Tørvegravning

– især i tiden under og de første år efter 2. verdenskrig 1940 -47 i Aastrups moser.

 Spredt ud over Aastrup sogn ligger en række moser i det ret kuperede terræn, dannet igennem mange årtusinder af sumpplanter, nedfaldne   blade og væltede træer, igennem omskiftende vejr- og klimaforhold. De tre største moser her i sognet er ”Skedes-Lung” lige vest for byen og ”Vester-Lung ”en km- længere mod vest, og ”Skovhaverne” nord herfor ind mod ” Bjørnemoseaard. i Katterød.

Efterhånden blev skovene, der dækkede hele området her omkring, allerede i den yngre stenalder for en stor del ryddet til afgræsning af fritgående kreaturer der naturligvis foretrak de mindste planter og skud, samt af tamsvin, der rodede skovbunden op efter rødder og olden, eller der blev begyndende opdyrkning. Dermed var betingelserne i de følgende årtusinder delvis forringet for at få en tæt, ensartet skov sjældent til stede. Træ især til gavntræ blev det da småt med, og træ til at fyre med kunde sidst i middelalderen- efterhånden som næsten al jorden blev til agerjord, også blive en mangelvare.

Man opdagede nu, at alle disse blade og planterester, som var faldet i søer og vandhuller ikke var gået i forrådnelse, men kunne brænde, når de blev gravet op og fik lov at tørre, ligesom træstammer af eg af garvesyre var delvis bevarede og i nogle tilfælde kunne bruges til gavntræ. Det er sikkert langt over tusind år siden opgravning af tørv er begyndt på primitiv måde.

Hvordan man i fællesskabets tid enedes om fordeling af moserne, ved jeg ikke, men på udstyknings-kortet fra 1822 er der afsat skovlodder på omkring 2 tdr. land. som ejendom til de ny-udstykkede 27 gårde, samt lodder i moserne- dog kun med ret til tørveskær- til hver af gårdene, og til enkelte mindre brug kunne der måske være et mindre hjørne af deres jord, hvor der kunne graves tørv til eget forbrug. Folk som ingen adgang havde til tørveskær, har vel så hjulpet til med opgravningen hos dem. Der havde en lod, og på den måde fået tørv som løn, eller skaffet sig træ som brændsel fra hegn eller småkrat.

Et af problemerne ved tørv gravning, der gerne påbegyndtes først i Maj, var vandet i og omkring gravene, som skulle øses eller pumpes bort. Derfor blev tørvegravene ikke større end der behøvedes til årets forbrug. Næste år gravede man så en ny grav en halv m. herfra, så var man fri for at øse vand væk fra forrige års grav. Ikke al tørvejord var af samme kvalitet, og varierede fra de forskellige moser, men det nederste og ældste lag var det bedste. Selve garvningen sluttede som regel før høst, så der forhåbentlig var tid til tørring, mens der endnu var varme i luften.

Her på egnen – og vist overalt på Fyn – brugtes det at ælte den løsgravede tørvemasse – iblandet lidt vand – med fødderne, og så kaste dette op i en slæde, som vel kunne rumme omkring. 1/2 kubikmeter. Problemet løstes i ”Skedes-Lung” ved anskaffelse af en petroleums-motor, som blev anbragt stationært i et muret hus. Nu kunne hele vand-området ret hurtigt pumpes tørt ved hjælp af en turbine.

Under I. Verdenskrig blev der nok gravet mere tørv end sædvanligt, men da Danmark heldigvis dengang var neutralt, og kunne handle med begge de krigsførende parter, kom der i bytte med især landbrugsvarer herfra, en del kul fra England. Og selvom tyske U. Både-brutalt- i strid med folkeretten sænkede en del neutrale skibe, kom de fleste dog i havn. Fra Tyskland var der jo ingen hindringer for transporten af kul og koks hertil da det meste fragtedes med jernbane, så mangelen på brændsel blev ikke så katastrofal.

I mellem – krigsårene holdt tørve-gravningen næsten op, det var besværligt og husmødrene var ikke glade for alt det ekstra arbejde, som fyring og tilsmudsning gav, når der i stedet kunne fås brænde, kul og især koks, som gav mere varme, og var meget nemmere at bruge og mere renlig og enkelte steder blev der indlagt centralvarme.

Hitlers krigstrusler blev stadig mere sandsynlige og i sommeren 1939 forsynede mejeri og Nakkebølle Sanatorie sig og fortsatte med at øge lagrene så længe det var gørligt, og også en del private ”hamstrede” lidt inden krigen brød ud i september. I Danmark var vi også denne gang endnu neutrale, men allerede d.26. september. blev kulskibet ”Vendia” sænket af en tysk ubåd brutalt uden varsel, selvom den havde danske neutralitetsmærker på malede, da den tom var på vej til England efter at have losset kul i Faaborg.17 af besætning på 26 mand omkom, og flere torpederinger fulgte efter. Det var den første af en lang række af den slags forbrydelser, som tyskerne blev ”mestre” i resten også af denne krig, ligesom de havde været skyldige i under 1. verdenskrig.

Efter det tyske overfald d. 9. april 1940 var der jo ikke mere muligt at få kul fra England, og kun i mindre mængder fra Tyskland og vel lidt fra Polen, som nu for det meste af tiden efter tyskernes brutale overfald, var besat af disse. Det blev nu fra regeringen pålagt kommunerne at fordele de hjemlige brændsels-reserver og hermed udnyttelsen af tørvegravning, ligesom der også blev pligt- hugst og aflevering af træ til brændsel fra private skove helt ned en til en størrelse på 1 td. land. Husholdninger uden skov på landet kunne så få tildelt 2 rundmeter, hver pr. år og det forslog jo ikke til at dække behovet, selvom folk havde været vant til at spare på brændsel bl.a. på grund af økonomi. Man var vant til at kunne sidde mange omkring bordet i et lille køkken på bænke og træstole, opvarmet af komfuret, på en hverdagsaften. Om søndagen eller, hvis der kom fremmede, blev der vel fyret op i dagligstuen, og ved større lejligheder i stadsstuen. Og nu skulle der så spares yderligere. Tilmed kom der nu foruden krigen de strengeste vintre, som de fleste havde oplevet, her med ned til- 30 gr. C., så man måtte klæde sig varmere på, og der kom igen gang i fremstillingen af sivsko, og gammelt, tykt tøj kom igen frem fra skabene og gjorde god nytte.

Så alle muligheder for at skaffe ekstra brændsel måtte udnyttes. I Midtjylland var der flere steder store forekomster af brunkul, men de var vanskeligt tilgængelige, og ofte dækket af et mange m. tykt sandlag, som først med gravemaskiner skulle fjernes, og der var en lang dyr transport med banevogn, så der kom ikke meget af den art her til sognet, da det var mest var forbeholdt byernes virksomheder og institutioner. Så det blev moserne som for alvor måtte holde for.

Allerede i den første sommer efter krigsudbruddet gik man i gang, dog i beskedent omfang. Det var kommunen, der efter lov – påbud, skulle oparbejde og oplagre et kvantum til aldersrentenydere og mindrebemidlede i sognet. Det foregik i Vester – Lung, hvor et par mand gravede op til en såkaldt ”Tørve-jumbe”, en tohjulet vogn af træ, ca.1,5 m i bredden og 1 m i længden, formet som en cylinder liggende på tværs af kørsels- retningen – med en rad. på 1 m., hvor den øverste 1/3 var fjernet for på – og aflæsning. Hjul-akselen, der gik gennem vognkassen, og altså gik rundt med vognhjulene var på spændt en slags lidt krumme beslag, der som knive æltede og gennemskar den i fyldte opgravede tørv, der var ret fast. Så der hældtes en spand vand oveni vognen, og nu – forspændt én hest -, æltedes tørvemassen under kørslen til lægge pladsen, en nærliggende græsmark, hvor indholdet tippedes af i en aflang form på 1 x 2  m. inddelt i rum af størrelse som en tørv ( ca. 10 x 20 cm.)  Her jævnede en mand massen ud med en skraber og trak formen ud til en ny påfyldning. Når tørvene var blevet lidt faste, 8 til 14 dage senere – alt efter vejrliget – blev de vendt ¼ omgang, så de stod på højkant, så sol og vind bedre kunne udnyttes.

Efter igen en uges tid blev de sat i små stakke ”røjler” med lidt mellemrum for hver tørv med 25 i hver. Dette arbejde udførtes for det meste af kvinder og børn. Efter endnu 2 – 3 uger kunne tørven af hændig af vejrliget – forhåbentlig køres hjem. I sommeren1940 og 41 blev der gravet på denne måde af kommunen. I 1942 købte Herluf Clausen ”Mosehavegaard ” Svendborgvej 284, og han begyndte en maskinel og større tørveproduktion der, som vist varede et par år.

I Skedes-Lung begyndte den tidligere ejer af ”Højbjerggaard” Rasmus Greve sammen med en søn også at grave tørv på den primitive måde i 1940. De afløstes af Søren Andersen Krag        fra Eskemosegyden 18, der sammen med et par mand gravede nogle steder i denne mose nogle år, og derefter også i et par år lidt nord herfor i en mose på den nordlige side af Svendborgvej i Skovshøjgaard” Svendborgvej 270 mose.

1942 begyndte Svend Nielsen, en søn fra ”Sjællændergaarden” Nabgyden 1 med en større produktion i ”Gamskærsgaards” og ”Værnehøjgaards” parceller også i Skedes- Lung. Det var en ret betydelig arbejdsstyrke, der nu kom i gang .1 mand gravede overjord af, som blev smidt ned i tørvegraven 2 mand gravede den rigtige tørvemasse op i trillebøre, det var nok det hårdeste arbejde, fra helt ned i to m. dybde. på udlagte planker trillede to andre det opgravede ind til fast land.

Her anskaffedes en æltemaskine til elkraft, der via en elevator førte tørvemassen op i en silo, hvorfra det tømtes ned i en af de to 4 hjulede, selvtømmende gummivogne, der hver forspændte 2 heste blev trukket opad bakke til lægge pladsen, der kunne udgøre 4-5 td. ld., hvor det blev lukket ned i formene. Der var brug for 8 mand og 4 heste for at klare dette arbejde, og det var ret krævende, desuden var der vel for det meste brug 3-4 kvinder og børn med kortere arbejdstider til at vende og stakke tørvene. Det var for det meste sognets arbejdsfolk og de, der havde et mindre landbrug, som fik et job her og skaffede sig lidt ekstra – måske – nødvendig indkomst.

Da Svend rejste efter sæsonen 1944, fortsatte nogle af medarbejderne Karl Andersen, Eskemosegyden 18, Aage Christoffersen, Sanatorievej 14, Charles Andersen, Nabgyden 49 og Jens Hansen Svendborgvej 243 i 1945 gravningen, men så var så godt som hele mosen også udgravet.

Foruden tørv, blev der også her fremdraget andre og mere spændende sager fra mosens dyb. Bl. a. flere skjolde af Sump- skildpadde og kæber af Gedde, samt et ca. ½ m. langt stykke af Kronhjorte- gevir, tildannet som slagvåben. Desuden 2 hjortetaks økser og en meget fin ben- harpun. Den sidste blev desværre stjålet fra skolen nogle få år efter. Jeg ved ikke af, at der blev gjort oldtidsfund i andre af sognets moser.

De samme folk flyttede året efter til Inddæmningen i Nakkebølle fjord og fortsatte produktionen her et eller to år, men stoppede så, da tørven her på den gamle havbund var ret        svovlholdige. Disse grave ligger nu – efter genetableringen af Nakkebølle-inderfjord under vandspejlet her i De første år efter krigen blev der også i mindre målestok gravet lidt tørv i mosen på ” Bogentved ”ved ejendommen Svendborgvej 241, hos Charles Andersen Nabgyden 49.

I dag ses så de mindre og i Skedes- og Vester – Lung de to ret store tørvegrave som minder om, hvorfra der i en ond krigstid med de strenge og lange isvintre og de nærmeste følgende år med – ved hårdt arbejde skaffedes et betydeligt og nødvendigt bidrag af brændsels- forbruget til mejeri, skole   de mange hjem i sognet.

Efter krigen begyndte der igen så småt at komme udenlandsk brændsel til Landet, men nu var det nærmest fra England, som i bytte med landbrugs leverede os kul. Tyskland, som havde udplyndret os økonomisk i de fire år, de havde holdt os besat. følte vi vist ikke trang til at have mere samhandel end højest nødvendigt.

1948 var det sidste år, hvor der blev gravet tørv i Aastrups moser, men da var de også så godt som tømte. Kun i Skovhaverne i sognets nord vestlige del ind imod ”Bjørnemosegaard” findes endnu et mindre areal, som ikke vil række langt, hvis en krigs- eller krisesituation igen skulle indtræde. Især ikke med det behov, vi har skabt og vænnet os til. Så vi må håbe, der kan findes andre energikilder, hvis det skulle blive aktuelt, hvilket vi håber ikke opstår.

Nedskrevet i 2008 af Chr. Dan Nielsen