Faaborg Folketidende var på besøg på Svelmø i marts 1961. Blev bragt i avisen 29.-3.
Se billederne på arkiv.dk Søg Svelmø 1961 os se billedeserien F7
Familien har man fred for, når de hænger på vægen.
Gdr. Ole Møllebjerg om ø- livets fordele og glæder. På en nat åd havet 2,5 m. af hele øens sydkyst. Møllebjerg, fru Møllebjerg og den 19-årig søn, Leif, er Svelmøs eneste faste beboere.
Kan De fortælle os den nærmeste vej til Svelmø, spurgte vi i Aastrup. Et svar fik vi, ikke det rigtige, men så godt, at det bragte os i den rigtige retning, hvorefter vi ved at spørge tilfældige mennesker endelig fandt stedet hvor Svelmø-båden lægger til. Meget syner bådebro og ”posthus” nede ved stranden ikke af. I posthuset står Ole Møllebjergs cykel, så han altid har et befordringsmiddel når han skal besørge ærinder i land, ligesom der inde i det lille posthus hænger en postkasse, som folkene på Svelmø og posten er ene om at bruge.
Det er nødvendigt at sejle, siger Pompejis de Store. Det er uden tvivl rigtigt, men Pompejis ord gælder ikke hvis man vil til Svelmø. Har man en god solid hest, som ikke er bange for vand, kan man uden besvær komme over til øen uden at sejle. Mellem Lille Svelmø og fastlandet er der ca. 300 meter, og vanddybden er ikke mere end ½ meter.
Familien Møllebjerg benytter sig imidlertid ikke gerne af køretøj og hest når de skal over til fastlandet, og i den kolde årstid har man helt opgivet at lade ”Lotte” trave i bølgerne. Har i stedet for anskaffet sig en ny båd. Stor og solid er den, og med den 9 HK-dieselmotor skyder den en god fart, så man i løbet af ca. 8 minutter lægger de 1200 meter bag sig, som der er mellem posthuset og landingsstedet ud for Svelmøgaard.
En familie, to gårde.
Ole Møllebjerg henter os inde på stranden, og inden der er gået lang tid har vi lagt fra og sat kursen mod Svelmøgaard. De krappe bølger får båden til at gynge voldsomt, men hverken det eller de friske bølgesprøjt, som ofte sendes over båden, får Ole Møllebjerg til at ændre kurs.
Forude er Svelmøgaard, hjemmet for øens eneste familie, samtidig en gård og dog to gårde. Vor båd lægger til ved bådebroen, og Ole Møllebjerg fører os hen til gården, som er på den anden side af den brede forstrand.
De har fortalt, at der bor to familier på øen. Bor begge familier på samme gård?
To familier kan man så vidt ikke tale om. Min kone, min søn og jeg udgør øens eneste familie. Men den anden del af Svelmøgaarden, der er sammenbygget med vores del, ejes af en ugift korrespondent i Odense, gdr. Otto Hansen, der kun lørdage og søndage samt i sine ferier besøger denne del af gården.
Den ældste del er ca. 300 år gammel, fortæller Ole Møllebjerg, medens vi ser os rundt på den store gårdsplads. De to ejendomme er adskilt fra hinanden af en mur, og begge ejendomme er indrettet helt uafhængige af hinanden. Når engarealerne og forstrand regnes med, er er hele Svelmø ca. 50 tdl. stor. Hver gård ejer ca. halvdelen, fordelt således at ejendommen, der ligger til øst, ejer jorden på øens vestlige del, medens Ole Møllebjergs del af Svelmøgaarden, der ligger mod vest, ejer øens østlige del.
Heller ene end umulige naboer.
Er Deres del af Svelmøgaarden en slægtsgård? Ja, delvis. Min kones far har ejet øen, og min kone og mine børn er i lige linje sjette generation i vores del af Svelmøgaarden. I 1500-tallet hører man første gang noget til øen, og et tidligt vidnesbyrd om tidligere generationers virke er de meget smukke og lange stengærder, som adskiller markerne overalt på Svelmø. Øen her har i mange hundrede år været i fæste under Holstenshus, men min kones far købte den til selveje for 11.000 kr omkring 1900. det var mange penge, og hvis de blev omregnet til vores mønt, tror jeg ikke at gården var det værd i dag, hvis landmænd overhoved vil drive den.
Tænker De på at afhænde øen? Ja, hvis der kommer et godt tilbud, sælger vi. Omkostningerne ved at bo på en ø er for store, selvom ølivet giver store fordele. Men vi ønsker ikke at avertere vor del af øen til salg. Et godt tilbud er vi naturligvis interesseret i.
Hvad vil et godt tilbud sige? Noget over 50.000 kr. hvis vi sælger og flytter fra øen, skal den ejendom vi køber, ligge nær ved havet, for det kan vi alligevel ikke undvære. Havet er en voldsom nabo, der ofte generer vores arbejde og vor ø. Men undvære dets friskhed og dets storhed kan vi ikke. Af de mange naboer er havet den eneste trofaste, for i løbet af 20 år har Svelmøgaardens anden del skiftet ejer mindst 10 gange. Den nuværende ejer går meget stærkt op i driften, og har for at overkomme arbejdet anskaffet sig mejetærsker og traktor. Mange forskellige naboer har der været, så vi har lært at foretrække ensomhed fremfor en umulig nabo.
Ølivets største fordel er afsondretheden. Familien kommer ikke rendende på dørene, og man kan i stedet for nøjes med at have dem hængende på væggene, hvor det også er bedst at have dem, for ellers kan det gå sådan, at man sidder lårene af hinanden, hvis ikke havet var imellem.
Eget elektricitetsværk.
For 10 år siden fik Svelmø sit eget elektricitetsværk, og det er Ole Møllebjerg ejer af. Det lille værk producerer 32 volt elektricitet, og for at drive fjernsynet er der installeret en omformer. Det elektriske anlæg er meget praktisk og giver den nødvendige strøm for 400 kr. om året. For 10 år siden kostede det 4000 kr. at installere anlægget. (4000 kr. i 1951 svarer til 66.000 i 2019)
Svelmøgaard ligger gemt på nordsiden af øen ind mod Fyn. På øens sydlige side hæver 15 meter høje klinter sig i vejret, og øens første befolkning har klogelig foretrukket at bygge gården på øens lune side i sikkerhed for de voldsomme vestenvinde der ofte suser hen over øen. Svelmøgaarden er gravet i jorden for at den skal ligge lunt i landskabet, og Ole Møllebjergs del er den, der er gravet mest ned.
De syv malkekøer, som fylder Ole Møllebjergs kostald, nyder ikke den friske luft og den store udsigt. Køerne må nøjes med at de befinder sig på Svelmøs luneste sted og så lade udsigt være udsigt. Ovenpå Ole Møllebjergs kostald er indrettet lade der er i plan med jorden bag ved gården, så kornet nemt kan køres ind i laden og tærskes ovenpå kostalden.
Samme løn fra postvæsnet de sidste 40 år.
Efter rundgangen på Ole Møllebjergs del af Svelmøgaarden inviterer han os med ind i stuehuset, hvor fru Johanne har sørget for et godt kaffebord. I den hyggelige stue tikker ”Bornholmeren” roligt og adstadigt videre, mens skiftevis Johanne og Ole fortæller om øen, og det, den har betydet i deres tilværelse, for trods vanskeligheder, ulykker og afsavn i isvintre, holder familien af øen og dens storladne natur.
Ole Møllebjerg får 8,34 kr. hver måned for at bringe post til og fra ”Posthuset” på Aastrup strand. I al den tid Ole Møllebjerg har ejet Svelmøgaarden, har dette beløb været uændret, og hans kone tilføjer at det heller ikke har ændret sig i de 40 år, hun kan huske tilbage. På samme måde er det med de beløb, Ole Møllebjerg modtager fra amt og kommune til vedligeholdelse af broerne. Årligt må han reparere broerne for ca. 500 kr. en hård storm kan rive dem bort, eller en isvinter kan knuse dem.
Fra amtets side yder man årligt 100 kr., medens Aastrup Kommune betaler 25 kr. i støtte til vedligeholdelse, hverken beløbet fra amtet eller fra kommunen har været ændret i de sidste 40-50 år
Blev gamle og blev.
Johanne og Ole Møllebjerg har to sønner, Hans Jørgen som er godt 20 år og Leif, der er 19. Leif er hjemme og hjælpe sin far på bedriften, medens Hans Jørgen arbejder på en større gård i nærheden af Faaborg.
Vi har også tidligere gået med planer om at rejse, siger Ole Møllebjerg, men når vi blev, skyldes det hensynet til min kones forældre, vi blev ældre og blev, og måske går det vores unge på samme måde. Men jeg vil ikke overtale dem til at blive.
Når der er bal på Fyn, sørger vi for, at de får et sted at sove, så de ikke skal sejle over om natten alene. Drengene har selv klaret overfarten, dengang de gik i skole, siden de var 11 år, og der er aldrig sket ulykker med dem. Er der andre med?
Ja, siger Johanne Møllebjerg. Min bror, min fætter og vor karl druknede for 23 år siden i en martsstorm. De sejlede med sejlbåd ind til ”Posthuset”. Båden kæntrede og de vendte ikke tilbage. For ca. 15 år siden kæntrede en af Rederiets Lauritzens små skolebåde syd for øen, og to omkom af den godt 10 mands besætning.
Vor nabo, Otto Hansen, kæntrede også i efteråret med sin speedbåd, men det skete heldigvis på så lavt vand, at han og en passager i båden kunne rede sig i land.
Havet er farligt, og kender man dets vælde, er man forsigtig i omgangen med det.
Planer om dæmning.
Alle øer, hvor små de en er, arbejder med planer om fast forbindelse, og det gør man også på Svelmø, men i en hjertelig spøgefuld stemning.
Øen har lange og gode sandstrande, så en eventuel dæmning kunne betyde meget for øens økonomiske værdi, siger Ole Møllebjerg. Men dæmnings planerne bliver aldrig til noget, hvis det er Otto Hansen og min familie der alene skal betale omkostningerne,
Engang har der hørt vidtgående ålerettigheder til Svelmø. Fra hver gård var indtægterne fra ålegårdene ofte betydeligere end det, man kunne få ud af landbruget. Nu er ålegårdsrettighederne ved at blive afløst og det er yderst begrænset, hvad der i efterårets ålesæson bliver til ejerne.
Den tid, Leif og Ole Møllebjerg ikke ofrer på landbruget, tilbringer de til havs med båd og gevær. Ole Møllebjerg har været jæger om en hals, og sønnen Leif er det ikke mindre. I vintertiden er det særligt jagtsporten, han interesserer sig for, medens det er fiskeriet, han i ledige stunder om sommeren arbejder med.
Jeg misunder ikke arbejdernes kortere arbejdstid, fortæller Ole Møllebjerg. De har en fabriks hårde vilkår, men vi har en frihed, der giver os ret til magelighed engang imellem, men samtidigt minder os til en ekstra arbejdsindsats, fordi det er ens egen bedrift drejer sig om.
Levere grise på Faaborg Havn.
Den store produktion af husdyrbrugsprodukter kan ikke gå på Svelmø. Årligt producerer jeg 10 slagtesvin, 7 fedekalve samt en del korn. Størstedelen af disse produkter sælger jeg i Faaborg, hvor jeg også henter såsæd og kunstgødning. Med den nye båd, der kan tage 1½ tons, tager det kun tre kvarter at sejle til Faaborg. Den mælk mine syv køer giver, bruger vi i produktionen, efter at fløden er skummet fra og leveret til Aastrup Mejeri. Landbrugsproduktionen giver ikke det store udbytte, selvom vi i sommertiden har nogle ænder og gæs, af fjerkræ har vi 150 høns. Vi har det imidlertid godt for os selv, og vi har indrettet os, som det bedst passer os og har ingen bestemte tider, der skal overholdes eller passes
For nogle år siden fik vi fjernsyn til øen og nogle år tidligere havde vi fået telefon, begge dele har afhjulpet den følelse af ensomhed, der altid i vintertiden vil præge et så lille samfund som vort.
Foråret og efteråret er den store tid på de Sydfynske småøer. I denne periode kommer der mange gæster, såvel indbudte som ubudne, på besøg. På en strand slår de deres telt op, og efter nogle dages ophold forsvinder de igen, indtil de drager afsted til en ny ø.
De to ejendomme på Svelmø ejer i fællesskab en tdl. strandeng på Fyn foruden Lille Svelmø og Svelmø Trillen, som er en lang smal sandrevle, der strækker sig ud mod Korshavn. Den nye ejer på Svelmø, korrespondent Otto Hansen, har plantet en del graner og bøgetræer mellem sine marker for at skaffe læ på den vindblæste ø. Hidtil har der kun været hårdføre tjørnearter, der har kunne finde rodfæste på øen, så Ole Møllebjerg er noget skeptisk overfor sin nabos eksperiment, men lykkes det er det et plus for Svelmø.
De flotte stengærder er en del af de flotte ting på øen. Alle øens marker er omkranset af store flotte og store stenhegn, der vidner om tidligere generationers aktive virke. De gode priser på sten har fristet mange, men hverken Ole Møllebjerg eller den nye ejer er interesseret i at miste denne del af øens charme. Svelmøs stengærder skal ikke ende som brolægning i Hamborg.
På en ø er ferskvandsforsyningen altid af stor betydning. På Svelmø volder det ferske vand imidlertid ingen problemer. En god kilde har selv i tørre somre sørget for god og rigelig forsyning til øen, dens mennesker og dyr.
Svelmøs jord har aldrig set drænrør, og alligevel findes der ikke en sur plet jord på hele øen. Kvægløst landbrug ville være lettere på Svelmø, men uden køerne kunne jeg ikke klare mig, min nabo forsøger det, han skal nok klare det, for han tjener 1700 kr. fast om måneden, jeg tjener ikke andet end det gården kan afkaste.
Lønnen til Leif er ikke så stor, men til gengæld har han det frit, og på Svelmø er der ikke så stor mulighed for at bruge mange penge, føjer Ole Møllebjerg til.
Æder havet af Svelmø?
Ja, mere end der ligges til på øens nordside. En storm og uvejrsnat i 1941 åd havet 2½ meter af hele vor sydkyst. Svelmøs sydkyst består udelukkende af klinter, der ofte er 15 meter høje. Frostvejr og tøbrud sørger sammen med højvande for, at dele af klinterne styrter ned. På øens nordside i vigene, hvor der er smult vand, lægges der til øen, blot i lang mindre målestok end der tages.
Kong Christian drak gammel øl.
Det er lang tid siden at der har været kongebesøg på Svelmø. Men Johanne Møllebjerg husker imidlertid tydeligt, at kong Christian d. Tidende aflagde øen besøg og smagte på det kraftige gammeløl, der dengang var brygget. At dømme efter kongens ansigtsudtryk var gammeløllet ham et nummer for stærkt, og besøget blev hurtigt overstået.
Kong Christian er ikke den eneste, der har brugt Svelmø som mellemstation på en større rejse. I 1815 var Svelmø mellemstation for flere hestetransporter fra Ærø, som over isen var på vej til Fyn. Til minde om disse transporter kan man i Ole Møllebjergs port se en udskåret træplade.
De mest ubudne gæster, en lille ø kan få besøg af, er rotter, og Svelmø har flere gange været ret meget hjemsøgt. Sidst for nogle år siden, da flere hundrede rotter hærgede øen. De aggressive rotter holdt til i klinter og stengærder og havde på alle måder de bedste yngle-muligheder. Ved en ihærdig indsats lykkes det at udrydde rotterne, og i dag er det begrænset hvor mange der er tilbage på øen.
De farlige klinter.
Man føler sig højt hævet over havet, når man på toppen af Svelmø nyder den pragtfulde udsigt over det sydfynske farvand. Ved klintens fod bruser bølgerne ind, og sandrevlen Trillen oversprøjtes af de forårskåde bølger.
Svelmø natursceneri er flot og voldsomt, men det kræver noget af sine folk. Markarbejdet på øen er særdeles farligt og når traktoren brummer i marken, må føreren hele tiden have deres opmærksomhed vendt mod havet og skrænterne. Har man en gang vurderet afstanden til klinterne forkert, får man ikke lejlighed til at vurdere om igen. Det er vilkårene for at være traktorfører på Svelmø. Men alligevel er Leif Møllebjergs kørsel sikker. Han ved hvor faren er. Han ved hvor langt han kan køre, før der sker noget. Jo, Leif er blevet en mester til at køre traktor på Svelmø, for han har nerverne i orden.
Efter endt rundgang på øen følger Ole Møllebjerg os til båden, som han selv fører over til landingsstedet ved ”Posthuset”. Bølgerne på tilbageturen er mindst lige så kraftige, som da vi sejlede over, og gentagne gange oversprøjtes båden. I det fjerne forsvinder karakteristiske kulturer, nu aner man blot gårdens omrids nedenfor bakkerne. I det samme tager båden landingsbroens pæle. Vi er på Fyn igen.
Afskrift Jens H 2021