Anton Sørensen stammer fra Bakkehuset, Nabgyden 17, søn af træskomand Marius Sørensen og bror til Henrik, stationsmester i Katterød. Havde en bror der også rejste til USA
Jeg har længe tænkt på at fortælle om mine oplevelser i Antaris Canada. For mig var det et eventyr jeg aldrig glemmer. Måske mine læsere har et andet syn på det.
Jeg er født i Aastrup Fyn den 18-12-1896. I efteråret 1920 udrejser jeg fra Danmark og landede i Quebec Canada. 3 uger efter havnede jeg i Winnipeg Minnesota. Der var mange danskere, så det varede ikke før jeg var i fuld sving. Jeg boede på et norsk Hotel, der var mange danskere. En uge efter mødte jeg en dansker fra Nordsjælland, hans navn var Karl Andersen. Ham og hans bror ville ud på en jagttur og fange Ulve og andre pelsdyr. Men hans bror fik kolde fødder og ville ikke med. Jeg sad og hørte på deres samtale, så jeg rullede mig ud og spurgte om jeg kunne tage hans plads. Han følte på mine muskler og spurgte om jeg havde nogen penge. Ja sagde jeg, jeg har flere end du har. Så siger han vi skal have et godt udstyr, vi kommer ikke tilbage før om 3 mdr. Vi skal leve ude i det vilde, hvor der kun er skov og bakker og dale og søer og somme tider 25 graders frost Terrænet vi skulde til var i provinsen Ontario De havde studeret den tur mange gange før de bestemte at rejse. De havde deres udstyr, så jeg købte hans brors. Jeg købte militært tøj fra første verdenskrig, det var varmt og godt. Vi kunne ikke fryse i den uniform. Vi købte en slæde den var 8 fod lang og 2 fod bred. Den blev fyldt op med en kakkelovn, og en vandtønde med låg på, den var 2 fod høj, den fyldte vi op med fødevarer så den tog ikke megen plads. Vi havde 2 kander sirup, en kande med fedt, 50 pund flormel, skeer, gafler potter og pander.
Så en morgen i midten af december 1921 kravlede vi ombord på toget der skulle køre til Onterio. Vi blev der til næste morgen, så tog vi et andet tog til Uppsala, det var kun en kort køretur, det var kun en lille stationsby. Der var en lille forretning, men den havde alting. Nu skulle vi have vore jagtkort, og vi skulle fortælle dem hvor længe vi ville være væk og hvor vi omtrent skulle være. Hvis vi var for længe borte, kom de ud og ledte efter os, De så helst vi var tilbage i løbet af 1½ mdr.
Vi fik en bog med landkort over floder og søer og hvor vi omtrent var hele tiden. Vi kunne også se hvad for dyr der var i området. De forærede os vandfrie tændstikker. Der er mange jægere der går vild. og der er mange der fryser ihjel, fordi de løber tør for tændstikker, så de ikke kan tænde ild i brændet. Så de sover ganske rolig hen og vågner aldrig mere. Man dør ikke af sult der er mange dyr, man kan skyde og spise, og snevand er der altid.
Vi sov på stationen om natten, næste morgen stavrede vi ud af på turen. Vi fulgte skinnerne hele dagen. Jeg husker vi var så trætte, så vi begyndte at tænke på et hotel med styrtebad og en god seng med stuepige. men der var ikke noget af den slags rundt om der. Efter en tid så vi et lille hus med skorstenspibe. Det var beregnet til varmestue for jernbanefolkene. Vi gik ind og fyrede op og fik lidt og spise, det første måltid den dag. Der var koldt og længe om at blive lidt hyggeligt. Efterhånden blev vi tøet op og talte om at blive der et par dage. Næste morgen, bankede det på døren, og 3 store jernbanearbejdere spurgte hvad vi dog lavede der. Vi sagde som det var at vi skulle på jagt i området, det er godt med jer I skal være ude i morgen.
Næste morgen gik vi langs skinnerne igen, vi blev dog enig om at se på vores kompas og den viste stik nord. vi forlod skinnerne og fortsatte mod øst. Det er meget vigtigt at vide retningen.
Det ene kompas tabte vi, så det var om at passe godt på det andet. Da vi forlod skinnerne tog vi snesko på, vi kan ingen steder gå foruden, på bunden af skoven ligger der gamle træer og buske over alt og på toppen af det er der måske ½ meter sne. Vi gik til det næsten var mørkt, så så vi en dal ca. 20 fod dyb, med små og store graner, så vi bestemte at vi ville bosætte os her, til vi skulle tilbage fra turen. Vi samlede brænde og lavede et bål og fik lidt at spise. Det var for fantastisk at tænke på et par øller, vi klarede os med snevand. Om natten sad vi ryg mod ryg, med geværet mellem knæene. Vi hørte Ulvene hyle. men de kommer ikke nær så længe der er ild i bålet Næste morgen begyndte vi at bygge et hus, 7+10 fod og 6 fod højt. Jeg var bygmester og Karl var arbejdsmand. Det var lavet som man ser dem i Norge. Taget og gulvet var granris (der var ikke andet) . I enden af ”Villaen” lavede vi et hul så vi kunne få vores møbler ind. Det var vores kakkelovn og en bordplade, til sidst bygmesteren og hans hjælper. Så byggede vi to senge, madrasserne var af granris, og to tæpper var vores dyner Skorstenen kom op og så var huset færdigt, det tog to dage. Vi gik ud og betragtede vores nye omgivelser. Selvfølgelig havde vi vores geværer i orden, der var patroner nok til et helt kompagni. Og revolveren var ladt hele tiden. Vi så agerhøns og harer, så vi skød 3 harer og glædede os til et godt måltid mad. Karl var god til at slagte og jeg var kok, jeg fyldte gryden op med nysne og vi fik haresuppe 2 dage. Vi spiste mange harer på turen. Skindene slog vi op på væggene, det isolerede godt. Vi fangede harer og ulve med sakse, det var store sakse 6 fod fra vinge til vinge. En dag bestemte vi at gå på en udflugt, først ville vi gå rigtig langt og overnatte et sted. Vi gik om morgenen med fuld oppakning, d.v.s. geværer. tændstikker og kompas. På turen kom vi til en sø, som ikke stod på vores kort Vi gik 3 timer mod øst, nu ville vi mod nord resten af dagen. På den strækning kom vi til en lille Ø den bestod af 2 store sten og på toppen var et stort træ. Ved siden var der noget, vi ikke kunne enes om hvad var , så vi gik derop og så det var en Moose ? et dyr på størrelse med en Bisonokse med mægtige horn som var skudt af andre jægere : det ene baglår var skåret af .Som vi stod der opdagede vi, at der var lagt sakse ud alle vegne om skroget Med et vidste vi at det var om at komme væk, saksene var for at fange ulve. Hvis jægerne havde set os, havde de sikkert skudt efter os. Der er en streng lov om at stjæle fra andre jægere Efter den oplevelse gik vi mod nord, og kom til enden af søen. Det var ved at blive mørkt, vi fandt et træ vi kunne sidde på og vi spiste vores medbragte mad, det var pandekager med sukker på og en kop isvand. Om natten blev vi der, vi hørte ulvene hyle, de var ikke langt borte, men så længe der er ild, kommer de ikke nær. Vi sov ikke den nat. Næste morgen gik vi samme vej hjemefter, som vi var kommet ud. Et syn mødte os, som vi ikke var forberedt på, nemlig en del sakse, der var sat ud for at fange Mink og andre dyr, da fik vi fart på hjemefter, de sakse er farligere end ulve. Vi var på en anden jægers jagtgrund. I kan være glade for at skipperen er levende i dag, det er 55 år siden.
På vejen hjem gik min snesko i stykker, det var ubehageligt, så vi gik meget langsomt. Med et så vi et hus med røg fra skorstenen Der var ikke tvivl, vi måtte forsøge om vi kunne få lidt hjælp.
Vi blev budt ind af to gamle indianere de smilte da de så min snesko, tog den og lavede den for mig.
Jeg ville give ham penge, men det ville han ikke tage imod. Vi sagde tak både på engelsk og dansk, de forstod ikke et ord. Da vi gik, fulgte de os på vej, den ene tog en isøkse med, og Karl og jeg gloede lidt på hinanden, jeg sagde til Karl at han nok hellere måtte havde skyderen ladt. Da vi kom hen til kanten af søen slog den ene Indianer hul på en våge og trak en stor fisk op af den og gav os den med et stort smil Det var vist første gang de havde haft besøg af nogen danskere.
Da vi gik videre stod de længe og så efter os. Vi fandt vores gamle fodspor, vi forlod søen og dens omgivelser Vi var godt trætte, jeg foreslog at vi satte os lidt, men det sagde Karl nej til, hvis vi sætter os falder vi i søvn og vågner måske ikke mere, vi fryser ihjel i søvnen. Vi var heldige, vi så spor af et hestekøretøj med træstammer, vi gik efter det og den flinke kusk tog os med på vognen. Han vidste et sted vi kunne tilbringe natten og få noget at spise, det var lige det vi trængte til. Bestyreren på herberget tog pænt imod os, men forlangte at vi satte vores bagage ind bag en låst dør for natten. Næste morgen talte vi samme om vores tur. Bestyreren tilbød os at vi kunne blive der 1 måned om vi ville, vi slog til. Vi fik en lille hytte med senge, bord og stole, kakkelovn var der også og brænde var der nok af lige uden for døren. Vores lov siger at jægere og andre lignende kan gå til vores herberger hvis de trænger til hvile og omsorg til de er raske nok til at fortsætte (Canadisk lov) Vi havde en god tid der. Da vi ikke synes vi kunne trække mere på dem gæstfrihed tog vi hjem ti vores ”Villa” igen. Vi fik mad med til et par dage og vi var heldig at træffe et køretøj igen som vi kørte med 4 timer så var vi igen hjemme og fik hare suppe og pandekager som vi var vant til. Jeg lavede dejlige pandekager af mel fedt og snevand, de var ikke så tynde som de skulle være, jeg vil siger ½ tomme i midten, men når der kommer sirup på var de dejlige. Jeg havde e6 stort uheld en dag, jeg satte sirupskrukken på mit tæppe og den væltede ud over tæppet det blev lidt stift, men det varmede desto mere. Uden for vores villa var der en lille fugl der kom ind og satte sig på vores bord når vi lukkede døren op om morgenen, den snappede smuglerne fra vores måltider.
Somme tider havde vi øvelser med vore rifler, så satte den sig på løbet og kom tilbage efter affyringen. Den sad også på min pibe når jeg røg tobak. I tror nok vi tog vore silkepyjamas på når vi gik i seng om aftenen? nej vi tog overfrakkerne på, og kasket og handsker, så løftede jeg mit stive tæppe, og kravlede under det og sov ganske godt. En nat hørte vi støj uden for villaen, vi gik ud og så en Ulv der var fanget i en saks vi havde sat for Harer, den slæbte rundt med den, til sidst hang den fast i en busk. Karl skød den, og vi gik i seng igen. Næste morgen skinnede vi den og satte skindet op på vor villa.
Vi manglede fødevarer, så vi besluttede at gå til Uppsala også for at sælge vore skind. Da vi kom til Uppsala var det søndag, vi holdt til på banegården til mandag. Da vi havde fået penge for skindene gik vi i brugsen, næste dag gik vi hjem til villaen igen.
Vi gik ikke så langt mere, kun ture hvor vi kom hjem samme dag. Vi så store flokke af forskellige dyr, men aldrig Ulve det er mest om natten de er i virksomme. Vi fangede en Mink, en Bæver og 4 Ulve. Det er ikke sådan at man lige går ud og fanger en hel del. Der skal nogen gange lidt held til og øvelse. Karl havde en bog vi lærte meget af., hvordan man skinner dyrene rigtig for at kunne sælge dem. Vi var blevet lidt trætte af hare suppe Det var ved at være forår, det dryppede ned igennem vores tag. Vi havde været her 3 mdr. Nu måtte vi hellere se og komme hjem. Vi pakkede vores grej, med vemod.
Vi tog nogle billeder og så gik vi. Da vi vendte os om en sidste gang havde vi tårer i øjnene. V i vidste vi aldrig mere skulle se vores villa. Men også at vi aldrig ville glemme den tid vi havde tilbragt i den, og Ontario.
Anton Sørensen