Af Ruth Balksbjerg, Aastrup Folkemindesamling 08. maj 2020
Den unge lærer Viggo Würden Pedersen, som kom til Aastrup i 1923, var meget lokalhistorisk interesseret. Han tog rundt til sognets ældre og indsamlede viden om gamle skikke, sagn og beretninger. Du kan læse om nogle af dem her.
Aastrup: Sagnet fortæller, at kirken er bygget på et levende begravet lam, en smuk skabning med en lang hvid pels. Møder man kirkelammet, kan man forvente en snarlig død. Nogle karle var på vej til hoveri på Nakkebølle, da de mødte lammet. Den ene slog lammet hårdt over det ene ben med sin plejl. Han blev syg og døde kort tid efter.
Emil Agertofts far har truffet en mand på kirkegården i færd med at fylde jord i en sæk. Han fik den forklaring, at hvis en so skulle fare, kunne man hente jord fra kirkegården. Hvis soen åd af kirkegårdsjorden, ville faringen gå godt. Per Rødskebølle, Gl. Mølle, var meget overtroisk. Han kunne ikke være i fred for sin nabo, som havde for vane at formumme sig til en høne. En klog mand rådede ham til at hente jord fra kirkegården og lægge den i ledhullet, så gik hønen ikke ind ad det. Per gjorde som anbefalet. Pers brorsøn fangede hønen og huggede næbbet af den. Herefter gik naboen med et sår over næsen i flere år.
Kvinden på tårntrappen
Fra muren ved kirkens våbenhus er hørt barnegråd, og flere karle og piger har set en kvinde sidde og amme sit barn på trappen til kirketårnet. Da nogle karle ved Frederik den 7’s død i 1863 skulle ringe med kirkeklokkerne, så en af dem en hovedløs kvindeskikkelse komme ud af væggen ved trappen og gå om til vestgavlen, stryge sin hånd over væggen, som åbnede sig, og hun forsvandt derind. Nogle år senere fandt man ved restaureringsarbejde i muren nogle knogler af et barnelig. Man lagde dem i en æske og satte den på hvælvingen. Siden er kvinden ikke set.
Per Grønborg
Aastrup Forsamlingshus ligger på Per Grønborgs Banke. En person ved navn Per Grønborg skal være begravet i bakken, og i mørke nætter går han igen på stedet. En mand og en kone gik en aften over banken, og konen begyndte at skrige. Da manden spurgte, hvad der var i vejen, svarede hun: “Så du da ikke det derhenne?”
Han menes at gå hovedløs rundt. Nogle har set, at han gik med hovedet under armen.
Søren Bit
I Dybs Krog boede en mand, som gik under navnet Søren Bit. Hans borgerlige navn var Søren Pedersen. Han boede i det hus, som blev kaldt “Bittenhuset” efter ham.
Vi må antage, at Søren Pedersen har været en lille mand, og at det således har været oplagt at kalde ham “Bit”. Han blev engang vejet på Helenemøllen i Katterød, og når han blev spurgt om, hvad han vejede, svarede han: “20 Skibpund, 13 Lispund og 7 Pund.”
“Om je’ må sej’t,” har han sikkert tilføjet, for det var en talemåde, han brugte flittigt.
Søren Bit og hans kone var kendt som værende i besiddelse af trolddomskræfter.
Man var ikke tryg ved at se dem færdes på ens ejendom. Søren Bits kone, Ane, er set gå ude i en mark og slå korsets tegn for køerne. Efterfølgende kastede alle køerne deres kalve.
Barselskoner frygtede besøg af Ane. Når hun kom på barselsbesøg, tog hun barnet op af vuggen, klædte det af og strøg det over ryggen.
Lidt efter lidt sygnede barnet hen og døde.
Når en ny møllerkusk kom kørende med korn til Sørens Bits hus, plejede han at sige til kusken: “Pas på, du’t vælder!”
Det blev også sagt til Rasmus Møller. Lidt efter væltede vognen, selv om vejen var jævn og lige.
Hos en gårdejer i Østergyden kom Søren Bit forbi, da tjenestepigen stod og bryggede øl. “Ka’ du nok få de te at løv?” spurgte han.
“Ja, det tænker jeg da nok,” svarede hun, men i det samme blev hullet i karret stoppet, så hun måtte tømme karret og rense hullet.
Samme gårdmand fik en dag besøg af Søren Bit, som spurgte, om han ikke havde en ko, han kunne købe. Den skulle være billig, så den måtte gerne være trepattet. Sådan en ko havde gårdmanden ikke. Ja, så ville Søren kigge ind en anden dag.
Samme aften, da Maren skulle malke den bedste ko, kom der kun mælk ud af de tre patter. Ikke så meget som en dråbe kunne hun presse ud af den fjerde. Gårdmanden skulle selv prøve, men med ligeså negativt resultat. Det kunne kun være Søren Bits trolddomskunster.
Trolddomskunst på Nakkebølle
Enkemanden Ejler Brockenhuus ægtede i 1584 Anne Bille fra Hvidkilde. Det var en streg i regningen for Christence Kruckow, som var i huset hos enkemanden. Hun havde selv forestillet sig rollen som slotsfrue og undte ikke Anne Bille nogen ægteskabelig lykke.
Så mens vielsen fandt sted i salen, bandt hun sammen med to medsammensvorne knuder på det bånd, de havde lagt om brudens seng, hvilket skulle være et ufejlbarligt middel til at nedkalde ulykke over bruden. Hun anbragte en forgjort edderkop i noget fåremælksost og bød fru Anne af ostedrikken. Måske anede hun uråd og ikke så meget som nippede til drikken.
Christence fik en af sine medhjælpere til at lave en voksdukke i Fru Annes billede. Denne dukke bar hun under armen i 40 uger og bestak præsten hr. Mads til at døbe dukken, som blev sat under fru Annes kirkestol med besværgelsen: “Nu sætte vi al fru Annes lykke og velfærd ned!”
Derudover fik Christence Thomas Smed på Nakkebølle til at gøre sig tre stålkors. Derom viklede de sort tråd og de tre kvinders hovedhår, pakkede det ind i silkepapir og lagde det skjult under fru Annes seng. Hekseriet har åbenbart virket, for fru Anne fødte på 14 år 17 børn, som enten var dødfødte eller døde umiddelbart efter fødslen.
Rygter satte i med, at fru Anne Bille selv ombragte sine børn i slottets kælderbrønd, at hun var forhekset. Men da heksejagten satte ind, fandt man frem til de rette skyldige. Medhjælperskerne, bønderkonerne Onse Lauridsdatter og Johanne Jenses, blev brændt på bålet. Pga. den adelige byrd blev Christence Kruckow ikke dømt til døden, men hun kom til Aalborg, hvor hun fortsatte sine voksdukkemagier og andre forgørelser.
Først da Christian IV gik ind i anklagerne mod hende, blev hun dømt til døden i 1621. Hun fik hovedet skilt fra kroppen og havde forinden oprettet Den halshuggede jomfrus legat.
Det var den efterfølgende præst, som efter hr. Mads’ død satte gang i efterforskningen.
- Vores folkemindesamlinger og lokalarkiver er fyldt med historier om folk og fæ, der har haft og har betydning for vores landsbyer og lokalsamfund i dag. Vi har bedt arkiverne dykke ned i de mest dramatiske, spændende og interessante fortællinger for at kunne dele dem med jer læsere. Lokalarkiverne og folkemindesamlingerne bidrager på skift med historier fra vores lokalområder.