Jøderne i V. Aaby og Aastrup

H.C. Andersen, 1951

 

I artiklen beretter forfatteren om de hektiske dage i oktober 1943, da jødeforfølgelsen tog fart i Danmark, han deltog aktiv i bestræbelserne på at hjælpe jøderne til flugt. H. C. Andersen (1879 – 1955) var præst i V. Aaby og Aastrup 1926 – 47.

Tyske jøder på Faaborg-egnen

Da jødeforfølgelserne begyndte i Tyskland, kom der nogle unge jøder, mænd og kvinder til Faaborgegnen. Nogle fik plads i V. Aaby, flere i Aastrup. Skønt de ikke var kendt med landbrug, fik de fleste plads på gårde. Det var deres håb, at opholdet her ikke skulle blive af lang varighed, de ville søge at komme til Palæstina. Derfor ville de lære hebræisk. De ønskede at finde et sted, hvor de kunne samles i fritiden og på helligdagen og i fællesskab søge at sætte sig ind i det hebræiske sprog. I den anledning genvendte de sig til mig.

Der ligger ved Aastrup Kirke et lille hus, hvor der er garage, brænderum og et værelse, som præsten bruger til omklædning. De bad om at få dette værelse til samlingssted. Jeg gav gerne mit samtykke til, og de var meget glade for det. de var ofte sammen der, når de kom til Kirke, og så fik jeg lejlighed til at tale med dem. De var meget flinke og livlige.

Som tiden gik blev deres antal mindre, og det varede ikke længe, inden de havde forladt sognene. Jeg havde ingen forbindelse til dem, og jeg vidste hvor de var rejst hen.

1 oktober 1943

Den 1. oktober 1943 var den dag da jødeforfølgelsen begyndte her, kom der ved middagstid to unge mænd til mig. De spurgte om jeg kendte dem. Selvom jeg nok kunne kendes deres ansigter, var jeg ikke klar over, hvem de var. Men så snart de nævnte deres navne, var jeg klar over, at de havde været i Aastrup. De fortalte at der i Horne og Diernæs var 17 jøder, elleve mand og seks kvinder.de havde dagen før fået et telegram fra København: ”Fader  meget syg, underret børnene.” Det var aftale med jødernes ledere i København, at hvis der kom jødeforfølgelser skulle der sendeset telegram med disse ord til dem, og så skulle de søge at finde en udvej, så de kunne undgå at falde i tyskernes hænder. Den, der havde modtaget telegrammet, sendte straks bud til de andre jøder på egnen. De samledes samme og forhandlede om, hvad de skulle gøre. De var enige om at de straks måtte forlade deres pladser, og søge at holde sig i skjul, indtil de de kunne komme bort. Resultatet af deres forhandling var, at de ville henvende sig til mig og bede ig at hjælpe dem, så de kunne komme til Sverige.

Sommerhuset

De fortalte, at de havde skjult sig i et sommerhus ved stranden. Jeg fik senere at vide, at husets ejer var sognepræst Fabricius, tidligere Gislev, nu Maglegård Sogn, Messiaskirken i Charlottenlund.

I dette hus opholdt de sig om dagen, først når det var blevet mørkt, vovede de sig ud, de måtte skaffe sig føde, og de mente, de kunne få noget hos de folk de havde været hos, ikke blot hos dem i Horne, men især i Aastrup.  Vi forsynede dem med en del fødevarer, og jeg lovede at sætte mig i forbindelse med en mand i Nordsjælland for om muligt derved at få forbindelse med fiskere på Nordsjællands kyst, som kunne befordre dem til Sverige.

Vi aftalte at de skulle komme om aftenen eller om natten for at hente nye oplysninger.

Det blev en urolig uge, vi gik ind i. de kom den ene gang efter den anden. De fortalte om de trange kår, de levede under, hele dagen inde i huset, kun ude om natten, og så i fare for, at man opdagede, hvor de var. Især gjaldt det om at få kvinderne derfra. Vi blev enige om at vi måtte søge at få dem til Odense, da de bedre kunne leve ukendte der, end hvis de tog ophold hos os.

Flugten iværksættes

Vi satte os i forbindelse med dyrlæge Juhl og frue, Holmegård pr. Bellinge. De lovede at bringe sagen frem for venner, som de netop skulle samles med den dag. Resultatet blev, at de næste dag skulle ringe fra Holmegård og sagde de havde plads til to piger.

Da jøderne kom om aftenen, ingen i byen anede noget om vor forbindelse med jøderne, kun sognefogeden fik det at vide, da han en dag kom, mens jøderne var hos os, og han var straks forstående og talte ikke med nogen derom, aftalte vi, at to piger skulle komme til s om natten, så ville vi sørge for at de kom til Odense næste dag. De kom, og de rejste til Odense, alt gik godt. De kom til læge Ingerslev, som sørgede videre for dem. Samme dag ringede de fra Holmegård, at de kunne tage   Samme dag ringede de fra Holmegård at de kunne tage imod endnu to piger. Og nu kom den mest bevægede dag – eller rette nat. De to piger kom til os sammen med nogle af mændene. De fortalte, at de nu havde forladt sommerhuset på Horne strand, det var vanskeligt at holde ud at være der hele dagen, og de vidste, at man havde opdaget hvor de var, og derfor var de bange for, at tyskerne skulle få at vide, hvor de opholdt sig. De havde derfor forladt sommerhuset og skjult sig på de gårde, hvor de havde været i Aastrup, Diernæs og Horne.

Da vi forhandlede om forholdene, ringede telefonen. Klokken var over ni. En kvindestemme, jeg fik senere at vide, at det var Inger selv, spurgte hvor mange gæster vi havde. De ville sende biler efter alle vores gæster og måtte derfor kende antallet.

I nattens muld og mørke

Vil de hente den i morgen, spurgte jeg. Nej, i nat var svaret. Denne oplysning gav travlhed, nu gjaldt det om at samle alle jøderne, inden bilerne kom. Vi aftalte, at de jøder der var hos os, skulle cykle til de gårde, hvor de vidste at jøderne skjulte sig. De skulle samle dem alle på nærmeste bestemt gård ude ved Faaborg, der skulle de vente, til bilerne kom. Vi skulle fortælle chaufførerne, hvor de skulle finde dem. De tog afsted alle. De to af pigerne kom i seng, de var dårlige. Det mest gribende øjeblik var, da de sagde farvel til hinanden inden de cyklede ud. De var meget bevægede, trykkede hinandens hænder og sagde ”Shalom eska” fred med dig.

I løbet af natten kom der flere jøder til os, medens vi ventede på bilerne. Vi ventede og ventede, som havde været ud for at finde de andre på gårdene, , hvor de havde skjult sig, kom tilbage og fortalte, at de nu var forsamlet på gården ved Faaborg, men bilerne kom stadig ikke, og det nærmede sig morgen.

Først kl. 4.30 kom der tre biler. De fortalte, at straks efter telefonsamtalen var kørt fra Odense. De havde en af pigerne med, som vi dagen før havde sendt til Odense, hun skulle være deres vejviser til sommerhuset, hvor hun troede at de endnu opholdt sig. Men hun kunne ikkefinde vejen, og de havde kørt rundt derude time efter time, og da de endelig fandt huset, var det tomt. De andre jøder havde forladt det, efter at hun var rejst. Hvad skulle de så gøre? De kørte til os i V. Aaby. De tre mænd der kørte var Ingerslev, Juhl og en gartner, hvis navn jeg ikke husker. Det blev nu ordnet sådan, at den ene bil tog de jøder der var hos os, og kørte til Odense. De to andre biler fik en jøde med, som viste vej til gården ved Faaborg, hvor de andre var samlede. De kørte fra os kl. 5.30

Underligt var det at ingen lagde mærke til disse biler. Netop som bilerne drejede ud af gården, kom forpagteren ud af døren og gik i stalden. Han sagde siden – det var først efter kapitulationen, at han troede, det var mig der var bud efter. En kone i byen var på vej til sognefogeden, hvor hun arbejde. Hun så bilerne og var meget forskrækket over, at de kørte til præstegården på det tidspunkt, men sognefogeden berolige hende med at sige, at hun nok havde set fejl, det var ikke personbiler, men lastbiler som skulle hente kreaturer i præstegården.

På vej til Odense – med forhindringer

Vi tænkte, at det nu var i orden, og at alle jøder kom til Odense, hvorfra de ved middagstid skulle rejse til København. Men en halv time senere, efter at bilerne var kørt, kom der en jøde til os. Han havde været ude på gården ved Faaborg, hvor de var samlede. De havde stået i en lund ved gården og ventet på bilerne, men der kom ingen biler, og nu da det nærmede sig morgen, turde de ikke stå ude i lunden, de skjulte sig alle inde på gården. Nu kom han for at høre, hvad de skulle gøre. Han blev beroliget, da han hørte at bilerne var kørt derud. Han var træt og forfrossen og kom i seng. Men han fortalte at der manglede en jøde. Han vidste at han skjulte sig på en gård i Aastrup, Agertofts gård. Ham måtte vi finde, så kunne de to tage en bil til Odense og slutte sig til de andre inden afrejsen til København. Jeg cyklede til Aastrup, men det var ikke muligt at finde manden. Vi bestilte en bil til jøden hos os. Den kørte kl. 9.30. ti minutter efter at bilen var, kom der bud fra gården i Aastrup, at de havde fundet den mand, der havde skjult sig der. Jeg bad dem om, at de ville sørge for, at han kom med toget fra Pejrup, så han kunne nå de andre i Nyborg. Han nåede ikke toget, men det lykkedes ham alligevel at komme bort. Han cyklede til Aalborg, og der kom han med et skib til Sverige.

Desuden var der to jøder der ikke ville vente på gården ved Faaborg. De var taget op mod Ringe. Dem gjaldt det også at finde. Jeg ringede til læreren i Vantinge for at få ham til at undersøge, hvor de var, men inden jeg fik forbindelse til ham, ringede telefonen. Det var en af de to jøder, som spurgte hvad de skulle gøre. Vi aftalte at de skulle tage til Ringe og opholde sig på banegården, så skulle bilen fra V. Aaby komme og tage dem med til Odense, og de kom med.

Da bilen kom i nærheden af Odense blev der luftalarm, så den kunne ikke køre ind i byen. Af samme grund gik toget heller ikke til tiden, og da bilen endelig nåede banegården, var jøderne samlet der, og de kom alle med toget til København. Siden kom de til Sverige, og der havde de det godt.

I sidste øjeblik

Det var på høje tid de kom bort. Tyskerne fik at vide, at jøderne havde opholdt sig i sommerhuset på Horne strand, og netop samme nat som bilerne fra Odense hentede dem, søgte tyskerne efter dem, men de fandt ingen.

Fra Sverige har jøderne flere gange sendt os hilsen. Så vidt vi ved blev nogen af dem der.

1.-6. oktober1943 var travle dage, og vi glæder os over at alle disse jøder nåede i sikkerhed.