Bogen ”Fuglene ved Nakkebølle Fjord” af Otto Helms begynder således: Hvad jeg i det følgende skal berette, er de iagttagelser, jeg har gjort i de sidste 10 år, på en meget begrænset plet af den lille klode, der hedder Fyn. Min bopæl ved Nakkebøllefjord på Sydfyn, i luftlinje ca. 10 km. Ø for Faaborg, 15 km. Vest for Svendborg.
Min farfar, Otto Helms, var overlæge på Nakkebølle Sanatorie fra det blev bygget i 1908 og indtil 1936. Og fra 1936 indtil sin død i 1963 var det min far, Tage Helms, der var overlæge samme sted. Det var dengang tuberkulosen var folkesygdom, som ramte mange mennesker. Selv er jeg opvokset på Sanatoriet, men flyttede, da jeg var 17 år for at læse og senere arbejde. Men jeg har hele tiden haft tæt kontakt til Faaborg og omegn og vi er nu flyttet tilbage på egnen.
Min farfar skrev en del bøger, især om fugle, men også erindringer. Her er der mange beskrivelser af omegnen af Faaborg, som han oplevede den fra 908 under bygningen af Nakkebølle Sanatorie og indtil han blev pensioneret i 1936.
Jeg vil tage udgangspunkt i nogle af de erindringer og fortælle om, hvordan egnen blev oplevet af en person, der kom som fremmed, og som især beskrev naturen og fuglene omkring sig.
Starten 1908
Da min farfar kom til Fyn i forbindelsen til opførslen af et Sanatorium til Nationalforeningen til Tuberkulosens bekæmpelse. Sanatoriet kom til at hedde Nakkebøllefjord Sanatorium, senere Nakkebølle Sanatorie. Ordet fjord i det tidligere navn var en hentydning til at det lå ved en fjord, ligesom Vejlefjords Sanatorium, som var et privat tuberkulosesanatorium. I 1908 blev Nakkebølle Sanatorium bygget og min farfar boede på hoteller i Faaborg og cyklede hver dag ud til Nakkebølle.
Faaborg og sundet
Omegnen af Faaborg beskrives således ”Faaborg har altid virket tiltalende på mig og det var mig en fornøjelse at gå rundt i den og se de morsomme gamle gader og bygninger, hvorpå byen er så rig”
Da min farfar var fugle interesseret blev han naturligvis også optaget af Sundet. Han beskriver det således ”I de fleste byer aftager bebyggelsen lidt efter lidt, men her er man lige med det samme fra gaderne ude i den frie natur, hvor viber og rødben færdes på engene, hvor bekkasinen bræger og mågerne flyver over vores hoveder” Derefter følger en beskrivelse af det rige fugleliv, der var på sundet, men også en beskrivelse af den gamle sundmølle, og han fortæller ”Jeg glemmer ikke den nat, møllen brændte, et skønt og sørgelig syn, som jeg så oppe fra højderne ved Diernisse”
Han fortæller ”Skråt over for hotellet lå I. I. Larsens købmandshandel som blev leddet af forstkandidat C. S. Larsen, den kendte ekspert i småsommerfugle” Sammen med C. L. Larsen sejlede de af sund renden, afløbet fra Sundet. Her hørte de blandt andet drosselrørsangeren. Selv 50 år senere fortalte min far mig om, dengang hans far hørte drosselrørsangeren på sundet i Faaborg omkring 1908, så det må have gjort et stort indtryk på ham.
Desuden hørte man rørdrumme, men med gik det dårligt. ”Det gik sørgeligt med disse fugle, thi i den strenge vinter 1909 varde dumme nok til ikke at trække bort, skønt der var tilfrosset overalt i Sundet, en blev skudt og to fundet døde og dermed var det slut med rørdrummens yngel i Sundet.
I foråret 1910 var min farfar sammen med en del fugle interesserede på gåtur i Sundet, og der var han med til at stifte ”Foreningen til Sundets bevarelse” Den forening forsøgte så at frede Sundet for jagt og æg samling. Ja man idømte også bøder til folk, der havde drevet uberettiget jagt på Sundet. At bøden, der var på 100 kr., som modsvarende de udgifter, som foreningen havde haft til juridisk assistance, angiver kun at det ikke var en forening der blev drevet med overskud.
Hele dette afsnit om Faaborg afsluttes meget poetisk med følgende beskrivelse ”Ja, så har jeg, som jeg lovede, ført mine læsere en tur og slipper her i Kaleko, hvorfra der er steder nok, hvor de kan vandre videre. Der er viseligt nok at berette om, Faaborg By, museerne der, om de gamle købmandsgårde med deres mærkelige indre og minderne om H. C. Andersen og hans elskede, Riborg Vougt. Der er om Svanninge Bakker med de skønne udsigter og romantiske spadsereture, den gamle landsby Diernisse og Holstenshus, alt sammen indrømmet, der er så meget smukt og seværdigt… Det er næsten som en turistreklame der skrives, men den er skrevet længe før det blev helt almindeligt med et turistkontor i hver en by
Kaleko
Kaleko har også altid spillet en særlig rolle for min farfar, fordi her kom der til at ligge et plejehjem for tuberkuløse kvinder, der var blevet uarbejdsdygtige på grund af deres sygdom. De boede nu på plejehjemmet nu fordi tuberkulosen var faldet til ro.
Da der skulle findes en plads til plejehjemmet omkring cyklede min farfar ud i omegnen af Faaborg for at finde et passende sted. Han beskriver det således ”Det var en smuk solskinseftermiddag i februar, da jeg tog af sted på min cykel og så på forskellige steder i nærheden af Faaborg By, indtil jeg hen af eftermiddagen standsede ved et sted, hvor plejehjemmet nu ligger, det synes mig ved første øjekast at være det rigtige.”
Sanatoriets bygning
Da min farfar var med lige fra Sanatoriets start og desuden var meget interesseret i naturen brugte han meget til at beplante den store park, der kom til at høre til Sanatoriet. Der blev plantet mange træer, det var japanske Kejser træ, og magnolier, samt den himmelblå hibiscus. Der blev desuden plantet et valnødden træ, som min farfar fik foræret af violoncellisten Carl Bretton-Meyer. Det valnøddetræ stod også i min barndom på pladsen foran det gamle kapel på Nakkebølle, og en af valnødderne tog min far med og satte på gårdspladsen her på Korshavn, hvor det nu er vokset til et stort træ.
Der blev afholdt licitation til byggeriet, hvor dem der ønskede at udføre arbejdet kunne fortælle hvilken pris man skulle betale for det. Der var selvfølgelig flere der bød, men ved denne licitation er kendt for at være den første, hvor man senere opdagede at der var aftalt mellem dem der bød, om hvem der skulle have arbejdet (mestergris)
Ved bygningen af Sanatoriet blev der lavet en gennemskæring af den brink, der løb langs stranden, således at man fra havside kunne få frit udsyn op til <sanatoriets hovedbygning. Af det tiloversblevne materiale blev der lavet et kunstig fremspring, som giver mulighed for at se kystlinjen lidt fra afstand. Når man nu går langs kysten, kommer man også i dag til det, der kom til at hedde Glaciet, og der kan man endnu i dag se hele hovedbygningen med tårn, sådan som det pludselig dukker frem af det skovanlæg som efterhånden er vokset op omkring bygningerne.
Men der er ikke meget tilbage af de tidligere parkanlæg. I min tid på Nakkebølle var der ansat flere personer bare til at holde park og køkkenhave. Nu er det meste groet til i høje træer og få stier er farbare.
Bittenhuset
I nærheden af de 15 tønderland som Sanatoriet oprindelig købte, da det blev bygget, blev der senere tilkøbt 5 tønder land, især til køkkenhave.
Her lå der et lille hus, der blev benævnt Bittenhuset. Det blev brugt som bolig til både den murermester og tømmermester, der var med til at bygge selve Sanatoriet. Derfor var huset blevet istandsat og i 1914 blev der indrettet feriekoloni til børn, som af forskellige årsager havde brug for et ferieophold. I starten var det især børn, der enten havde tuberkulose eller hvis nære familiemedlemmer der havde sygdommen. Senere blev det brugt som feriehjem for andre børn og i dag lejes det ud lejrskoler, spejder og lignende.
Inddæmningen
Det nu inddæmmende areal i bunden af Nakkebølle Fjord var fugtigere end det er i dag. Selv om der var foretaget en inddæmning, havde man ikke været særlig aktiv til at pumpe vand ud og det var nærmest en sø, før man i 1936 begyndte at lukke sluserne og grave kanaler og pumpe vandet ud aktiv med nutidens elektriske pumpeværker, så der i 1937 væsentligt var blevet tørt.
Da min farfar så det i 1940 var han absolut ikke begejstret. Han beskriver lidt trist følgende ” At det før så rige fugleliv var der nu intet tilbage, der var værd at tale om” Senere skriver han” Jeg kan kun finde trøst i at det ikke var sket, medens jeg levede her” Helms
Aastrup Sogn
I 1912 skulle der vælges et nyt sogneråd i Aastrup Sogn. Min farfar beskriver det således ”Ingen kunne beskylde mig for at jeg agiterede for at blive valgt, thi jeg var i Italien og anede ikke, at jeg var opstillet som kandidat. En prægtig forårsdag i det vidunderlige Lugano nåede den barske virkelighed hjemme fra ned til mig med en meddelelse om, at jeg var valgt til medlem af Aastrup Sogneråd og måtte hjem til møde den 1. april kl. 2. Jeg kom hjem fra rejsen kl. 12 og stillede til mit første sognerådsmøde. Næste år blev jeg formand, og sad som sådan i fire år.
Det var den gang der var planer om en bane mellem Faaborg og Svendborg. Min farfar beskriver det således. Banen kom og aktionærerne fik i nogle år renter af de penge, der var sat i den, så ophørte det og banen kørte med underskud. Ofte har jeg undret mig over denne banehistorie: det var dog indsigtsfulde mænd, fra amts og sogneråd, forstærket med eksperter andet sted fra, som virkede i denne sag, men sælsomt nok fandtes der ikke en så forudseende mand, at han frarådede at lægge banen mellem de to byer, der var forbundet med en udmærket, om end noget bakket hovedvej. Vejen er vel ikke rettet meget ud siden, når bortset fra Skelbanke, men banen blev nedlagt for mange år siden og erstattet med rutebiler.
Det at være læge har passet godt til min farfar, men at være sognerådsformand var noget andet. En læge er ikke kendt for at have en let læselig håndskrift. Og det havde han heller ikke. En af de historier der gik om det, var følgende, som han selv beretter ”Umådelig glæde vakte det på Sanatoriet, da en af funktionærerne i en jernbanekupe havde overværet en samtale mellem en mand fra vores sogn og en fra nabosognet. Den fremmede sagde ”Hvad ville I egentlig med en overlæge i sognerådet” Hvortil min sognebo svarede ” Vi skulle have en dr kunne læse og skrive – ja, skrive er det da kun mådelig med”
Banken
Under første verdenskrig holdt min farfar og farmor sølvbryllup og det blev holdt på et hotel i Odense. Under middagen blev der oplæst telegrammer og blandt andet et med følgende tekst ”Forudsætningen for handlen er bristet. Jeg trækker mig tilbage” Min farmor synes at det var et underligt telegram at læse op til et sølvbryllup. Det viste sig at være forhandlingerne om et hus på torvet i Faaborg til den nye bank. Senere gik handlen i orden og banken fik købt huset. Det er det hus hvor Sydbank nu har i Faaborg.
Øerne
Naturligvis spillede også de sydfynske øer en rolle for min farfar.
Han fortæller om mange ture til Ærø, både med udgangspunkt fra Faaborg, men også med båd fra Sanatoriet. En af turene beskrives således ”Skønnest står for mig, som min kone og jeg foretog en gang i de første dage i september. Alene sejlturen derover var en oplevelse. En smuk dag stod damperen ud af Faaborg havn og hen forbi det idylliske fiskerleje Dyreborg, så langs sydsiden af Bjørnø og Avernakø med deres stejle gule klinter, som søen stadig vælter ind på og river et stykke af, og derpå gik det over til Ærø”
Om Ærøskøbing: ”Dwer var nogle af mine bekendte, der hver år rejste til Italien og havde set mangfoldigdige gamle byer der og i Tyskland, Nürnberg, Rothenborg og hvad de hedder, men skønt de jævnligt var på Sydfyn, havde de aldrig set Ærøskøbing” Det mente han var en fejl, som burde rettes.
Sidste gang han var på Ærø var en sørgelig anledning. Det var i 1940, kun 5 dage efter minesprængningen af damperen Riise. Det var netop den dag, da en del af katastrofens ofre skulle begraves.
I 1909 var min farfar kommet til Lyø for at holde foredrag om lungetuberkulose. Ifølge hans beskrivelse var de fleste af øens beboer kommet for at høre hans foredrag om sygdommen. Og han mener, at Lyøboerne er et praktisk folk, idet han beskriver ”Der var en landgangsbro, og på den står der, uhyre praktisk, øens navn med store bogstaver, så man nærmere sig, at man straks er klar over, at det f.eks. Ikke er Bornholm, man er landet på”
Der beskrives flere ture til Avernakø, Korshavn, Svelmø, Lyø, Bjørnø med holmene. Når man læser de beskrivelser, er der ikke meget forskel fra det, man oplever hvis man tager turen til øerne i dag
Afslutning
Min farfar boede på Nakkebølle fra 1908 til 1936, men kom der derefter jævnligt til sin død i 1942.
De bøger jeg har plukket citater fra er følgende: Fuglene ved Nakkebølle Fjord, København 1919, Strejftoget i Danmark, København 1941 og overlægen fortæller, alle skrevet af Otto Helms. Citaterne er dog skrevet med nuværende retskrivning.