Aastrup Folkemindesamling

Barndommen var andet end leg, Barndomsliv i 1920’erne

Af Sigrid Kjær Larsen / Ruth Balksbjerg

Jeg er født i 1917 på Balksbjerggaard i Aastrup som den sidste af en søskendeflok på 7. Jeg var stærkt forbundet med min 2 år ældre søster Berthe og ville kunne det samme som hende. Således lærte jeg at læse og regne, da Berthe kom i skole. Så da jeg som 6-årig kom i skole den 1. april 1924, var det til stor irritation for de andre elever, hvoraf mange var et helt år ældre end jeg, at jeg allerede kunne læse rent og ikke skulle stave mig gennem ordene som dem.

Malkning

Da jeg lærte det meste sammen med Berthe, lærte jeg også at malke, før jeg kom i skole. Først skulle jeg lære køerne at give ned, som det hed. Det øvede jeg mig med i låget på en transportspand, men jeg lærte hurtigt at malke rigtigt direkte i spanden. Det var jeg meget stolt af. Desværre havde det den virkning, at jeg meget tidligt fik det som en pligt, at jeg skulle hjælpe med malkningen. Så jeg måtte ofte tidligt op om morgenen og malke, før jeg gik i skole.

Vi malkede morgen, middag og aften. Vi gik kun i skole hver anden dag. Den dag vi var hjemme, hjalp vi til med middagsmalkningen. Om sommeren foregik det i marken. De store piger kunne selv køre i marken med spandene for at malke. Når vognen skulle hjem igen, kom en af drengene op for at køre den hjem, da var den jo tungere og kunne ”løbe løbsk” ned ad bakken. Køerne stod tøjret i marken og blev flyttet 4 – 5 gange i løbet af dagen. Aftenmalkningen foregik først efter aftenkaffen, og det kunne godt være kedeligt at skulle ud at arbejde så sent.

Hver morgen blev hesten spændt for mælkegiggen, og de 4 – 5 transportspande med mælk blev kørt til gyden senest kl. 7. Her kom en mælkevogn, som samlede op for Østergyden og kørte mælken videre til mejeriet. Mælkekørslen ”blev udbudt i licitation”. Mælkevognen var muligvis ejet af mejeriet.                                                                                      

For Østergyden kørte en kusk ved navn Erik Nielsen fra Engholm (Østergyden 45). Hver gyde sin kusk, tror jeg nok. Jeg mener, det mest var husmænd, der var mælkekuske. Det var jo en ekstraindtægt, men også hårdt arbejde at svinge de fyldte transportspande op på vognene. En transportspand rummede 40 liter. Vask af transportspande var også børnearbejde fra 12 – års alderen.

Roearbejde

Jeg startede i roerne, da jeg var 5 – 6 år. Far huggede i blokke, og Berthe og jeg kravlede på vores knæ og tyndede ud med fingrene. Vi fik 5 øre pr. række. Senere blev vi betroet et hakkejern. Æren derved blev opvejet af dårlige rygge og ondt i nakken af solskoldning. Det var heller ikke sjovt at arbejde i regnvejr.

I min tidligste barndom brugte far en ”klikmaskine” til at så roer og gulerødder med. Det var en håndsåmaskine med en markeringslineal. Den såede en række ad gangen. Der blev kun sået få rækker gulerødder. Gulerødderne blev brugt til staldfoder, muligvis til kalvene.

Senere fik vi en radsåmaskine, som blev trukket af heste. Den brugtes først og fremmest til såning af korn, men kunne reguleres så den også kunne bruges til såning af roer.

Efter radrensningen skulle roerne gås efter igen. Der kom jo stadig ukrudt op mellem roerne, mælkebøtter, gråbynke og fuglegræs. Hvad der kom mellem rækkerne blev radrenset væk.

Vi dyrkede kålrabi, runkelroer og turnips. Kålrabi og runkelroer kunne gemmes. Turnips kunne ikke gemmes, men blev brugt til staldfoder i høst og så længe, den rakte. Den var et supplement til lucernen mellem første græsning og den næste.                                                                                 

Ved roeoptagningen i oktober var vejret koldt og vådt. Det var med frysende fingre, vi betjente den ca. 20 cm lange roekniv. Engang ramte jeg mig selv i venstre hånd med roekniven og fik et stort sår, som var længe om at læge.             

Ved optagningen gik der 8 rækker til en kørerække, d.v.s. de blev lagt i 2 rækker med 4 rækker i hver. Herimellem blev toppen lagt. Toppen blev mest muligt brugt til staldfoder. Resten spredt på marken og pløjet ned. (Efter krigen blev toppen brugt til ensilage.)

Vi var også med til at læsse roer og læsse dem af igen. En af fars fremskridtsidéer var en roekælder, som han lod bygge i forbindelse med kostalden. Ved aflæsningen blev min søster og jeg sendt ind i roekælderen for at sprede roerne ud i hjørnerne. Efter de første læs blev det lidt farligt, man kunne få roerne i hovedet eller på hænderne. De roer, der ikke kunne være i kælderen, blev samlet i en lang ”kule”, der blev dækket med halm og jord. Herfra kunne de hentes i løbet af vinteren.

Høstarbejde

Høstarbejdet deltog vi også i. Først var der høhøsten. Græsset blev slået med en slåmaskine, så det blev lagt i rækker. Det blev vejret med en fork, for det meste af mine lidt ældre brødre. Senere fik vi en hesterive, som samlede græsset i strimler. Høet blev sat direkte på jorden. Senere blev det sat på et stativ, bestående af 3 lodrette stænger, samlet foroven. Det blev spændt ud og holdt sammen af 3 tværstænger forneden. Efter brug blev stativet klappet i og bundet sammen.

Høhøsten var meget vejrafhængig. Når høet kørtes ind, hjalp vi på loftet, og det var meget strengt for spinkle pigearme. Vi kunne ikke klare de store lunser, drengene kunne samle på en fork. Jeg hadede at køre hø.

Kornet blev høstet med samme slåmaskine, som blev brugt til høet. Senere blev der brugt en aflægger, som lagde kornet i bunker, passende til neg. Når mine store søstre, Johanne og Bodil, bandt op, havde de hvide høstærmer på (i lighed med Kirsten Hüttemeiers skåneærmer) for at skærme mod kornets kradsen og stikken. Det var især byggen, som stak.

Jeg var 6 år, da vi fik selvbinder. Det var en stor dag! Jeg husker, hvordan vi samledes i marken og beundrede vidunderet. Selvbinderen blev trukket af 3 heste. Nogle gange havde vi ikke 3 heste, så måtte vi låne en hest af en af statshusmændene. Til gengæld høstede far så for dem.

Når kornet kørtes ind, læssede en af mine brødre af fra vognen, og vi andre tog imod på loftet. Far satte i fag. Min bror var stærk og kunne være hurtig. Engang han tog 2 store bunker neg, ville jeg prøve at hamle op med ham. Jeg jog forken ned i negene, men ramte forfejlet mig selv i benet. Forken blev standset af en knogle. Jeg fik forken trukket ud, og da det ikke blødte noget videre og trods forskrækkelse og smerter, fortsatte jeg arbejdet. Først næste dag tilkaldte min mor og far en læge.

Vi dyrkede rug til tækkehalm. Den høstede far altid med le. Rugen blev revet på en halmrive.

Huslige pligter

Foruden det udendørs sæsonarbejde havde vi også vores huslige pligter. Mor blev aldrig helt rask efter den spanske syge og lå tit til sengs, så der var meget i husførelsen, vi piger i forskellige aldre måtte tage hånd om. Det allerførste jeg lærte var nok borddækning. Senere måtte vi også vaske op. Jeg lærte som sagt tidligt at læse og kunne ikke få læst nok, så jeg fandt på at have en bog liggende ved siden af mig, når jeg tørrede opvask af. Det samme gjorde jeg, når jeg plukkede bær, men her blev det mest til læsning.

Vi fik først lov til at lave mad, når vi var konfirmeret. Vi skulle være store nok til at styre ilden i komfuret, men vi måtte godt lave kaffe eller stege æbler på kakkelovnen. Som små blev vi også sat til at bære brænde ind. Det krævede flere kræfter at bære vand ind, så det blev de større sat til. Vandet blev hentet fra pumpen i kostalden.

Rengøringen bidrog vi selvfølgelig også til. Vi lærte at støve af, feje og vaske gulv. Forår og efterår var der hovedrengøring, hvor vi blev grundigt oplært i først at vaske med våd klud og tørre efter med tør klud. I min tidligste barndom blev der også skiftet halm i sengen. Først blev der brugt almindeligt halm, hvilket var det bedste at ligge på, men den skulle til gengæld rystes hver dag. Senere gik vi over til langhalm, som var mere renligt.

Haven og gårdspladsen

Der var også havearbejde, hvor vi skulle hakke ukrudt op på gange og i bede. Det var ikke så morsomt. Så var det bedre at rive. Gårdspladsen skulle også luges, og det gjorde ondt i fingrene. Her hjalp mor os, hvis hun kunne holde til det. Når gårdspladsen var luget, skulle den fejes. Om det så blev sen aften, skulle dette arbejde gøres færdigt, så gårdspladsen var fin til søndag, som var hviledag, bortset fra arbejdet med dyrene og madlavningen.

Lektier

Et arbejde, vi også var pålagt som børn, var at passe vores lektier. Mor vogtede blidt, men bestemt over, at vi fik ordnet vores skolesager. At gå i skole var en kær pligt. Det føltes morsomt og interessant, og hjemmearbejdet var en fornøjelse.

Når jeg ser tilbage på min barndomstid med dens vekslen mellem frihed og pligter, føler jeg taknemmelighed, fordi jeg lærte såvel frihedens glæder som arbejdets værdier.