Gartner, graver og kirkeværge
Aastrup, Pejrup Station, Fyn.
Født d. 20.-2.-1898 på Aastrup Mølle og har fra min fødsel opholdt mig i Aastrup Sogn, og er hele livet kommet på kirkegården. Død i 1982
3: Tiden.
Mine optegnelser dækker hovedsagelig over tiden 1903-59, og dog er der en del, som jeg har fået overleveret fra gamle mennesker, som jeg helt fra barndommen har gerne villet tale med.
4: Stedet og omstændighederne.
Aastrup Sogn
5: Dødsvarsler.
Om dødsvarsler må jeg fortælle ganske lidt: En gammel kone har fortalt mig hvordan det gav et ordentlig bump i skorstenen, da hun hørte det, sagde hun ”Nu dør faster Karen” – hun lå og var mtget syg og det var rigtigt på samme klokkeslæt døde vedkommende. Den gamle kone troede på, at det var et varsel.
Ligeledes kunne de gamle høre på kirkeklokken, når der ville ske dødsfald i sognet, da lød de på en særegen måde – Jeg må indrømme, at selv har jeg mange gange hørt klokkerne fortælle, at nu får vi begravelse i kommende uge. En gammel mand har fortalt mig, at da han i sine unge dage sejlede, engang rejste hjemmefra, uden at få sagt farvel til sin far, og det var han så ked af hele tiden! En dag da han stod og lavede middagsmad (vedkommende var kok) kom der en svale ind i kabyssen, han ville jage den ud, men det lod sig ikke gøre, så fangede han den. Pludselig, da han stod med den i hånden, døde den. Dette fandt han meget underligt, da skibet anløb næste havn var der besked om at hans far var død – samme dag og tid som svalen døde i hans hånd – han troede sikkert på, at det var et varsel om hans fars død.
6: Ved dødsleje.
Før i tiden sendte man altid bud efter præsten, så den døende kunne berettes, som de gamle kaldte det. Så var vedkommende klar over, at døden var nær. Jeg tror at mennesker dengang var mere fortrolige med døden end tilfældet er i dag.
Min far har fortalt mig, at da hans mor døde i 1881, kun 45 år, hvordan hun kunne tage afsked med børnene hver især, og at hun til sidst kunne bede dem om at synge en salme.
Mange gange havde de gamle selv bestemt hvordan begravelsen skulle foregå.
Vi havde en gammel mand boende hos os til sin død i 1933, få timer før han døde, forelagde han os, hvordan hans begravelse skulle foregå. Vi måtte love ham, at han måtte blive stående her i hjemmet, til han skulle begraves – han ville ikke stå i kapellet. Ligeledes bad han om, at kisten måtte blive stående åben, så folk kunne se ham. Og hvordan de skulle beværtes både før og efter begravelsen – hele følget skulle drikke kaffe før de gik til kirkegården. 70 mennesker var budt til at spise efter begravelsen – ligesom han også havde bestemt hvad der skulle spises.
7: Dødens indtræden.
Når døden var indtruffet ved jeg, at mange satte klokken i stå. Jeg tror det var for alt skulle være stille – der skulle være ro over stuen, hvor den døde lå. Så snart at døden var indtrådt gik en af de nærmeste pårørende hen og lukkede øjnene, og i al almindelighed blev der lagt et kronestykke på for at holde dem lukkede, og for at holde munden lukket, blev der lagt en salmebog under hagen. Liget blev rettet ud, hænderne foldet. Overdynen blev fjernet og et lagen lagt over. Samtidig blev der hængt lagner for vinduerne.
8: Anmeldelse og ligsyn.
Anmeldelse over dødsfaldet blev givet til præsten og degnen, hvor begravelsesdagen blev bestemt. Dagen efter et dødsfald kom ligsynsmændene for at syne liget. Det var 2 af sognets mænd som var valgt til det – og var klædt i det bedste de havde – halvlange vadmelsfrakker og lange støvler – det var et meget højtideligt hverv at komme som ligsynsmand.
Liget skulle så afdækkes, så de kunne se og føle dødsstivheden. Derefter skulle de have noget at spise. Det bestod af koldt bord med snaps til.
Ligsynsmand fandtes her til omkring 1910
9: Ligtøjet.
I gamle dage blev ligtøjet kaldt jordetøj – og det blev syet samtidige med at den unge pige syede sit udstyr. Når hun blev gift syede hun også til sin ægtefælle. For mandens vedkommende bestod den af en skjorte, der var så lang at den kunne nå helt ud over fødderne, som regel var den syet med halslimning hvor der var syet musetunger, ligeså med brede håndlinninger, som regel fik de endnu en skjorte under – mange af de gamle fik lange strikkede strømper på.
For kvindernes vedkommende fik de en særk på, som også var syet meget lang og med lange ærmer, – dem jeg har set var der smalle hæklede blonder i halsen og ned omkring brystlæget – ligeså ved hænderne. Jeg har set dem syet af hjemmelavet hørlærred – hvad de sikkert altid var før i tiden. Jeg har også set nogle der var syet af købt lærred.
Hvad hovedbeklædningen angik fik de fleste kvinder før i tiden deres nathue på, det vil sige, en hue syet af hvidt lærred, kantet med blonder og bundet under hagen. Jeg har set en gammel kone med et hvidt hovedtørklæde på, – men det var ikke almindeligt.
For år tilbage var det almindeligt at en ung pige, der var død, blev klædt som brud, med myrtekrans og langt slør.
Hvad mænd angår har jeg aldrig set nogen hovedbeklædning. Det har altid været brugt at lægge et klæde over den dødes ansigt, det var syet med en blonde om. Det blev kaldt for svededug. Hovedpuden var som regel et pudebetræk der blev fyldt med humle, som var tørret efter brygningen, men jeg har mange gange brugt en pude med fjer.
Før i tiden blev der også syet lagner til begravelsen, underlagnet var syet noget længere, så de kunne hænge ud over kisten – mange brugte deres brudelagner. Overlagnet har jeg kun set som et almindeligt lagen i størrelse – det blev lagt op midt på brystet og foldet over, som man reder en seng. Disse lagner var som regel syet med hulsømme. Små børn blev klædt i deres vuggetøj.
Hvad angår med at opbevare ligtøjet, så havde de gamle det liggende i deres dragkisteskuffe. Så kom det frem når det lå og gulnede, blev vasket, så det altid kunne være i orden. Vi oplever endnu i dag, at der dør gamle mennesker som har deres ligtøj liggende syet, – men ellers er det færdigkøbt i dag, for en stor del papir, men dog også af lærred, det afviger noget fra det hjemmesyede, men nu er det med løse ærmer, det hele til at lægge over liget. Det er langtfra så personligt som de gamle brugte det. Der var sikkert lagt mange tanker i, mens der blev arbejdet på det, atter det, at mennesker dengang var mere forberedte på dødens komme.
10: Vask, klædning og stålægning.
Når en død skulle gøres i stand, blev laugets koner bedt om at komme og være behjælpelig dermed. Liget blev vasket over hele kroppen mens det lå på sengen. Derefter blev det iført skjorte eller særk, hvorefter det blev lagt på lagt på strå, oftest i storstuen, på et bord, hvorpå der var lagt ruglanghalm, hvorover der var bredt et lagen. Langhalmen var skåret af så det passede til bordets bredde, således at liget lå på tværs af stråene. Derefter blev det iført sin ligskjorte, og hvis det var en kvinde også huen. Blev så liggende her nogle dage til kisten var færdig.
Når konerne var færdige blev de beværtet med sødsuppe med svesker og derefter kaffe.
11: Kisten.
I almindelighed havde folk ingen kiste stående, så det blev tømreren der skulle lave den, som regel hjemme hos sig selv. Dog husker jeg, fra jeg var dreng, en gammel mand som havde sin kiste stående færdig på loftet. Alle kister var før i tiden sorte, meget lavere og smallere i fodenden. De almindelige var sandstrøgne, det vil sige, at medens malingen endnu var fugtig, blev der strøet sand på dem, så fik de et glitrende udseende, men nogle skulle være lidt finere og så blev der med sølvbronce malet englehoveder og palmegrene på siderne og i enderne. Håndtagene var dengang altid af reb.
Jeg husker den første brune kiste som blev begravet her, det var omkring 1908 og den første hvide omkring 1915. de var meget bredere og var med løvefødder.
12: Kistelægning.
Så er kisten færdig, – og så møder laugets koner igen for at lægge i kiste. Kisten blev anbragt i storstuen. I bunden af kisten er lagt høvlspåner, så bliver underlagnet lagt på, så det hænger ud over siderne. Når liget er lagt i kisten lægges overlagnet over, også det hænger ud over siderne. Det lægges op til brystet og foldes så over som på en seng.
Så blev liget pyntet med grønt og blomster. Før i tiden brugtes meget at lægge blade af kristtjørn, som regel et kors, på brystet og ellers blomsterbuketter. Jeg har kun en gang set en saks blive lagt på den dødes bryst.
Inden kisten bliver lukket, bliver lagnerne lagt over den døde, først fra siderne og så fra enderne.
13: Ligstuen.
Kisten står nu i storstuen. Skamlerne er lånt hos tømreren. På gulvet under dem er lagt et lagen, pyntet med grønne blade udenom. Kistelåget står op mod væggen bag i stuen. Bag kisten står et lille bord, hvorpå der står 2 lysestager, de fleste steder nogle der har været brugt igennem generationer. Omkring lysestagerne er hængt sort flor. Lysene bliver først tændt den dag begravelsen foregår. Jeg har en gang set, at afdødes billede stod på bordet mellem lysene. I vinduerne er der hængt lagner for. Hvis der er spejle i stuen bliver de fjernet.
Hvis der i hjemmet er nogle grønne planter anbringes de bag kisten. I ligstuen anbragte man gerne en spand tjære for at tage liglugten.
14: Se liget.
Før i tiden var det en skik at alle, der kom i huset, enten det var børn eller voksne, skulle ind og se liget.
15: Våge ved liget.
Det at våge ved liget har jeg aldrig hørt omtalt her. I vore dage bruger mange at mødes med den nærmeste familie aftenen før begravelsen for at lukke kisten.
16: Sørgehuset.
17: Graven graves.
Før i tiden blev gravene gravet af de karle, hvis gårde man var i laug med. Hvis det var fattige folk, blev det kaldt pligtarbejde fra kommunen. De begyndte at grave dagen før og gjorde så færdig på begravelsesdagen. Der blev sendt mad, øl og brændevin fra det hjem, hvorfra begravelsen skulle ske og efter begravelsen blev de budt på spisning i hjemmet. Graven skulle være 3 alen dyb, men jeg tror ikke altid at den blev så dyb som den skulle. Vi kan se i dag, når vi graver, at det ikke altid har været dybt nok, mon årsagen ikke har været, at de fik rigelig at drikke. Jeg har hørt fortælle, at de til tider var en del berusede. Jeg tænker heller ikke at der blev taget så meget hensyn til de rester der blev gravet op. Vi kan stadig støde på rester der har været kastet ned i forskellig dybde. I dag sørger vi for at få eventuelle rester begravet i bunden af graven.
Før i tiden var der ikke noget der hed at graven blev pyntet, det er kun de sidste 35 år. Nu bliver den altid pyntet – enten det er fattig eller rig.
Hvornår det blev en fast mand til at grave ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg mener, at det har været omkring 1890. En gammel mand som gravede har fortalt at han til at begynde med fik 4 kr. for at grave en grav – så det er steget gennem årene. I dag får vi 71 kr. for at grave en grav.
18: Klokkeringning.
Jeg har aldrig hørt om ringning ved dødsfald her, men jeg ved at det var skik visse steder. Her i Aastrup har vi endnu den gamle skik, at der bliver ringet over graven når den er færdig, dette sker altid kl. 10 om formiddagen den dag begravelsen skal foregå. Der bliver ringet i 5 min.
Her i Aastrup har vi gennem mange år haft en fast ringer, efter hvad jeg kan regne ud, må det være de sidste 100 år. I min barndom var det en gammel mand, der hed Per Væver og før ham, Ditlev Skrædder, der sørgede for ringningen.
Til selve begravelsen blev der ringet en time før begravelsen. Det skete undertiden at der måtte ringes en del længere, da ligtoget ofte var meget forsinket på grund af frokosten, der skulle indtages før begravelsen. Når de nåede kirkegården holdt kirkeklokkerne op med at ringe, mens kisten blev løftet af vognen, så blev der atter ringet mens man bar kisten til graven og indtil den var sænket i graven og mens folk gik ind i Kirken, og når højtideligheden i Kirken var slut, så ringedes der atter en ½ time.
Jeg har aldrig hørt om at der var forskel på fattig og rig hvad ringningen angik. I gammel tid fik ringeren også mad fra begravelseshuset
I dag (1959) bliver der ikke ringet så meget. Jeg, for mit vedkommende, synes det er for lidt. Nu bliver der kun ringet fra ligtoget ses og til dette er kommet ind i kirken. Thi i dag er det sådan, at alle kister kommer ind i kirken før begravelsen, og hvis kisten er båret fra kapellet og ind i Kirken så bliver der ringet i 15 min. før højtideligheden, og så ringer vi medens kisten bliver båret til graven og til den bliver sænket. Lige efter jordpåkastelsen falder der 3 gange 3 slag med den store klokke. Dette sidste har vi kun brugt de sidste 7 år. Til slut bliver der ringet når jordefærden er ovre.
19: Flagning
Så længe jeg kan huske, har der været flaget på halv stang ved en begravelse. Nogle hejser flaget på hel stang, efter begravelsen, dog ikke alle. Her er det skik at flaget går på halv stang i det hjem hvor et dødsfald er sket.
20: Udsmykningen af ligtogets vej.
Dette at strø blomster og grønt på den vej liget skulde føres er en meget gammel skik. I hjemmet blev der skåret blomster og grønt udenfor indgangsdøren og et stykke uden for ejendommen. Ligeledes var det skik at der blev skåret blomster og grønt på vejen ud for ejendomme hvor ligtoget passerede. Nogle brugte at strø sand imellem.
Det har også været skik, at ved et ungt menneskes begravelse, gik unge piger foran ligtoget og strøede blomster, som de havde i kurve, der var betrukket med sort flor, – de gik foran lige til graven, og efter jordpåkastelsen strøede de de sidste i graven.
Det har også været skik før i tiden, at der blev rejst nogle sørgestøtter ved kirkegårdslågen, det vil sige et par stænger ombundet med gran. Dette var også ved et ungt menneskes begravelse, dog har dette ikke været brugt de sidste 25 år.
Den dag i dag er der nogle mennesker der strør blomster foran deres ejendom, hvis et ligtog skal passere, men det er ikke nær alle der gør det mere.
21: Liget synges ud.
Det har altid været skik, at der blev holdt en højtidelighed inden kisten førtes fra hjemmet. Før i tiden var det skik at familie og laug blev indbudte til at spise frokost før begravelsen, men det var også skik, at alle der kom, fik frokost før de forlod hjemmet. Det gav en egen stemning over hele færden. Folk var kommet i deres kisteklæder, man kunne ligefrem lugte naftalin (Lugtmiddel der skulle holde møl væk for ikke at ødelægge tøjet) og lavendler når de sad i stuen, og deres ansigter var mere eller mindre stive at se på, – det var alvor de var ude for.
Når folk kom blev de først budt ind og se liget, og når en del var kommet, blev de budt til bords af skafferen.
Som regel var der dækket op ude i loen, som da var betrukket med lagner under loftet. Det var ved vintertid meget koldt at blive bænket der. Frokosten bestod gerne af en varm ret, ofte hønsefrikassé eller frikadeller og ellers koldt bord med øl, snaps og kaffe. Mændene fik gerne en kaffepunch, når alle havde været inde og spise, kom skafferen og bad dem om at være med til højtideligheden i ligstuen. Familien stod da nærmest kisten og siden alle konerne. Mændene blev som regel stående ude i gården.
Degnen blev bedt om at lede højtideligheden, som begyndte med en salme, hvorpå degnen holdt en tale, som var bestilt til en bestemt pris, så derefter blev den, kort eller lang. Efter talen blev der bedt en bøn og sunget en salme, og så skulle familien til at tage afsked med den døde. Jeg har set mange gå hen og kysse afdøde før de blev pakket til med lagnerne, hvad laugets koner udførte. Skafferen kom så og lagde låget på og skruede kisten til, med skruer som var lavet særskilt dertil. Så gik folk ud i gården inden kisten blev båret ud, de fleste gange måtte den ud af et vindue, som sprosserne var slået ud af. Skamlerne blev sat ud i gården og der stod den så et øjeblik. Hvis der ikke var så langt til Kirken blev den båret, ellers kørt.
22: Liget bæres.
Liget blev kun båret til Kirken fra de ejendomme, der lå lige i nærheden. 6 mand af den nærmeste familie bar liget, og så blev skamlerne båret ved siden af, så de kunne skiftes. Så længe jeg kan huske er små børns kister blevet båret under armen.
Endnu i vore dage bærer man liget til Kirken, hvis der ikke er langt.
23: Liget køres.
Her i sognet har man, så længe jeg kan huske, kørt liget til Kirkegården, hvis der var længere end at det var overkommeligt at bære det. Før i tiden blev der altid brugt en fjedervogn, hvis det var fra en gård, da altid gårdens heste for, – hvis det var husmandsfolk var det som regel fra den gård, der pløjede deres jord.
Kisten blev anbragt på et par knipper langhalm, som var afpasset efter vognens bredde. Manden på gården kørte selv. Karlen sad ved siden, så han kunne køre vognen tilbage, så snart kisten var taget af. Nu bruger de mest ligbil, – dog også ligvogn med heste for. Ja undertiden den gamle skik med fjedervognen og gårdens heste.
24: Andre transportmåder.
Kun en gang har jeg oplevet at være med til at føre en kiste til Kirken på en slæde, det var i 1919 da vi havde så meget sne, at alle veje var lukkede. Da måtte vi køre over markerne med liget, som var anbragt på en skovslæde, og det var kun et meget lille følge, da folk ikke kunne komme igennem.
Vi har også haft begravelse fra en lille ø som hedder Svelmø. Kisten blev da anbragt på en fladbundet båd, som så blev trukket over af en motorbåd. Da vi så nåede land, blev båden trukket så langt ind, som det kunne lade sig gøre, og blev så til sidst båret af mænd med lange støvler på.
25: Følget.
Hvis kisten blev båret til Kirken, gik hele følget. Hvis det var så langt, at kisten blev kørt, da gik en del af følget, som regel mændene. Kvinderne blev kørt. Før i tiden fulgte de næsten alle fra sørgehuset. I vore dage er det kun den nærmeste familie der mødes i hjemmet. De fleste mødes ved Kirken, eller slutter til undervejs.
26: Rute og rastesteder.
Før i tiden blev liget altid ført den vej, som vedkommende havde brugt som kirkevej. Det har altid været skik, hvis vedkommende var død på sygehus, at gøre holdt ud for hjemmet når man passerede der forbi. Ligeledes har det altid været brugt, at hvem der mødte et ligtog stod stille og blottede hovedet. I det hele taget blev et ligtog mødt med stor ærbødighed.
27: Ankomst til kirkegården.
Når man nåede kirkegården blev skamlerne sat foran lågen og kisten blev sat der, medens følget kom af vognene og blev samlet. Så blottede man hovedet mens man stod der. Præsten og degnen stod ved lågen og tog imod liget. Så bar de nærmeste naboer og familie kisten til graven, mens degnen gik foran og sang. Så langt jeg kan huske tilbage blev der altid sunget ”her mødtes alle veje, på gravens bratte rand” Man gik altid solret (højre om) til graven.
28-29: I Kirken og jordfæstelsen.
I ældre tid kom kisten ikke ind i Kirken, men blev båret direkte til graven. Skamlerne var sat frem til at sætte kisten på, mens rebene blev sat fast, og dem der bar kisten, sænkede den i graven. Præsten tog af den opkastede jord til jordpåkastelsen. Når dette var sket, blev der bedt fadervor og velsignelsen lyst over graven, derefter sunget en salme. Så gik følget ind i Kirken, hvor man sang en salme før talen og en efter. Så blev der bedt en bøn fra alteret og velsignelsen lyst og derefter en salme til slut.
Før i tiden blev præstens tale bestilt til en pris, og derefter blev den, kort eller lang.
Omkring 1910 begyndte man med at kisten kom ind i Kirken ved store begravelser, efterhånden blev det ret almindeligt, og siden har det været skik her, at alle kommer ind i Kirken, – selv den fattigste landevejsstryger.
Jeg har gennem de sidste 40 år pyntet Kirken ved alle begravelser – med lys i koret og blomster i stolene. Vi anbringer kisten oppe foran alteret på ganske lave skamler, hvorover der er lagt et sort tæppe. Derefter anbringer vi kransene ned ad midtergangen, så vi altid har en skøn begravelse, enten det er fattig eller rig. Vi forsøger at gøre det så ens som muligt.
30: Graven kastes til.
Før i tiden blev graven kalket til, medens følget var inde i Kirken. Det blev foretaget af dem der havde gravet graven.
31: Ligkapel.
Vi har ligkapel ved vores Kirke, det blev bygget omkring 1900. i begyndelsen blev det ikke brugt meget. Det var mest dem, der ikke havde plads i hjemmet, og om sommeren, når det var varmt, så var det bedre at anbringe kisten der. Endnu foregår de fleste begravelser fra hjemmet. Hvis liget er sat i kapellet bliver kisten altid sat ind i Kirken om formiddagen før begravelsen, så følget kan samles der.
32: Indbydelse til begravelsesgildet.
Når begravelsen var bestemt blev der budt til begravelse. Hele familien, og det var langt ude i familien og dernæst dem man var i gildelaug med.
Den ældste søn fra hjemmet fik den ære at gå ud og byde til begravelse, og han havde da en hel remse at fremsige. Den lød sådan: ”Jeg skal byde Jer til begravelse, bede Jer komme og spise frokost kl. 12 og derefter følge med til Kirken, og efter begravelsen atter følge med hjem og spise og drikke” Hvert sted han kom, blev der sat mad på bordet og han skulle spise, ellers var det en stor fornærmelse.
33: Forberedelse til gildet.
Når der var indbudt til begravelse skulle folk til at tænke på ”føring”, det vil sige, at de skulle have sendt forskellige fødevarer til gildehuset, det bestod af slagtede høns, æg, smør og fløde og når vedkommende kom med det, skulle de ind og se liget og derefter have noget at spise. På begravelsesdagen var der en skaffer som forestod det hele, han tog imod folk og fik dem til bords, ligeledes var der unge piger fra gårdene som hjalp til med serveringen, det var en æressag at blive indbudt til at hjælpe.
Ja der var mange forberedelser til sådan et gilde. i gårdene blev der ”trukket lo”, det vil sige at der blev hængt lagner op under loftet, så det ikke skulle drysse ned. Der skulle stilles borde og bænke op, og de lange hjemmelavede gildesduge kom frem. Service måtte der lånes rundt omkring, for som regel blev der jo mange til at spise. I de mindre hjem måtte der spises i den stue hvor liget havde stået, så der blev travlhed, så snart man var kørt til Kirken, så skulle der luftes ud og stilles borde op. Det var ikke altid lige rart at skulle bænkes der efter begravelsen, hvis det var en varm sommerdag, kunne liglugten ikke komme så hurtig ud af stuen, men hvad skulle de gøre – spisning skulle der til.
Ja det var nogle travle dage forud, der skulle slagtes og bages, så kogekonen kom jo gerne et par dage forud.
34: Gildet på begravelsesdagen.
Når jeg skal skrive om begravelsesgilde, så er der et jeg husker bedst. Det var da min farfar, den gamle møller, Søren Aagaard, blev begravet d. 12.september 1912. sikken en travlhed forud, de to store loer blev betrukket med presenninger under loftet, thi der skulle være plads, der var mange indbudte og flere ville der komme. Jeg husker de kom kørende langvejs fra, familie som vi næsten ikke kendte. De der var indbudt begyndte at komme kl. 11, og da en del var samlet begyndte spisningen, som bestod af koldt bord, og som varm ret forloren skildpadde med øl og snaps til.
Inden vi skulle til Kirke var der samlet 400 mennesker, som alle havde været inde og spise. Efter begravelsen var der 200 til at spise middag, suppe og peberrodskød og som dessert store lagkager og svesketærte og vin som hørte til de forskellige retter.
Efter spisningen blev de forskellige og snakkede, der var jo meget der skulle drøftes, når man endelig var kommet sammen, det skete jo næsten kun ved begravelser, afstandene var større den gang – det var som en gammel kone sagde: ”hvor har jeg dog glædet mig til den begravelse” – for så vilde hun endnu en gang mødes med slægten. Inden hver drog til sit skulle der drikkes kaffe.
Der var ingen tegn på at det var begravelse, stemningen var høj, folk havde spist og drukket godt og de var en oplevelse rigere. Jeg tror virkelig at det var sådan dengang! Thi mennesker oplevede dengang ikke så meget.
Og så skal det siges, at alt var og blev gjort som bedstefar havde bestemt det skulle gøres, det var alt efter hans ønske.
I vore dage er de store begravelsesgilder faldet væk, nu er det kun den nærmeste familie og nære naboer der er med til spisningen og som regel præst og degn. Og før begravelsen er der næsten aldrig noget der hedder fortæring. Derimod er det blevet skik at hele følget bliver indbudt til at drikke kaffe i forsamlingshuset efter begravelsen, en slags mindehøjtidelighed, hvor der bliver talt og sunget salmer. Spisningen foregår dels i forsamlingshuset og dels i hjemmet.
35: Eftergilde.
Dagen efter begravelsen blev den nærmeste familie og naboer indbudt til at spise, resterne skulle jo spises, og så kom man sammen og drøftede begravelsen.
36: Kirkegården.
Kirkegården var i min barndom ikke særlig velholdt. Der var en gang så bred, at man kunne gå der med en kiste helt uden om kirkegården. På sydsiden af Kirken lå kun nogle spredte grave, ellers var der græs, som den gamle graver engang imellem slog af med en le og fodrede sine køer dermed.
Jeg ved at de mest velhavende blev begravet nærmest Kirken på sydsiden, derimod var det sådan, at mod nord, hvor landevejen går, var det om at gøre, at få gravstedet så nær landevejen som muligt. Så i min barndom var nordsiden af kirkegården den mest brugte, før i tiden var det ikke almindeligt at man fik familiegravsted, så det var kun nogle få stykker på kirkegården, men omkring 1910 blev der begyndt fra øst til vest på sydsiden af kirken, og da begyndte man med at folk fik familiegravsteder, og som siden har været brugt.
Tilbage i tiden var det den gamle graver der udviste gravstedet. Her har et gravsted aldrig kostet noget for sognets folk, – og endnu er det sådan, men hvis gravstedet vil beholdes ud over 25 år, så må der betales 20 kr. pr. grav for de næste 20 år.
37: Graven og dens pasning.
Når graven var kastet til og jordbuen var klappet, gik konerne hen og lagde kransene på graven, den gamle graver havde før begravelsen skåret en del kløftede grene som blev stukket ned om kransene for at holde dem fast på graven.
Efter den tid hvor man indførte den skik at kisten kom ind i Kirken, tog følget hjem efter begravelseshøjtideligheden og kom så senere og så graven, som graveren da havde pyntet.
Graven blev først anlagt et år efter begravelsen, det første år lå jordbuen, som da blev beplantet med sommerblomster. Før i tiden passede folk selv deres grave, men de sidste 40 år har jeg passet en stor del af gravene, dog er der endnu nogle, der selv passer deres grave. Hvad beplantningen angår, så ordner jeg det meste.
Før i tiden var det skik, og er det stadig, at folk kommer om lørdagen og pynter gravene med blomster.
Før i tiden brugte man meget at pynte en dyb lertallerken med blomster, – man kom sand i tallerkenen og satte blomsterhoveder deri med grønt udenom, mange af dem var meget smukt lavet, i skønne farvesammensætninger.
Før i tiden blev der ikke dækket med gran til julen, det er ca. 35 år siden det begyndte. Nu bliver så godt som alle grave dækket med gran, hvad jeg udfører. Bænke på graven har aldrig været brugt her.
38: Kors på graven.
Før i tiden var det skik at der på begravelsesdagen blev sat et sort trækors på graven. Det var tømreren som lavede det, og det kom med ligtoget til Kirken, og der var dengang næsten altid en perlekrans, som blev fastgjort på korset, og det blev stående så længe det overhovedet kunne holde, også efter at der var sat gravmæle på.
Gravmælet kom, i de fleste tilfælde, på året efter, samtidig med at graven blev anlagt. I min barndom, for ca. 50 år siden, var der en del gravminder af træ. De var savet ud i form som et hjerte, de var alle opretstående, og meget smukke. Jeg tror ikke der er nogen opbevaret af disse, de forgik sammen med at gravene blev sløjfet.
Der var på samme tidspunkt også nogle ret store kors af støbejern som gravminder, men også de er forsvundet forlængst. Der var også en del gravminder af sandsten, hvor der var indsat en marmortavle med inskription, også de var meget smukke, på nogle af dem var der anbragt et marmorkors foroven.
De sidste 50 år er det hovedsagligt marmorplader og granitsten der er blevet brugt.
På de gamle gravminder var der næsten altid blandt andet et gravvers, men dem har jeg desværre ikke skrevet ned, dog kan jeg huske et på en barnegrav, der stod: ”du er nået den bedste havn, fri for alverdens sorg og savn”
Før i tiden var så godt som alle gravsteder indhegnet med vedbend, dog var der en del jerngitre og, også et af træ, men nu er også disse forsvundne , vi har kun nogle enkelte tilbage. Jerngitrene var lavet af de gamle landsbysmede, og mange af dem var meget smukke arbejder.
39: Kranse.
I de 50 år jeg kan huske tilbage, har der altid været brugt kranse, men det var dengang en hel anden form for kranse, – da bandt folk dem selv. De var som regel bundet i oval form, mange af dem var lavet af blade fra kristtjørn, om vinteren var der næsten ingen blomster i, nogle brugte at sætte papirsroser i. Så var der ved mange begravelser perlekranse, også metalkranse har været brugt. Perlekranse var ret store, og inden i var et religiøst billede under buet glas.
Før i tiden blev det også brugt at fæste et ark papir inden i de grønne kranse, hvorpå der var forfattet et ”ligvers” – det var gerne degnen der var forfatter dertil. Efter begravelsen blev disse vers taget hjem og bevaret til minde om begravelsen. Men så kom en dag hvor folk begyndte at købe deres kranse. For 40 år siden, i 1912, Jeg var kun 12 år dengang, begyndte jeg at binde kranse for folk. Det var ikke kunstfærdige ting jeg den gang kunne fremstille, men efterhånden lærte jeg en del, og jeg har indtil 1954 bundet de fleste kranse, der har været brugt her i sognet. Det har også siden 1912 været almindeligt at bruge kransebånd med inskription.
Før i tiden var der ikke ret mange kranse, det var nærmest fra familie, naboer og venner. I dag er det sådan, at de fleste sender en krans, før i tiden var der mange, hvis der var 20 kranse, – nu er der ofte 60-70 stykker.
Før i tiden kom folk med deres kranse til hjemmet, og kransene blev da anbragt omkring kisten, og inden kisten skulle føres fra hjemmet blev en del af kransene sømmet fast på kisten, resten tog følget med på vognene. Når man nåede kirkegården tog folk dem med ind på kirkegården og lagde dem i nærheden af graven. Inden kisten skulle sænkes, blev de kranse, der var på kisten, taget af.
I den tid hvor man brugte kranse af kunstige blomster (man kaldte dem dengang for tørrede kranse) det vil sige præparerede blade og voxblomster, var det meget brugt at de blev taget ind den første aften efter begravelsen, og blev opbevaret i våbenhuset, og så blev de lagt på graven om søndagen. Der var også nogen der tog dem med hjem, og så blev der lagt en på, når man mente at der var en særlig grund til at smykke graven.
I min barndom var der flere der havde trækasser med glas over på gravene. Det var perlekranse og metalkranse der blev opbevaret på denne måde.
40: Mindetavler og lignende.
Så vidt jeg ved, har lignende ikke været brugt her i sognet. Så har det været langt tilbage i tiden.
41: Sørgetid.
Før i tiden var det almindeligt at man efter et dødsfald i nærmeste familie gik klædt i sort et år efter, ligeledes måtte man ikke gå til dans eller anden forlystelse. Det har altid været skik i sognet, at de nærmeste pårørende skulle i Kirke første søndag efter begravelsen og det bruges for de flestes vedkommende endnu. Hvad angik ægteskab, skulle sørgeåret helst være til ende før dette igen måtte ske.
42: Sørgedragt.
Jeg kan kun sige, at kvinderne altid var klædt i sort, og før i tiden var det meget brugt at kvinderne havde et sort slør for ansigtet.
Hvad angår sørgebind, var det en overgang ret almindeligt , det var omkring 1915 man begyndte med dette.
I vore dage ser et begravelsesfølge jo helt anderledes ud. Nu kommer folk i det tøj de har, der er ikke ret meget med sort.
43: Gilde på årsdagen.
Det har jeg aldrig hørt omtalt, så det har sikkert ikke været brugt. Derimod er det meget almindeligt at folk kommer på kirkegården og smykker graven på dødsdagen.
44: Selvmordere, strandvaskere og vagabonder.
Selvmordere er, så længe jeg kan huske, blevet begravet som andre mennesker. I min barndom var der to mænd der hængte sig, det var omkring 1910. De blev begravet på sædvanlig måde og i rækkefølge på kirkegården. Dog ved jeg fra gamle mennesker, at før i tiden måtte selvmordere ikke komme igennem kirkegårdslågen, men blev løftet over kirkegårdsdiget, ligeledes blev de begravet i et hjørne af kirkegården.
Jeg kan huske at den ene af dem, der hængte sig i min barndom, fik rebet med i kisten, hvorfor ved jeg ikke, men mon ikke det var for at være af med det.
Vi har også begravet nogle strandvaskere i min tid. Deres begravelse er også foregået på sædvanlig måde.
Vi har også haft et par af landevejens riddere, der er blevet begravet her. Den første var i 1945. han bar navnet Herman Klokker. Nogle af landevejens riddere var mødt for at følge deres kammerat til graven. En af dem talte og takkede ved graven.
I 1954 begravede vi en af Danmarks store originaler, stodderkongen ”Stanley”. Han var kendt ud over landets grænser, idet der har været en serie billeder af ham i alverdens billedblade. Han hed Stanley Hansen og var født i Aarhus 1892. Det var en meget stor begravelse stodderkongen fik, værdig for landevejens konge. Vi havde pyntet hans kiste med hvide liljer og kisten var pyntet med blomster fra grøftekanten. Vi var jo spændt på, om der ville komme nogle til begravelsen. Det havde været averteret i Svendborg Avis, og det bevirkede at den ene bil efter den anden rullede op foran Kirken, Der kom folk fra hele Sydfyn, for at følge den gamle original til graven. Det var ikke af nysgerrighed, men det var mennesker som virkelig følte trang til at vise ham den sidste ære, – det var fra alle de steder hvor han havde gjort ophold og søgt natlogi. Der var en masse kranse og buketter, så det lignede ikke en fattig gammel mands begravelse.
På hans grav er sat en smuk natursten med bronzebogstaver. Der står Stanley 1892-1954. Det er direktør og arbejdere på Kirkeby Teglværk der har sat ham dette minde. Han boede gennem de sidste år hver vinter på teglværkovnen der.
45: Særlige begravelser.
I 1915 havde vi en militær begravelse. Det var en ridder ved Garderhusarregimentet. Han havde skudt sig selv, men trods det var der en del garderhusarer i galla, der fulgte ham til graven med deres fane.
Vi havde i 1944 en begravelse som sent vil glemmes. Det var en engelsk flyver, som drev i land ved Nab strand. Det var fra en engelsk bombemaskine der blev skudt ned og faldt i vandet ved Avernakø. Tre af de omkomne drev i land her ved vor kyst, men de to første kom tyskerne og hentede og begravede dem i Faaborg, og den tredje fik vi besked om at begrave her. Og vi vovede, trods alt, at give ham en smuk begravelse. Jeg pyntede hans kiste med de engelske farver i blomster, og sognets folk mødte op for at følge ham til graven. Vi var jo meget spændte på, om der kom nogen fra tyskerne, men de holdt sig helt derfra.
Sognets beboere har lagt en stor liggesten på hans grav, hvorpå der står:
Pilot officer Kennet Walther Mitchell
f. 11.-4.-1922 – d. 12.-5.-1944
”kæmp for alt du har kært, dø om så det gælder”.
Taknemlige beboere i Aastrup satte dette minde.
Aastrup Kommune har overtaget gravens pasning. Og den vil sikkert ligge til senere tider. Den unge flyvers forældre har besøgt os, og var meget taknemlige over at deres drengs sidste hvilested står så skønt.
Tønder d. 25.-6.-1977
Skrevet for min far, Niels Aagaard
Anne Lise Sørensen
Afskrift i Aastrup Arkiv 2022 (JH)