Aastrup er rig på fortidsminder fra den ældste jernalder og frem til vikingetiden. Om dette beretter forfatteren.
Da den sidste istids gletschere for mere end 15.000 år siden trak sig tilbage, var landet heromkring højere, og bælterne omkring Fyn var nærmest kun floder. Da plante- og dyreliv sydfra havde fundet grobund, fulgte jægerfolket snart efter.
Om Aastrup dengang havde kyster mod syd er nok tvivlsomt, i hvert fald findes rester af væltet skov langt ude i stranden på flere meter dybde, ligesom flinteredskaber kan findes under den nuværende havoverflade.
De første bevarede spor af mennesker er nu ikke fundet her, men ved tørvegravning i mosen Skedes Lung ret vest for Aastrup by.
Her blev ved tørvegravning under krigen i 1942 fundet ret primitivt slagvåben fremstillet af kronhjortegevir, samt to økser af samme materiale. De er vel 8000-10000 år gamle.
Der fandtes også en meget flot harpun lavet af en lårbensknogle. De blev desværre stjålet fra skolens samling uden at være affotograferet. Fra omkring denne tid stammer de første og grove flinteredskaber, og af dem kan der stadig findes mange i strandkanten og på markerne.
Jeg har selv ledt efter flint i snart 70 år, men har aldrig fundet fine ting, kun skraber og brudstykker af økser, dolke og mejsler, men andre ved tilfældigheder har fundet flotte ting som økser og lign.
Allerede i ældre stenalder har bopladserne haft en størrelse, så folk har samlet store sten til stendysser sammen, vel nok til de øverste i samfundet, og dette forsatte også i yngre stenalder. I Aastrup har der måske været en halv snes stykker af disse, men kun to ikke ret store er bevarede.
En på ”Van Deurs Minde” og en på den offentlige badestrand.
N. Rasmussen Søkilde beretter om en, som lå i skellet mellem Pejrup og Aastrup, nord for Aastrup by, hvor jernbanen gik. Denne stendysse eller kæmpehøj blev sløjfet omkring 1855.
Desuden en på Mosegaardens og Strandhøjs jorde. Den sidste lå næsten ud til stranden, og i dens nærhed fandtes en stor og to små grønstensøkser.
Fra denne tid stammer også de flinteting som er bevarede. Mange findes endnu i sognet medens ting ved arv eller gave er havnet andre steder, og nogle er måske også handlet bort.
Lokalhistorisk forening vil gerne have lov til at lov til at affotografere sådanne ting og vil være taknemmelig for henvendelser herom.
Der kendes ikke noget til, om der har været større gravkamre eller jættestuer i Aastrup.
Sidst i yngre stenalder gik man bort fra de store arbejdskrævende gravskikke med store gravhøje der kunne rumme mange begravelser, og man foretrak enkeltgrave, d. v. s. en ramme på ca. 1-2 m. af flade sten på 50-80 cm. Som dækkes af andre flade sten.
Af disse kendes med sikkerhed to her i sognet. I en optegnelse fra 1834 er en som lå i skolelodden lidt syd for bygningerne beskrevet. En anden lå på Mosehavegaards jord nord for landevejen ved 21 km. stenen. Resterne af denne blev først sløjfet omkring 1935. heri fandtes en sandstens- stridsøkse.
I bronzealderen for 2500-3000 år siden forandres gravskikken totalt, idet man nu brændte de afdøde og nedsatte asken i en urne. En sådan fandtes i 1930-erne på ”Van Deurs Minde” og i nærheden brudstykker af et fint forarbejdet bronzesværd. Da de anlagde sportsplads i Aastrup omkring 1944 stødte man på flere gravurner. De var dog så ødelagte, at de ikke kunne samles.
På Skovshøjgaards jorder er fundet en såkaldt pål sav, en lille klejn økse af bronze. En lignende er fundet i 1950 ved Skovhaverne i skellet ind til Katterød.
I 1951 fandt lærer V. W. Pedersen en skålsten indmuret i kirkens våbenhus. Den er nu afdækket af kalk og ses tydeligt. Det er en sten på omkring 40-50 cm. Med en række fordybninger ca. 5 cm. I diameter og 2-3 cm. dybe. Der findes en del af den slags i mange størrelser over hele landet. Det menes at disse har været brugt ved ofringer eller andre kultiske lejligheder og er vel et tegn for at det har været en form for helligdom i hedensk tid her på stedet. Måske har man så valgt at bygge Kirken her da kristendommen blev indført mange århundreder efter. Aastrup by skulle således have en høj alder.
Fra jernalderen lidt før vor tidsregning er der vist ikke gjort fund her. Materialet bliver ret hurtigt fortæret af rust. Men flere steder findes der myremalm, hvoraf der kunne udsmeltes jern.
Vi er nu nået frem til ca. år 800 og her begynder vikingetiden. På den tid og før var der boplads øst for Kildegaard. Da sommerhusområdet blev kloakeret omkring 1885 stødte man under udgravningerne på stedet foretaget af Stiftsmuseet, på flere hustomter og en lille urne.
Før den tid havde Anton Jørgensen fundet et guldarmbånd på sin ejendom i området. Dette fund er omtalt i Stavn 1992 side 6-8.
For 25 år siden foretog Stiftsmuseet udgravninger af et par gamle gårdtomter, udflyttet fra Aastrup by omkring 1830. i den ene udgravning fandtes spor af fire gårde opført oven på samme tomt. Den ene var brændt omkring 1500-1600. endvidere fandtes her spor af en pløjning på en ager med plovtype fra omkring år 1000.
Hermed kan passende stoppe med det jeg ved her fra sognet fra de c. 10.000 år. Skulle nogen have mere at tilføje, hører jeg gerne herom.
Det ville have været et skønt syn, om flere af de forsvundne stendysser havde stået her endnu.
I mere end 4000 år fik de lov til at ligge, og vistnok først omkring 1840-50 er de fleste blevet fjernet.
Der er nok flere grunde til at de på denne tid gik til grunde.
For det første blev overtroen fortrængt, skolegangen blev indført med lov helt fra 1814. hidtil havde højene ligget ensomt ude på den åbne mark hvor alt troldtøj og overnaturlige væsner holdt til. Folk havde vel både angst og respekt for at komme for nær og trodse alle de uheld og sygdomme det kunne afstedkomme blandt folk og fæ. For det andet var interessen for oldtidsminder vågnet og udgravningerne begyndt. For det tredje var den fælles jord blevet udstykket omkring 1825-35, og gårdene havde fået hver sin samlede jordlod omkring nyopførte bygninger, alle opført af bindingsværk.
Disse bygninger havde ikke krævet store grundsten som fundament som det var, kunne tåle en del skævheder og uensheder i selve funderingen, som det kan ses i dag på flere af de endnu bevarede bygninger.
Men omkring 1850 kom en lov om arvefæste. Tidligere kunne fæstet opsiges af ejeren, men ved den nye lov havde arvingerne nu ret til at forsætte efter fæsterens død eller bortflytning.
På den tid var man også på landet her omkring begyndt at opføre bygninger af brændte mursten. Da der på denne tid var høje kornpriser en del år på grund af krigen mellem Rusland på den ene side og England og Frankrig på den anden, begyndte der et usædvanligt byggeri på gårdene.
Mange af gårdene der var udflyttet 30 år tidligere, fik opført nye stuehuse, nogle steder også udlænger af grundmurede teglsten.
Jordbesidderen gav også fæsteren lov til at udstykke jordlodder fra gårdens areal til for eksempel børn fra gårdene, og en del nye ejendomme skød op. Næsten alle blev opført af teglsten. Disse nye teglstenstenmure krævede en solid grund for ikke at revne med udskridning til følge eller sætte sig ved frost eller forandringer. Beton brugtes ikke endnu til dette formål. Det krævede store, helst lange kløvede sten, og det blev katastrofalt for de oldtidsminder som i næsten 5000 år havde fået lov til at ligge uantastet. Her lå store overlæggere, bærende sten og randsten som var nemme at gå til for stenhuggere, ofte svenske fra Småland, som kunne denne kunst. De kunne også hugge trappesten, ledpæle og vandtrug. De sidste havde ofte ejerens og hustruens forbogstaver og årstal indhugget. Størstedelen af disse indhugningsarbejder stammer fra 1850-erne. Også stenkisterne under nye veje krævede lange tilhuggede sten.
Alle disse sammentræffende årsager, som kom på få årtier, gjorde at oldtidshøje og gravkamre forsvandt fra sognet. Gravhøjene i Aastrup lå fristende tilgængelige, da der ikke var større sammenhængende skove, som kunne virke forhindrende for bortkørsel som f.eks. I Katterød og Diernæs. Først omkring 1880 kom der lov om fredning af oldtidsminder, men da var det stort set for sent for Aastrups vedkommende. Blandt disse og måske flere årsager ikke eksisterer mere end de to tidligere nævnte gravhøje (+ 2 i Enemærkeskoven/Sanatorieskoven)
Lærer V. Würden Pedersen, som var lærer i sognet fra 1923-63, nedskrev og noterede mange ting om sognets historie, men har mærkeligt nok ikke skrevet noget om stendysser. Det var dog kun 60-70 år efter at de fleste blev fjernet. Muligvis har folks trang til at fortælle herom ikke været særlig stor, og måske har det været deres forældre eller bedsteforældre der har fjernet dem. Som tidligere nævnt ville det have været et smukt syn, hvis der var flere af disse oldtidsminder der var blevet bevaret, men som det ofte først kommer en lov først når skaderne er sket.
Se billederne af oldtidsfundene i Stavn 2003, side 33-36