I mindelunden på Aastrup Kirkegård står der nogle gamle gravsten. Der er en fra 1918 med to unge mænd og en anden hvor en ung mand fra Svelmø er død. Hvad skete der og hvad er historien. Det prøver jeg at skildre her.
Farvandet ved Svelmø kan være dejligt, men det kan også vise tænder, som selv rutineret sejler ikke kan klare. Det var hvad der skete her, hvor havet tog 7 unge mænd i tre omgange.
Første gang var den 6. juli 1918 hvor to unge landmænd Mads Peter Madsen, 29 år, og Niels Johansen Petersen, 24 år, ville sejle til Faaborg for at forberede deltages i en kapsejlads senere på måneden. De var naboer og svogre. Mads havde købt ejendommen Søbo (Østergyden 31) for 3 år siden, hvor han var blevet gift med Agnes. De havde en lille datter og den næste var på vej. Hun kom fra Enemærkegaard (Sanatorievej 2) som hendes mor ejede efter mandens død. Broderen Niels bestyrede gården for sin mor.
Lørdag eftermiddag d. 6. juli ved 14-tiden sejlede de ind til Faaborg for at få båden målt. Trods det hårde vejr forløb turen uden problemer. Ved 19.30-tiden sejlede de hjem igen. Båden var hårdt lastet med 400 kg. Jern som ballast, men ikke så hårdt at det skulle forsage en ulykke. Sejlturen gik mellem Korshavn og Svelmø for derefter at dreje ind til Fyn. De blev set fra Korshavn, men derefter har ingen set dem.
Familierne blev meget uroligt fordi de ikke kom hjem, men først næste dag anede de at der kunne være sket en ulykke. På grund af den stærke sø var det umuligt med en eftersøgning på stedet. Det skulle vente til søen var faldet til ro og vandet blevet mere klar. Man måtte nøjes med at søge ved kysten.
Man vidste ikke hvor ulykken havde fundet sted. Man formodede at det var ved drejning ved Svelmø Trille. Båden havde bagbordssejl ved afsejlingen fra Faaborg og man formodede at den har taget vand ind under drejningen og således trukket båden ned. Da den var tungt læsset med ballast er den øjeblikkeligt gået til bunds.
Da havet havde lagt sig tog fiskere fra Fjellebroen ud og lede efter båden. Ved at beregne hvor vinden havde været og hvor båden havde drejet mod land formodede man hvor ulykken var sket. Det viste sig at holde stik. De fandt den på 10 fagne vand, 100 fagne fra Svelmø Trille. Den var tom og stod ret op på kølen. Det var tegn på at den var gået hurtigt ned. Den blev bjærget og fragtet til Fjællebroen hvor den lå for anker.
Fiskere fra Røde Kro og Fjellebroen gik i gang med eftersøgningen af de omkomne. Det var tvivlsomt om det ville give resultat da der på stedet var en voldsom strøm der kunne have ført dem længere bort.
Det lykkes at finde liget af Mads Peter Madsen dagen efter fundet af båden. Det lå nær det sted hvor man fandt båden. Det er den der skrev i kirkebogen ikke enig i. Han skriver at liget sag oprejst i båden.
Eftersøgningen efter Niels Johansen Petersen forsatte. De trak våd, men det gav ikke resultat. Der var efterhånden gået 9 døgn siden han druknede, så han måtte snart komme op.
Det gjorde han næste morgen, tirsdag d. 16., den dag Mads skulle begraves. Ved Nakkeodde på Korshavn var en ung mand ude og flytte sin fars får. Han så der drev noget i vandet. De fandt ud af at det var et lig og fik det bjærget. Der blev sendt bud til Aastrup og samme formiddag blev han sejlet over i nærheden af sit hjem, hvor der blev holdt ligsyn. Begravelsen af Mads blev udsat i 2 timer til kl. 16, så de kunne begraves i en fællesgrav.
I løbet af eftermiddagen blev den blomstersmykkede kiste ført til Kirken. Overalt vajede flagene på halv stang. Indgangen til Kirken var pyntet ned flag og blomster. Det store følge ankom kl. 16. I Kapellet stod Mads Peter Madsens kiste, omgivet af et væld af blomster. Begge kister blev ført om på Kirkegården hvor Pastor Dahl forrettede jordpåkastelsen, bad fadervor. Derefter sang de en salme inden følget gik ind i kirken til sørgehøjtideligheden.
Agnes blev enke som 26-årig med to små piger. Hun fik skifteretsattest på ejendommen, men solgte den samme år. Ved folketællingen i 1921 boede hun med sine piger på Dybskrog 21 som var ejet af hendes mor på Enemærkegaard. Hun var pensionat frue. Hendes videre liv kunne der sikkert fortælles en del om, men vi kender den ikke.
Anden gang var 26. marts 1938. Familien Jørgensen på Svelmø havde besøg af deres nevø, den 26-årig Stanley Hansen fra Odense. Han besøgte sin moster og onkel Karen og Jørgen Hansen Jørgensen, fætteren Hans Laurits Jørgensen, 27 år og kusinen Emma, 20 år. Den anden kusine Johanne var gift og boede i Norden, Diernæs sogn.
Lørdag aften skulle Stanley hjem. Han skulle have været der indtil mandag, men et opkald fra Odense gjorde at han tog hjem lørdag aften. Han havde sin motorcykel stående på Strandhøj (Tværvej 8). Han skulle sejles over til ”Posthuset” og gå op til Strandhøj hvorfra han skulle køre med motorcyklen.
Da det kan være meget kold luft i marts måned, var de klægt godt på med uldne trøjer og frakker. Stanlev var iført motorcykeltøj med svær pelsforet frakke. Gårdejer Jørgen H. Jørgensen hjalp med at gøre båden klar. Det gjorde gårdens 18-årige tjenestekarl Ernst Jensen også. Han stammede fra Aastrup hvor han far havde været smed, men nu var flyttet til Morud. Ernst ville tage med på sejlturen.
Vejret var godt da de tre unge mænd sejlede fra øen, men da de var kommet et godt stykke ud blev de overrasket af en voldsom byge med sne og hagl. Hjemme på Svelmø tabte de båden af syne da bygen kom. Da det blev klart igen kunne de ikke se båden, men regnede med at de var kommet over. Det foruroligede dem heller ikke at de ikke kom tilbage igen. Det var sket så tit at de var blevet derover og havde besøgt nogle bekendte. Hans var forlovet med en pige i Aastrup, så det var meget tænkeligt at han ville besøge hende.
Det var først næste morgen da de ikke kom hjem de anede uråd om der var sket en ulykke. De ringede til fisker Andreas Jørgensen, Nab om han ville kikke efter om båden lå ved anløbsbroen og at motorcyklen var hentet Sammen med en nabo gik de over markerne til anløbsbroen for at se efter. De kunne konstatere at der var ingen båd at se og at motorcyklen stod på Strandhøj endnu. De forsatte eftersøgningen langs stranden og da det var lavvande var de over på Lille Svelmø også, men der var intet at se. Dette måtte Andreas Jørgensen ringe tilbage til Svelmø og fortælle at de intet kunne se.
Der blev sendt bud til Korshavnfiskerne der kom med 3-4 fiskerbåde. Man håbede at finde spor af båden. Afstanden mellem de to kyster er kun 3 km. Og vanddybden var 6 – 7 m. Det eneste man fandt var en bådshage og en jakke. Eftersøgningen ville blive forsat når havet var faldet til ro og vandet blev klar.
Der blev ringet til øer og kyster hvor det kunne tænkes at båden var drevet i land. På Skarø satte købmand Madsen en undersøgelse i gang og her fandt han hurtigt båden. Den var drevet helt ind på land. Jollen har drevet 12 kilometer. Mast og sejl fandt man ved Rantzausminde. De kunne se at stagehjørnet var bundet ned, så jollen kun havde haft et lille trekantsejl på da ulykken skete.
Det var mest sandsynligt at de tre lig var i farvandet hvor jollen var kæntret. De var dygtige svømmere og kunne have svømmet et stykke inden de fik krampe i det kolde vand og er gået ned. Jakken der blev fundet tilhørte Ernst Jensen. Han havde ved afsejlingen også en regnfrakke på. Det tydede på at de har forsøgt at få noget af det tunge tøj af.
Næst dag forsatte eftersøgningen, nu med en halv snes skibe. Der blev trukket vod på kryds og tværs uden resultat. Falck Redningskorps ankom med tre mand under stationsleder Beierholm, Faaborg ledelse. De havde vandkikkert med. De tog med Korshavnfiskerne ud. Det var ikke nemt og midt på dagen troede de ikke at det gav resultat. Det eneste de havde fundet var Ernsts regnfrakke. Det var først ved 13.30-tiden hvor man fandt den første på det dybeste sted, ikke langt fra hvor ballasten fra båden lå. Han var ikke nem at se, fordi tang og sand havde lagt sig på ham da havet faldt til ro. Det var Hans Jørgensen og medens de var ved at bjærge ham, fik de øje på Stanleys motorbriller, så han måtte være i nærheden.
Eftersøgningen efter de to andre forsatte, medens Hans Jørgensenslig blev bragt ind til ”Posthuset”. Efter ca. 2 timer fandt de også Stanley Hansen. Han lå 10 m. fra hvor de fandt Hans Jørgensen.
Stanley blev også bragt ind til ”Posthuset”. Der blev holdt ligsyn. De kunne se at Hans havde forsøgt at få sine lange støvler af, men den ene var kun kommet halvt af. Med deres tunge tøj er de hurtigt blevet trukket ned. Deres lommeure var gået i stå klokken 19.15 og 19.20. Dødsårsagen har været som følge af vandets lave temperatur har fået krampe og er gået til bunds. Deres forsøg på at få tøjet af, viser at de har forsøgt at svømme i land.
Hans Jørgensen lig blev lagt i kiste, og langsomt kørte de mod Aastrup. Mange steder vejede flagene på halv og enkelte steder var der strøet blomster på vejen. Ved ankomsten til Aastrup Kirke blev der holdt en kort andagt i kapellet ved førstelærer Würden Pedersen.
Stanley Hansen blev kørt til Odense i Falck ambulance. Han blev begravet fra Fredens Kirke i Odense.
Først klokken 17.30 lykkes det at finde Ernst Jensen. Han blev fundet 100 meter fra de andre. Han lå på lavere vand. Han havde fået regnfrakke og frakke af. Selvom han var en god svømmer, nåede han ikke at komme ind på land.
Ernst Jensen blev om aftenen ført til kapellet ved Aastrup Kirke. Her blev han stillet ind ved siden af Hans Jørgensen. Man havde på det tidspunkt ikke taget stilling til om han skulle begraves i Aastrup, hvor familien kom fra eller i Morud hvor forældrene boede, men det blev Aastrup.
Dobbeltbegravelsen foregik torsdag d. 31. marts. Overalt i sognet vajede flagene på halv og der var kommet et hav af kranse. Kirken var smukt pyntet. Hans Jørgensens kiste stod i koret, medens Ernst Jensens kiste var anbragt lige efter. Begge kister var smukt pyntet med blomster. Der var et usædvanligt stort følge der fyldte hele kirken og stod helt ud i våbenhuset. Pastor H. C. Andersen holdt sørgetalen og gik ud fra ordene i Paulus skildrer sin stormfulde rejse til Rom.
Begge kister blev båret ud på Kirkegården. Først blev Hans Jørgensens kiste sænket og Pastor Andersen forrettede jordpåkastelsen. Derefter blev Ernst Jensens kiste sænket og jordpåkastelsen foretaget. Præsten bad fadervor og derefter sang man ”Krist stod op af døde”
Ved skæbnens tilfælde blev Ernst Jensen begravet lige syd for de to druknede ved den anden store drukneulykke ved Svelmø i 1918
Würden Pedersen takkede på familiernes vegne for den store deltagelse og indbød følget til kaffe i Forsamlingshuset.
Hans Laurits Jørgensen var eneste søn fra gården på Svelmø. Der var to døtre, Johanne og Emma. Emma blev gift med fisker Svend Kaslund fra Korshavn. Emma nåede at blive 100 år og blev bisat fra Aastrup Kirke 28. marts 2018, næsten på datoen 80 år efter ulykken ved Svelmø. Johanne var i 1937 blevet gift med landmand Ole Møllebjerg og de boede i hans hjem i Diernæs. De kom hjem til Svelmø for at hjælpe med at drive den, siden som ejer. I 1965 solgte de og flyttede til Eskemosegyden.
Tredje gang var den 14. august 1943 hvor to øvelse både med 15 elever og en lærer fra Rederiet Lauritzens Søfartsskole (Kogtved Søfartsskole) i Svendborg skulle på togt i Det sydfynske Øhav. Farvandet omkring Svelmø er et smukt farvand at sejle i, men det kan hurtigt blæse op og vise tænder. Det måtte de unge mennesker og læreren sande da de i august 1943 skulle ud på et to dages togt til Flensborg Fjord. De havde afsluttet 1½ måneds grundskole og skulle ud på togt for at øve signalering med morsesignaler. De skulle sejle i to åbne 3 tons Kragejoller. Der var 9 elever i båden ”Læsø” og 7 elever og en lærer i båden ”Manø”
De startede fra Svendborg ved 19-tiden og da de kom til Lensskov blæste det noget mere og de måtte rebbe nogle af sejlene. Det havde hele aftenen blæst kraftigt og ved midnat i farvandet mellem Svelmø og Avernakø kom der et voldsomt uvejr med storm og regn, som i et nu kæntrede Læsø hvor de 9 elever i alderen 16-17 år var. ”Manø” var ikke længere væk end de kunne se lysene. De holdt sig ved båden, som ikke kunne synke fordi den var udstyret med lufttanke. De vidste hvor de var og efter et stykke tid besluttede fem at svømme den 1 km. Lange tur ind til Svelmø. Den første nåede ind ved 1.45-tiden. Han var godt udmattet, men løb op til Jørgen H. Jørgensens gård og bankede beboerne op og fik forklaret hvad der var sket. De fik slået alarm til Falck Faaborg og satte selv en eftersøgning i gang langs stranden. Da var den næste kommet ind. Han blev hjulpet op på gården. Ved 3-tiden fandt de den tredje. Han stod i vand til livet ud for den store klint og var for udmattet til at komme videre. De fik ham løftet op og båret hjem og lagt i seng. De forsatte eftersøgningen og ved 5-tiden fandt de den fjerde, liggende sovende under en busk, næsten uden tøj. Også ham fik de hjem i varmen, men hvor var de sidste fem?
De fire der blev ved båden prøvede flere gange at få den på ret køl uden held. På et tidspunkt fik en af dem krampe og de andre måtte på skift hjælpe med at holde ham oppe. Efter fem timer var de drevet forbi Svelmø og ind på stranden ved Egebjerggaard (Østergyden 40). De henvendte sig på nærmeste gård, tilhørende Erik Nielsen (Østergyden 45), men da der ikke var telefon der, måtte man op til Herluf Møller på Egebjerggaard. Medens de ventede på ambulancen løb de frem og tilbage på stranden for at holde varmen, samtidige med at de på skift gav deres kammerat kunstigt åndedrag, men det var forgæves, han var død ved ankomsten til sygehuset. Nu manglede den niende mand og det formodes at han var druknet i forsøget på at svømme ind til Svelmø, hvilket han var.
Båden ”Manø” havde ingen set siden ”Læsø” kæntrede. Den blev eftersøgt hele formiddagen uden resultat. Men så kom der besked fra Skjoldnæs Fyr at de havde set et 22 fods sejlskib med unge mennesker sejle forbi med kurs mod Fynshav. Det kunne ligne ”Manø”. Et skib blev sendt ud og fik dem til at vende om og sejle tilbage til Søby.
Der kunne læreren berette, at da de mistede forbindelsen til ”Læsø” var de blevet på stedet en times tid. Da de ikke kunne finde ”Læsø” troede han at de var sejlet videre. ”Manø” sejlede derefter mod Søby, som de lå ud for natten over. Næste morgen ville de sejle videre for at finde ”Læsø”
Nogle dage senere var der søforhør i Svendborg.
Otto Hansen var fra 1958 og til sin død i 1993 ejer af den anden Svelmøgård. Han omkom også i havet, men det var på sin traktor hvor han fik et ildebefinde og kørte udenfor ebbevejen.
Det har været nogle triste historier at skrive om. Der er ikke mange øjenvidner tilbage der kunne fortælle, men der var de gamle aviser, Faaborg Avis og Faaborg Folketidende i biblioteket til stor hjælp. Uden dem var der ikke meget jeg kunne skrive.
Jens Haastrup 2018