Igennem årene har der været gårde og huse, der er nedbrændt, enten ved uheldig omgang med lamper og lygter eller ved lynnedslag. Den brand der her omtales, er vel den sørgeligste, der nogensinde er sket her i sognet. En lille pige blev så ilde tilredt af flammerne, at hun døde tre dage senere på Faaborg Sygehus.
Gården, der her er tale om, lå i Eskemosegyden. Her boede en enke med 6 børn. Hendes mand var død 48 år gammel. Det var en fæstegård under Holstenshus, en smuk og velholdt gård med et fint stråtag på alle længerne. Børnene var i teenageralderen. Her var nu ansat en bestyrer. Børnene var med i de daglige gøremål, der var meget arbejde på de 50 td. land gården dengang bestod af.
Den 1.nov. 1905 ankom en ung mand på 17 år fra Jylland som tjenestekarl på gården. Han var ikke så kendt med arbejdet i landbruget. Hans far var arbejdsmand og alene med 3 børn. Hans kone var død, da børnene var små.
Han opdagede hurtigt at det ikke ligefrem var en familiær stilling han havde fået, og at arbejdet faldt ham tungt. Så han kom til at længes hjem, som dagene gik.
En aften først i december sad han alene i sit karleværelse. I stuehuset var der fødselsdag for en af døtrene. Han havde måske regnet med at være med i selskabet. I sin vestelomme havde han en tændstik, som han dagen før havde taget i køkkenet til at rense sine tænder med.
I sin ensomhed sad han og fik den tanke at hvis gården brændte, så behøvede de ham ikke, og så ville han måske få nogle penge, så han kunne rejse hjem til Jylland igen.
Han glemte for en tid den tanke og lagde sig til at sove. Ved firetiden vågnede han, og den frygtelige ide om at brænde ladebygningerne af gentog sig. Han gik om på sydsiden af gården, hvor der stod et hæs. Med sin eneste tændstik og sin strygeplade var det ikke noget problem.
Sagens videre forløb og de frygtelige følger kan læses i den efterfølgende retssag med tilståelse og dom.
År 1906 den 4. januar blev i Sallinge Herredsret Extraret i sagen Justitssag nr. 2/1906 afsagt en sålydende dom: Aktor sagfører J. Petersen mod arrestanten Janus Christian Christensen for brandstiftelse.
Under denne sag tiltales ifølge Svendborg Amts ordre af 23 f. m. arrestanten Janus Christian Christensen for brandstiftelse og må ved arrestantens egen tilståelse, der bestyrkes af det øvrige i sagen oplyste, anses for tilstrækkeligt godtgjort, at han har gjort sig skyldig i den på sigtede forbrydelse under følgende omstændigheder.
Arrestanten, der for det meste har opholdt sig i hjemmet i Jylland, kom den 1. november samme år i tjeneste hos gårdfæster Hans Rasmussens enke på Aastrup mark, men da han var uvant med arbejdet på landet og han derhos kom til at længes hjem, fortrød han snart, at han havde taget pladsen.
Da han den 1. december samme år sad alene i sit kammer og tænkte på hvorledes han skulle komme bort fra pladsen og hjem, påkom det ham, ifølge hans forklaring, den tanke, at såfremt han satte ild på ejendommens udbygninger, og disse brændte, havde husbonden ingen brug for ham, og han vilde blive anmodet om at rejse og få løn udbetalt til afrejsen.
Han tænkte derfor på at stikke ild på gården, men uagtet han ved lampen i den i hans kammer værende lygte, tørrede et lille stykke våd strygeflade, kunne han dog ikke bestemme sig til at udføre handlingen, og han gik i seng og faldt i søvn. Hen på morgenstunden kl. ca. 4 vågnede han og stod op for at lade vandet. Efter at han var kommet op og på grund af kulden havde fået benklæder og træsko på, strømperne havde han ikke haft af, bestemte han sig nu til at sætte ild på gården, såfremt det kunne lykkes med den ene tændstik han havde, og som havde ligget i hans lomme, fra han nogle dage forud havde taget i dagligstuen til sine tænder.
Han tog tændstikken og strygefladen og gik over i loen der lå i den sydlige del af laden. Han regnede med at det var længst væk fra stuehus og kreaturstalde. Så havde de som en mulighed for at blive reddet. Arrestanten påstod at han ikke tænkte på vindretningen der netop var i sydvest. Da han kom ind i loen strøg han tændstikken påstrygefladen og satte ild til stråene. Da han havde set ilden fænge, skyndte han sig hen på sit kammer, hvor han tog sit tøj og kuffert og gik ud i gården, som allerede var så stærkt opfyldt af røg, at han havde svært ved at finde stuehuset.
Omsider fik han beboerne vækket. Derefter gik han ud i haven der lå nord for gården. Der traf han to af brandlidtes døtre. De åbnede en låge fra haven og gik ud i gården. Her traf han bestyreren der kom bærende med brandlidtes bevidstløse søn Rasmus, som han havde fundet inde i gården, og da han var meget udmattet tog arrestanten efter opfordring den bevidstløse dreng og bar ham ud i haven.
De fandt senere ved ildens skær fra taget, den lille datter Sofie som også lå i gården, bevidstløs og med afsvedet hår. Arrestanten fik også hende ud i haven, men hun var slemt tilredt.
Ved branden nedbrændte bygningerne fuldstændig ligesom hele besætningen der bestod af 4 heste, 1 plag, 17 kreaturer, 4 kalve, 6 får, 1 vædder, 8 svin, samt høns og ænder brændte, med undtagelse af en gammel hest.
Endvidere brændte hele avlingen, maskiner og størsteparten af avlsredskaberne og alt indboet.
Arrestanten påstår, at han, da han satte ild på ikke troede at stuehuset ville brænde, da det var adskilt fra de øvrige bygninger, og han tænkte sig derfor ikke muligheden for, at der kunne blive fare for beboernes liv, ligesom han troede at der var god tid til at redde kreaturerne.
Da arrestanten kom ud i gården fra kammeret og mærkede hvor meget ilden allerede da havde bredt sig, skyndte han sig at få beboerne vækket. To døtre gik ud i haven, medens andre uheldigvis gik ud i gården hvor der var så meget røg at Rasmus og Sofie faldt besvimet om. Sofie blev så forbrændt at hun døde 3 dage senere på Faaborg Sygehus, 13 år gammel var hun.
Som følge af foranstående vil arrestanten, der er født 15. september 1888 i et sogn i Jylland, og ikke tidligere findes tiltalt eller straffet, nu være at straffe for brandstiftelse.
Straffen findes, da det alt foreliggende ikke kan siges at arrestanten, da han foretog ildspåsættelsen, burde se at menneskeliv udsættes for åbenbar fare i henhold til straffelovens § 281 1. stk. jfr. Med § 37 passende at kunne ansættes til forbedringshusarbejde i 18 måneder, hvor arrestanten efter derom under sagen nedlagt påstand vil være at dømme til at betale i erstatning til Svendborg Amts Brandassuranceselskab for løsøre og effekter 1.705 kr. for erstatningen for gårdfæsterens løsøre, til det Bondestands Brandforsikring 510 kr. for erstatning for gårdbestyrer Hans Pedersens løsøre, samt til den almindelige Brandforsikring for Landbygninger, 14.133 kr. for erstatning for gårdens bygninger.
Endvidere vil arrestanten have at udrede alle af hans arrest og denne sag lovligt flydende omkostninger, derunder i salær til aktor Sagfører Petersen og til defensor sagfører G. Kristensen 12 kr. til hver.
Den befalede sagførelse har været lovlig og forsvarlig.
Thi kendes for ret:
Arrestanten Janus Christian Christensen bør hensattes til forbedringshusarbejde i 18 måneder, samt udrede i erstatning til Svendborg Amts Brandforsikring for løsøre og effekter 15.705 kr. til den Almindelige Brandforsikring 510 kr. og til Den Almindelige Brandforsikring for Landbygninger14.133 kr. hvorhos vil han have at udrede alle af hans arrest og denne sag lovlige flydende omkostninger, derunder i salær til Aktor Sagf. J. Petersen og Defensor Sagf. G. Kristensen 12 kr. til hver.
Den idømte erstatning skal udredes inden for 15 dage efter dennes doms lovlige forkyndelse og dommen i det hele at efterkomme under adfærd efter loven. Larsen Ksl.
Hvordan han anbringes til forbedringsarbejde, og hvordan han ordner det med alle de penge, ved vi ikke noget om, men det er sikkert, at hans far ikke mere ville være værge for ham, og ikke mere ville se ham. Hvem der bliver værge ved vi ikke. I hans hjemegns kirkebog i Jylland kan man læse at han straks får et andet efternavn, et lidt usædvanligt navn.
Alle de forkullede kreaturer blev begravet på gårdens jord op mod Tværvejen. Hvor enken med alle børnene fik husly har vi ingen oplysninger om. Pengene fra assuranceselskaberne rakte ikke til at bygge en ny gård op, så gården måtte frikøbes fra Holstenshus for at kunne sælge jord fra, og der på den måde kunne skaffe penge til en ny gård.
Enken sad på sin gård til 1910. derefter flyttede et nygift par ind, og i dag er det stadig efterkommere der har den.
For et par år siden løb der en meddelelse ind på min mail fra en ganske ukendt person. Hun ville gerne vide, om der var i vores sogn, denne sørgelige hændelse var foregået. Vi skrev meget sammen i den følgende tid. Hun fortalte at den unge brandstifter i virkeligheden var hendes morfar. Han var død i 1964 og havde været gift med hendes mormor i 45 år.
En dag kom hun i tanke om, at der aldrig var nogen der talte om, hvor han egentlig var fra. Kun at han var fra Jylland, og som 30-årig havde han mødt hendes mormor, der var en meget ung enke med 4 små børn.
Med dette sjældne efternavn var det ikke svært at finde frem til hans herkomst, og hvad der senere var hændt ham. Hendes skuffelse var næsten ikke til at bære, da det gik op for hende, at der var tale om den rare morfar.
Hun gik længe med sin viden om den elskede morfar, men en dag talte hun med en ældre slægtning om det. Han mente ikke, at mormoderen nogensinde havde vidst noget om det, og så lade det være en hemmelighed dem imellem.
Hvor han har udstået sin straf, ved vi ikke. Men der har været nogle forstandige mennesker om ham, er sikkert. Han var jo helt alene i verden. Han har sikkert fået en uddannelse og på den måde været i stand til at forsørge enken og hendes børn. De fik ikke fællesbørn. Han har sikkert haft mange svære stunder med sig selv. Men som min bekendt sagde, så levede han også et lykkeligt familieliv med børn og senere børnebørn.
Alt dette skete i 1905. Hvis der har været en brandsprøjte, har den stået i byen og været længe om at komme frem, så der har nok kun været til efterslukningen, den har været brugt.
Det er tungt at tænke på, hvad den lille Sofie har lidt. Der var jo ikke biler, så transporten til sygehuset er foregået med hestevogn. Her lå hun 3 dage, før hun døde.
Hun blev begravet på Aastrup Kirkegård, fulgt af hele sognet. Hendes gravsten står endnu på kirkegården. (2014)
”Forbedringshus” var indtil 1930 en anvendt straf art i Danmark. En noget mildere beskaffenhed end tugthus. Man holder de indsatte adskilt fra andre fanger og lod dem være i ensomhed både dag og nat. Der var arbejdstvang. Man holdt øje med om den indsatte kunne tåle enecellens anvendelse. (Fra Store Nordiske kommunikationsleksikon)
Den fortælling jeg har hørt var at Sofie var kommet ud, men løb ind efter en dukke. På vejen ud faldt der brændende stråtag ned over hende. (Jens H)