I år er det 150 år siden denne krig sluttede. Først i januar 1851 blev den slesvig-holstenske hær opløst, og regeringen ophævet. 3 års elendighed var slut. De sidste kampe ved Isted betegnes som de blodigste i norden nogensinde.
Hvad der var årsag til 3års krigen lader vi i denne omgang ligge. Der er ikke skrevet så meget om dem der gjorde det beskidte arbejde, om soldaterne, de værnepligtige, som i første omgang var unge mænd fra almuen. Ingen i købstæderne var uddannet til krigstjeneste. Alligevel var der mange der meldte sig frivilligt. Sidst i 1848 blev det dog ved lov vedtaget, at også unge mænd fra byerne skulde møde op til krigstjeneste. — Det viste sig hurtig at der var alt for få heste og vogne til rådighed, særlig ambulance vogne og kuske var der meget få af. Man opfordrede bønderne til at aflevere alle de heste de på nogen måde kunne undvære. Krigsudstyret var også mangelfuldt. Første bestemmelse var at hver soldat skulle have 2 par strømper, 2 skjorter og et par støvler og et par sko. De gamle røde kapper blev anvendt, senere kom de blå kapper til.
Hvem der var indkaldt til krigstjeneste her på Faaborgegnen kan ses i folketællingerne
fra 1850, dog er tallene ikke pålidelige, da nogen af de første indkaldte kan være faldne i de første slag. De blev ikke registrerede i hjemegnes kirkebog. Hvis de var sårede og kom på de stedlige lazaretter og døde der, blev de begravede på den nærliggende kirkegård.
Her fra Aastrup var der 1850 udkommanderet 17 unge mænd, med sikkerhed ved vi at 5 af dem faldt, 1 døde af Tyfus. I Horne sogn var der indkaldt 140. I Brahetrolleborg sogn et lignende antal.
Her i Aastrup var en af de første indkaldte en ung mand, født 1-12-1822. Han boede hos sin mor i Nabgyden nr. 8, matr.nr.12b. Han var barnebarn af den navnkundige sognefoged i Aastrup, Rasmus Nielsen, og opkaldt efter ham. Hans mor havde siddet enke på “Bogentvedgaard” i 11 år. Hun var enke 2 gange. Som ung fik hun 2 børn, Karen og Rasmus, men var aldrig gift med deres far. Hendes sidste ægteskab med en meget yngre mand, varede kun 2 år. Lige før hans død havde de overgivet fæstet på “Bogentvedgaard mat. 12a, og 6 td. jord var udskilt derfra, med sanktion fra Holstenshuus. Her blev bygget et smukt straatækt hus til beboelse og stalde.
Den unge Rasmus Nielsen er med ved Dybbel tidlig i året 1848 som Jægersoldat, her får han en kugle i det en lår. Han har men af sit sår resten af sine dage. Hvilket lazaret han lå på ved vi ikke
Hans mor døde kort før han kom hjem fra sit lange sygeleje Rasmus overtog fæstet på mat. 12b dec. 1850 I fæstebrevet stk. 3 hedder det: “Hvad hensyn til at fæsteren som udkommanderet værnepligtig er blevet såret i krigstjeneste, og derfor erholder fuld pension er blevet aldeles utjenstdygtig for fremtiden, er han for sit hartkorn, så længe han lever og bebor dette hus som fæster, forundt fritagelse for at svare nogen som helst herskabelig afgift heraf, men har han indladt sig i ægteskab, og måtte han ved sin død efterlade sig enke, som i sådan egenskab måtte som sådan fremdeles ønske at vedblive besiddende, da er hun pligtig at svare i årlig afgift 10 Rbd., skriver ti rigsbankdaler i sølv , som erlægges med hver halvdel 2 gange årlig 1. gang 1. maj eller 1. nov. efter mandens død.
N.B.: At fæsteren er fritaget for herskabelig afgift i dette tilfælde, betyder at han ikke som normalt skal svare småredsel og korn til godset.
Rasmus Nielsen gifter sig 25-10-1850 med en sund pige fra Ulbølle, Hansigne Nielsdatter 20 år gammel. De lever tilsyneladende et lykkeligt familieliv. Han har måske tænkt som så: “Kan jeg ikke andet, kan jeg da rette lidt op på befolkningstallet”. Han blev far til 12 børn
Mange efterlevende familiemedlemmer er spredt ud over landet En sønnesøn lever her i sognet endnu 94 år gammel. Rasmus Nielsen døde 2-4-1891, hans kone Hansigne døde 8-5-1913
Eckenfurde Fjord.
I april 1849 gik linieskibet “Christian den 8.” og fregatten “Gefion ind i Eckenfürde fjord for at skræmme fjenden, og sætte tropper i land. De kom aldrig ud derfra igen. Den 7. april hørtes der i Faaborg nogen meget høje knald, som fra flere kanonskud, det var linieskibet” Chr. d. 8.” der sprang i luften. Også fregatten “Gefion måtte overgive sig. Der havde i nogen dage været træfninger i fjorden, man havde forsøgt at kaste kasser med krudt over bord, men fjenden forhindrede det. Til sidst var ilden så omfattende at besætningen måtte overgive sig, mange måtte blive tilbage og mistede livet. Ca 300 savnedes.
Imellem dem der reddede livet var en ung matros fra Aastrup, Jacob Andersen, hvis forældre boede i Dybskrog. Han blev ved eksplosionen kastet op på stranden. Han har været bevidstløs det meste af natten, og blev først om morgnen samlet op og blev sammen med de andre tilfangetagne sendt til Rendsborg. Den samme Jacob Andersen kom hjem 1850 og var også med i krigen 1864 som han også overlevede. Han giftede sig i 1866 og blev far til 9 børn. I huset hvor han boede i Dybskrog bor i dag et barnebarn af ham. Jacob Andersen døde 1901 70 år gammel. Hans kone Marie døde 1920 78 år gammel. (Sanatorievej 8)
Breve fra krigsmændene
skrevet til hjemmene under felttogene er der mange af. Disse breve kunne ligeså godt være fra “Jenserne” her på Faaborgegnen, som fra nogen anden. De skriver alle om de strabadser de er ude for, deres længsler efter koner, forældre og søskende. Men også om troen på gud om hans vilje til at føre dem frem til en retfærdig sejr. Deres loyalitet overfor konge (Frederik d. 7.) og fædreland er helt utrolig.
Der var nogen som ikke kunne skrive, men de hjalp hinanden med at sende breve, særlig på lazaretterne var hjælpsomheden stor. Man kan undre sig over den hurtige postgang, efter datoerne at dømme var nogen af brevene besvarede 8 dage efter modtagelsen. Mange af brevene indeholdt penge.
Der er særlig nogle breve fra en kulsvier fra Jægerspris som er interessante. Hans breve begynder marts 1848. I april skriver han til sin mor at han er ved liv og helse, men desværre i preussisk fangeskab,” gudskelov det ikke er i tyrkisk fangeskab vi er i, her er vi dog trods alt imellem kristne mennesker, og bliver behandlet efter omstændighederne ganske godt.”
September 1848 bliver de frigivet fra fangeskab, og kørt i bøndervogne til Eckenrfürde og sejlet til Faaborg. Herfra skriver han, ” Det er så rare folk. Jeg er indkvarteret hos skovrider Berg på “Barnehøjgaard”, her er så godt at være, og vi betaler ikke for kosten. Vi er også nu sat ned i løn til det halve så hvis I derhjemme kan undvære en gris til jul vil det være godt.”
Han mangler også penge til tøj,”jeg er blandt honnette mennesker og vil gerne se lidt pæn ud”.
I året 1849 er han rundt om i Jylland. Den 24. juni kommer de til Mommark færgested sammen med 6000 andre Jægersoldater, de skal forenes med general Ryes brigade. det var en hård tur i storm til Faaborg, det var umuligt at komme i land og være lidt i den dejlige by, skriver han. Glade og venlige folk stod og tog imod os i land, og det gjorde ondt at jeg ikke kunne besøge familien Berg. Vi blev inkvarteret i Svanninge, skriver han videre, og jeg så mit snit til at gå ind og besøge de kære bekendte på “Barnehøjgaard” det tog mig 3 timer.” Jeg kan ikke med pennen skildre hvor stor en glæde det var” fortsætter han.
De fortsætter til Middelfart, hvor de bliver sejlet til Fredericia, og den 6. juli er han med i slaget om byen, hvor den danske hær nok vandt, men mistede mange soldater.
Ole Andreasen, som vores kulsvierven hedder, skriver hjem den 10. juli at han var med i slaget om Fredericia og bliver såret i det ene lår, men lægen trøster ham med snarlig helbredelse. Der går mange breve frem og tilbage mellem Jægerspris og feltlazarettet i Fredericia. Ole kan til sidst ikke selv skrive, og den 22. august 1849 skriver en god ven af ham til hans mor og søskende, at deres elskelige og tapre søn og bror. af den algode gud er hjemkaldt. Han er nu blandt de andre faldne helte. Vær stolt af ham, og gud hjælpe jer, slutter Han.
Slaget ved Fredericia 5-6-juli 1849
var utrolig hårdt. Det kostede mange døde og sårede på begge sider. Men fjenden blev jaget ud af byen, og efterlod mange sårede og tilfangetagne soldater, og en masse vogne, kanoner og ammunition. — En oberst skriver til sin kone, ” Det billede af de tre lag lig i den katolske kirke glemmer jeg aldrig, men jeg glemmer heller aldrig den glædesrus da vi vidste at vi havde sejret.
Den meget afholdte general Rye faldt for fjendens kugler. Han var født i Norge 1792, og der er rejst et mindesmærke for ham i København hvor han ligger begravet.
Efter nogle måneders våbenhvile blusser krigen atter op.
Det afgørende slag på Isted hede 25 juli 1850 står stadig for danskerne som en sejr. Vi mistede mange soldater, flere endnu blev lemlæstede psykisk nedbrudte unge mænd begik selvmord.
De sårede soldater blev i stort tal sendt til lazaretterne her på Sydfyn. Faaborg, Holstenshus, Arreskov, og Valdemarslot var ofte helt belagt. Således kan man læse i “Fyns Stiftstidende” d. 14 august 1850. ” Til Faaborg ankom i formiddag fra Slesvig 50 sårede insurgenter(fjender), og14 af vore egne. Der var samlet mange nysgerrige ved landgangen. Men der var ingen mishagsytringer over for de fremmede, alle opførte sig værdigt og vinkede til alle da de blev ført videre til Holstenshus og Arreskovs lazaretter.
I samme avis står en notits om en trofast hund der havde fulgt sin unge soldaterven ud på slagmarken. Soldaten faldt, og hunden lagde sig ved siden af ham, ingen fik lov at komme ham nær, kun med stor møje fik de hunden fjernet.
Den 7. oktober kommer med dampskibet “Ofelia” fra Flensborg 100 svage og sårede. De 56 bliver straks ført til lazarettet på Holstenshus.
Der var under hele krigen indsamlinger i gang i alle sogne, særlig de sidste år. Der blev i byerne afholdt basarer over indsamlede effekter. I sognene var det særlig piger og karle der samlede ind. Præsten og Degnen var i de fleste tilfælde de mest rundhåndede. Det skete i enkelte tilfælde at en bonde ikke gav noget, så blev han hængt ud i avisen med navns nævnelse. Pengegaverne blev sendt ud til soldaterne, også de efterladte enker og børn fik gaver.
Der var fest i Faaborg på årsdagen for sejren ved Fredericia. Der blev spist og drukket godt og meget. Der blev råbt hurra for konge og fædreland—-og for damerne. Til sidst blev der samlet ind til en jægersoldat i Bjerne, Jens Jespersen, han havde mistet synet ved slaget ved Fredericia.
I Horne har skriveren på Hvedholm, og nogen fruentimmere den 6. dec. 1850 samlet ind til de i felten liggende krigere. Såvel hustand og tyende bidrager med pæne beløb.
Også på Lyø er indsamle. Ialt 105 Rd. På Avernakø er indsamlet 76 Rd., hvoraf fra præsten de 25 Rd.
Den 1. januar 1851 bliver et beløb på 608 Rd. og 78 sk. sendt til fordeling mellem de i sognet hjemmehørende eller derfra udskrevne i krigstjeneste værende soldater og udkommanderende søfolk, og 3 krigsfanger ialt 165 mand.
Der kommer mange takkebreve fra soldaterne. De har også haft hårdt brug for pengene. I et brev fra en af dem kan man læse om mangel på støvler, strømper og varmt undertøj.
I et brev til Svanninge 28 januar 1851 har de taknemmelige modtagere skrevet:
“Ærede beboere! Langt fjernede fra vort kære hjem har vi modtaget en uventet, men ikke ringe gave, 5 Rd. til hver, hvorfor vi herved pligtskyldig aflægger vor hjerteligste tak til de ædle givere “.
Slesvig d. 22. januar 1851. Rasmus Kohavehus. N.C. Pedersen.
Til Horne sogn går der også et langt og taknemmeligt brev, hvor de glædes ved at folk i sognet ikke har forglemt dem der må udsættes for farer og besværligheder for at forsvare konge og fædreland. Johannes Holm. ——- Hans Holm—-Lars Jørgensen–Jens Jørgensen.
Krigen fortsætter nogle måneder efter slaget ved Isted. Det hårdeste var ved Frederiksstads bombardement hvor der faldt yderligere 106 mand.
Da krigen endelig er forbi lige efter nytår 1851, er det trætte og forvirrede mænd der i foråret sendes hjem. Tabet af døde blev opgjort til omtrent 4000, heraf var mange døde af sygdom i tjenesten, særlig tyfus havde berøvet mange livet Der var ca. 6000 sårede, mange lå endnu på lazaretterne ved krigens ophør.
I foråret var der gentagne gange efterlysninger. De fleste mente man måtte være faldet på Isted hede, eller døde i fangeskab. Navnene blev slået op i aviserne. Der var bl. andre en fra Svanninge Stampemølle, han hed Søren Jørgensen, og Søren Christian Hansen fra Faaborg.
Der fortælles i avisen en solstrålehistorie om en enke i Millinge der med bestemthed har fået besked om at hendes eneste søn er faldet ved Isted. Hun sørger sig næsten til døde. Så en dag kommer der et brev der fortæller hende at han lever i fangeskab men er slemt såret i munden hans tunge er halvt borte, men han er nu begyndt at tale lidt. Der er ikke nævnt navne på mor og søn.
Foråret 1851 bliver soldaterne sendt hjem. Der er ikke det sogn på Fyn, vel i hele landet, der ikke holder fest for dem. “Fyns Stiftstidende” har tillæg i avisen om modtagelsesfester og meget udførlig beskrivelse af forløbet. I Brahetrolleborg var det greven der lagde lokaler og beværtning til. Også grevinden beærede selskabet med sin nærværelse, til trods for svaghed og dårligt helbred. Efter middagen, hvor kun forældre og soldater deltog, kom deres piger til og der blev danset og drukket til den lyse morgen. Beretningen slutter med: ” En sådan smuk og hædrende modtagelse er langt mere end den simple soldat har kunnet ventet sig. Og der sluttes med en næsegrus taknemlighed for de pengegaver de modtog i felten af de ærede givere.
De faldne soldater blev der også tænkt på. Der er i mange af vore kirker sat mindeplader op. Det smukkeste minde for dem er “Landsoldaten” i Fredericia, også kaldet “store Jens”.
Istedløven, der også er udført af H.W.Bissen, først opsat på Flensborg kirkegaard 1862 fjernet efter 2.slesvigske krig 1864 og opstillet i Berlin. 1945 kom den til Tøjhusmuseet i København, hvor den står endnu,
En kopi står i Berlin.
kilder: Fyns Stiftstidende årg. 1848-49-50-51
Folketællinger
John Danstrup og Hal Kock
Danmarks Historie.
A.D.Cohen “De faldnes minde.
Krigernes breve. samlet af Aller.