I dette efterår er det 150 år siden Danmark blev ramt af den værste stormflod i historien.
Den blev langt mere ødelæggende end de tidligere floder / højvander i årene 1694 og 1835, som dog også anrettede store ødelæggelser på mange kyststrækninger.
Det følgende er et sammendrag af et rædselsdøgn i Danmarkshistorien, hvor min fortælling er koncentreret omkring de nære kyststrækninger og øerne i Østersøen, og de voldsomme ødelæggelser flodbølgen og stormen forårsagede der. Det er ikke ensbetydende med, der ikke skete skader andre steder i landet under den kraftige storm, men skal ses som en nødvendighed for at afgrænse fortællingen.
At katastrofen i 1872 blev så fatal skyldes formentlig tidspunktet på døgnet den opstod. Det var buldrende mørk nat med snebyger.
I november havde der i lang tid været kraftig blæst fra vestlige vindretninger. Erfarne fiskere og søfolk var noget urolige. Dengang var der ikke daglige vejrmeldinger fra DMI, nej, man måtte klare sig ud fra egne erfaringer, luften, månen og skyerne. Enkelte skelede måske lidt til Almanakken. Den havde varslet storm og kulde for hele november, men ikke alle troede på den slags spådomme.
Den 10. november drejede vinden om i øst og blev d. 11. mere nord / nordøstlig. Den tog til i styrke og blev til en voldsom orkan ledsaget af sne og haglbyger i dagene d. 12. og 13. november, hvor den kulminerede.
Hundekoldt, mørkt og rædselsfuldt har det været.
De mægtige vandmasser, som gennem flere uger var blevet skubbet mod øst og havde samlet sig langs den russiske kyst og i den Botniske Bugt, blev nu presset tilbage sydover med en voldsom hastighed og enorm kraft.
Hele Østersøområdets byer, fjorde, kyster og øer blev raseret. Vandet rejste sig mange steder op til 7 – 15 fod over daglige vande. ( 1 fod = 30,48 cm )
Bornholmerne mærkede som de første følgerne af den hidtil voldsomste orkan på disse kanter. Skibe knustes mod de stejle klipper og mange søfolk mistede livet. Forsøg på redning var ganske umulig.
Havnebyerne hele vejen rundt led voldsom overlast, dog gik det værst ud over Allinge. Det yderste havneanlæg havde holdt stand i nogen tid, men henad morgenstunden d. 13. måtte selv de største sten ( mange på flere hundrede pund ) give efter med det resultat, at vandet fik frit løb til inderhavnen, hvor vandet steg hastigt. Kæmpeskonnerter blev kastet rundt og knustes, fiskerbåde blev kastet op i gaderne, som var det legetøj. Folk måtte i hast forlade deres huse, nogle, hvis de var heldige, med ganske få ejendele. Flere bygninger styrtede sammen.
Hen på eftermiddagen stilnede stormen af der, og vandet begyndte at trække sig tilbage. Det var et skrækkeligt skue de berørte beboere vendte tilbage til.
Skaderne beløb sig til adskillige tusinde rigsdaler på Bornholm.
I ly af natten mellem d. 12. og 13. mens familier trygt lå og sov, var mange diger allerede blevet gennembrudt og vandmasserne begyndt at trænge ind over de lavtliggende landområder og ind i de kystnære huse.
Det har været en uhyggelig oplevelse at vågne op til. Endnu var det mørkt, så det var umuligt at danne sig et ordentligt overblik over situationen. Mange kunne ikke, eller turde måske ikke, begive sig afsted gennem vandmasserne for at søge mod højere liggende områder. Man søgte i stedet op på lofterne, ja nogle fik sågar dyr slæbt med derop. Det, man troede var et trygt sted, skulle vise sig for nogle at blive rene dødsfælder, for vandet steg flere steder til over taghøjde. Folk, hvis huse var forsynede med tag- eller loftslemme, kunne reddes ud den vej og ned i både, hvis de var heldige, inden de lerklinede vægge brød sammen. Folk forsøgte fortvivlede at bjærge dyr og ejendele, men oftest forgæves. Orkanen og de voldsomme bølger rev alt med sig.
Mange huse og ejendomme blev jævnet med jorden. Folk sejlede omkring klamrende sig til tømmer eller tagrygge af deres sammenstyrtede huse.
Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn blev allerhårdest ramt. Store landområder stod fuldstændig under vand. Mange steder steg vandet 3,5 meter over daglig vande.
Køge Bugt strakte sig en halv mil længere ind i landet.
Mange dyr og mennesker druknede i de frådende vandmasser.
På Lolland døde 28 beboere og på Falster omkom 52.
Historien fortæller at et fransk skib, som anløb Kiel, havde reddet en dreng ombord i Østersøen. Han var drevet afsted på tagryggen af familiens hus.
Han var fra Dannemare på Lolland.
Skibe som ikke havde nået at søge havn blev kastet rundt i bølgerne med mange kollisioner og forlis til følge. Da vandet trak sig kunne man se mange skibe stå strandede rundt om på land.
Det har været et forfærdeligt skue af død og ødelæggelser, man blev vidne til.
Sønderflåede huse, som dagen før havde været rammen om familieliv, rester af indbo, vragdele, tømmer, væltede træer, døde dyr lå spredt. Døde mennesker lå i ruinerne af deres huse.
Andre var drevet til havs og blev senere fundet druknede. 3 børn fra Lolland drev i land på Langelands østkyst.
De der overlevede havde mistet stort set alt.
Forråd til både dyr og mennesker til den forestående vinter gik tabt.
Drikkevandsbrønde var fyldte med havvand og brakvand, og landbrugsjorde og haver var i flere år derefter ødelagte af det salte vand.
Der skete ødelæggelser for mange tusinde rigsdaler i de områder.
Østjylland fra Fredericia og ned ramtes ligeledes hårdt. Vandstandsstigninger på 3-3,5 meter over daglige vande, medførte store skader på jordarealer, havneanlæg og skibe. Mange huse og indbo gik tabt, men gudskelov ingen menneskeliv.
I bl.a. Sønderborg måltes vandstand på 3 meter over daglig vande og vandet stod højt i mange gader.
På Aarø, som er på ca. 800 tdr. land og ligger ved udmundingen af Haderslev fjord, var kun 30 tdr. land oven vande.
De mange øer i Det Sydfynske Øhav led voldsom overlast på bygninger og jorder. Dette til trods man med frivillighed, stor flid og bekostning havde udbygget og forbedret digerne i årene forinden. Mange mennesker blev husvilde og mistede dyr forråd og ejendele. Gode landbrugsjorder blev skyllet til havs, mange steder erstattet af sand, sten og tang. Ja enkelte øer forsvandt fuldstændig i vandmasserne, og dukkede langsomt op igen, da vandet trak sig. Dette skete for den lille ø Birkholm, som på det højeste sted rager knap 2 meter over havet. Alle beboerne, ung som gammel, måtte redde sig op på lofterne, hvor de tilbragte næsten 20 timer i fare for at styrte i havet til den visse druknedød. Alle 14 ejendomme blev ødelagte og familierne mistede alt. Det har været lange, kolde og angstfyldte timer, men alle klarede strabadserne. For mange blev det deres redning, at de lerklinede vægge gav efter, så kun stolperne stod tilbage, hvorved vandet kunne passere igennem.
Lang tid efter måtte der dagligt fragtes proviant og frisk drikkevand til øerne, da brøndene var blevet fyldt med havvand.
På Langeland blev 100 familier husvilde og en person druknede ved en kæntringsulykke. Store jordarealer blev oversvømmet og ødelagt. Desuden skete stor skade på havnearealer, bygninger og dæmninger.
Skaderne på Langeland beløb sig til 120.150 Rigsdaler.
På Ærø stod vandet højt i både Søby og Ærøskøbing med store skader på bygninger og skibe, men værst gik det ud over Marstal. Da vandet stod højest der om eftermiddagen d.13. november, var det næsten 4 meter over normalen og der skete voldsomme skader på huse, havneområdet og skibe. Der skønnedes at skaderne løb op i 70.915 Rigsdaler.
Historien fortæller: På Lilleø, som ligger ud for Ærøskøbing, boede ægteparret Anne og Rasmus Hansen. Rasmus var som vanligt taget på arbejde i Ærøskøbing og da stormen tog til, måtte han forblive i byen. Anne var da helt alene på øen. Hun løb over i stalden og for at redde dyrene, bandt hun deres hoveder op. Selv søgte hun tilflugt på loftet, alt imens vandet steg og tilsidst dækkede hele øen. Heldigvis modstod væggene stormen og bølgernes voldsomme slag. Næste dag kunne Rasmus sejle hjem og lykkeligt konstatere, at Anne havde klaret sig.
Store Egholm, beliggende nord for Ærøskøbing, var dengang beboet af to brødre, Jens og Rasmus Nielsen, med familier.
Historien fortæller her, at de begge var sejlet til Marstal d. 12. nov. for at gøre indkøb. Da vandet begyndte at stige og stormen tog til, måtte de blive i Marstal. De søgte op i Marstal Mølle, hvorfra de med kikkert kunne følge tilstanden på Egholm. Rasmus, som boede i det lavest liggende hus, kunne se at kun taget var til syne over vandet. Han gruede for hvad der var sket med familien, som bestod af hustruen Karen og børnene, hvoraf den yngste var blot 9 måneder gammel. De havde imidlertid søgt tilflugt på loftet med sengetøj og lidt brød sammen med deres lille gris . Da vandet stod højest, nåede det lige under loftet. Vandet havde vasket væggene væk, så blot stolperne stod tilbage. Alt indbo blev skyllet væk, det samme blev mange af dyrene.
Hen på eftermiddagen d. 14. kunne brødrene sejle tilbage. De 2 hjem lå i ruiner og markerne var fuldstændig ødelagte, men familierne overlevede.
En tid slog de sig ned på Drejø, men det lykkedes dem senere at flytte tilbage til Egholm og genoptage livet der.
Begge de omtalte øer er i dag ubeboede.
I det følgende vil jeg blot beskæftige mig med området strækkende sig fra Helnæs over Bøjden til Faaborg og de tætved liggende øer og slutte af med Aastrup sogn.
I aviser fra 1872 kan man læse:
På Halvøen Helnæs, som tidligere hørte under Hagenskov gods, blev det store inddæmmede jordareal Maden oversvømmet og vandet stod helt op i byen. Jorden blev meget ødelagt af det indtrængende saltvand og en del skyllede tilmed i havet. 19 gårde og huse blev beskadigede, 7 blev helt ødelagte. Mange fattige familier blev husvilde, og der gik en bøn ud til andre sogne om hjælp til de nødlidte.
Illumø, denlille lave ø i Helnæsbugten, blev også ramt af stor oversvømmelse.
På den ene af 2 gårde boede Karen og Jørgen Thorsen.
I 1937 fortalte den 80 årige Karen om oplevelsen:
Vandet, som steg ret hurtigt, skabte ingen bekymringer i begyndelsen. Man fulgte dog nøje med i udviklingen, men tog det som en sjov oplevelse og sagde, man snart kunne sejle lige til gangdøren. En båd blev hentet og fortøjet ved et æbletræ uden for indkørslen. Da vandet vedblev at stige og begyndte at trænge ind i stalde og stuehus, blev båden fortøjet ved gangdøren. Den skulle være deres redning, hvis det kom så vidt. Nu var det knap så muntert længere. Hurtigt fik man samlet tøj og madrasser sammen og bragt på loftet, hvor familien tilbragte nogle ængstelige timer. Mændene på gården målte jævnligt vandstanden, og da vandet endelig begyndte at falde, blev der jublet på loftet. Men da indtraf en ny bekymring. Gad vist om ænder og gæs, som i begyndelsen svømmede lystigt rundt i vandet , var forsvundet til havs?
Næste dag var de dog ved deres vante foderplads, så det endte lykkeligt.
På Bøjden fik stormfloden en tragisk udgang idet en ung mor og hendes 2 børn mistede livet. Da vandet steg om morgenen d. 13. og trængte ind i huset, blev hun liggende i sengen sammen med børnene og nægtede at forlade den. Væggene kunne efterhånden ikke stå imod det fortsat stigende vand og de voldsomme bølgeslag, hvilket bevirkede at loftet, hvorpå der opbevaredes brænde til vinteren, styrtede ned og knuste hende og børnene.
I Dyreborg stod mange huse under vand og 5-6 huse kollapsede.
Avernakø var noget beskyttet af de høje klinter mod nord, da øen ellers kunne være blevet totalt oversvømmet. Havet gjorde dog nogle gevaldige indhug i klinterne. En del god landbrugsjord blev ødelagt eller bortskyllet.
Korshavn led mest med oversvømmelse og hvor god agerjord blev skyllet i havet. 4 huse blev ødelagt og familierne mistede alt.
Lyø havde lidt færre skader på bygninger, selvom vandet stod højt mange steder. Man mener den rige beplantning gav en vis form for beskyttelse for stormen. Der var dog stor skade på marker, 8 tdr. land jord blev helt bortskyllet. Ligeledes gik det hårdt ud over beplantning og kyststrækninger. Både, fiskeredskaber og garn blev ødelagt eller skyllet bort.
Bjørnø led skade på 12 huse og ejendomme. 5 tdr. land jord, som var tilsået med vintersæd blev skyllet i havet.
Både Lyø og Bjørnø hørte under Holstenshuus og godsejeren var hurtigt ude med hjælp til de nødstedte.
Svelmø ligger ret højt over havet, så den har formodentlig klaret sig bedre, dog er der beskrevet tab af fiskeredskaber, skade på agerjord, hegn og klint.
I Faaborg steg vandet til 9 fod og 1 tomme over daglige vande, hvilket bevirkede at adgangen til byen fra den østlige side var ganske umulig. Mange gader og derved mange huse stod under vand, så evakuering af beboerne var vanskelig. Man sejlede rundt i gaderne og reddede folk ud. Mange steder måtte man simpelthen lave hul i taget og redde folk ud den vej. Det var især Gasvejen, den nuværende Færgevej, som var hårdest ramt. Først langt hen på eftermiddagen var man færdig med at evakuere beboerne fra nævnte gade, hvoraf endog flere lå syge med tyfus, så det har været en møjsommelig, kold, våd og besværlig opgave de brave redningsfolk har været på. Der skulle også sørges for genhusning til de mange mennesker.
Gasværket blev oversvømmet og slukkede ilden, så der hverken var lys eller varme i byen.
Møllebroen ( Østerbro ) blev kraftigt beskadiget og stampemøllen var næsten styrtet sammen. Voigts Minde led stor skade. Ligeledes gik det ud over folks haver og mange mistede deres livsnødvendige vinterforråd, hvilket var ubærligt for de mange fattige arbejderfamilier. Mange dyrkede kartofler og grøntsager som supplement til livets opretholdelse, nogle havde sågar en gris eller to gående i baghuset. Så man må forstå, det har været en katastrofe for disse familier.
Ved 19.15 tiden om aftenen begyndte vandstanden at falde, så man efterhånden kunne besigtige skaderne.
Den 18. november havde man fået udbedret skaderne på møllebroen, så den atter var nogenlunde farbar. Landbefolkningen havde med stor beredvillighed kørt mange læs fyld til opfyldning af den bortskyllede gade ved møllebroen.
Stor hjælpsomhed var der mange steder fra for at komme de nødlidende til hjælp.
Faaborg Spare- og Lånekasse, byens første pengeinstitut, oprettet i 1846, stillede omgående 2000 rigsdaler til rådighed for de nødstedte.
I Havnegade på nr. 14 findes et højvandsmærke fra 1872.
Alle de lavtliggende områder i det sydfynske led skade på jorde og ejendomme, det gjaldt også vort eget sogn.
Aastrup
Man kan forestille sig at vandet må have stået højt op på land langs det meste af kysten om til Nakkebølle.
Arvefæstemand Christoffer Pedersen ” Gammelmøllegaard ”, Østergyden 33, skriver i sine erindringer om stormfloden. Det var et ulykkesdøgn med uhygge og enorme tab.
I huset Dybskrog nr. 21 ( Skrænten )
boede fisker Henrik Andersen og sønnen Anders, som også ernærede sig ved fiskeri. Deres hus blev ret hurtigt oversvømmet og i forsøg på at undgå vandmasserne rykkede beboerne på loftet med det indbo, de kunne nå at bjærge. Der skete desværre det, at der udbrød brand . Måske man i forvirringen havde været uforsigtig med en petroleumslampe. Huset blev senere genopført på et højereliggende sted på grunden.
I huset Dybskrog nr. 22 ( kaldt Kristianes hus )
boede skipper Rasmus Andersen ( bror til Henrik ) med sin hustru og 8 børn. Huset lå ret tæt på vandet, så det blev selvfølgelig hårdt ramt af de hastigt stigende vandmasser.
Det ødelagte hus blev efterfølgende revet ned og et nyt blev opført længere tilbage på grunden i 1875.
I Stavn fra 2013 ” Om det gamle hus ”, skriver Bodil Agertoft: ”Der fortælles, at de mindste børn sejlede rundt i deres senge og måske er det derfor 3 af dem senere hen i livet blev kaptajner. ”
Det er jo ikke til at sige om denne oplevelse gav dem smag for bølgeskvulp og søgang.
Den ene sejlede som kaptajn på Storebælt og blev senere overfartsleder samme sted.
En anden var i mange år kaptajn på Lillebælt, sejlede mellem Strib og Fredericia. Overfarten der blev nedlagt i 1935, da broen kom. Herefter fik han også ansættelse som kaptajn på Storebæltsfærgerne.
En tredje blev også kaptajn, men destinationen kendes ikke.
( Billede af Dybskrog nr. 22, taget efter 1875. Personerne på billedet er til venstre Kristiane, gift med Rasmus, til højre er det Marie, gift med Jacob Andersen, en bror til Rasmus. )
Huset er i nyere tid revet ned og erstattet af et stort moderne sommerhus.
Om inddæmningen ved Nakkebølle skrev Faaborg avis ( Salling Herredstidende ) d. 22. nov. 1872:
Den blev så godt som ødelagt af stormfloden. Den havde ellers holdt stand indtil kl.1 om eftermiddagen d. 13. Den venstre sødæmning fra Enemærket til den første sluse er aldeles bortskyllet, hvorved der er opstået en åbning mod stranden af 300 fods længde. Den østre dæmning blev tildels bortskyllet i en længde af 16 fod og der er flået huller i den tilbageblevne del. Begge de af beton byggede sluser holdt stand. Overkørselsbroen over den vestre del bortskylledes og fandtes i en til Nakkebølle Hovedgaard hørende mark 2-3000 alen fra dæmningen.
Arbejdet med at bygge inddæmningen blev påbegyndt i 1866 og den stod færdig i 1870 til en samlet pris af 36.708 rigsdaler. Dæmningens højde var omkring 9 fod over daglig vande.
Det var godsejeren på Holstenshuus, som bekostede anlæggelsen af dæmningen.
Nakkebølle hørte på daværende tid under Holstenshuus og forpagter Mackeprang styrede den daglige drift af Nakkebølle.
Dæmningen blev genetableret til en pris af 3900 rigsdaler.
Årsagen til det gik så hårdt ud over den første del, som gik over Mølleåen til Fiskholm, skyldtes den var bygget på opfyldt grund, som endnu ikke havde nået at sætte sig ordentligt. Den østre del, som gik fra Fiskholm over Hundstrup å, var bygget på fast grund.
Fiskholm, i tidligere tider en ø man kunne sejle til, er det nuværende Holmen, hvor Jagtgaarden er beliggende.
I dagene efter stormfloden trådte et stort hjælpearbejde i gang over hele landet.
De, som ikke var blevet berørt af stormen, ydede al den akutte hjælp man overhovedet kunne i form af husly, mad og klæder.
Indsamlinger af penge blev iværksat rundt omkring i landet.
Fra indenrigsministeriet kom der melding til amtmændene om at gøre de økonomiske tab op. Sognerådene rundt om gik beredvilligt i gang med at indsamle oplysninger og lave lister over de tab, hver enkelt havde lidt og ligeledes vurdere den enkeltes økonomiske omstændigheder, var man fattig eller formuende, således de indsamlede midler kunne fordeles til de trængende.
Til centralkomiteen, som blev oprettet i København, var der den 16. december allerede indkommet 715.388 rigsdaler og 19 skillinger. Flere støttearrangementer blev afholdt til fordel for de nødlidende, så flere penge var på vej. Det var også svært nødvendigt. Hvis samtlige tab skulle dækkes skønnedes det at beløbe sig til flere millioner.
I Aastrup sogn blev der opgjort tab for 8 ejendomme på i alt 1800 rigsdaler. Heraf 580 rigsdaler til førnævnte Christoffer Pedersen på ” Gammelmøllegaard ” hvis jord blev voldsomt overskyllet.
Det var rigtig mange penge for disse familier.
Stormflod og højvander har landet været ramt af flere gange siden, men heldigvis ikke med så fatale følger som i 1872.
Hvad fremtiden vil bringe, ja, derom kan vi kun gisne.
( Som en tillægsbemærkning kan nævnes at 1. januar 1875 blev møntenheden ændret fra rigsdaler til kroner, 1 rigsdaler = 2 kroner )