Lærerne Willadz Agertoft (1808-1850) og Michael Agertoft (1850-1890), Aastrup efterlod sig nogle notesbøger, som stadig er i familiens eje. I bøgerne havde de noteret løst og fast fra sognet, husråd, afskrifter af inskriptioner, overtro, sagn og meget andet.
De to Agertofter der omtales i Stavn 2004 var lærer i tilsammen 90 år. 1. Agertoft, Willadz, fra 1808 til 1850. 2. Agertoft, Michael, fra 1850 til 1898. Foruden de påbudte protokoller førte de også nogle mere private notesbøger. De var begge kirkesangere og derved godt kendt med gravskrifter, kister og inskriptionerne på de store stentavler. Det har de også skrevet ned i notesbøgerne. Der er også et afsnit der hedder ”Apostlenes skæbner”, hvorfra det stammer er ikke oplyst, men vist ikke fra kirken. De har udførligt berettet om hvordan børnene blev undervist og om deres konfirmation og forberedelse hertil. Også familiernes liv og trivsel tog de del i. når der var sygdom i hjemmene kom de til ”Degnen” og fik lærdom og gode råd. Lægehjælp var ikke almindelig, i hvert fald i Agertoft tid. Jeg har en gammel læge bog fra 1762 skrevet af en fransk læge, oversat til dansk 1800. den bærer præg af at være flittig brugt. En professor Zarn fra Leipzig opfandt i 1800 et godt råd mod bændelorm. Det gik ud på at hakke kærner fra et græskar med amerikansk olie og spise det nogle dage morgen og aften, ormen dræbes herved og kommer hel ud i nogen tid derefter. Der er råd for søvnløshed, ringorm, frost i fingre og tæer, og meget andet. Kræft er også omtalt og var og der er også råd derfor. En universalmiddel er marven af et kraveben på en gris. Det læger alt.
Min farmor var datter af 2. Agertoft. hun arvede de gamle notesbøger. Min far tog sig af dem og opbevarede dem omhyggeligt. Han var ikke god til at læse gotisk skrift, men i 1923 kom en ny lærer til Aastrup, han havde tålmodighed til at sætte sig ind i de gamle bøger. Han interesserede sig hurtig for sognets historie. Han tog ud og talte med de ældste og de fortalte gerne om gamle dage.
Når man studerer fortid falder snakken også på sagn og overtro. Hvor meget de to ivrigste læsere troede på de fantastiske historier vides ikke, men de ville gerne høre dem. Min bedstefar kendte til mange af dem, og de andre gamle i sognet kunne mange flere. Min bedstefar har kendt en der hentede jord på kirkegården til sin so der skulle fare, den første faring var ikke gået godt, så nu skulle soen bare spise jord fra en ny grav, så ville det gå fint. En anden kendt mand hentede også jord på kirkegården der skulle lægges i hans led hul. Hans nabo havde for skik at formumme sig som en høne og genere og forfølge ham. Hans søn fik en aften fat i ”hønen” og klippede næbet af den, Han gik resten af sit liv med et ar på overlæben.
Sagnet fortæller, at kirken er bygget på en levende begravet lam. En smuk skabning med lang hvid pels. Det ma da være den første stenkirke blev bygget. Det sagn fortalte man endnu i min barndom. Den der møder kirkelammet kan forvente en snarlig død. Nogle karle var en morgen på vej til hov på Nakkebølle da de mødte lammet. Den ene karl tog sin plej af nakken og slog lammet hårdt over det ene ben. Han blev syg og døde kort tid efter. Fortælleren af denne sørgelige historie var en gammel mand på 95 år og han havde hørt den af sin far. Så det er ganske vist. På trappen til kirketårnet har flere set en kvinde sidde og ammet et barn. Nogle piger der havde været til kartegilde på en gård i nærheden af kirken, så hende sidde der i måneskinnet. Da nogle karle skulle ringe med kirkeklokkerne da Frederik den syvende var død (1863) så en af dem en kvindeskikkelse komme ud af vægen ved trappen og gå til vest gavlen, stryge med den ene hånd over vægen og den åbnede sig og hun forsvandt ind. Nogle år efter skulle der foretages restaureringsarbejde i samme mur. Under arbejdet fandt man nogle knogler af et barnelig. Det blev lagt i en æske og sat op på hvælvingen. Siden har ingen set den ammende kvinde.
Ved et led hul nær Eskemosegaard går en hvidbroget ko hvileløs rundt både sommer og vinter. To karle forsøgte en gang at fange den, da de kom tæt på blev den usynlig.
Ved forsamlingshuset går en mystik mand rundt, han skal være hovedløs, eller gå med det under armen. Bakken, huset er bygget på hedder ”Per Grønborgs Høj”. En aften gik et ægtepar hjem fra gilde; da de passerede bakken så konen en hovedløs mand. Da hun senere fortalte folk om sit syn var de straks klar over at det var Per Grønborg. Efter hvad de ældste vidste, var han begavet der. Måske er han halshugget der, siden han er hovedløs, eller også er han selvmordere. Engang måtte man ikke begrave selvmordere i indviet jord.
På Møllebakken er 4 trolde på spil. De pløjer om natten med fire heste for ploven. Hvis der kommer nogen forbi skal de sætte træskoene og pløje en omgang. Hvis træskoene står der endnu når de er færdige er de frie. Hvad der sker hvis træskoene ikke står der, melder historien ikke noget om.
Der boede en mand ved navn Søren Petersen, i daglig tale kaldet Per Bit, nede i Dybs Krog. huset hedder i dag Bittenhuset og er feriehus for skolebørn. Søren kunne hekse. En troværdig kone fortalte den unge lærerat hun var ved at brygge øl da Søren kom forbi. Han spurgte hende om øllet nok kunne løbe ud af hullet i karet. Det mente hun nok det kunne, men da hun så efter var det stoppet. Hun begyndte at arbejde for at få gang i afløbet, da Søren en tid havde moret sig over hendes frustration sagde han ”Det kommer nok af sig selv igen Maren” og lige efter løb øllet igen. Han havde også en dag forset en mand der kom kørende ”Pas på du ikke vælter” råbte Søren efter ham og i det samme væltede vognen selv om vejen var uden forhindringer.
Der var også ”kloge” mænd og koner. Sognefogedens kone i ”Grøndal” blev ofte hentet til vanskelige fødsler. Min oldefar fortæller i et brev til sin kæreste i 1852, at hans mor, degnemadammen, en nat havde alvorlige kramper; de så kun en udvej og det var at hente den kloge kone i Grøndal. Degnemadammen blev rask og levede mange år endnu. En anden klog kone boede i hospitalet, hun læste vorter bort, min bedstefar har konsulteret hende flere gange. Hun fik et modermærke til at forsvinde på en lille dreng. Det foregik ved at tage drengen med til en nylig afdød mand. Først strøg hun med en finger 3 gange over drengens mærke der sad i panden, og derefter 3 gange på den afdødes hånd. Mærket forsvandt.
Så var der kloge Niels. Han boede i nærheden af smedjen, der var samlingssted for kunder og ikke kunder, Niels kunne særlig ordne gigt og ledsmerter. Hvis der var skuldre der var gået af led eller sene knuder der skulle glattes ud, så var Niels parat. Niels fik selvfølgelig honorar for sin lægegerning. En snaps eller to almindeligt, så det var nok en fordel for ham at han boede så nær ved smedjen.
Hvad var et kartegilde? Når ulden var klippet af fårene blev alle totterne løsnet før Kartningen skulle foregå. Kartningen var en højtid. Pigerne blev budt sammen med nogle dygtige kartekoner, der var med mange steder på grund af deres faglige dygtighed. Der blev sunget viser og fortalt historier og eventyr. Der blev serveret kaffe med æbleskiver og hvedebrød. Kartningen skulle foregå med let hånd. Ulden skulle rives fint og trilles sammen i ”Tøjer”. Når tøjerne blev holdt op mod lyset skulle de være klare og fri for klumper. Garnet skulle være jævnt, når det blev spundet på den gamle rok. Det kunne hænde nogle karle kom forbi med en violin. Så foruden det nyttige blev det rigtige hyggeaftner.
Den gamle bog indeholder, som antydet, også oplysninger om gravskrift og inspirationer. Da det nu er 150-160 år siden den er skrevet, vil man savne de fleste af dem i kirken nu. Der er begravet omkring 50 personer der i tidens løb, nu ligger de fleste under gulvet. Den ældste dato i bogen beretter om er fra 1564. den 26. maj 1564 er Anne Billes fødselsdag. Anne Bille var gift med Ejner Brochenhuus til Nakkebølle. Det var Ejners 2. ægteskab, han havde været gift med Anne Berthe Friis i 5 år da han blev enkemand. På Nakkebølle var en oldfrue der var skuffet over at han giftede sig med den 18 år gamle Anne Bille. Constance, som oldfruen hed, lavede heksekunster med en dukke, og præsten hjalp hende med at grave den ned under fru Annes kirkestol med ordene ”Nu graver vi al fru Annes lykke og velfærd ned”. Anne Bille fødte i løbet af 14 år 17 børn. Kun 2 sønner og 2 døtre, som døde som spæde fik en grav i kirken, hvor Anne og Ejner mange år senere blev begravet. Anne Bille var enke i 38 år og døde 22.nov. 1640. alle inspirationerne slutter med ”Gud at give alle troende kristne en glædelig opstandelse på den yderste dag”
En anden gravskrift står der også om i den gamle bog. Det er en forvalter ved navn Jacob Antonsen. Han tjente på Nakkebølle. Han døde 33 år gammel. I samme grav er også 2 børn, den ene er en stedsøn på 14 år, den anden er hans egen datter på 4 år. Det må vist være sjældent at en forvalter blev begravet i en kirke, med sine børn.