Forfatteren beretter om en ikke almindelig kvindeskæbne fra Aastrup. På grund af sygdom nåede hun kun at blive 34 år gammel. På trods af tabet af sin mor allerede som barn nåede hun at opleve både kærlighed og omsorg fra fremmede mennesker i sognet.
Når et lille barn bliver døbt henvender præsten sig efter dåben til fadderne og gør dem opmærksom på hvilke forpligtelser de har påtaget sig overfor dette barn. Det er vist ikke så mange der i vores dage tænker nærmere over det ansvar de påtager sig. Om fadderne i gamle dage var mere ansvarsbevidste er der ingen særlig bevis for. Ifølge folketællingerne er langt de fleste, der blev født af enlige mødre, eller hvis mødre døde i barselseng og faderen ikke magtede at klare et mindre barn, sat i pleje hos en veletableret familie, ofte var der mange børn i forvejen.
Ved gennemgang af folketællingerne og kirkebøgerne var det meget sjældent fordi barnets fadder eller gudmor, at barnet netop blev anbragt der.
En lille pige der blev født i 1739 mistede sin mor. Hendes far var gift anden gang og havde i forvejen 7 børn. Denne lille pige fik ved dåben det klingende navn Hilleborg Larsdatter. Hun var også så heldig, at en af hendes faddere tog hende med hjem til sig og betragtede hende som sit eget barn.
Denne fadder hed Poul Hansen Ellegaard. Han boede med sin kone Johanne Pedersdatter i udkanten af Aastrup by. Hilleborgs forældre og Poul Hansen var ikke i familie, de har måske været nære bekendte eller naboer. Helt præcis hvornår Hilleborg fik fast ophold hos Poul Ellegaard vides ikke, men hun har gået i skole derfra, og som fadder har han sikret sig at hun blev bekendt med den kristne tro. Hun var ganske sikkert også med sine plejeforældre i kirke ved enhver lejlighed. Det fremgår af kirkebogen at Poul Ellegaard ofte stod fadder ved barnedåb. Poul Ellegaard og Johanne Pedersdatter havde en søn sammen. Johanne havde i forvejen 2 sønner. Hun var enke da hun blev gift med Poul.
Der er ikke tvivl om, at lille Hilleborg har haft en lykkelig barndom hos familien. At hun har haft omgang med sine hel- og halvsøskende er også ganske sikkert. Hilleborg eneste søster er 14 år ældre. Hun bliver gift med Thomas Sørensen og de bor i Aastrup. I året 1755 får de en lille pige som får navnet Hilleborg.
30. april 1757 gifter Hilleborgs plejebroder Berthel Poulsen Ellegaard sig med Karen Hansdatter. de får en lille søn 1759, han får navnet Poul, og Hilleborg Larsdatter er en af fadderne. Heraf kan man vel slutte at Hilleborg, der nu er 20 år gammel og stadig opholder sig hos Ellegaardfamilien, er at betragte som en del af familien.
I 1767 er Hilleborgs fosterfader nu 69 år gammel. Hans kone er 8 år ældre. De overdrager fæstet af deres gård til sønnen Berthel og bliver boende hos søn og svigerdatter som aftægtsfolk. Samtidig med at gården overdrages skriver Poul Hansen Ellegaard et testamente til fordel for deres plejedatter: ”Jeg underskrevne Poul Hansen Ellegaard tilstår og herved vitterliggør at jeg af egen fri vilje, og velberådt haver givet og bortskænket til en pige, som jeg fra barndom at haver opfødt, ved navn Hilleborg Larsdatter. Dette efterskreven, først en forsvarlig seng med tilbehør, som fornævnte pige allerede i hænde have. For det andet haver og tilsiger jeg, at dersom det er guds behagelige vilje, at fornævnte pige lever og skal udi ægteskab. Da at gøre hende fri trolovelse og bryllup med 80 personer, siger firsindstyve personer. For det tredje lover jeg at give hende en ko der er vurderet for 6 Rd. Og dersom det behager gud at bortkaldes mig ved døden før førstnævnte pige kommer udi ægteskab. Da skal min søn Berthel Poulsen være pligtig at holde og efterkomme hvad jeg under min hånd har lovet fornævnte pige ikun hun og opholder sig” Aastrup 6. september 1767. Poul Hansen Ellegaard — Berthel Poulsen Ellegaard
Hilleborg har tilsyneladende ikke haft travlt med at stifte hjem. Hun tjener nu hos sin plejebror, hvor der efterhånden kommer børn.
Den 30. december 1771 dør Poul Hansen Ellegaard. Der møder i stervboen de forskellige ved sådan lejlighed tilskikkede mænd. Vurderingsmænd til at vurdere og registrere boet, også en lagsværge for enken Johanne Pedersdatter. Da der kun er deres eneste søn og enken der skal dele er det forholdsvis nemt skifte. Berthel Ellegaard gør opmærksom på at hans far har tilskrevet pigen Hilleborg en arv. En fuld opredt seng har hun allerede modtaget. Dernæst er der en ko, som endnu ikke er vurderet, men som Hilleborg er ret fornøjet med. Den bliver under hendes husbonds ansvar til mikkelsdag 1772, da modtager Hilleborg den til egen nytte og fordel. Også de lovede bryllups- og trolovelsesfestligheder bliver lovet overholdt. ”dersom det er guds vilje hun skal ud i ægtestand” Dette løfte bliver vurderet til 50 Rd.
Året efter, i december dør enken Johanne Pedersdatter. Sønnen sørger for en kristelig begravelse, og da hun ikke efterlader sig noget udover hvad begravelsen koster, modtager hendes to sønner fra 1. ægteskab ingen arv.
I 1772 var der flere koppedødsfald bland helt små børn i Aastrup. Om det er kopper der er tale om, da der er er en grasserende sygdom i sognet 1773, hvor flere midaldrende mennesker døde efter kort tids sygdom, er ikke bekræftet. I nabosognene er der også tale om usædvanlige mange dødsfald. Koppevaccination blev først tvunget i 1810, så muligheden foreligger.
Hilleborg blev syg i foråret 1773. hun bliver efter nogen tid klar over, at hun måske aldrig bliver rask. Det må have været en svær beslutning at tage for en ung pige på 34 år, at sende bud efter den behørige øvrighed og få skrevet sit testamente. Der kommer to mænd til hendes sygeseng og de skriver følgende: ”Eftersom nærværende fruentimmer Hilleborg Larsdatter er syg og tænker i denne sin svaghed ved døden at afgå. Så har hun fundet for godt endnu i sin livstid at uddele til sine efterladte arvinger sin kiste og gangklæder, hvilket med hendes vilje bliver sat under forsegling. Desuden har hun en seng med alt tilbehør, og en ko som det høje herskab har modtaget for 16 Rd. I rede penge har hun til gode hos Berthel Poulsen hvor hun tjener, 3 Rd. 2 sk. Hos Niels Pedersen i Aastrup 1 Rd. 2 sk. Og så har hun et hvidt røgtet får med lam, og to tinfade med hendes navn på. Overnævnte seng med tilbehør, og en ko vurderet til 16 Rd., giver bemeldte Hilleborg Larsdatter til deling til det høje herskab fru oberst lieutnant Cicignong på Nakkebølle og sin sjælesørger hr. Møller i Aabye”.
Dette er placeret og forrettet i overværelse af to tiltagende mænd, nemlig Niels Andersen og Rasmus Pedersen.
De øvrige arvinger er følgende: Hans Larsen (bor i Diernæs) Jørgen Larsen (bor i Ny Hauge) Lars Larsen (bor i Ålemark) Henrik Larsen og Frederik (bor i Stenstrup) Mads Larsen (i V. Skerninge) og søsteren Maren Larsdatter gift med Thomas Sørensen i Aastrup.
Om hendes død indført i kirkebogen står at læse: Hilleborg Larsdatter som tjente i Ellegaard døde 29. maj 1773 af den grasserende sygdom, 34 år gammel.
Dette er en sandfærdig solstrålehistorie om en lille pige der tidligt mistede sin mor, men alligevel i sit korte liv oplever så megen omsorg og kærlighed fra fremmede mennesker. Historien gemmer sig imellem gamle gule blade, nedskrevet med sirlige krøllede bogstaver i skifteprotokollen fra Nakkebølle gods for mere end 225 år siden.
Til almindelig oplysning kan det tilføjes, at den ”Ellegaard” der her er tale om er et gårdsted i Pejrup. Berthel Poulsen og Karen Hansdatter, som Hilleborg tjente hos da hun døde, fik mange børn. I kirkebogen, hvor fødslerne er indført, står der f.eks. ved en af døtrenes fødsel: født 8. april 1770 kl. 6 om morgenen Kirsten, datter af Berthel Poulsen Ellegaard, gårdsted i Pejrup og Karen Hansdatter Kragh. Døbt hjemme 9. april. Fremstillet i Kirken 6.-6.1770 båret af degnemadammen. Og så faddernes navne.
En datter Johanne født 1776 bliver gift og kommer til at bo på ”Værnehøjgaard” i Aastrup. Hendes mand er med ved lodtrækningen i 1822, han dør tidligt og Johanne sidder enke på gården i mange år. Datteren Kirsten bliver i 1802 gift med en bondesøn fra Aastrup, de fæster en gård i V. Aaby. Det er den gård der senere bliver udflyttet og får navnet Adamslyst i V. Aaby. Denne Kirsten bliver min oldefars mor. Hun kommer dog aldrig med til ”Adamslyst” da hun dør 49 år gammel.