Aastrup Mølles historie

Stofmøllen

Denne smukt beliggende mølle opførtes i 1862 af et selskab bestående af gårdejerne: Rasmus Vejstrup og Lars Kragegaard i V. Aaby samt jernstøber Lars Jensen, Faaborg. Selskabet drev selv møllen nogle år, men egnens befolkning var ikke særlig villig til at forlade de gamle mere driftsikre vandmøller. I 1865 bortforpagtede selskabet møllen til Søren L. Aagaard som allerede i 1866 købte møllen med tilliggende 3 tdr. land for 9.500 Rigsdaler. Søren L. Aagaard var født d. 6. jan. 1827 og havde fra sin konfirmation beskæftiget sig med møllebyggeri og mølleri og havde flere år på de sydfynske møller. Han fik i løbet af få år møllen rigtig i “sving”. Allerede i halvfjerdserne blev den forsynet med selvregulerende vinger, og der blev indlagt fransk sigteri med tilsvarende renseri for hvede, således at møllen i en lang årrække fremstillede størsteparten af det hvedemel som forbrugtes på egnen.

1871 købtes et areal på 18 tdr. land og samtidig byggedes ladebygningerne ved møllen. 1887 købtes yderligere 3 tdr. land og virksomheden beskæftigede 6 á 7 mand foruden ejeren samt 3 spand heste.

I 1889 blev møllen restaureret og forsynet med selvkrøjer, hvilket i høj grad lettede betjeningen. 1892 overdrog Søren L. Aagaard møllen m.v. til sin søn Carl Aagaard, født 23. juli 1867. I disse år, da landbruget slog ind på stærkere fodring, begyndte Carl Aagaard at indkøbe og knuse oliekager til forhandling.

Med landbrugets større omsætning og hurtigere tempo blev det nu nødvendigt med at anskaffe hjælpe kraft til vindstille tider og der indlagdes en 8 HK petroleums-motor som allerede efter 10 års forløb måtte ombyttes med en 16 HK motor. 1910 blev grynmølleriet moderniseret og ny centrifugalsigte indlagt, således at møllen blev i stand til at imødekomme større krav – særlig i krigsårene. 1919 påbegyndtes fremstilling af animalsk hønsefoder. Møllevirksomheden optog nu C. Aagaard så stærkt at han bortsolgte de længst bortliggende 18 tdr. land og byggede “Møllebakken”, den store hvide ejendom bag møllen med de tilbageværende 6 tdr. land hvor han boede, medens hans svigersøn Carl Rasmussen bestyrer møllen.

1924 anskaffedes lastbil som nu udgør samme arbejde som 2 á 3 møllevogne. 1928 blev den 16 HK motor ombyttet med en mere økonomisk 25 HK dieselmotor og samme år indrettes en særlig afdeling for forædling af såsæd med nye maskiner, for rensning og bejdsning. Mange landsbymøller er i den sidste menneskealder forsvundet, men Aastrup Mølle, som i 1932 kunne fejre sin 70-årige beståen, heraf de 66 år i familien Aagaards eje, har formået at indstille sig efter tiden og landbruges krav. Carl Aagaard som i 1888-89 var elev på Dalum Landbrugsskole og hos den bekendte kvægopdrætter Jens Hansen Holev, har foruden at passe sin ret store virksomhed fået tid til at bestride adskillige hverv, således var han i en årrække mejeriformand, formand for Kontrolforeningen og Mælkebedømmelsesforeningen, bestyrelsesmedlem i Faaborg Andelsslagteri., hvor han i en årrække var voldgiftsmedlem. I en periode var han sognerådsformand (1913-17).  Han er medstifter af Aastrup Friskole og medstifter af og i bestyrelsen for “Fyns Forsamlingshus” og i en årrække var han formand for Fyns stifts Møllerforening, han er medstifter af “Det Radikale Venstre” og i en årrække i bestyrelsen for dettes landsforbund.

I 1940 solgte Carl Aagaard møllen til sin søn Laurits Aagaard født d. 2.1. 1900. Laurits Aagaard og hustru, som boede i Faaborg i mange år, fortæller, at de hovedsaglig forarbejdede byggryn, hvedemel og rugmel og forsynede syv bagerier med mel. Ved siden af blev der holdt et stort antal svin i den nuværende forretningsbygning. Under den 2. verdenskrig blev der desuden dyrket tobaksplanter og møllens arealer og bladene blev tørret i en stor specialbygget lade ved møllen. Den er nu desværre nedrevet. Laurits Aagaard solgte møllen i 1953.

Under en voldsom storm i 1936 mistede møllen sine vinger, som aldrig kom op igen. Møllen forfaldt langsomt og i 1956 blev de 3 øverste fag fjernet og en flad hat sat på. Nogle år senere købte Bent Hoffmann Aastrup Mølle og drev møbelforretning til 1980.

August 1981 blev møllen solgt til tekstilhandler Bjarne Bonefeld Tychsen, og på grundlag af en meget stor brandassurance på 1.500.000 fra en landbrugsejendom Faaborgvej 142, Ulbølle, som Fyns Amt nægtede genopført, lykkedes det at genskabe Åstrup Mølle med arbejdende vinger i december 1984. Dette skyldtes i høj grad en utrættelig advokat Hans Hviid, Faaborg, der efter 2½ års tovtrækkeri med Statsskattedirektoratet endelig fik dette til at frigive forsikringssummen.

Møllebygger John Jensen, Vig i Odsherred har restaureret møllen og ingeniør Jørgen Krogsgård, Risø, har kombineret en traditionel Hollandsk vindmølle udendørs og moderne teknologi og rationel energiproduktion inden døre. Det må klart erkendes at ideen var særdeles vellykket. Møllen  der er en 11 KW producerede ca. 35.000 KW på årsbasis og opvarmede herved forretningsejendommen med elvarme og lys på møllen om natten. Vinge diameteren var 22m., hvilket svarer til et bedrejet areal på 380 kvm.

Jeanette og Bjarne Ingwersen købte møllen i 2006 og forsatte med forretningen. Desværre mistede møllen igen vingerne under en storm sidst på året i 2013. Nye vinger kom op i 2015, nu i stål, men der var en fejl i dem, så der var en vinge der efter kort tid faldt ned. Da var leverandøren gået konkurs.

Møllen er i dag åben med salg af alt i stoffer, metervarer, gardiner og stænger, antik, møbler m. m. Ejendommen er i dag så velbesøgt at der er ansat flere damer til betjening af kunderne i forretningen . Stofmøllen er et besøg værd.

Kom og besøg Aastrup Folkemindesamling og se mere om Aastrup Mølle. Billederne kan ses på arkiv.dk. Arkivet har åbent en gang hver måneden. Se mere på hjemmesien.