Fyns Venstreblad fik tilladelse til at besøge et af Nationalforeningens Folkekur-Sanatorier. Det blev Nakkebølle Fjord Sanatorium. Det var udelukkende for kvinder fra Fyn og Sjælland. Foruden dette Sanatorium, det er vel nok er vort smukkeste beliggende Sanatorium vi har herhjemme, skriver journalisten og forsætter. Nationalforeningens Folkekursanatorium i Silkeborg er for mænd, i Ry for kvinder, i Haslev for kvinder, i Skørping for både mænd og kvinder, Faksinge ved Præstø for mænd og desuden julemærkesanatorium i Kolding og Børnesanatoriet i Vordingborg samt ikke mindre end syv kystsanatorier for børn.
På Nakkebølle opsøger jeg straks den elskværdige forvalter Aage Helmsgaard, der nu i godt 20 år har ledet alt arbejdet her, som er lægerne uvedkomne og han er da straks villig fortælle om alt her og vise hvad der kan ses.
Ja siger han i samtalens løb, patienterne sendes hertil af lægerne efter at være indstillet. Det foregår jo egentlig sådan at de af lægerne udfyldte patientattester til Nationalforeningen hvor den lægelige direktør så fordeler patienterne efter de forskellige egne, det går altid efter tur, og der kan være 140 kvindelige patienter, og der er fuldt belagt.
De nævnte den gode mad, siger journalisten, En tidligere patient skrev noget om grålille havregrød og stiv øllebrød. Helmgaard ler nu hjertelig. Ja vist så, siger han, se på mig, nu har jeg spist her i 20 år, nej vi har ikke uappetitlig mad her og ingen fast spiseseddel. Vi anvender kun 1. klasses varer. Vi har selvfølgelig vores aftaler med leverandørerne og de bliver strengt overholdt. Vi får ikke de samme retter hver uge og alt er varierende, så der absolut intet kan være at kritisere her, for selv den mest kræsne. Om morgenen får vi øllebrød eller havregrød – der er frit valg – og det er god mad og derefter franskbrød og kaffe. Kl. 10 er der mælkedrikning og de patienter der har arbejdskur får smørrebrød. Ved arbejdskur forstår vi de patienter der hjælper med arbejdet i have, bibliotek, kontor eller lignende – hvor patienterne skal drikke mindst et glas mælk, men må gerne drikke 10 glas mælk. Jeg kan her indskyde at vi anvender 250-300 l. mælk dagligt, og kun sødmælk. Skummet mælk er et begreb der ikke kendes her. Vores regning er på 1000 kr. pr. måned. Det er et tal der fortæller noget. Lad os gå rundt og se på det hele, det giver et meget bedre indtryk.
To grise til tre middage.
Sanatoriet her er en stat i staten. Gang på gang må man beundre den praktiske indretning her og alle de hensyn der tages for at gøre livet let og behageligt for de mennesker der skal tilbringe lidt af deres liv her.
Sanatoriet har således sit eget elektricitetsværk og eget gasværk og alt opvarmes med ved damp, ligesom at maden koges ved damp.
Sammen med forvalteren går jeg ind i køkkenregionen, hvor jeg modtages elskværdig af køkkenbestyrerinde. Frk A. Rasmussen. Alt her er skinnende rent. Gulvet er holdt i sorte og hvide fliser og man føler sig egentlig henvist til et moderne mejeri end et køkken. Frøken Rasmussen viser med stolthed de rum frem, der hører under hendes domæne og der er sandelig også grund til stolthed: et rum er således fyldt med syltetøj, pærer, æbler, blommer, ja selv appelsinmarmelade findes her og i et andet rum findes sulemaden, her hænger røgede flæskeskinker og flæskesider, her hænger svære rullepølser og hamburgerryg. Alt pålægget laver vi selv, siger frk. Rasmussen, og i går slagtede vi tre grise.
Nå så har De da mad i huset, siger jeg i mit hjertes naivitet, for hvad kender et mandfolk til hvad der skal anvendes i sådan en husholdning. Frk. Rasmussen smiler og siger: Ja de to grise er til tre middage, fraregnet en skinke vi tager til røgning.
Medens vi kikker på glas med champignon, poser med peber og mange glas med dyre essenser og travle unge piger der er i gang med at tilberede middagsmaden. Kærnemælkssuppe og bøf a la mode fortæller frk. Rasmussen om serveringen her fra køkkenet.
Maden skal være varm, når den skal op på stuerne, siger hun, og spisevognene her opvarmes inden med elektricitet, ligesom servicet er opvarmet i de respektive rum. I vognene kan maden holde sig varm og her er samtidige plads til øl og sodavand som nu lægerne ordinerer det. Patienterne kan ikke selv købe noget her og når maden er serveret køres servicet atter til køkkenet i små vogne der anvendes specielt hertil. Alt må gå hurtigt og være betryggende.
De store liggehaller i parken.
Og så må jeg videre for at se i dette mægtige projekt. Vi går ud i haven eller retter parken hvor de store liggehaller egentlig er det mest karakteristiske. Her ligger de kvindelige patienter indpakket i soveposer af vatteret molskind. Læsende eller sovende eller blot stirrende ud i luften, ventende på den helbredelse der forhåbentlig kommer.
Fryser De, spørger jeg en ung dame, der ikke ser ud til af fejle andet end at være grundig søvnig. Jeg har det med varme, har jeg og smiler veltilfreds, men ved siden af hende ligger en ung pige, der erklærer at hun fryser så det knager. Jeg tror nu ærligt talt at en rundspørge her vil bringe flest frysende frem, men kan det undre. Stormen raser igennem parken og regnen gør luften råkold, tyk og usund.
Jeg aflægger derefter besøg på forskellige stuer, både for tre, fire og seks patienter. Høje lyse værelser med frisk luft, pyntede med blomster, her findes også småskabe og borde, hvorpå der står fotografier af dem der blev tilbage derhjemme.
Jeg spørger damerne, om de er glade for at være her og svarene er sammenhængende og ens. Vi har det godt her og vi føler os næsten som hjemme.
Der er varmt og koldt vand med vaskekummer i de underste stuer i Sanatoriet og i de øverste etager findes der varmt og koldt vand lige uden for stuerne. Alt er rent og praktisk arrangeret for at gøre det hele let og bekvemt.
Man arbejder med sine interesser.
Men De må ikke tro at der ikke bestilles noget her, siger forvalter Helmgaard, nu går vi ind her, så skal De bare se.
Udenfor en af stuerne holder en lille vogn med garn, perler, papir og etc., og i den stue går vi ind. I en af sengene sidder en kvindelig patient og laver en nydelig torvetaske af crepe-papir, en anden ung dame har lavet en halv snes meget smukke perlekranse, moderne som var de fra en strøgforretning og en tredje er ved at købe perler og garn. Der sælges materiale til de kvindelige patienter for 150 kr. dagligt, så man må forstå at her virkelig sker noget. Der findes i øvrigt også en arbejdsstue hvor der væves, syes og arbejdes med indbinding af bøger. I et skab kan man se sivsko, sommersandaler med sivbunde og papirremme, fine tøfler og morsomme tøj og træ dyr. En ung Grønlænderinde der er oppegående patient, sidder og broderer med små perler, meget smukt arbejde. Tændstiketui med udsøgte farverige mønstre, som kun Grønlænderinder kan lave dem.
Jeg kikker også ind i den hyggelige dagligstue, hvorved der også findes en skrivestue med radio, og man har herfra indrettet det således at hver foredrag eller oplæsning, der holdes for patienterne her, gennem en mikrofon sendes rundt på alle stuerne, så patienterne, der er sengeliggende, også kan få godt af underholdningen – ligesom naturligvis radiotransmissionerne kan høres af alle patienterne.
Lægevidenskaben gør, hvad den kan gøre.
I Sanatoriets øverste etage træffer jeg overlæge, Dr. Med. Tage Helms, der sidder ved sit store skrivebord og arbejder med journalerne.
Efter den indledende samtale begynder overlæge Helms jævnt og stilfærdig at fortælle om livet, som det former sig på Sanatoriet dagene igennem.
Selvfølgelig er der koldt i liggehallerne, indrømmer han, men erfaringerne viser, at opholdet her her bringer patienterne afslappelse – kunne de bare bruge liggehallerne når de var hjemme også, så vilde man se gode resultater. Man må også holde på de åbne vinduer, for lukkes de, så kommer den dårlige luft, der bringer patienterne hosten på halsen og hoste er patienternes største skræk, skønt den jo for så vidt intet betyder, for det eneste sikre tegn på sygdommen er nu engang bacillen.
Overlægen fortæller om vaccinationen mod tuberkulose, en faktor han regner med i kampen mod sygdommen, og han noterer endelig med en vis stolthed, at der nu er foretaget forbedringer og forandringer på Sanatoriet for 800.000 kr. Forandringer der har bragt overlægen det han ønskede sig.
Sammen med overlæge Helms går jeg gennem operationsstuerne og ser røntgenafdelingen, laboratoriet, apoteket og de mange rum der er nødvendige her, medens overlægen fortæller om de forskellige operationer, der kan foretages, blandt andet pustning af lungerne.
Tja, siger han, det er jo egentlig mærkeligt, at man kan puste begge menneskets lunger, og mennesket lever roligt videre. Men den pustede lunge er vel for evigt sat ud af funktion? Spørger jeg. Nej, absolut ikke, ler overlægen, den kan sandelig sættes i funktion igen, selv efter fem år, Naturen kan nemlig sine ting.
Artiklen blev bragt i Fyns Venstreblad d. 12. november 1944. Afskrift jan.2021, Jens H.