Stadig en dyb menneskelig indstilling bag arbejdet på Nakkebølle Sanatorium der 1. juli 1958 kan fejre 50-års jubilæum.
Da Nakkebølle Sanatorium den 1. juli 1908 åbnede sine døre for de første patienter, betød denne begivenhed en yderlige aktivering af den beslutsomme kamp mod tuberkulosen, som var indledt med stiftelsen af ”Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse” i 1901 og denne forenings opførelse af tuberkulosesanatorier i de forskellige landsdele.
Sanatoriet ved Nakkebølle Fjord, som det officielle navn – noget besværligt – kom til at lyde, blev det sidste i rækken de sanatorier for voksne patienter, foreningen opførte. Den har senere overtaget ejendomsretten til og driften af andre helbredelsesanstalter for tuberkuloseramte, men det er en anden historie.
Fyn havde hidtil ikke haft noget sanatorium, mens der var bygget flere såvel i Jylland som på Sjælland. Der var derfor kommet forhandlinger i gang med ejeren af Holstenshus og Nakkebølle, Berner Schilden-Holsten, om køb af et skovareal ved Nakkebølle Fjord, hvorpå et Fynsk Sanatorium kunne opføres, og i 1905 købtes 15 tønder land og senere yderligere 5 tønder land dyrket jord, som det var planen at anvende til køkkenhave for sanatoriets husholdning. Beliggenheden var denskønnest tænkelige, ved skov og strand i det mest smilende af alle danske landskaber.
Udgravningen af grunden begyndte i april 1907, og meningen var, at arbejdet skulle fremmes så meget som muligt. Den ledende arkitekt var Bernhard Ingemann, der havde stået for opførelsen af flere andre af Nationalforeningens sanatorier, og den ledende ingeniør Jess Jensen.
Arealet, hvor sanatoriet blev opført, havde hidtil ligget som et uberørt skovstykke med nogle opkørte hjulspor som eneste vidnesbyrd om menneskers færd. En del af arealet var sumpet, så der måtte foretages store opfyldningsarbejder. Ud mod fjorden blev der rejst diger, som skulle forhindre oversvømmelser ved stærkt højvande. Og en skrænt ud mod fjorden blev gennemskåret, så der skaffedes udsigt fra hovedbygningen ud over fjorden. Over gennemskæringen byggedes senere den karakteristiske bro, som ingen besøgende undgår at lægge mærke til.
Og så begyndte murene at skyde i vejret og byggeriet at tage form.
En markant og frodig personlighed.
Lederen af sanatoriet var allerede udnævnt. Det blev overlæge Otto Helms, Haslev Sanatorium, der allerede havde indlagt sig fortjenester som en initiativrig og fremragende dygtig tuberkulose læge. Allerede i april måned 1908 kom overlægen til Sydfyn for at være med i udformningen af det arbejdssted, hvor han skulle udføre sin manddomsgerning. Han slog sig ned i Faaborg og cyklede hver morgen til byggepladsen. Den administrerende direktør i Nationalforeningen påstod, at overlægens tilstedeværelse ved byggeriet havde gjort sanatoriet 10.000 kr. dyrere, hvortil overlægen replicerede, at så var det også blevet 20.000 kr. bedre.
Hovedbygningen var opført i palæstil og virkede med sine høje hvide mure overmåde venligt og smukt. Den fik hurtigt kælenavnet ”Det hvide slot” Der var plads til 122 kvindelige patienter og opførelsen havde kostet ca. 650.000 kr., hvoraf en ikke ringe del var skænket af fynske pengeinstitutter. Og den 1. juli 1908 kom så de første patienter, skønt håndværkerne langt fra var færdige.
Overlægens markante og frodige personlighed kom i høj grad til at præge såvel sanatoriets videre udformning som livet, der udfoldedes der. Hans interesse for naturen satte sig spor i haveanlæg og spadserestier gennem de omgivende skovarealer.Og hans velkendte interesse for fugle smittede over på adskillige af patienterne. De af patienterne, der havde kræfter til det, blev sat til forskelligt arbejde i og omkring sanatoriet. En del var om sommeren beskæftiget i haven, andre holdt vejen ren, og atter andre var beskæftiget indendørs med lettere rengøring, anretning og servering for de øvrige patienter, bogindbinding osv. Overlægen havde den tanke, at det var gavnligt for dem at være beskæftiget, så tankerne kunne bortledes fra det triste faktum, at de var syge af en alvorlig og langvarig lidelse.
Nakkebølle blev et hjem.
Og så gik årene. I 1936 afløstes den gamle overlæge af sønnen Tage Helms. Vist et ret enestående tilfælde, at et stort sanatorium uafbrudt i 50 år ledes af far og søn. Nye behandlingsmetoder indførtes, og kampen mod den snigende sygdom gav stadig større resultater. Men linjen blev holdt, at Nakkebølle Sanatorium skulle være et sted, hvor man også havde et hjem i de måneder eller år, da sygdommen forhindrede patienterne i at leve et normalt menneskeliv.
Den gamle overlæge Helms skriver i sin bog ”Overlægen fortæller”: ”Jeg har altid holdt mig for øje, at det ikke blot er sygdommen, men et menneske, man behandler” Og et andet sted i samme bog: ”Alt, hvad der kan bringe et behageligt sanseindtryk, virker med til helbredelsen, og jeg holder ikke med den mand, der erklærede, at han aldrig havde set nogen patient komme sig af den smukke udsigt. Han har ikke brugt sine øjne rigtigt. Jeg har set en mængde komme sig deraf, men ikke af udsigten alene. Jeg har fået hundreder af breve, hvori patienterne omtaler den skønne beliggenhed og de smukke omgivelser ved sanatoriet. Det har dog øjensynligt bidraget til deres velbefindende og dermed deres helbredelse” Den samme dybt menneskelige indstilling er stadig rådende ved Nakkebølle Fjord.
Udviklingens data:
Udviklingen på sanatoriet kan endeligt fastslås ved en række data:
1909-10: Indrettes solbad og søbad.
1912-13: Reservelægebolig og indretning af røntgenanlæg.
1914-15: Bittenhuset indrettes til feriekoloni for tidligere tuberkuløse børn. Til at begynde med 9 piger, nu 24.
1923-24: Vandforsyningen udbygges. (da der ikke var tilstrækkeligt med vand, måtte de bore efter mere vand. Det fandt de efter flere forsøg 1 km. ude i skoven)
1930-31: Radio ved sengene.
1938-39: Varmt vand i hanerne ved patienternes vaskekummer.
1941-42: Den første egentlige gennemgribende modernisering, båreelevator, ny funktionærbolig.
1947-48: Oliefyr.
1951-52: Økonomibygningen ombygges.
1952: Sanatoriet bliver fælles for begge køn.
1953: Den anden modernisering påbegyndes, de store patientværelser deles i mindre. Frisørsalon indrettes.
1954: Værkstedbygningen opføres. (Udvides i 1959 med 1. sal.)
Sygdommen er trængt stærkt tilbage.
Under en lille jubilæumssamtale med overlæge Tage Helms giver han sit syn på den øjeblikkelig situation i kampen mod tuberkulosen. ”Hvilke milepæle i behandlingen har man passeret i de 50 år, Nakkebølle Sanatorium har bestået? Overlæge ”Adskillige. Indførslen af kemoterapien f.eks. pustningen, og sidst brugen af de forskellige antibiotika. Men den vigtigste af dem alle har uden tvivl været anvendelsen af røntgenundersøgelser ved lungetuberkulose.” ”Er der udsigt til yderligere afgørende fremskridt.?” ”Det er umuligt at sige noget afgørende herom. Men så vidt jeg ved, er der ikke noget særligt nyt.” ”Er det for kraftigt at påstå, at lægerne og videnskaben har sejret i kampen mod tb.?” ”Det tør jeg ikke gå med til at sige. Sygdommen er trængt stærkt tilbage. Og antallet af anmeldte tilfælde, såvel som antallet af dødsfald med tb. som årsag er her til lands gået så langt ned, at Danmark i den retning er det gunstigst stillede land i verden, og det er meget glædeligt. Men der forekommer stadig friske tilfælde, og kurven over antallet af tilfælde gennem årene viser også stigninger, som det er svært at påvise årsagen til. Så vi må stadig betragte tb. som en fjende, der vel er bragt i defensiven, men ikke er endeligt og afgørende besejret.” ”Hvordan ligger forholdene i Svendborg Amt sammenlignet med stillingen i andre egne af landet?”. ”Pænt. Vi befinder os ikke mellem de allerfineste, men dog i den pæne ende.”
Håbløsheden er forsvundet.
Oversygeplejerske frk. M. Andersen der har været tilknyttet sanatoriet i 32 år, siger om de forandringer med hensyn til stemningen og tonen på sanatoriet, der er sket gennem årerne.
”Jo, der er sket meget store forandringer. Den håbløshed, der i mine første sanatorieår prægede sindene og livet her, er helt gået ud af billedet.”
Sanatoriebehandlingen foregår på den baggrund, at selv om helbredelsen vil tage lang tid, venter der patienterne en fremtid ude i livet. Derfor indretter vi værksteder til omskoling af patienterne, så de kan finde ind i et erhverv, de med deres eventuelt nedsatte arbejdsevne kan klare, og vi giver dem, der ønsker det og har anlæg og mulighed for det, en begyndende faglig, eventuelt boglig uddannelse, som kan hjælpe dem til at finde en plads i tilværelsen, når de udskrives. Vi prøver at lære dem at se fremad.
Den vigtigste virkning af alt dette er nok den psykologiske, at patienterne får deres interesse og indstilling rettet udad mod fremtiden, så de ikke til stadighed udelukkende bekræftiger sig med de nedslående tanker om sygdommen. Tankebaggrunden for arbejdsterapien og omskolingen er jo, at man fik forståelsen for, at det var skadeligt for patienterne at gå uden beskæftigelse gennem mange måneder, at de let forsumpede rent menneskeligt og i visse tilfælde blev åndelige krøblinge.
Det sundeste, men ikke det letteste.
”De var med, da sanatoriet i sin tid gik over fra kun at huse kvindelige patienter til at blive fælles for begge køn. Hvilken forandring forårsagede det?” ”Det er vist nok det sundeste med et fællessanatorium, men det er ikke det letteste. Forandringen har dog nok medvirket til at gøre tonen lysere og mere levende.” ”Og hvordan går det deres patienter efter udskrivningen?” ”Det er selvfølgelig forskelligt. Men i tidligere tid var det ofte meget vanskeligt for en tidligere tuberkulose patient at få arbejde. Man var bange for smitte og var næsten indstillet på, at et menneske der havde været på sanatorium, ikke burde have lov til at færdes blandt andre mennesker. Den indstilling er der ikke meget tilbage af, og det er en stor lykke” ” Er der sket nogen forandring med hensyn til de befolkningslag, hvorfra patienterne kommer?” ”Det synes jeg ikke. Der findes jo stadig mennesker, som lever i små kår og under trykkede omstændigheder. De er mest udsat for at blive ofre for tb. Men ellers er der stadig patienter fra alle samfundslag. En forandring er der dog. Da jeg begyndte her, var der blandt patienterne 14 sygeplejersker, som var smittet under deres gerning. Det sker næsten ikke mere, og sker det, bliver det straks opdaget ved de obligatoriske hyppige undersøgelser, som alt sanatoriepersonel er underkastet. J. C. D.
Jubilæet fejres den 1. juli ved en middag, hvori såvel funktionærer, patienter som repræsentanter for Nationalforeningen deltager. Der sluttes med en aftenfest.
Afskrift af avisudklip fra ukendt avis, muligvis Fyens Tidende. JH 2023