Skomageren boede på Svendborgvej 296. Niels Peter Rasmussen var født i Eskemosegyden 28 i 1896. Han købte en grund på Svendborgvej i 1927og byggede et hus med beboelse og værksted med udstillingsvindue til sine varer. Han var selvlært skomager og startede en forretning. Efter sigende en dygtig skomager.
Samme år giftede han sig med en enke fra Faaborg. Petra var syerske, datter af en skrædder i Horne og så havde hun fire børn. Sammen fik de en datter.
På værkstedet var der en stor symaskine til læder hvor han lavede træsko og reparerede fodtøj. Man kunne købe støvler og træsko. Om sommeren kunne man købe sandaler og lærredssko, dem der blev hvidtet. Han havde meget temperament. Kom folk og skulle have noget repareret og han kunne se at det at han ikke havde solgt det, ville han ikke reparere det.
Som nyetableret skomager med familie med fem børn skulle der passes på økonomien. Når købmandsbuddet kom med varer en gang om ugen, var han meget påholdende og hvis beløbet endte på femøre, så spurgte han altid om at han skulle havde femøren også, hvortil buddet svarede, at det skal jeg, for det var fortjenesten.
Det vides ikke hvornår de lukkede forretningen, men i 1977 blev huset solgt. Da boede han på plejehjemmet Gl. Møllegaard i Horne.