Nakkebølle Fjord
Historisk baggrund:
Man kan ikke med sikkerhed sige hvor, eller hvornår Tuberkulosen er opstået, men de tidligste sikre vidnesbyrd om sygdommen, er fund af knogletuberkulose i egyptiske mumier fra ca. 3000 år f.v.t.
Man mener at kvægtuberkulose kan have været en medvirkende årsag til den voldsomme smittespredning.
Den danske dyrlæge Bernhard Bang ( 1848-1932 ) fandt i 1880 ud af, at tuberkulose i yveret hos malkekvæg overførte tuberkulosebakterier til mælken, men man fortsatte jo med at drikke den ubehandlede mælk.
( det var først fra 1941 at man begyndte at pasteurisere mælken, varme den op til 72 grader i 15 sek.)
Tuberkulose er en dråbeinfektion.
Hos halvdelen af smittede personer klarer vores immunsystem at bekæmpe infektionen.
Hos den anden halvdel af de smittede bliver alle bakterierne ikke dræbt men indkapsler sig og kan ligge latent i kroppen i lang tid, i årevis.
Hos 5-10% af sidstnævnte udvikler sygdommen sig senere til aktiv sygdom, hvis immunsystemet bliver presset af anden sygdom eller medicinske behandlinger.
Tuberkulosen hærgede i Europa i slutningen af 1800-tallet, også i DK var det en udbredt folkesygdom. Hver 6.-7. voksne døde af sygdommen.
Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse blev stiftet i 1901. Det var på et privat initiativ af en kreds af læger, lokalpolitikere og rigsdagsmedlemmer.
Det offentlige sundhedsvæsen havde hidtil været mere optaget af at bekæmpe kolera, kopper og tyfus, og man mente på daværende tidspunkt at sygdommen nok var noget arveligt, det lå i generne, usle boligforhold og elendige livsvilkår var ligeledes befordrende, så der var nok ikke meget der kunne gøres.
Sygdommen blev også kaldt tæring eller brystsyge.
Men lægeforeningen råbte nu vagt i gevær og opfordrede folk til at melde sig ind i den nystiftede Nationalforening.
Medlemmer strømmede til.
Et medlemskab kostede 2 kr. om året.
Der blev senere nedsat en tuberkulosekommission og der kom 2 banebrydende love i 1905, hvor staten forpligtede sig til at yde 75 % i statsstøtte til behandlingen.
Det blev den største opgave for det danske sundhedsvæsen i første halvdel af 1900 tallet.
Der blev hængt store porcelænsskilte op rundt omkring i byerne med påskriften
spyt ikke på fortovet!
Der blev udleveret små spytflasker med låg man kunne have i lommen, så man fik dæmmet op for spytteri på offentlige pladser, hvilket åbenbart var et stort problem dengang.
I slutningen af 1800 tallet blev der opført talrige sanatorier rundt om i Europa, og det bredte sig også hurtigt til Danmark.
Vejlefjord åbnede i år 1900 som det første,( det var for det bedre borgerskab til stor ærgrelse for lægeforeningen, for der skulle man betale for opholdet ) senere kom der Folkesanatorier i Silkeborg ( for mænd ), Ry og Haslev( for kvinder ) Skodsborg, Koldingfjord blot for at nævne nogle.
Det var vigtigt at få isoleret den syge fra resten af familien for at bremse smittespredningen.
Der blev også løbende oprettet sygehusafdelinger til at modtage de allermest syge og plejekrævende.
I 1906 besluttede Nationalforeningen at bygge et sanatorium på Fyn og man fandt efter en tids søgning den dejlige plet på Sydfyn, kaldet Enemærket
Man henvendte sig til Holsteenshuus, som ejede området, og fik lov at købe noget jord, i første omgang 15 tdr. land til bygninger og parkanlæg. Senere tilkøbte man yderligere 5 tdr. land som lå ved siden af med et lille hus kaldet Bittenhuset. Det skulle bruges til køkkenhave / gartneri. Huset blev brugt som bolig til murermester og tømrermester, der var med til at bygge sanatoriet.
Senere i 1914 blev der indrettet feriekoloni for tidligere tuberkulosebørn.
Byggeriet blev projekteret af arkitekterne V. og B. Ingemann og ingeniør Jess <Jensen. ( kbhvn ). De havde også stået for opførelsen af flere af de andre sanatorier for Nationalforeningen.
Arbejdet blev udbudt i licitation.
29 firmaer bød på opgaverne.
De jyske entreprenører Jacob og Thorvald Thommesen vandt en stor opgave.
Vejene var jo ikke særlig farbare på daværende tidspunkt, nærmest nogle hjulspor, så
for at få materialerne fragtet til byggepladsen skulle de sejles dertil.
Der blev anlagt en kunstig tange og en bro hvor skibene kunne lægge til. Man anlagde en tipvognsbane så materialerne kunne køres op og vippes af på byggepladsen.
Byggeriet gik så i gang i foråret 1907.
En af brødrene gik rundt med en vigtig lap papir i lommen, uheldigvis tabte han sedlen en dag på byggepladsen.
Dette papir afslørede et fælt svindelnummer.
Nemlig at de 29 firmaer havde holdt et møde i Odense inden afgivelsen af tilbud, hvor de blev enige om kunstigt at forhøje buddene med 17.000 kr. De 17.000 skulle så ligeligt fordeles mellem de der tabte licitationen. De havde altså i forvejen bestemt/ aftalt hvem der skulle vinde i licitationen.
Uheldigvis var det bygherrerne ( Nationalforeningen ) der fandt sedlen og de blev jo noget olme over det bedrageri.
Det blev der en retssag ud af. Landsretten var lidt modstandere af at lave en sag ud af det, bygherrerne havde jo valgt blandt de tilgængelige bud og alligevel fået det billigste, men det blev sendt videre til Højesteret og i 1910 vandt Nationalforeningen sagen og brødrene blev dømt til at betale de 17.000.
Her opstod begrebet mestergris.
Mestergris dommen blev den kaldt.
Otto Helms søgte stillingen og blev den 1. Overlæge på Sanatoriet.
Han havde lige fra de tidlige studieår været meget optaget af sygdommen tuberkulose. Han havde været praktiserende læge i Haslev i en del år, og da der blev bygget et sanatorium i Haslev var det naturligt at han blev ansat der.
Der var han i 5 år.
Han blev imidlertid meget interesseret i at flytte til Sydfyn og være med til at starte Nakkebølle sanatorium op.
Under opførelsen boede han på hotel i Faaborg og cyklede dagligt ned for at følge byggeriet.
Allerede 1. juli 1908 stod Nakkebøllefjord Sanatorium klar til at kunne modtage de første patienter.
Der var plads til 122 patienter fra starten. ( Senere i 1947 var man oppe på 140 )
Det var voksne kvinder fra Sjælland og Fyn, fabriksarbejdere, tjenestepiger, enkelte lærerinder, syersker og nogle få sygeplejersker.
Hele komplekset bestod nu af :
Sanatoriebygning, liggehaller, økonomibygning, overlægebolig, funktionærbolig og staldbygning.
I sanatoriebygningens kælder var der køkken, badeanstalt, garderober og tøjdepot.
I stueetagen var der spisesal, opholdsstuer, sygeafdeling med lægeværelser og laboratorium.
På 1. og 2. sal var der patientstuer ( 2-4-6 senge, senere blev de store 6-sengs stuer ændret til mindre stuer )
I fløjene blev der indrettet værelser til oversygeplejerske, læger og sygeplejersker.
I funktionærboligen var der 2 lejligheder til forvalter og maskinmester, samt værelser til funktionærer og piger.
I økonomibygning var der maskinrum, kedelrum, akkumulatorrum, vaskeri og desinfektionsrum. Der blev desuden installeret et spytkogeanlæg.
I staldbygningen var der plads til 4 heste, vognremise, svinestald, stald til forsøgsdyr, hønseri samt karlekamre.
Sanatoriet kunne klare sig selv med eget vandværk, gasværk , elektricitetsværk ( egen akkumulator ), og septiktank anlæg. I centralvarmeanlægget fyrede man med kul.
Der var ingen husstande i Østergyden som havde el på daværende tidspunkt, det kom i 1926. Flere husstande takkede imidlertid nej til installeringen, så det var først i 1940 de sidste blev hægtet på elnettet.
Byggeriet kostede 650.000 kr. ( i nutidskroner 50-51 mill. kr. )
Nationalforeningen påstod at overlægens rend på byggepladsen havde gjort det 10.000 kr. dyrere, hvortil Otto Helms sagde ” jamen så er det til gengæld blevet 20.000 kr. bedre.”
Man mente på daværende tidspunkt at den bedste behandling var den man anvendte på de tyske kuranstalter, nemlig
masser af lys, frisk luft,næringsrig kost og hvile.
Otto Helms satte behandlingen i system og indførte nye behandlingsformer og nye metoder i sygdomsopsporing, bl.a. sænkningsreaktionen, som anvendes den dag i dag ( kan give et fingerpeg om, at der er en infektion i kroppen og hvordan den arter sig )
Masser af lys: ( derfor de høje vinduer hvor dagslyset kunne strømme ind )
Masser af frisk luft: ( vinduerne blev åbnet x flere dagligt på faste tidspunkter, både sommer og vinter, uanset vejr og vind ). Der var obligatorisk ophold i liggehallerne, pakket godt ind i soveposer og tæpper.
En del pådrog sig nok en lungebetændelse oveni, kan tænkes.
Nærende kost: man dyrkede selv grøntsagerne, havde grise som blev slagtet, grisene blev fodret med madresterne som forinden blev kogt endnu en gang for at undgå smittespredning,
Alt pålæg lavede man selv. Man havde eget hønseri.
Kl. 10 hver dag var der mælkedrikning, gerne flere glas. De som havde arbejdskur fik også smørrebrød.
Daglig levering af mælk, der blev brugt 250-300 l om dagen, det skulle være sødmælk. Det var en dyr post. ( 1000,- kr. om måneden ).
Eksempelvis blev mel og gryn også leveret, ellers var man jo selvforsynende.
Hvile: der var faste tider for sengeleje.
Motion: gåture efterhånden som man fik det bedre. Otto Helms havde fået anlagt en dejlig park med smukke træer, duftende buske og smukke blomster som indbød til spadsereture. Han mente at nogle smukke omgivelser kunne bedre helbredelsen. Der indførtes solbadning og havbade ( der blev anlagt en lille badeanstalt ).
Arbejdskur ( de som kunne skulle tage del i det daglige arbejde )
Otto Helms kaldte det for beskæftigelsesterapi, det var en form for afledning fra sygdomstankerne og savnet af familien derhjemme.
Nærsamfundet har nok i starten været noget betænkelig ved en sådan institution med smittefarlige beboere, for de kunne jo færdes frit ude omkring.
Som sagt var det patienterne der skulle tage del i det daglige arbejde bl.a med lettere rengøring, havearbejde, i stalden, i vaskeriet og på systuen, så der var ikke ret meget personale på lønningslisten fra starten af.
Kun 4 af ud af de 15 piger der blev ansat i 1908 var fra Aastrup og V. Aaby, resten kom ude fra.
Alle som havde fast arbejde på sanatoriet de første mange år boede på stedet, så der var ikke meget forbindelse til de omgivende sogne.
Driften af sanatoriet var meget sparsommelig, økonomien var stram, alt hvad man ikke selv kunne producere blev udbudt i licitation, så det lokale handelsliv havde heller ikke så meget ud af det i starten.
Men de som boede der betalte dog skat til sognekassen.
Aastrup sogneråd bekostede et bedre vejanlæg til Sanatoriet og man arbejdede på at få bedre trafikforbindelser. Patienterne blev hentet med hestevogn ( gig )på Pejrup Station i starten. Efterhånden fik man en rutebilforbindelse til Faaborg under statsbanerne. I daglig tale ” sanatoriebilen ”
Man gjorde også et forgæves forsøg på at etablere en dampskibsforbindelse til Faaborg.
Sanatoriet var også en årrække brevsamlingssted under postvæsenet, af hensyn til både patienter og personale.
I de første år behandlede man kun patienter som havde en ret god chance for helbredelse. Det var langt senere man begyndte at få de sværere tilfælde og man fik anskaffet røntgenapparaturer. Man kunne lave småoperationer, eks. ” puste lunger ”.
( medicinsk kollaps terapi v. hj.af luft eller nitrogen ) Det var en banebrydende behandling. Bakterierne kræver masser af ilt for at leve og formere sig, så ved at hindre ilttilførslen hæmmer man bakterierne og det beskadigede lungevæv kunne hele op i ro.
Dette kunne man gentage flere gange, for lungen folder sig stille og roligt ud igen i takt med at luft eller nitrogen forsvinder.
Efterhånden som der kom bedre behandlinger blev der ansat mere personale, og nu var der ikke længere bopælspligt, så man blev mere og mere integreret i lokalsamfundet. Mange bosatte sig i de omkringliggende sogne hvilket havde positiv indflydelse på erhvervslivet, skoler og kulturelle aktiviteter.
Der var 230 ansatte, da det var på sit højeste.
Otto Helms udgav i 1931 lægefaglig bog: Lungetuberkulose, baseret på hans mangeårige erfaringer med behandlingen, rigt illustreret med vejledninger.
Han rejste rundt og holdt foredrag og blev lyttet til i ind og udland. Han var en stor kapacitet på området.
Otto Helms var på Nakkebølle indtil 1936 hvor han gik på pension.
Han kom dog ofte på besøg indtil sin død i 1942, 76 år gl. Han ligger begravet på Ordrup Kirkegaard.
I 1936 overtog sønnen Tage Helms overlægestillingen og førte det fine arbejde videre.
Under hans ledelse skete der mange forbedringer gennem årene af hensyn til patienterne:
der kom varmt vand i hanerne på stuerne,
der blev installeret radio ved hver seng,
opsat højttaleranlæg på stuerne.
der blev oprettet et bibliotek,
arrangeret foredrag,
der var underholdning med violinspil af slagtermester Christian Gaaei fra Faaborg
underholdning ved boghandler Alstrøm,
underholdning af V. Aaby sangforening,
der blev vist film til stor fornøjelse og
Ollerup Gymnastikhøjskole lavede opvisning hver sommer.
Der blev også jævnligt renoveret og foretaget forbedringer på bygninger bl.a. med båreelevator i 1942.
I 1947/48 installeret ny varmekilde, oliefyr.
Dansk Varme og Ventilation, Østre Havnevej i Svendborg leverede en ny olietank 13 meter lang, 2,5 meter i diameter og med en kapacitet på 50.000 l olie.
Det var noget af en opgave at få den leveret hertil og sænket i jorden.
Den gamle staldbygning blev revet ned og i stedet opført nye funktionær boliger.
I en lang periode efter 2. verdenskrig var der patienter fra Sydslesvig.
Fra 1951/52 blev det et blandet klientel af både kvinder og mænd.
Hvilket personalet var noget bekymret over i starten, for hvordan skulle det dog gå.
Finn Christoffersen ( søn af købmand Christoffersen og tidligere medlem af Aastrup Folkemindesamling ) har fortalt:
Efter mændenes ankomst eksploderede salget af øl og brændevin hos den lokale købmand, hvilket medførte et besøg af Tage Helms der beklagede sig over dette og bad ham stoppe med salget. Købmanden sagde: ”jamen, jeg kan jo ikke se om det er patienter eller ej der kommer og handler.”
Så blev der ikke gjort mere ved det.
I de år begyndte man også at modtage mange patienter fra Grønland.
De boede i egne afdelinger, så de kunne udleve nogle af deres specielle skikke. De fik egen præst tilknyttet. Indimellem fik de også nogle af deres specialiteter leveret, hele sæler. Så blev der ellers kogt sælkød og spæk, så det stank overalt.
Det har været en blandet fornøjelse for de øvrige ptt.!
Revalidering:
Efter udvidelsen af personalestaben skulle patienterne ikke længere deltage i det daglige fysiske arbejde, men nu kunne man blive oplært i f.eks. kontorarbejde, maskinskrivning, syning, svejsning, lidt snedkerarbejde.
Derudover blev der lavet rigtig meget håndarbejde, broderier, figurer.
Grønlænderne er som bekendt rigtig ferme til perlebroderier, syning af anorakker og fremstilling af tupilakker.
Disse ting blev solgt til fordel for Nakkebølle Sanatorium.
I 1959 blev der solgt patientfremstillede varer for 100.000 kr.
Der blev opført en værkstedsbygning i 1954, som blev udvidet med en 1. sal i 1959 hvor der blev indrettet systue.
Patienterne skulle nemlig forberedes til atter at skulle tilbage til en hverdag og forsøge at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Det var ikke nemt efter en lang indlæggelse. Gennemsnitsindlæggelsen var på 5 mdr.
Folk ude i samfundet var stadig enormt bange for smitte, man var stemplet når man havde haft tuberkulose og været på sanatorium. Man gik i en stor bue uden om en tidligere tuberkulose patient. Ingen arbejdsgivere havde lyst til at ansætte dem. En del kunne nok heller ikke klare et tungt fysisk arbejde mere.
I sommerhalvåret kom der mange af landevejens farende svende forbi til et måltid mad og udleveringen af en 2 krone i overlægeboligen…..men først efter de var blevet undersøgt, og var der det mindste tegn på sygdom, blev de indlagt.
En af de mest kendte fra 40 `erne og 50 `erne var Stanley Hansen. Han var egentlig fra Århus, men holdt for det meste til på Sydfyn de sidste år af sit liv. Han blev stodderkonge på Egeskov marked i 1950.
Han fik desværre konstateret tuberkulose og døde af dette som 62 årig d. 2. juli 1954 på Nakkebølle Sanatorium og ligger begravet på Aastrup Kirkegaard. Da Stanley døde som ubemidlet vagabond, sørgede Leif Andersen, daværende ejer af Egebjerg Teglværk, for at betale for begravelsen og gravstenen. Stenen står der endnu. Den er fredet!
I takt med at den danske levestandard blev forbedret og tuberkulosebehandlingen ligeså, var det næsten kun grønlændere som var der som tuberkulosepatienter til sidst.
Den sidste patient blev udskrevet i 1969.
I årene 1908 – 1969 havde i alt 13.905 været indlagt.
De fleste overlevede heldigvis sygdommen, men nogle bukkede under.
Der er lidt forskellige oplysninger om antal døde. Nogle steder er opgivet antallet 621, andre mener at godt 900 patienter døde, så det er lidt usikkert.
I 1929 var man begyndt at vaccinere de første med Calmette vaccinen.
I 1946-1986 blev skolebørn vaccineret i 1. klasse, så vidt jeg husker.
Mobile tuberkulosestationer kørte rundt til virksomheder og på skoler.
I 1943 havde man fået det første antibioticum, nemlig Streptomycin.
Senere tilkom flere midler.
Fra 1980`erne er det en kombinationskur med 4 forskellige stoffer, som tages i 6 måneder.
Overlæge Tage Helms døde i 1963, 65 år gl.
Tuberkulosen lever i bedste velgående den dag i dag i de fattigere lande, 1/3 af jordens befolkning er smittet, årligt dør 1-1,5 mill. mennesker. Det er stadig den dødeligste sygdom på verdensplan.
Herhjemme er der ca. 200 nye tilfælde om året, sker hovedsagelig med indvandringen.
Lotte Helms, datter af Tage Helms har fortalt:
at der under krigen blev huset modstandsfolk i kælderen på overlægeboligen, fanger fra Nyborg Statsfængsel ( under dække af de havde tb ). Når tyskerne kom var der et hemmeligt rum i kælderen de kunne kravle ind i. Efterhånden kunne de så langsomt sive ud i samfundet.
Lotte fortæller ligeledes en sjov historie om sin farfar, dengang i 1912 hvor der skulle vælges et nyt sogneråd i Aastrup.
Han har selv beskrevet det således ” Ingen kunne beskylde mig for at jeg agiterede for at blive valgt, thi jeg var i Italien og anede ikke jeg var opstillet som kandidat. En prægtig forårsdag i det vidunderlige Lugano nåede den barske virkelighed hjemme fra ned til mig med en meddelelse om, at jeg var blevet valgt til Aastrup Sogneråd og måtte hjem til møde d. 1. april kl. 2. Jeg kom hjem fra rejsen kl. 12 og stillede til mit første sognerådsmøde.”
Året efter blev han valgt til formand og sad som dette i 4 år.
En anden historie om hans tid i sognerådet, som han selv har fortalt:
Umådelig glæde vakte det på sanatoriet, da en af funktionærerne i en jernbanekupe havde overværet en samtale mellem en mand fra vores sogn og en fra nabosognet. Den fremmede sagde. ”Hvad ville I egentlig med en overlæge i sognerådet, hvortil min sognebo svarede: ”Vi skulle have en som kunne læse og skrive, ja- – -skrive er det kun mådeligt med ”.
Det skal også nævnes at Otto Helms var meget natur og fugleinteresseret.
Efter han stoppede som overlæge kom han som sagt ofte på besøg. Han blev så trist da han så, man var ved at pumpe vandet væk fra inddæmningen og tørlægge området, der hvor han havde sejlet i sin lille båd med kikkert og notesblok og studeret det rige fugleliv.
Jeg tror at Otto Helms sidder oppe på en sky og glæder sig over at vandet atter er tilbage og tænker: ” De kom da heldigvis til fornuft ”.
Otto Helms har skrevet flere bøger om sine iagttagelser.
”Fugleliv ved Nakkebølle Fjord ”udkom i 1919
” Overlægen fortæller ”
” Strejftoget i Danmark ”
” Danske fugle ved hus og have ”
” Danske fugle ved stranden ”
” Danske fugle i skov, mark og mose ”
Han var ligeledes medforfatter på 3 fuglebøger sammen med Johs. V. Jensen og Johs. Larsen:
Stæren i 1925, Nattergalen i 1926 og Storken i 1927
Han var en af hovedkræfterne bag stiftelsen af
Dansk Ornitologisk Forening i 1906, var redaktør og formand i mange år.
Siden æresmedlem.
Siden 1963 har Nakkebølle fungeret som plejehjem for Odense Kommunes borgere og udelukkende dette fra 1969, da den sidste tuberkulosepatient var udskrevet.
Den æra sluttede 31/ 12 1985, da Odense Kommune fik bygget det nye Villestofte Plejehjem.
I alt 2885 Odenseborgere har tilbragt en stor del af deres alderdom på sanatoriet.
Der var bustransport fra Odense til Nakkebølle, så pårørende kunne komme på besøg.
Rigtig rigtig mange Sydfyn-boere har haft deres arbejde på sanatoriet igennem alle årene.
Da plejehjemmet lukkede blev bygningerne købt af en direktør ved navn Kaj O. Mogensen, som havde planer om at lave hotel og konferencecenter.
Han solgte i stedet bygningerne til en fagforening, Sammenslutningen af Firma-Funktionærer.
De udlejede stedet til bl. a. Dansk Flygtningehjælp som drev asylcenter en årrække.
I 1986-87 var der tamilske flygtninge.
Senere kom der flygtninge fra det tidligere Jugoslavien og ligeledes palæstinensiske flygtninge.
I 1998 købte Tvind Nakkebølle Sanatorium og var der indtil 2019.
Måske der sidder nogle og brænder inde med mange sjove oplevelser og gode fortællinger om tiden efter tuberkulosen, så kom med dem. Det er så vigtigt at få historierne fortalt og skrevet ned.
Der ligger flere historier på vores hjemmeside om Sanatoriet, hvis man får lyst til at kikke forbi, aastruparkiv.dk
Det er bl.a. disse kildematerialer jeg har støttet mig til i udarbejdelsen af min fortælling til brug ved arrangementet i Aastrup Forsamlings- og Aktivitetshus d. 17. september 2026.
Lena Pedersen
Aastrup Folkemindesamling