Årene 1848 og 1864
1. slesvigske krig 1848-51 vandt Danmark nok, men kun halvt. I vores dage stikker den blodige begivenhed vel mest ansigtet frem når talen falder på Istedløven og dens omtumlede tilværelse.
2. slesvigske krig 1864 var en kulmination af års indre uro i det sydlige Danmark. Prøjsen og Østrig erklærede Danmark krig d. 2.februar 1864, i løbet af et halvt år sluttedes foreløbig fred i Wien. Koldt og kynisk så de to stormagter til, medens Danmark skrev under på at afgive Elbhertugdømmerne, en fjerdedel af riget, og en tredjedel af Danmarks befolkning. Slesvig har fra arilds tid hørt til kongeriget Danmark. Ejderen har siden 811 været grænsen mod syd.
To år efter afståelsen kom de vindende parter selv i krig. Østrig tabte og måtte efter 2 måneders krig afgive deres part af krigsbyttet fra 1864.
Ved en fredsafslutning I Prag 23. august 1866 bestemte kejseren af Østrig, godt hjulpet af Napoleon d. 3. af Frankrig, at der i aftalen skulle indgå en paragraf, hvori det hed, at de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark. Den såkaldte ”Paragraf 5”
I Nordslesvig, det vi i dag kalder Sønderjylland, var der sorg. Der var vel ikke et sogn i Danmark, der ikke led under 1864-krigen, men for Sønderjylland var, foruden tabet af deres unge, også bevidstheden om at høre til Prøjsen. 80% af sønderjyderne var danske i bund og grund i 1864.
I Optionsretten
I en paragraf i Wienerfreden hed det, at de der ønskede det, kunne benytte sig af retten til at vælge tilhørsforhold, den såkaldte optionsret. Mange sønderjyder opterede for Danmark, her opstod kategorien ”Optanter” Især de unge mænd der imødeså faren for at blive prøjsisk soldat. At blive prøjsisk soldat betød en tjenestetid på 3 år, derfor flygtede unge mænd i stort tal fra Sønderjylland. Nogle rejste til Amerika, andre til kongeriget. Paragraf 5 løftet om at vende tilbage til afstemningen var dem en trøst ved afrejsen. Bismark så ikke med milde øjne på den masseflugt, han beordrede en enkeltbillet til dem alle, og besked om at holde sig borte fra deres hjemegn for altid.
Hvis de absolut skulle på besøg af vægtige grunde, måtte de søge tilladelse, og det var langtfra alle der fik ja.
En optant kommer til Sydfyn
Hele optantfamilier flygtede, i årene 1866-1878 udvandrede ca. 60.000 nordslesvigere, iblandt disse var bødker Pedersens ældste søn Christian fra Varnæs. Christian var født 1853. han havde været i lære hos sin far. Det eneste han fik med sig, da han flygtede, var sin bibel, sin uddannelse, og så troen på, at paragraf 5 snart ville føre ham hjem til afstemning, det var et løfte fra højeste sted.
I første omgang tog Christian lige over grænsen mod nord. Nogen fornem modtagelse fik han ikke på den gård, han kom til, ikke engang sin egen seng fik han. Han fik anvist en plads i sengen hos forkarlen. Denne var ret lusebefængt, så opholdet her var en plaget fornøjelse. Efter en tid i Jylland rejste han til Fyn. Han kom til Nakkebølle hovedgård november 1873, det skulle blive hans hjem de næste 16 år.
Hvordan det gik i Sønderjylland fulgte han med i så godt det lod sig gøre. Hans 7 år yngre broder opterede for Danmark i 1877. han kom ind til militæret, endte som stabssergent, og bosat i Nyborg det meste af sit liv.
Besøg fra hjemmet i Sønderjylland var så godt som utænkeligt, hvis det blev opdaget, var mindste straf en bøde, i værste fald udvisning med få dages varsel.
I 1878 blev paragraf 5 erklæret ugyldig. Bismark slukkede med en flot håndbevægelse alt håb hos de dansksindede i Nordslesvig. Løftet om genforening med Danmark blev dog ikke glemt hos de stædige sønderjyder.
Christian blev mejeribestyrer på Nakkebølle. Han faldt godt ind i den fynske natur. Færdedes meget i mark og skov. Han fandt frem til en interesse for lægeurter. Endnu findes en bog, hvori han har nedskrevet urternes mere eller mindre fortræffelige egenskaber. Det er måske ikke tilfældigt at 3 af hans oldebørn i dag er læger. I den unge egeskov lavede han ”Egespir” ved at binde toppen ned til jorden. Derved opnår man et flot håndtag (= spadserestok)
Illegale besøg i Sønderjylland.
Selvfølgelig tog Christian illegalt på besøg i Sønderjylland. Han sneg sig over grænsen i nattens mulm og mørke, gemte sig om dagen, og gik ud om aftenen. Da hans mor blev syg og skulle dø var han hjemme og besøgte hende, men han var ikke med til hendes begravelse. Da Christians far var død, søgte han tilladelse om at være med til begravelsen, det var i 1903, og helt uventet fik han lov at rejse til Varnæs. En gendarm fulgte ham i hælene under hele opholdet, og så snart jordfæstelsen var overstået blev han fulgt til nærmeste tog der gik nordpå.
En majdag.
Det bedste der skete for den unge ensomme sønderjyde var, en majdag da der kom en ny husholdningsjomfru til Nakkebølle. Anne Nielsen hed hun, og kom fra Horne. Christian, der selv var lys som rav, så straks en mulighed i den sorthårede brunøjede pige. Det var ingen hemmelig, at hendes farmor eller mormor havde hygget med en af de spanske soldater, der var her i landet i 1808. Anne og Christian blev gift i 1889.
Igangsætteren.
Christian købte en byggegrund på Svendborgvej 279 og byggede i 1889 en ejendom, der foruden beboelse også indeholdt et forretningslokale. Det blev til den første brugsforening i Aastrup. Her boede de i 13 år. Men efter det fjerde barn blev Anne syg. Forretningen blev solgt til tømrer Niels Peder Svendsen. Tredje generation her har netop overdraget den til fremmede. Christian byggede et hus på Eskemosegyden 1, ”Solbakken” Her indrettede han bødkerforretning, lavede blandt andet smørdritler til mejeriet.
Hans interesse og kendskab til ”lægekunsten” var kendt i hele sognet, så mange kom til ham med småskavanker. også syge dyr blev han hentet ud til. I haven havde han bier, og mange af de gamle frugttræer der står rundt i Aastrups haver, har Pedersen som han blev kaldt i sognet, lavet og plantet. I 1911 blev han valgt ind i sognerådet, hvor han sad en årrække.
1. verdenskrig.
Det trak op til 1. verdenskrig. Christian var bekymret for sine slægtninge i Sønderjylland. En søster med unge sønner boede der. De unge mænd var efterhånden trukket ind i tysk militær. Optantbørn og børnebørn var statsløse. For dog at have et sted at høre til og få lov til at blive boende på den jord, som de trods alt elskede, gik de med til tysk statsborgerskab, og hermed ind til 3 års militærtjeneste. For de flestes vedkommende nåede tyskheden aldrig inden for uniformsjakken.
I de fire år 1. verdenskrig varede deltog ca. 60.000 fra det gamle Danmark med grænse til Ejderen. Mange tusinder faldt, flere kom hjem som halve mennesker.
Krigen fik en ende. Resultatet er kendt af enhver dansker. Man talte igen om paragraf 5. Sorg og savn, også for familien her på Fyn, var der. Langt om længe kom afstemningen. 10 februar 1920, i et forrygende uvejr, var Christian igen i et frit Sønderjylland, for at være med til at stemme. Der var Dannebrogsflag og valgplakater overalt. Christian havde en plakat hængende i sin stue resten af sit liv, hvorpå der stod ”Nu kalder Danmark på sine børn farvel for evigt du tyske ørn”
Christians sidste år.
Til genforeningsfesterne i juli 1920 var familien Pedersen for første gang sammen i Sønderjylland. Der var i de følgende år flittigt besøg fra Sønderjylland, børn og unge kom herop på tiltrængt ferie. Krigen havde sat sine spor både fysisk og psykisk. Anne og Christians hjem var kendt form sin gæstfrihed.
Desværre blev Christian syg, han indså snart, at han havde været i Sønderjylland for sidste gang. Han sidste oprigtige glæde her i livet var, at Sønderjylland igen var dansk. Han døde den 17. august 1923. Anna overlevede ham i 23 år.