Med små og meget nærværende beretninger fortæller forfatteren om hændelser fra Danmarks besættelse fra den 9. april 1940 til befrielsen den 4. maj 1945
Den 4. april 1940 var jeg tidligt oppe om morgenen. Det var strålende solskin, og bugten lå stille og roligt. Det var kun få dage siden at isen var forsvundet. Stilheden blev brudt af motorlarm fra en lille flyver, der kom fra øst. Muligvis fra København. Den var meget højt oppe, men drejede så omkring og fløj mod øst igen. Klokken var 5 og jeg skulle have køerne malket og fodret, for jeg skulle op til min nabo og pløje; den hårde vinter havde stoppet markarbejdet meget tidligt om efteråret. Ved 7-tiden var jeg oppe og fik spændt hestene for ploven, og da var de tyske maskiner begyndte at flyve hen over. De kom strygende ganske lavt sydfra, og det var store maskiner. De kom i flokke på 10 – 12 maskiner og ofte så lavt at jeg kunne se soldaterne. Ved 8-tiden kom vores nabo, Peter Andersen over til mig og sagde: Du kan godt spænde hestene fra og sætte dem ind på stald for tyskerne har taget Danmark, og så kan det være lige meget, om vi får pløjet” Han var meget ked af det, men pløjningen blev forsat senere på ugen.
Vi mærkede ikke meget til krigen i den første tid, kun hvis vi kom til Faaborg, så vi tyske soldater, men i foråret 1941 blev vi mindet lidt om, hvad der foregik. En nat blev jeg vækket ved en forfærdelig hylden og 3 store brag, lige så det knagede i hele bygningen. Vi var klar over, at det drejede sig om tre bomber, men hvor de var faldet vidste vi ikke. Der lå sildefiskere og trak vod ud for, hvor der nu ligger en campingplads. De havde vist en lille lygte stående på dækket og troede at det var den flyverne havde set, så de skyndte sig ned i kahytten for at være en smugle i dækning. De så ikke hvor bomberne faldt, men nogle dage efter skulle jeg ned til Lille Svelmø og røgte rejeruser. Det var om morgenen med fuldstændig havblik, jeg roede i en lille 10-fods pram og da jeg nåede over til Nab ud for den lille mose, så jeg en hel del døde torsk, der lå på bunden, og så roede jeg hen over 3 store huller og der var ikke dybere, end når jeg smøgede ærmerne op, kunne jeg nå at samle nogle bombesplinter op. Jeg traf en af beboerne ved Nab og fortalte ham, at bombehullerne var fundet, og da jeg kom tilbage ved middagstid, havde politiet været der og sat vagt. Man sagde dengang at der blev kastet 4 bomber ad gangen, og så skulle der være 1 der ikke var sprunget, den kan godt sidde så dybt, da det pågældende sted er mosebund.
Den 4. august 1941 var jeg nede ved motorjollen, en 18-fods jolle, den lå altid om sommeren mellem Kidholm og land, dr lå den som i et gadekær, men jeg skulle have sat en magnet på og i øvrigt gjort klar til brug. Vi skulle jo til at begynde arbejdet med bundgarnene. Om aftenen var vinden frisket op, og det blæste godt fra sydvest. Vi gik jo tidligt i seng dengang, vi skulle jo spare på elektriciteten, men ved halvnitiden blev der ringet fra Nabgaarden, og heldigvis hørte min far telefonen og talte med Katrine Jessen. Der var en ung mand der var kommet op og gerne ville have hjælp. De var 3 unge mennesker, der var forhyret på en damper, der lå til reparation i Svendborg, og de havde lånt en sejljolle i Svendborg for at besøge nogle bekendte i Faaborg, men da det var frisket op om aftenen, var de på en eller anden måde forlist.
De havde megen ballast ombord, så den sank som en sten, men kun et lille stykke af masten stak over vandet. De to var ret gode svømmer, og ville prøve at svømme i land. Den tredje var ikke så god til at svømme, så han blev ved masten. Min far kom ud og fortalte hvad der var sket. Men sagde han, gå ned til stranden, om du kan flyde ud med motorjollen, så vil jeg ringe til Katrine og få lidt mere at vide. Da jeg kom op fra stranden, havde jeg set, at det godt kunne lade sig gøre at komme ud med den, selvom der var lidt problemer da der ikke var megen vand hvor den lå. Min far havde talt med Katrine igen og fået lidt mere at vide, så du må hellere tage cyklen og se om der er noget, du kan hjælpe med. Som sagt så gjort. Da jeg kom derned, havde de fundet den anden på Kidholm, og Falck var ved at køre med ham. Han skulle på sygehuset, han skulle på sygehuset, han var en del medtaget af svømmeturen. Jeg talte med ham, der var kommet først i land. Han gik nede ved stranden. Jeg spurgte, hvor vi skulle søge efter hans kammerat, og han slog med hånden ud mod sydvest, og jeg fik at vide at svømmeturen ind mod land havde taget godt en time. Jeg spurgte om der var en der ville med, for to ser mere end en, og min gamle skolekammerat Sven Nielsen, Sjællændergaarden var straks parat. Han fik en lygte hos Falck og så var det med at komme afsted. Motoren startede med det samme, og på få minutter var vi ude på dybt vand, men hvor skulle vi søge? Jeg vidste at langt ude var en lille grund, det var næsten det eneste sted i området, at masten kunne nå op over vandet. Men kunne vi finde den i den mørke nat? Det var under krigen og ingen lys at rette sig efter, men vi sejlede derud af, og da vi havde sejlet i 20 minutter hørte vi et råb. Motoren blev koblet fra, så der blev mere rolig. Vi vidste at vi var i nærheden af ham i mørket uden at vi kunne se ham. Sven brugte lygten, og pludselig lå han i lysstriben kun 7 – 8 meter foran stævnen. Vi gled ganske stille hen til han og Sven fik fat i kraven på ham og ved forenede anstrengelser fik vi ham halet ombord. Han var næsten hel stiv, men båden blev vendt og så gik det stærkt hjemad i fuld fart hvor han hurtigt kom i land og kørt til sygehuset. Vi var fantastisk heldige, det var næsten som at finde den berømte nål i et læs hø.
I 1942 – 43 var der ikke noget særligt her ved Nab strand, kun tiltagende overflyvninger om nætterne, og mange gange kunne vi se luftværnsgranaternes fyrværkeri, muligvis over Kiel. Det var nok begyndt at knibe med tonnagen, for ofte så vi en stor fiskerkutter eller en slæbebåd komme trækkende med en halv snes store lystkuttere. De har nok været lastet med et eller andet, de kom mange gange fra Svendborgsiden og gik ud i Lillebælt.
De to flyvere
I foråret skulle jeg til Lille Svelmø og røgte rejeruser, det har været først i juni måned. Jeg roede i en lille skydepram, og da jeg nåede Kidholm, så jeg, at et stykke ude lå noget og drev. Jeg var selvfølgelig nysgerrig for at se, hvad det var, og det var en druknet flyver. Vinden var østlig, og han var på vej ud til det åbne hav. Jeg kunne ikke tage ham om bord i båden, så jeg havde et stykke reb, som jeg lavede en løkke på, og fik ned om hans ene ben, og så tog jeg ham på slæb ind til land og fik ringet fra Nabgaarden til politiet, som kom med det samme og undersøgte ham. Det var en Canadier, og tyskerne begravede ham i Faaborg. Efter krigen blev han vistnok ført til Canada.
Den anden flyver var drevet i land ud for der, hvor der nu er campingplads. Det var i september måned. Jeg fik jo ringet til politiret, og de kom og undersøgte ham. Det var piloten på den maskine, hvor den første flyver også var fra. I hans ene brystlomme fandt de en lille firkantet plade, ca. 5 – 6 cm. Og ca. ½cm tyk af meget klar plastic, og midt i pladen var der et ret stort hul. Det lignede, som om der var gået en kugle af ret svær kaliber igennem. De to betjente tog den med sig til Faaborg. Hen under aften kom der to tyske soldater, og jeg skulle vise dem hvor han lå, men jeg tror ikke, de fandt noget på ham. Dagen efter blev han begravet på Aastrup Kirkegaard. Hvor maskinen er styrtet ned, er der vist ingen der ved. Efter krigen kom hans forældre og besøgte graven. De var kommet til Avernakø og opholdt sig hos præsten derover, der var nemlig faldet en flyver fra samme maskine ved Avernakø Hoved. En dansk politimand der have gemt sig derover, havde taget alle hans papirer og efter krigen sendt dem over til hans mor. Hun havde fået at vide at hendes søn lå begravet i Frankrig. På et meget tydeligt billede, taget af ham hvor han var faldet, kunne hun let genkende ham. Jeg var kaldt op til Aastrup Kirke den dag, og det var et gribende syn, da de to ældre mennesker hånd i hånd gik hen og knælede ved deres søns grav. Under opholdet på kirkegården spurgte hans far mig, med præsten som oversætter, om der var nogle synlige tegn på, om han var druknet eller død på anden måde. Jeg tøvede lidt med at svare, men fik så at vide at jeg ikke skulle holde noget tilbage, da han selv havde været med i første verdenskrig i alle fire år, og så fortalte jeg, at han manglede det halve hoved. Det var han glad for at høre, for så vidste han at døden var kommet hurtigt. Jeg fortalte ham om den lille plade han havde i brystlommen, at den nok stammede fra de hårde kampe ved El Alamein i Egypten. Der blev hans bedste kammerat skudt ned og dræbt og så var der nogen der skar et sådan et stykke ud af maskinen og gik med i brystlommen. Pladen er nok gået tabt, da tyskerne tog det danske politi – det var kun 3 – 4 dage efter jeg fandt flyveren.
I 1945 forsatte de allieredes overflyvninger med stor styrke om natten, også om dagen kom de i store tal. En aften ved 9-tiden blev der banket forsigtigt på døren og en mand kikkede forsigtigt ind og spurgte om der var ro hernede. Det var P. Christensen fra Dyreborg, vi kendte ham godt, han var fisker og havde i flere år slået mine bundgarnspæle, og jeg hjalp med at slå hans. Jeg vidste godt at han var med i modstandsbevægelsen. Han sejlede folk væk, når de var eftersøgt af tyskerne. Han kom engang imellem ind og ankrede op om morgenen, og så var jeg ude og hente ham og hans makker, Ernst Greve, ind og de var inde og få en kop kaffe, og så op på formiddagen sejlede de hjem til Dyreborg ”Ja det var ikke lige sagen at komme hjem til Dyreborg tidligt om morgenen, når man offecelt var taget på fiskeri” sagde P. Christensen. Han var med lige fra 1941, og det var politifolk og flyvere der skulle væk. Men den aften var han selv eftersøgt. Han bad mig komme med ned til stranden, og der stod 4 til. Det var Niels Isaksen, Faaborg, overbetjent Gunnar Larsen, Faaborg, Ernst Greve, Dyreborg og Lorentzen, Dyreborg. De ville høre om der havde været tysk aktivitet heromkring i løbet af dagen, men det havde der ikke, så de kom med op fik en kop kaffe. De var kommet sejlende i en lille jolle fra Bjørnø hvor de ellers havde gemt sig, men var blevet advaret om, at der kunne komme tysk razzia af tyskerne, og selvfølgelig stak de af.de skulle have kontakt med deres mand i Faaborg, men telefonen turde de ikke bruge, så Ernst Greve fik så min cykel og kørte til Faaborg. Et par timer senere kom han tilbage, og så blev der holdt råd, og ved 3-tiden forsvandt de igen. Det har nok været samtidige med, at der foregik så meget i Horne. Jeg kan ikke huske datoen, men nogle dage senere blev der mere uro her ved bugten. En morgen hørte vi, der blev skudt ved stranden, og om stranden kom en snes tyskere gående og da de var der, hvor den store kilde løber ud i stranden, stansede de op og sendte flere skudsalver mod lærer Pedersens sommerhus, inden de gik op til det. Det første, de satte ild til, var børnenes lille lejehus med stråtag, og kort efter brændte hele sommerhuset. Peter Rasmussen der havde set det begyndte at ryge, kom ud af gården med fart på, men tyskere gik hen mod ham og svang riflen over hovedet, så Peter trak sig skyndsomt tilbage, og kort efter var det hele brændt ned, og tyskerne forsvandt i biler der var kommet til.
Så var der ellers ro her, men stadig store overflyvninger om natten, også lidt om dagen. Men den 4. maj kom det længe ventede budskab, at tyskerne havde overgivet sig. Jeg arbejde dengang i tørvemosen ved Herluf Clausen, Mosehavegaard og den 5. maj holdt vi fri. Fra tørvemosen hvor vi arbejde havde vi frit udsyn til Svendborg landevej hvor vi så at de tyske soldater traske hjem, slæbende på deres på deres få ejendele på hjulbør, gamle trækvogne og barnevogne på vej mod Faaborg. Det var ikke de stolte og hovmodige soldater, som da de besatte Danmark. Dengang sang de af fuld af fuld hals når vi mødte dem. Og så troede vi, at vi var sluppet af med dem, men en morgen nogen tid efter var der ankret 8- 9 store både op sydvest for Kidholm. Det lignede store flodbåde, og der var en masse mennesker om bord. Det var flygtninge fra Swinemünde. De lå nok derude en halv snes dage, og de var ikke helt kede af det. Det stod med meget fint vejr de dage, og om aftenen kunne vi høre dem synge og spille derude. En dag kom der to op og gerne ville have ”Wasser”, og de pegede på vandpumpen, og det var ikke små posioner, de skulle bruge. De var så inde med en af de store både, så langt den kunne flyde. Når de skulle have så meget vand, tænkte jeg, at de nemmere ved at få det fra den store kilde ca. 100 meter herfra. Jeg tog med min hule hånd og drak af kildevandet for at vise, at det var rent vand, men de rystede på hovederne og pegede hjem på vandpumpen, og så fik de lov til at pumpe, to mand ved pumpestangen og to andre stod klar til afløsningen. Andre kom med spande, det lignede store henkogningskedler, og to mand til hver spand, og så gik det ellers en lind strøm ned til stranden. Efter en times tid var jeg nede ved stranden og så, hvordan de fik det ud på skibet. Fra skibet og ind i et træ havde de lavet et snoretræk, så når en fuld spand gik ud kom der en tom ind. På dækket var der allerede kommet gang i vasken. Flere damerne stod med store vaskebaljer og vaskede tøj, men da de havde pumpet i ca. 3 timer løb brønden tør for vand, og så var det slut. Da de gik kom de to der spurgte efter vand og sagde mange tak, og så tog han under armen en pakke der fløj ind under bordet i bryggerset. Samtidige fik han øje på en kasse med æbler. Jeg kunne forstå på dem, at de havde mange børn ombord, og så fik de kassen. Så fløj der en pakke til under bordet. Da de var gået, var jeg selvfølgelig nysgerrig efter at se hvad pakkerne indeholdt. Der var to par to nye blå arbejdsbukser, og de passede mig fint. Det var noget andet end det pap tøj, vi kunne købe dengang. Nogle dage efter var de væk.
Og til slut endnu et brag. Det var en mine, der var drevet i land ved campingpladsen. Den var drevet ind sidst i april, men lå der længe inden den blev sprængt.
Og herefter sænkede fred og ro over den lille bugt.
Aatruparkiv.dk 2018 Aastrup Folkemindesamling