Svelmø er en lille ø i det Sydfynske øhav. Lille Svelmø er en lang ø på ca. 4 ha. På vestsiden vokser gamle krogede og forblæste hvidtjørne, som er fredede. De kaldes DE KROGEDE TORNE. Øen er ca. ¾ km. lang, krum og smal. Lille Svelmø er landfast med Store Svelmø på 27 ha, heraf kan 22 ha dyrkes. Mod vest er der 8-10 m. høje klinter, som kaldes SVELMØ GAVL. Øen ender i et langt rev, som kaldes SVELMØ TRILLE. Øens navn kan måske komme fra ordet SVOLM, som betyder strøm.
På Svelmø har der ligget 2 gårde siden 1600-tallet. I 1684 kan man i Nyborg Lehns regnskaber se, at der er betalt landgilde for 1 gård på øen. Denne er kort efter blevet delt i 2 halvgårde. Et stengærde blev opført tværs over gårdspladsen, og stuehuset blev delt midtover.
Indtil 1833 blev øen vistnok drevet fælles, men blev så delt i 2 dele. De to ejere trak lod. Resultatet blev, at den vestlige gård fik den østlige del af øen og modsat.
Indtil 1918 var de fæstegårde under Holstenshus, men i 1918 fulgtes de to naboer (fæstere) ad til Holstenshus og købte hver deres gård for 10.500 kr. I øvrigt var de i nær familie, Mine, konen i den østre gård var søster til Jørgen Hansen i den vestre gård.
I 1926 solgte ejeren af den østlige gård, Peter Rasmussen og rejste over på den anden side af vandet, hvor han købte Egebjerggaard lige ud for Svelmø. Efter ham var der flere ejere, indtil Otto Hansen købte i 1959.
Ejerne af vestre gård, Johanne og Ole Møllebjerg blev på Svelmø til 1965, hvor de solgte og flyttede til Eskemosegyden 69 i Aastrup. Johanne var født på gården og ud af gammel Svelmø slægt.
En novemberaften i 1976 nedbrændte de gamle sammenbyggede gårde. Otto Hansen reddede sig ud af gården. Da det var meget lavvande, kunne brandbilen fra Faaborg køre derover, men de gamle gårde kunne ikke reddes. Der blev opført nye bygninger på øen.
Otto Hansen druknede i december 1993 på vej hjem til Svelmø, da han forulykkede med sin traktor. Læs mere om ham i Stavn 2016 hvor Holger Pedersen fortæller om ham.
Sygdom og ulykke.
I vinteren 1882 blev Jørgen og Mette Kristine Rasmussens børn i den østre gård syge af difteritis. Lægen blev tilkaldt, men kunne intet gøre. 3 af drengene, heriblandt Peter Rasmussen, som ikke var syge, blev sendt til familie på fastlandet og undgik sygdommen. 4 af børnene døde. I kirkebogen ses at: Karen Marie på 11 år døde 16.-1. Anne Marie på 5 år døde 30.-1. Niels Henrik på 13 år døde 8.-2. Sara Kristine på 9 år døde 12.-2. Foruden disse 4 børn mistede forældrene endnu 2 børn.1 i 1868 og 1 i 1883 af andre årsager. Dette var en sørgelig begivenhed som man talte om i hele landet. En mand i Kerteminde skrev en vise (skillingsvise) om det.
I 1938 blev det andet hjem ramt af en sørgelig ulykke. Gårdens søn, bror til Johanne Møllebjerg og Emma Kaslund, ville sammen med karlen og en fætter fra Odense sejle til Fyn først på aftenen i deres sejljolle. På vej til Fyn kæntrede jollen. Da de tre ikke var kommet hjem næste morgen blev der slået alarm, og man begyndte en eftersøgning. I løbet af et par dage fandt man alle tre druknet.
Kongebesøg
En sommerdag i 1927 fik Svelmø fornemt besøg. Kongeskibet kastede anker ud for Svelmø og Kong Christian d. 10 og dronning Alexandrine gik i land og var på øen i nogle timer. Det fortælles at kongen fik et glas hjemmebrygget øl.
Livet på øen.
Det var lidt specielt at drive landbrug på sådan en ø. Der kom jo ikke mælkevogn og hentede mælken, så man skummede selv mælken, det foregik med en håndtrukket centrifuge. De havde 7-8 køer, og der kunne vel blive 8-10 l. fløde. Det blev sejlet over hver dag og båret op til Strandhøj, den nærmeste gård, hvor mælkekusken tog det med til mejeriet. Skummemælken blev brugt til foder for kalve og grise.
Når børnene skulle i skole, blev de sejlet over til posthuset, et lille hus på Fynssiden til post og andet. Derfra kunne de cykle i skole. De gik kun i skole hver anden dag. Tunge transporter foregik med hest og vogn over vejlen mellem Svelmø og Fyn.
De havde elektricitet. Det var en Buch dieselmotor, som trak en generator, som kunne lade nogle store batterier op. De var nogle af de første der fik fjernsyn, nogle gange når vi sad og så fjernsyn, og billedet blev lidt mørkt, skulle vi lige ud og give motoren lidt mere gas, så kom der lidt mere strøm.
Udover landbruget havde de også noget ålefiskeri med bundgarn om efteråret Dengang var der mange ål og der kom en ålekvase og købte op.
Kvasen er en skibstype, der dukker op i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Skibene er udstyret med en dam i stedet for et lastrum. I bunden af dammen er der boret en masse huller, så der hele tiden cirkulerer frisk vand ind til de levende fisk, som skibet sejler med. De fiskearter, kvaserne skal sejle med, afgør størrelsen af hullerne, og hvilken type kvase der er tale om. Hullerne i en ålekvase er derfor små, så de levende ål ikke kan smutte ud.
Chr. Dan Nielsen, 1990 og Gunnar Møller, 2013