I STAVN 2013 kan læses artiklen: ”Barndommen var andet end leg” af Sigrid Kjær Larsen. Sigrids barndomstid i 1920’erne var præget af så meget arbejde, at man må spørge sig selv: Var der overhovedet tid til leg? Efterfølgende har jeg stillet Sigrid spørgsmålet, og svaret er, at der også blev leget meget.
I min snak med Sigrid har jeg fundet ud af, at mange af hendes lege også var mine lege. Vi har begge haft vores barndom på Balksbjerggaard i Aastrup. Min tid var en generation senere. For mig har det derfor været særdeles nærværende at forestille mig, hvordan Sigrid og hendes søskende har leget i de samme omgivelser.
Køer på græs
Jeg husker, at jeg som meget lille fik beskrevet af min mor, hvordan de i hendes barndom legede køer på græs. De bandt en snor i en hullet sten og en pind i den anden ende. Så havde de en ko, de kunne sætte på græs. Det var så spændende, at jeg selv kastede mig ud i legen og fik mig nogle køer, jeg kunne sætte på græs og flytte rundt med på græsplænen.
Samme leg legede Sigrid og hendes søskende, blot var deres køer pinde, de bandt en snor om. I den anden ende af snoren bandt de et søm. De lod deres køer græsse i mosen, og der lå et stort arbejde i at flytte dem rundt til nyt saftigt græs. På gården kom der af og til en kreaturhandler, og en ko blev købt eller solgt. Det inspirerede dem til at fabrikere pengesedler af gråt papir og røde kaffeposer, og de fandt små flade sten, som gjorde det ud for mønter. Sådan udrustet kunne de også handle med deres køer.
Dukker
Sigrid var glad for at lege med dukker. Hun havde en dukke med et blikhoved, som var syet på en stofkrop. Dukken hed Bodil. Sigrid lærte tidligt at strikke og sy dukketøj, også på maskine. Hendes mor syede meget og havde tit en stofrest, som Sigrid fik lov til at bruge.
Da Sigrids kusiner fra Svelmøgården i V. Aaby blev voksne, fik Sigrid og hendes to år ældre søster, Berteline, deres dukke. De kaldte den Kristine. Den dukke overstrålede dukke Bodil. Dukke Kristine havde porcelænshoved, ”rigtigt” hår og øjne, der kunne lukke. Dukke Kristine havde tre kjoler, en, der var rød og hvidstribet. Det var dagligkjolen. En gul med håndbroderede røde sting, som Sigrids mor kaldte heksesting. Det var søndagskjolen. Og den fine stadskjole var i silkestof med bordeaux, grå, sorte og hvide striber i tern. Desuden havde hun en hvid natkjole med en bort forneden, broderet med blåt amagergarn i kontursting.
Berteline holdt af at snedkerere i huggehuset. Her fandt hun et passende stykke træ til en dukkekrop. I den ene ende snittede hun en hovedform. Hun fandt nogle mindre træstykker til arme og ben, slog dem fast til kroppen med søm, dog så løst, at dukken kunne bevæge arme og ben. Herefter tog hun et stykke cykelslange, som hun bandt en snor om i den ene ende. Derefter krængede hun slangestykket, så knuden kom indvendig, trak det ned over træhovedet, gjorde det fast og tegnede ansigtstræk på gummihovedet. Dukken fik navnet Inopinatus. Det var et navn, de ofte havde hørt, når deres forældre omtalte pastor Krohn og hans usædvanlige navne. Han hed Cæsius Crinitus Inopinatus. Hans sidste navn var godt at sige. Derfor blev en hjemmelavet trædukke opkaldt efter pastor Krohn. Dukke Inopinatus blev der leget meget med.
Sigrid erindrer ikke nogen købt dukkevogn. En så dyr anskaffelse var ikke nødvendig, når man kunne bruge en skotøjsæske med en snor i. Af andre dukketing havde de et lille blikkomfur med gryder og pander og et dukkestel, sandsynligvis arvet fra deres ældre søstre.
De havde også påklædningsdukker. Det var sjovt at klippe dem ud og skifte tøj på dem. I erindringen står især Store Marie, Lille Marie og Sorte Marie fra kikspakkerne.
Kuglespil
Sigrid legede med lerkugler, som kunne have forskellige farver. Det var de simple kugler. De havde også de finere og større glaskugler, men dem brugte Sigrid helst ikke til at ”klikke” med, for dem ville hun ikke miste. De kaldte det ”at klikke kugler”. Hvis man ramte en andens kugle, skulle man have den. Kuglerne blev opbevaret i stofposer, som Sigrids mor syede. De tog kuglerne med i skole og byttede kugler. Man kunne også spille kuglerne mod en mur. Den, hvis kugle kom nærmest muren, vandt de andres kugler.
Sigrid fik et kuglespil i julegave af sin ældste bror. Kuglerne skulle lægges i et stjernemønster på en hullet plade. Hendes søster fik et med terninger, der skulle lægges i firkanter. De kaldtes mosaikspil og var spil, de regnede for særligt fine.
Sigrid mener at huske, at det traditionelle kuglespil blev umoderne i hendes barndom. Hertil kan jeg sige, at det i hvert fald levede videre til min barndom, hvor vi også legede med kugler.
Boldspil
Der var flere slags bolde. Der var de massive gummibolde, som ikke hoppede så godt. De bedste var gasboldene, men gik der hul på dem, duede de ikke mere. Så var der de hjemmelavede bolde, som Sigrids mor syede. Inderst var der en prop. Omkring den blev der viklet garn meget fast af garn fra optrævlede sokker. Bolden blev delt op i felter, hvori der blev broderet med knaphulssting i forskellige farver.
Det var yndet at spille boldspil op ad en væg, gerne med flere bolde. Man kunne også spille med flere bolde lige op i luften. Fra skolen kendte de et spil med 10 øvelser, og et med 20 øvelser.
Sigrid husker et år, hvor de legede stangbold i den lille mosefirkant for enden af hestestalden. En stang på ca. 3 meter blev sat i jorden. En bold blev beviklet med snor, eller måske havde Sigrids mor hæklet et net omkring bolden. En snor blev sat fast i toppen af stangen med et søm og fastgjort til bolden. Nu drejede det sig om at slå bolden flest mulige gange omkring stangen med et boldbræt. Det var et spil, Sigrid fandt meget morsomt.
”Drive so i hul” var en leg, hvor der skulle laves fordybninger i jorden, passende til en bold. Man stod i en rundkreds. Der skulle være én fordybning mindre end antal deltagere. Bolden blev kaldt en so. Man havde hver et hul at passe, på nær sodriveren, som skulle erobre et. Man vogtede sit hul med en kæp. Den, hvis hul blev erobret, skulle være den nye sodriver. Bolden var en af de hjemmelavede bolde, som ikke hoppede så godt. Bolden kunne også være en sten.
Forårs- og sommerlege
Når det blev forår, kom sjippetovet frem. De rigtig fine sjippetove havde en farvet tråd flettet ind. Håndtagene var af træ. Der var mange sjippevarianter, f. eks. kunne man krydse armene, slå slag med tovet til den ene side og til den anden side. Dobbeltsving mestrede de også. De havde sjippetovene med i skole, hvor de konkurrerede om de bedste kunster.
De kunne også finde et reb i laden og springe tov. Her skulle to svinge tovet, mens den tredje sprang. Når springeren faldt i, skulle en ny springe. Det var egentlig en skoleleg, som de brugte hjemme, når de var tre til at lege.
Mange skolelege, f. eks. Bro, bro, brille, To mand frem for en enke og Tornerose kunne leges hjemme, hvis man var nok til det. Derfor var de gode fødselsdagslege. Hvis man ikke var deltagere nok til en leg, kunne man ændre lidt på den.
Hinkelege var populære. Hinkeruderne blev tegnet i gruset med en pind. Som hinkesten blev brugt en god flad sten, måske fundet ved stranden. Når de var ved stranden, ledte de altid efter gode hinkesten. De kendte to hinkelege: Paradis og Måne. Man kastede sin hinkesten, hoppede over ruden, hvori den lå. På tilbageturen bøjede man sig ned og samlede stenen op og hoppede færdig. Kastede igen og fortsatte på samme måde, til man lavede en fejl.
Sommertiden var også gyngetid. Der blev hængt en gynge op i pæretræet. Der var også en gynge i kostaldens fodergang. Den kunne bruges året rundt. Her har Sigrid gynget, mens hun sang for køerne. Især husker hun, at hun sang julesalmerne for dem.
På en gård er der mange ting og sager, som appellerer til en leg. F. eks. lavede de primitive vipper ved at lægge et bræt over en stang. Man kunne altid opfinde en leg eller en variant af en leg.
Der blev leget forskellige fangelege, f. eks. ståtrold og tagfat. Blev man fanget i tagfat, skulle man være den nye fanger og holde sig med hånden på det sted, hvor man blev fanget. Svingfigur var også en yndet leg, hvor man kunne komme til at stå på en sjov måde. Der var også en leg, hvor to holdt hinanden krydset i hænderne og svingede rundt, til en dejsede omkuld.
Købmandsbutik
Loftet var et spændende legested. Der gik mange timer med at gå på opdagelse mellem de gamle ting. Ting blev ikke kasseret, men sat på loftet. Her kunne tingene pludselig få nyt liv i hænderne på Sigrid og Berteline. På loftet indrettede de en købmandsbutik, hvor brugt emballage igen fik en hylde at stå på og kunne handles med. En lidt trist regnvejrsdag kunne give nogle hyggelige timer på loftet.
Gættelege
Mange lege var gættelege. Gemme fingerbøl kunne man lege, hvis man var nogle få. Andre gættelege var bedst, når man var flere samlet som ved fødselsdage. ”Skibet er ladet med” var en populær fødselsdagsleg. Her sagde man et bogstav og kastede et lommetørklæde, knyttet som en ”mus”, til en person, som skulle svare med et ord, der begyndte med bogstavet. Det var samtidig en panteleg. Den, der ikke kunne svare, blev idømt en straf af kasteren.
Tepotteleg var en gætteleg, hvor to gik uden for døren og bestemte en ”potte”, et ord, der kunne betyde to ting. Der var altså to, der havde hver sin ”potte”. De skulle hver især lægge ud med: ”Min tepotte…” og her fortælle en egenskab eller lignende om ordet. De to første, der gættede ordet uden at sige det, men kunne samtale om det, blev de nye, der skulle ud og bestemme den nye ”potte”. Denne leg var Sigrid meget begejstret for.
Snore- og tændstiklege
”Hvæsegase” var en snurreknapleg. En knap blev sat på en snor, helst en bjørnetråd. Man trak ud i snoren og fik knappen til at snurre, så den gav en hvæselyd.
Snorelege, hvor man kunne danne mange forskellige mønstre med fingrene, havde de lært af deres mor. Nogle kunne man lave selv, andre skulle man være to om og skiftevis overtage trådene i nye greb. Man skulle gå frem i en bestemt orden for at nå frem til figuren. De kunne f. eks. lave ”vuggen”, ”sengen”, ”tennisbanen”, ”krybben” og ”fisken”.
Man brugte mange timer på at bygge huse med træklodser, men tændstikker kunne også bruges.. Tændstikkerne kunne stables i firkanter som bure eller svinestier. I bladene kunne de finde opgaver til tændstiklege og mønstre. Der var en leg, hvor man lagde tændstikkerne oven på hinanden i et slangelignende zigzagmønster. Første tændstik skulle lægges med svovlen bagud som en slags hale. Når man sluttede i den anden ende, skulle man trykke på den sidste tændstik, så gik ”dyret” i bevægelse og vippede med halen.
Tændstikker blev også brugt, når de lavede kastanjedyr.
Brætspil og andre spil
Sigrid og hendes søskende var pænt forsynet med forskellige spil. De var oftest givet som julegaver. Ludo var et af de spil, som blev spillet flittigt og slidt, så et nyt spil igen måtte gives i julegave. Ludo var det første spil, de lærte. Senere lærte de mølle og dam. Mølle på den ene side af brættet og dam på den anden.
Da Sigrids ældste bror kom hjem fra landbrugsskole, havde han medbragt et skakspil, som familien blev meget optaget af. Alle skulle lære at spille skak, også Sigrid, som altid ville lære det, de store kunne.
Af andre spil var der puslespil, raflespil, domino, mikado og forskellige kortspil, heriblandt et æselspil. Sigrid husker at have spillet Sorteper og Brede Mette. Meget af vinteren gik med spil.
Skumringsleg og aftenhygge
Der var en gnistleg, som i Sigrids erindring hed: ”Børnene går hjem fra skole”. Når komfurets gløder hen på eftermiddagen var ved at dø ud, valgte de hver en gnist. Man kunne puste lidt til dem, lægge lidt papir eller en pind i, men gløderne måtte ikke blusse op til ild. Den, hvis gnist først gik ud, var kommet først hjem fra skole.
Skumringstimen var også forbundet med fortælling og herlig syden og duft af stegte æbler på kakkelovnen. Intet var så godt, som et stegt æble fra kakkelovnen.
Vinteraftenernes højtlæsning var en underholdning, hele familiens samledes om. Imens sad Sigrid og snoede broderegarn om fingeren og syede knaphulssting om ringen. Hun byggede flere ringe på i nye farver. På den måde legede hun med farvespil. Den megen højtlæsning gav Sigrid og hendes søskende stor læselyst for resten af livet.
En vinteraften kunne man også underholde hinanden med skyggebilleder. Et lagen blev hængt op over en dørkarm, og der blev tændt lys i rummet bagved. Så dannede man skyggebilleder med hænderne. Det kunne være forskellige dyrehoveder, som de andre skulle gætte.
Vinteren var en herlig tid
Balksbjerggaard ligger for foden af en fortrinlig kælkebakke. Når der lå sne på markerne, blev der kælket ned ad bakken. På gården havde man en 2 – 3 meter lang slæde, som blev brugt til at fragte mælkejungerne over til landevejen vinterdage, når vejen til gården var sneet til. Sigrid husker, at hun sammen med sin far og søskende har kælket ned ad bakken på denne lange slæde.
Vinterdage kunne den oversvømmede mose bag hestestaldbygningen være en herlig skøjtebane. De havde dog ingen skøjter, men løb i træsko og slog ”slirer”, som de kaldte det. De havde også en lille træslæde, som deres far havde lavet. Den ene sad på slæden, som regel Sigrid, som var den lille, den anden, som var den store, stod bag på slæden med en ”isgajt”, som blev sat i isen med stor kraft gang på gang, så slæden drev frem på isen i stor fart. Denne leg kunne de lege i timevis. De kom sjældent ind, før det var blevet mørkt, ofte med forfrosne fingre og tæer, så de skulle varmes ved kakkelovnen.
Sigrids søster Bodil har i sine erindringer beskrevet en ismølle, som deres far havde lavet i mosen. En stor pæl var slået godt fast i mosejorden. En stang blev fastgjort til denne pæl, så den kunne rotere omkring pælen. I den anden ende af stangen blev fastgjort en isslæde. Den, som skulle have rundturen blev sat på slæden. Den, som skulle drive slæden rundt, kunne enten gå inde ved pælen og skubbe til stangen eller stå bag på slæden og drive den rundt med en ”gajt”. Sigrid kan dog ikke huske at have været med i denne leg.
Skatkisten
Skatkisten med lege er endnu ikke tom. Der ligger glansbilleder, nipsenåle, stukket i små hjemmelavede stofbøger, kalkerede billeder, ordlege, pilefløjter og blomsterkranse. Der er sæbebobler, der skal blæses med halmstrå. Der er drengenes lege og mange flere skolelege, som blev taget med hjem.
Mens vi har talt om legene, er der hele tiden dukket nye op i Sigrids erindring. Uden tvivl ligger der flere på bunden af kisten, som venter på at blive pakket ud.
Jeg kender som sagt Sigrids legeplads, og ser det hele levende for mig. Der var meget arbejde og daglige pligter, som skulle passes. Derudover havde Sigrid og hendes 6 søskende stort råderum for deres lege. Deres far var på mange måder et stort legebarn. Deres mor kunne derimod sætte grænser. Maden, f. eks., måtte man ikke lege med. Der var også nogle lege, hvori indgik løgn. Dem skulle de holde sig fra, for man måtte ikke lyve. Ellers var der frit spil, bare man opførte sig ordentligt.
Dagene er gået med arbejde, pligter, latter, sang og leg og hyggestunder vævet ind i hinanden på en forunderlig livgivende vis. Det må have været en lykkelig barndom.