Gilder i det gamle Aastrup

Af Bodil Agertoft, 1989

I det gamle landsbysamfund benyttede man enhver anledning til at være sammen og holde gilder. Takket være en optegnelse fra 1920-erne, kan vi her læse om, hvad Anne Lovise kunne fortælle om disse gilder.

I Aastrup Folkemindesamling har vi et klenodie. En håndskrevet bog forfattet af førstelærer Viggo Würden Pedersen. Da Würden Pedersen kom til sognet 1. marts 1923 som ung lærer, fattede han straks interesse for sognets historie. Han gik ud til de ældre i sognet, og de mange samtaler skrev han ned.

Om en ældre dame ved navn Anne Lovise skriver VWP ”Anne Lovise havde en ualmindelig god hukommelse, og jeg er hende megen tak skyldig for meget stof om Aastrup i gamle dage.” Anne Lovise døde 8. marts 1927, 87 år gammel.

Anne Lovise og hendes far, Kristian, kan vi takke for, at vi i det hele taget ved noget om Aastrup by før udskiftningen. De tegnede et kort over gårdenes beliggenhed omkring Kirken. Det officielle kort har en regnskabsfører på Nakkebølle for mange år siden, af kastet i Mølledammen sammen med sine regnskaber.

Af Anne Lovises oplysninger om gilder, som de formede sig i den gamle landsby, Aastrup, har vi følgende:

Gravøl:

Når et medlem af bylavet, eller hans hustru, eller enke var død, holdt man en mindesammenkomst i afdødes hjem. Man kaldte det i daglig tale afgang eller gravøl. Den efterlevende, efter omstændighederne manden, enken eller sønnen, muligt datteren, skikkede bud til sognefogeden om at tillyse ved næste kirkestævne.

En bestemt dag – det var efter begravelsen – holdtes der afgang det omtalte sted. bylavet mødte så den fastsatte dags eftermiddag. Konerne var aldrig med, selv ikke når det var for en kvinde, afgangen holdes. Traktementet bestod altid i 2 kander brændevin og en halv tønde øl, men ikke mad. Naturligvis faldt talen på den afdøde, men der gjaldt den uskrevne lov, at ingen taler ondt om den døde.

Denne afgangskik blev brudt i 1872, da gdr. Hans Hansen, Aneslyst, undlod at indbyde til afgang efter sin hustru Anne Johannesdatters død. Siden er skikken ikke optaget for kvinder, hvorimod den holdt en tid for mænds vedkommende.

I gang:

Når en mand skulle indtræde i bylavet, markeredes denne vigtige begivenhed også ved et gilde med tinglysning ved kirkestævne. Det kaldes iganggilde. Den nye mand gav det vanlige traktement, men desuden smørrebrød, og så drak man hans skål til, alt sammen for at kunne komme godt i gang.

Kregilde: (kreaturgilde)

Når et kreatur døde, samledes bymændene hos den mand, der havde mistet koen, og udbetalte ham en sum penge, der svarede til koens værdi, altså en primitiv form for forsikring. For huden, som kunne gøres i penge, gav manden to kander brændevin, og det øl de ville drikke, mens de spillede kort, men senere udviklede gildet sig, og så vankede der kaffepunch. Der var ikke andet navn for dette gilde end kregilde.

Degnegilde:

Om eftermiddagen skulle der afleveres fourage hos degnen. Et par medlemmer af skolekommissionen hjalp degnen med at tage mod ydelserne. Herremanden på Nakkebølle og alle bønderne var ydere, også to husmænd. Fra hver helgård skulle degnen have 4 skæpper korn (byg eller rug), 2 lispund hø og 4 lispund halm, fra andre i forhold dertil. Kornet eftermåltes i en træbalje, hvori degnen slog en kridtstreg, som kornet skulle nå til.

Om eftermiddagen holdt degnen derpå gilde i sin skolestue for ydere, som blev beværtet med smørrebrød, øl, brændevin, kaffe og røgtobak. Efter hovedmåltidet spillede de ”skivensel”, men forsatte hele aftenen med at spise efter behov. Degnen havde mange spillekort og var en dreven spiller, men denne aften spillede han ikke med. Han havde jo nok at gøre med at se efter, at der var mad og drikke på bordet.

Smedegilde:

Smeden gjorde årligt to gilder, maj og november, foruden et vullegilde, som senere omtales. Ved majdagsgilde fik smeden sin pengebetaling, nemlig 1specie af hver helgård. Den 1. november fik han derimod naturalier: 1 læs tørv fra de kunder der havde tørveplet, fourage til sine kreaturer og græsning til 5-6 får, som var på omgang hos bønderne. Disse får var aldrig hjemme, så smedekonen gik ud om efteråret og klippede fårene.

Disse her omtalte ydelser, samt den senere omtalte mælk fik smeden for udført smedearbejde for bønderne. Når en bonde i de dage skulle have udført smedearbejde, gjorde han i forvejen aftale med sin smed om en dag, på hvilken han indfandt sig i smedjen med de ting, han ønskede ordnet. Den dag medbragte bonden skåret mad, både til sig selv og smeden og dennes evt. medarbejder. Bondens kone måtte op om morgenen og smører mad, og den skulle være god, for svendene talte om, hvem der havde det bedste ”smedemad”.

I smedjen måtte bonden selv slå med forhammeren. Han skulle møde kl. 5 både sommer og vinter, og han måtte være præcis og møde før mester, for kom han sidst, besvarede mester ikke hans morgenhilsen. Når smeden have modtaget sine godtgørelser for arbejdet, gjorde han gilde for sine kunder. Han trakterede dem med kaffe, smørrebrød, øl og brændevin, så meget de ønskede.

3 Vullegilder

Hele tre gilder bar navnet ”vullegilde” Det var smedens, jordemoderens og degnemadammen. De faldt alle tre i september måned, når mælken var fedest.

Smedens vullegilde: Som allerede antydet, fik smeden også mælk fra bønderne. Det var pigerne, som skulle bære mælken af gårde, og den skulle bæres på hovedet, ellers blev der gjort nar af dem. Det gjaldt også for pigerne at komme tidlig op om morgenen den dag, de skulle malke til vullegilde, for ingen ville være den sidste i by. Ofte var de så tidligt oppe, at de måtte lede malkekøerne op i vinklerne i de siksakformede stengærder, hvor køerne endnu lå og sov i læ for vind og vejr.

Der var endnu et område hvor pigerne kappedes. Det var med hensyn til at møde med den renest hvidskurede mælkebøtte til at bære i. en ærtetræsbøtte var altid hvidere end en af egetræ. I øvrigt brugte pigerne ikke den daglige mælkebøtte til at bære vullegildemælken i, men en finere, altså en stadsbøtte. Når pigerne således på morgenstunden kom til vullegilde, fik de kager og kaffe og endda mjød til.

Jordemodergildet:

Distriktsjordemoderen boede i Katterød. Den mælk hun skulle have, blev derfor kørt dertil. det var almindeligt at nogle naboer lagde sammen og skiftevis kørte turen. Men var der kun en mand i vognen, var det reglen, at en pige fulgte med fra hver gård for at vare bøtten. Der kunne blive et helt lille vogntog fra Aastrup til jordemoderboligen i Katterød. Mens gæsterne var inde og drikke kaffe og kirsebærvin, holdt jordemodermanden opsyn med hestene.

Degnemadammegildet:

Det tredje vullegilde gjaldt degnemadammen. Hun boede i et lille hus, som lå, hvor den nuværende hovedskole nu ligger (i 1931, nærmest forsamlingshuset). Hun fik en bøtte mælk af hver, men bøttens størrelse rettede sig efter hvert hartkorn. Madammen gik selv ud til de nærmeste naboer og fortalte, hvad dag hun ønskede mælken, og forresten skikkede hun med skolebørnene.

Året igennem modtog madammen for resten adskillige flasker fløde. Skolepigerne havde dem med, og så var de inde og drikke kaffe i middagsfrikvarteret, det varen hel svir for pigerne.

Tinggilde:

Præsten gjorde årligt 2 gilder for bønderne, men da han boede i V. Aaby, gjorde han akkord med sognefogeden, Bertel Hansen, hvis gård lå i Aastrup ved siden af Kirken, om traktementet. De fremmødte skulle have kaffe, som præsten betalte sognefogeden 1 pecie for at levere. Ved den lejlighed fik præsten sin tiende, det var tinggildet som det kaldtes. Ved den lejlighed fik han mælk som de andre ”embedsmænd”.

Og endelig kunne det nævnes, at bønderne jo også selv gjorde gilder, nemlig ed bryllup og barsel. Der var embedsmændene med blandt gæsterne, og da det gik efter rang og stand. Øverst sad præsten og præstefruen, så degnen og degnemadammen og derefter smeden og smedekonen.

Man lægger mærke til titulaturen på de tre hustruer: Frue, madamme og Konen.

Aastruparkiv.dk, 2019