I anledning af 100-årsdagen for førstelærer Viggo Würden Pedersens fødsel har hans datter Ruth Würden (gift Hansen) skrevet om sin barndom i en gammel Aastrup Skole i 1920erne og 30-erne.
Indledning ved Bodil Agertoft.
100-års dagen den 14. juli 1993 for lærer Viggo Würden Pedersens fødsel, har vi her fra Aastrup Folkemindesamling ønsket at mindes ved en lille artikel, som en cadeau til vores gamle lærer. Vel først fordi han lærte os at læse og skrive og var en del af vores hverdag i barndommen, men også fordi han gav os sognets historie. – Få her i sognet har interesseret sig for sognets lokalhistorie og udvikling som Würden Pedersen.
Da det unge lærerpar kom her til Aastrup i 1923. en lille datter havde de, der kom senere tre sønner til. De indrettede et hyggeligt og gæstfrit hjem i skolens ikke helt moderne bygninger.
Den unge lærer har nok straks følt sig hjemme. Der var mange gamle mennesker i sognet, som han tog rundt til og fik mange værdifulde oplysninger, som de ellers havde taget med sig i graven. Alt dette, og mere til, skrev Würden Pedersen ned. Vi har i dag en utrolig velskreven og interessant bog om sognets topografi, historie og ikke mindst de ældste generationer.
Skålstenen på Aastrup Kirkes østside kan vi takke Würden for.
Genrejsningen af stævnestenen ved kirken er Würden Pedersens fortjeneste. Det skete i oktober 1957.
I forsamlingshuset hænger en gammel stemmekasse, som Würden Pedersen har fundet i en gammel lade hos en af sine venner i sognet. Det gamle byhorn er frembragt på samme måde. Der er to, det største har lydt, når de gamle fæstebønder skulle samles på den første stævneplads, og de vigtigste beslutninger og love vedtages.
Det gamle smukke Nakkebølle og Kirkens historie var for Würden Pedersen en stadig udfordring, vi den dag i dag nyder godt af i folkemindesamlingen.
Lærer Würden Pedersen var tillige kirkesanger i de 40 år han var i embedet.
I 1963 trak Würden Pedersen sig tilbage og nød sit otium i et nybygget hus ikke langt fra skolen. I 1968 fejrede han guldbryllup med sin elskede Nina Storm, som han så smukt utrykte sig i talen til hende. Nina Storm var i alle årene sin mand en god støtte.
Mæt af dage døde Viggo Würden Pedersen den 22. juli 1975, 82 år gammel. Fra deres datter Ruth, der bor i Odense, har vi med glæde modtaget et stemningsbillede fra hendes barndom i skolen, det er vi mange der nikker genkendende til.
Ruth Würden Hansen fortæller:
Når man tænker tilbage på 20-erne og 30-erne, kan man undre sig over, hvor meget alting forandrer sig.
Jeg kan huske, da Rasmine fik en ny radio, som hendes søn havde bygget til hende. Vi fik lov til at komme ind og få en hovedtelefon på, og så kom der toner og lyde ud af den.
Og dengang købmand Karlsen i Eskemosegyden fik en bil. Det må have været en af de første i Aastrup – efter den opstandelse den vakte.
-Vejret må også have været anderledes. Vi mindes ikke nogen vintre hvor der ikke var sne på Balksbjerg over for skolen. I fygevejr lagde sneen sig på forsamlingshusbanken, så mange hænder måtte i gang med at skovle for at bane en vej for trafikken. Det var ikke ualmindeligt at se en kane med heste for, men de havde deres egen vintervej ind over markerne. Den var markeret med høje kæppe med halm på.
På den tid gik man kun i skole hver anden dag. Hos forskolelærerinden, Rigmor Madsen, gik 1. klasse alene et år. Anden og tredje klasse gik sammen i to år. Det hed anden klasse. Så kom man i tredje klasse, hvor man gik mandag, onsdag og fredag, og i fjerde klasse, hvor man gik tirsdag, torsdag og lørdag, til man skulle konfirmeres.
Højdepunkter
Årets højdepunkter var juletræet i forsamlingshuset fjerde juledag og den årlige eksamendag. Juletræet var så stort, at vi nogle år måtte åbne en lem øverst i det buede loft, der var dengang, for at træet kunne være der. Julepynten havde vi lavet i timerne. Når vi havde danset rundt om juletræet, fik vi en godtepose, og så legede vi de sanglege, vi havde indøvet i december.
På eksamensdagen kom præsten og skolekommissionen for at overhøre timerne. Det var en festdag. På den tid skrev vi jo på tavle de første tre år. Vi havde hver en lille flaske vand og en klud til at rense tavlen med. Til eksamen farvede vi vandet med et lille stykke silkepapir, så det blev lyserødt, blåt eller lilla, alt efter moden det år.
De fleste af os fik en 25 øre med hjemmefra, og medens præsten og skolekommissionen fik en bedre middag ovre hos min mor, måtte vi gå ned til købmanden.
Der var meget at vælge imellem. Et stor kræmmerhus bolcher kostede 5 øre, men det bedste var lakridspiber og strømpebånd…
Bad i den store balje.
Tyverne var kakkelovnens tid. Det var læreren, der måtte op om morgenen og fyre op i kakkelovnen i skolestuen. Det var et surt job. Rengøringen om eftermiddagen var mors arbejde, og vi børn hjalp til.
Inde hos os var der de fleste dage kun tændt op i spisestuen, men komfuret i køkkenet gav også varme. Om lørdagen kom den store balje frem i køkkenet, og der blev varmet meget vand, for vi skulle alle i bad. Når vi var vasket, blev vi tørret godt og fik rent nattøj på, et tæppe om, og så blev vi båret igennem den kolde entre og ind på divanen, hvor vi kunne putte os under en dyne. Når vi alle var gjort i stand, fik vi læst nogle kapitler af en bog, inden vi blev lagt i seng.
Først i 30-erne lavede mejeriet et badeværelse, hvor dampen og det varme vand fra anlæggene blev udnyttet. Da blev det en ugentlig fornøjelse at tage derop og få et bad.
Det bedste ved træskomanden var værkstedet.
Vi havde mange gode naboer, men det bedste sted, vi søskende kunne komme, da vi var små, var hos træskomanden, der boede på den anden side af forsamlingshusbanken. Vi var altid velkomne, og det var spændende. På gårdspladsen lå lange askestammer – gode at klatre på. Bagved lå hønsegården, hvor vi fik lov til at fodre med korn og hente æg ind. I husets bryggers var røgeovnen placeret. Heri blev mange flæskesider røget, så den kunne holde sig. Hjemme havde vi på loftet en stang med kroge, hvor det nyrøgede blev hængt op, så det kunne holde sig. Når middagen stod på stegt flæsk, skar man en luns af og tog med ned. Klenodiet blandt det røgede var fileten. Den smagte skønt på et stykke rugbrød med fedt.
Det bedste hos træskomanden var hans værksted. Han havde lavet en mindre snittebænk, hvor vi kunne spænde træet fast ved at presse med benene. Træ og værktøj fik vi også, og så snittede vi på livet løs.
Når det var tid for en mellemmad, kom vi med ind i køkkenet, hvor træskomanden havde sin faste plads ved bordet ved vinduet – Der var en skuffe i bordet, og ned fra den hang et slibestykke. Hans kone Johanne bagte nogle kæmpestore hvedebrød, der skulle skives med en stor brødkniv. Det var altid træskomandens job, men før han begyndte, skulle kniven slibes. Han spyttede på sliberemmen, slev godt, tog så brødet og holdt ind mod sit forklæde og skar store fine skiver af. De blev smurt med fedt, et drys groft salt på, og det smagte.
Gik altid med hvidt bind om panden.
Gik vi længere ud ad vejen, kunne vi gå ind til Frederiksen, der havde lavet vores meget solide strygebræt. Der var vi sikker på at få en stump kandis. På den anden side friskolen boede Johanne Emil. Hun gik altid med et hvidt bind på panden, for hun havde tit hovedpine. Vi var lidt, men kun lidt bange for hende, for hun var flink, men hun kom altid helt ud på vejen og stoppede os, og så ville hun havde alt at vide, hvad vi lavede og hvordan det gik derhjemme.
På vejen kunne vi af og til få en snak med smedens kone, der stille og roligt fulgte med sin ko, der spiste af grøftekantens flora, alt imedens hun strikkede ”bandt på sine hoser”, som hun sagde. Far og jeg gik sommetider en tur ad Eskemosegyden. Om sommeren botaniserede vi. Ale de gange vi stødte på et stykke papir, der lå og flød, satte far en tændstik til. Så så det pænt ud igen, det var jo før plastikalderen.
Undervisning ved Nab strand.
Sidst i 1920-erne begyndte vi at tage til Nab strand med skolen. Jeg vil gætte på, at det har været i 1927. sognerådet bevilligede penge til to badehuse, et til pigerne og et til drengene. Vi fik hver sin badebro, og der var nøjagtig 100 meter mellem broerne.
I pigernes badehus var der et aflukke inderst, hvor svømmebælter og kork-stykker blev opbevaret. Imellem badehusene var kæmpehøjen, hvor stensætningen blev renoveret omkring 1927. det foregik pr. talje med mange hjælpere. I dag er den faldet helt sammen og tilgroet.
Hele sommeren foregik undervisningen ved Nab strand fra spisefrikvarterets slut til klokken tre. Vi lærte at svømme, og bagefter havde vi botanik, geologi og læsning.
Først i 1930-erne købte far et havehus, der havde stået ved sanatoriet (Nakkebølle). Det blev sat op på Peter Rasmussens skråning, ved kilden, så efterhånden foregik undervisningen efter svømning der. Badehusene stod endnu i hvert fald i 1945, hvor modstandsbevægelsen brugte drengenes badehus til våbendepot, men tyskerne tog fejl af opbevaringsstedet og brændte vores sommerhus i stedet for.
På Anes Lyst.
I februar 1929 blev vores yngste bror født. På den tid foregik vist alle fødsler i hjemmet, så vi tre store skulle være et par dage på Anes Lyst. Emil Agertoft hentede os i kane, for der var meget sne det år. Vi tilbragte senere megen tid på Anes Lyst. Der skete altid noget, der var jævnaldrende skolekammerater, der var alle dyrene og laden, hvor vi sprang højt oppe fra og ned i halmen. Vores påklædning var som alle børn en undertrøje og et livstykke med strømpebånd, som holdt vores lange strømper oppe. Jeg havde en flot rød uldklokke under kjolen. Den var dejlig varm i vintertiden. Af fodtøj havde vi sorte træsko og gummistøvler samt rigtige sko til pænt brug.
Efterskrift ved Christian Dan Nielsen
Viggo Würden Pedersen, førstelærer, kirkesanger og lokalhistoriker i Aastrup, 1923-1963, en lærer der fik stor betydning for sognet i sin samtid.
Han blev født i Udby ved Kalundborg den 14.-6.-1893. Efter nogle år ved landbruget kom han på Haslev Seminarium, og efter at have været lærer i Brørup og Refsvindinge blev han 1. februar 1923 kaldet til førstelærer ved Aastrup Skole, hvor han virkede i 40 år. I denne lange årrække røgtede han sit kald på en forbilledlig måde, ikke blot som underviser, men i alle de andre hverv, som fulgte hermed, eller han følte, han burde påtage sig som en følge af sin stilling i sognet.
Hans undervisningsformer var forud for den tids normer. Hans grundige viden og omhyggelige forberedelse af timerne gjorde, at hans elever fik langt mere at vide end der stod i de ordinære lærebøger. Desuden undervistes der i verdenshistorie og nogle vintre efter skoletid en gang om ugen i engelsk for dem der havde lyst og kunne få fri fra arbejde derhjemme eller for fremmede. Om sommeren var det timer ved stranden i geologi og botanik og svømning og lidt idræt. Disse timer i det frie var til stor fornøjelse for eleverne.
Hans hustru der også var læreruddannet, deltog ofte i undervisningen samt, hvad der ikke var mindre spændende, i legen i frivagterne.
Om vinteren samlede han sognets unge til aftenskole med afslutning og kaffe i stuerne, som for øvrigt ofte blev stillet til rådighed. Desuden passede han sognets bibliotek, der dengang mest hvilede på frivillige bidrag, som læreren også skulle rundt og kræve ind. Mange andre indsamlinger påtog han sig ofte, det kunne blive en lang arbejdsdag.
Hvervet som kirkesanger påhvilede også læreren, og denne gerning varetog han i 43 år uden ret mange fridage. Alle hans gøremål hermed blev varetaget med oprigtighed og medleven.
Da der efter krigen blev oprettet en luftmeldepost nær skolen, blev han dennes leder og instruktør. Et virke der faldt godt i tråd med hans nationale sindelag og offervillighed. Også her var fru Pedersen en stor hjælp, ikke mindst med forplejningen.
Allerede de første år i sognet fattede han interesse for sognets historie, sagn og gamle skikke. Ved at opsøge gamle folk, der mundtlig kunne berette herom, fik han nedskrevet meget, som ellers var gået tabt. Desuden opsøgte han andre kilder som kirkebøger og landsarkiv m. v.
I sine sidste år, medens kræfterne endnu slog til, samlede han det hele og skrev det ned, og eftertiden skylder ham som minde, at få dette sammen med andet af sognets historie udgivet i bogform.