Her på egnen var der jo også alle de levende hegn, både langs vejene og som skelhegn, hvoraf der var mange. Efter udstykningen blev der lavet mange jordgærder mellem ens egne skifter, hvilket tydeligt ses på Geodætisk Institut gamle kort fra 1846. Så godt som alle disse gærder er nu for længst ryddet. De var ofte beplantet med poppel, hassel eller tjørn, senere måske med mirabelle og sjældent her med syren, som med tiden blev almindeligt på egnene nordvest for os. Foruden at give læ var de også en del af brændslet, og blev ligesom toppen af de ”stynede ” poppel- og piletræer hugget ned for hver 8-10 år, og hugget til risbrænde ”finker ”til optænding og sommerbrændsel i komfurer. En del blev hugget i længder på ca. 50 cm og bundet i ”knipper” til brug under gruekedel til vask, brygning, slagtning, eller for længere tilbage i tiden også i bageovnen.
Brænde blev gerne solgt på skovauktioner i Holstenshus skove. Det blev averteret i den lokale avis og solgt under ledelse af skovrider eller –foged, sidst på vinteren når årets hugst var overstået. Brændet var sat op i nummererede stabler i forskellige sorteringer. Det groveste kaldtes knude derefter klov, fagot og den tyndeste knippel, desuden var der top og grene lagt i bunker. Der kom som regel mange købere sådan en dag, som kunne være en kærkommen afveksling i en lidt ensformig vinter- hverdag. Mange, der havde gået et stykke vej, havde madpakken med, og en geskæftig værtshusholder fra omegnens havde måske lejet et rum i en udbygning på gods- eller skov- ejerens gård, i en stue hos en skovarbejder eller der blev ligefrem rejst et telt, hvor han kunne beregne, at man ville være ved middagstid. Han havde så taget øl, kaffe, måske varme pølser – og ikke at forglemme – BRÆNDEVIN med. Især før 1917 under 1. verdenskrig, inden der kom skat og afgifter på denne opkvikkende og ved sådan lejlighed uundværlige drik, der kunne give bl.a. varme på en kold dag, og det var det næsten altid ved sådan en begivenhed. Men efter et par stykker mad, et hvil og en hjertestyrkning var man klar til at fortsætte og – fortælles der – blev både stemning og bud højere herefter.