Af førstelærer V. Würden Pedersen (1929)
De rigtige gamle i Aastrup sogn kan endnu huske “den gamle Sognefoged”; men det yngre slægtled ved ikke engang, hvem der sigtes til med det udtryk. Sognefogden Rasmus Nielsen fødtes i året 1786 på gården Grøndal, som dengang lå, hvor vejen nu fra Faaborg- Svendborg landevej går op til Aastrup mølle.
I en alder af kun 18 år blev Rasmus Nielsen 1804 udnævnt til sognefoged og lægdsmænd, da hans fader ikke ville modtage hvervet. Det var et stort arbejde, som lagdes på den unge mand; ikke mindre end 3 krige gik over landet i hans sognefogedtid: 1807-14, 1848-50 og 1864. Rasmus Nielsen skulle sørge for indkvarteringen i sognet, føre regnskab for hærens forplejning og udbetale godtgørelsen til bønderne; og dette sidste var nok det mest brydsomme, da adskillige ikke kunne føre deres eget lille regnskab, og disse fik så ingen godtgørelse.
Men Rasmus Nielsen havde en andet fornemt tillidserhverv; han var overbefalingsmand ved strandmilitsen, der bestod af sognets bønder. Militsens opgave var at holde vagt ved kysten, hvor englænderne huserede i 1807-14. Det var en streng opgave, da sognets kystlinje er lang; den danner syd- og delvis vestgrænsen. Ved sydenden af Østergyden ligger rester af en lille skanse, som rimeligvis er opført i de strenge 7 år. På Ivars Høj i Hovmarken (banken ligger i statshusmand Niels Jørgensens mark) var der rejst en høj signalstang, hvorfra overbefalingsmanden kunne signalere meldinger til sine undergivne. Overbefalingsmanden var dog selv under øvrighed, da en officer kom og tilså militsen.
Under treårskrigen havde Aastrup sogn indkvartering, først af svenskere i august 1848, senere af vore egne soldater. Fra denne krig knytter mindet om strandmilitsen sig til Nab, en lille halvø på sognets sydvestlige hjørne. Rasmus Nielsens hær havde standplads i Hans Peter Hansens hus, kaldet portøren, men krigsråd Larsen forbød dem at skyde, for det kunne være fredelige øboer, som kom. Militsen havde ordre til at tænde ild i en tjæretønde og sætte den på en stang for at hidkalde alle bønder med forke og andre redskaber, hvis fjenden virkelig kom; men han kom ikke. Sognefogden havde selv indkvartering, bl.a. en ung sjællandsk jæger, Morten Hansen fra Bøgelund pr. Skelskør. Han forelskede sig i sognefogdens datter Mette, som senere blev hans hustru.
Efter treårskrigen blev Rasmus Nielsen dannebrogsmand for vel udført gerning i 46 år. Men han gik aldrig med tegnet, “for han var ikke ærekær”, sagde Anne Lovise. Under vor sidste kamp var Rasmus Nielsen blevet “den gamle sognefoged”, 78 år gammel og svag. Han kunne ikke længere klare indkvarteringsarbejdet alene, men måtte have hjælp af sin søn Kristian og dennes datter Anne Lovise.
Sognefoged Rasmus Nielsen var i besiddelse af mange tillidshverv, hvilket er et godt vidnesbyrd om hans gode evner og den tillid, han nød blandt sine lige og hos myndighederne. Her er alle hans hverv på linje: sognefoged, lægdsmand, ligsynsmand, sognerådsmedlem og jordvurderingsmand (taksationsmand). Det sidste hverv gav ham naturligvis et mægtigt arbejde i 1820erne, da sognets udstykning fandt sted. Når de overordnede myndigheder, som forestod udskiftningen, ville holde møde på stedet, modtog han indkaldelsen til mødet og skulle da sammenkalde de pågældende og sørge for mødelokale. Det har sikkert ofte været hans egen gård Grøndal. Han havde meget skrivearbejde og havde en god håndskrift.
Den 26. oktober. 1824 modtog han tiendekommissionen for Svendborg amt. Det gjaldt ansættelse af tiende til Baroniet Brahetrolleborg, til Nakkebølles ejer og til sognepræsten i Vester Åby. Denne gang var han selv part i sagen. I forhandlingsprotokollen: “Nr 10.
Sognefoged Rasmus Nielsen, Nakkebølle gods angav hartkorn ager og eng 5 tdr. 5 skpr. Tiendetagerne påstod for denne yder: Rug 1 td. 3 skpr., 1 td. 1 skp. byg og 1 td. 3 skpr. havre til hver part tiende, yderen anbød 9 tdr. 4 skpr. korn, nemlig 3 tdr. 2 skpr. rug, 3 tdr. byg, 3 tdr. 2 skpr. havre at betale med penge efter hvert års kapitelstakst.”
Forlig opnåedes ikke med ret mange tiendeydere og heller ikke med sognefogden, som derfor måtte for kommissionen igen den 4. maj 1825, hvor der opnåedes forlig om 3 parter tiende. “3 tdr. rug, 3 tdr. byg og 4 tdr. 4 skpr. havre at betale efter hvert års kapitelstakst, hvilket forlig bekræftes med underskrift. Lorentsen – M.A. Berg – Rasmus Nielsen.” Lorentsen er baroniets befuldmægtigede og M.A. Berg er sognepræsten.
Til slut et par linjer om hans slægt: Rasmus Nielsen var søn af gårdmand Niels Rasmussen og hustru Mette Friderichsdatter og blev døbt 28. maj 1787. År 1818 6. juni viedes han til tjenestepige Anne Marie Andersdatter, hjemmedøbt 1788 den 29. marts, datter af husmand Anders Jørgensen og Johanne Pedersdatter. Da hendes fader døde 29. maj 1797, ægtede hendes moder allerede 24. novbr. samme år, Mads Hansen Calmer, skrædder fra Hågerup. Rasmus Nielsens hustru kaldes ellers stifdatter af Niels Skræder, men det må jo være galt, når stiffaderen hed Mads.
I ægteskabet var der 2 sønner, Kristian og Rasmus, samt en datter Mette, som allerede nævnt, ægtede Morten Hansen, “Morten Sognefoged”, som han kaldtes. Han var jo sognefogdens svigersøn, og senere blev han selv sognefoged. Rasmus blev gift med Kathrine Hansen fra Hundstrup. Kristian ægtede Anders Smeds datter, “Johanne Smeds”. De beboede et lille sted i Gyvermosen lidt øst for det nuværende Grøndal. Slægtsgårdens navn flyttede nemlig med ud på marken. “Kristian Sognefoged” var meget interesseret i sin hjemstavns historie, og han forstod at få sin datter Anne Lovise gjort medinteresseret. Disse to, fader og datter, kan vi takke for, at vi overhovedet ved noget om Åstrup bys udseende før udskiftningen, idet de har tegnet et bykort. Det officielle kort har en bedragerisk regnskabsfører på Nakkebølle engang for mange, mange år siden – af vanvare – kastet i Mølledammen sammen med sine regnskaber. Anne Lovise havde en udmærket hukommelse, og jeg er hende megen tak skyldig for meget stof om Åstrup sogn i gamle dage. Hun døde 8. marts 1927, 86 år gammel.
Rasmus Nielsen har sat sig et synligt minde, nemlig to prægtige træer ved indgangen til Anders Smeds hjem, den ejendom, som nu besiddes af smedemester Launtoft, Aastrup.