Nakkebølle Sanatorium 1907 – 85

Bent Jacobsen, 1985

Sidste forvalter på Nakkebølle Sanatorium

Omkring århundredeskiftet var tuberkulose en meget alvorlig sygdom. Enhver familie havde et medlem, som havde sygdommen eller endog var død af den.

Der opstod da her i landet ligefrem en folkelig bevægelse, som krævede at der blev gjort en alvorlig indsats til bekæmpelsen af sygdommen. I 1901 stiftedes Nationalforeningen til tuberkulosen bekæmpelse, som bl. a. fik til opgave, at virke for oprettelsen af Folke sanatoriumer, hvor ubemidlede kan finde billig eller om muligt gratis behandling. I årerne fra 1902 til 1912 byggede Nationalforeningen en række tuberkulose sanatorier over hele landet. I 1906 besluttede man, at der skulle oprettes et folkesanatorie for voksne kvinder på Fyn.

Man havde fundet frem til et areal af den under baroniet på Holstenshus tilhørende skov ”Nakkebølle Enemærke”, og købte i alt 20 tdl. land for en pris af 14.467 kr.

Byggeriet blev projekteret af arkitekterne V. og B Ingemann samt ingeniør Jess Jensen, og skulle give plads til 122 patienter.

Bygningskomplekset bestod af sanatoriebygning, liggehaller, økonomibygning, overlægebygning, funktionærbolig og staldbygning. I sanatoriebygningens kælderetage indrettedes køkken, badeanstalt, garderober og liggetøjsrum. I stueetagen var spisesal, opholdsstuer, sygeafdeling med lægeværelser og laboratorium. På 1. og 2. sal indrettes stuer med 6, 4, og 2 senge i hver. I fløjene indrettes endvidere værelser til oversygeplejerske, læger og sygeplejersker. I funktionærbolig var plads til2 lejligheder til forvalter og maskinmester samt værelser til funktionærer og piger. I økonomibygning var maskinstue, kedelrum og akkumulatorrum samt vaskeri, og desinfektionsrum. Endelig var der i staldbygningen plads til 4 heste, vognremise, svinestald, stald til forsøgsdyr, hønseri samt karlekamre. 

De tekniske anlæg blev bygget under hensyntagen til, at sanatoriet skulle klare sig selv på de fleste områder. Sanatoriet blev således forsynet med et vandværk, gasværk, elektricitetsværk og septiktank anlæg. Kedelanlægget var baseret på højtryksdamp til forsyning af bl. a. opvarmningssystemet, damp til køkkenet, vaskeriet, og elektricitetsværk.

Endelig blev der installeret et kompliceret spytkogeanlæg. Byggeriet blev indledt i foråret 1907 og bygningerne stod færdige til at modtage de første patienter d. 1. juli 1908. hele byggeriet kostede ca. 650.000 kr. i forbindelse med licitationen opstod i øvrigt begrebet en ”mestergris”, idet det viste sig, at en kreds af håndværkerne forud havde aftalt at forhøje tilbuddene med et beløb, som senere skulle fordeles mellem tilbudsgiverne. Dette affødte en større retssag, som gav anledning til ændring af licitationssystemet.

I byggeperioden blev træ og teglsten fragtet med skib til en anløbsbro og ved hjælp af en tipvognbane ført til selve byggepladsen.

Vejanlægget blev bekostet af Aastrup Sogneråd og man arbejde meget på at få rimelige trafikforbindelser. Patienterne blev afhentet i jumpegig på Pejrup Station og en fragtmand sørgede for forbindelsen til Faaborg By, ligesom man også i mange år havde en rutebilsforbindelse til Faaborg under statsbanerne. Endelig gjorde man et forgæves forsøg på at etablere en dampskibsforbindelse til Faaborg.

Endvidere har sanatoriet i mange år fungeret som brevsamlingssted under postvæsnet.

De første patienter var overvejende tjenestepiger, fabriksarbejdersker, syersker og enkelte lærerinder og sygeplejersker. Alle fra grupper, der var særligt udsat for smitte.

Behandlingsprincipperne havde man overtaget fra de tyske kuranstalter og bestod i hvile, frisk luft og kraftig ernæring. Som noget nyt havde de danske tuberkuloselæger suppleret behandlingen med arbejdskur afpasset efter helbredstilstanden.

Patienterne skulle efter evne deltage i det daglige arbejde på sanatoriet og der var derfor i begyndelsen kun en megen beskeden personalestab.

Igennem årerne fremkom adskillige medicinske behandlingsformer, som blev gennemført med vekslende held. Først omkring 2. verdenskrig fremkom medicin, som virkelig kunne komme sygdommen tik livs og derefter ændres behandlingen og krævede mere personale, især læger og sygeplejersker.

Men i begyndelsen var livet på tuberkulosesanatorium en ret barsk affære. Dagligdagen var inddelt i nøje tilrettelagte tider for sengeleje, liggehal tid, spadsereture, arbejdskur, o. s. v. vinduerne blev åbnet og lukket på klokkeslæt, næsten uanset vejret og lyset blev tændt og slukket efter et skema afpasset årstiden.

I de første år behandlede man kun patienter, der havde ret stor chance for helbredelse, men sværere tilfældeblev henvist til tuberkulosehospitalerne. Først langt senere modtog man patienter i alle stadier. Der blev også hen af vejen indført tekniske hjælpemidler, således har anskaffelsen af de første røntgenapparaturer ganske givet været et stort fremskridt. Vaskekummerne på gangene var i begyndelsen kun forsynet med koldt vand, man kunne forsyne sig med en kande varmt vand fra en fælleshane på gangen. Nakkebølle sanatorium var de første i Danmark bygget ved vandet og man forsøgte sig derfor medsøbade og solbade, som en del af kuren.

Gennemsnitsliggetiden i de første år var på ca. 5 måneder, og der blev gjort en hel del for at gøre opholdet tåleligt for patienterne. Der blev oprettet bibliotek og holdt foredrag og underholdning af mange forskellige slags, f.eks. Af parikulier Gaais og boghandler Alstrøm. Vester Aaby sangforening har igennem mange år bidrage til underholdningen, ligesom det var en fast tilbagevendende begivenhed, at Ollerup Gymnastikhøjskole om sommeren gav en opvisning.

Efterhånden fik man et fast greb om bekæmpelsen af tuberkulosen.

Omkring år 1900 døde ca. 25 for hver 10.000 indbyggere og i 1940 var man helt nede på ca. 3 I krigsårene skete en genopblussen af sygdommen, men i 1969 var man kommet så vidt, at den sidste tuberkulosepatient kunne udskrives fra Nakkebølle Sanatorium. I tiden fra 1908-1969 havde i alt 13.905 været indlagt, indtil 1951 udelukkende kvinder, men derefter såvel mænd som kvinder, foriøvrigt et skridt der var forbundet med mange bekymringer fra personalets side.

I en lang periode efter 2, verdenskrig var der indlagt patienter fra Sydslesvig og fra Grønland.

Sanatoriet havde især i sommertiden ofte besøg af landevejens farende svende. Det var en fast tradition, at der i overlægeboligen kunne afhente en 2 krone og i køkkenet udleveret et måltid middagsmad, men først når man havde gennemgået en tuberkuloseundersøgelse og var der det mindste tegn på sygdommen, blev man omgående indlagt.

Man forsøgte således rent praktisk at få kontrol med en smittekilde.

Man kan gøre sig nogle overvejelser om, hvilken betydning for lokalsamfundet en sådan institution har. I 1908 har man ganske givet været meget betænkelig ved at få placeret en institution med meget smittefarlige patienter, som i nogen grad kunne færdes frit omkring i omegnen. Personalemæssigt har det ikke haft den store betydning.

Funktionærerne kom udefra og af de 15 piger, der blev fæstet til 1. juli 1908 var kun 4 fra Aastrup og Vester Aaby. Næsten alle medarbejderne boede på sanatoriet og der har sikkert ikke været ret meget forbindelse til lokalsamfundet. Og alligevel har enkelte funktionærer i tidens løb haft nogen indflydelse. En overlæge var en tid sognerådsformand i Aastrup og aktiv i forbindelse med reetableringen af den lokale bank. En anden overlæge var i en periode formand for banken, og andrefunktionærer har siddet i skolekommissionen, forsamlingshusbestyrelser, vælgerforeninger, osv.

Driften af sanatoriet var meget sparsommelig, man skulle bogstaveligt talt ”vende hver øre” Mange leverancer blev udbudt i licitation, som ofte gik til leverandører uden for lokalsamfundet.

Men den faste funktionærstab har dog været gode skatteydere. Det fortælles, at når man ved at nå bunden i sognerådets kasse, sendte man bud til sanatoriet om ikke de højere funktionærer kunne betale nogle skattefradrag, således at likviditeten blev forbedret.

Efterhånden som der skete en ændring af behandlingen, som krævede mere personale, ændrede også boligformerne sig, således at man ikke mere boede på institutionen. Personalet blev mere ”integreret” i lokalsamfundet, man stiftede familier og bosatte sig i omegnen. Sanatoriet fik således en hel anden indflydelse end i starten i 1908.

I den periode, hvor sanatoriet havde flest ansatte, var der ca. 230 personer ansatte på lønningslisterne og de har bidraget væsentlig til at opretholde erhvervsliv, skoler og andre kulturelle aktiverer på begge sider af Nakkebølle fjord.

Siden 1963 har sanatoriet plejet tunge plejepatienter fra Odense Kommune, en opgave der nu slutter med udgangen af 1985. i alt har 2.885 Odenseborgere tilbragt en god del af deres alderdom på sanatoriet.

Det er selvfølgelig vemodigt at konstatere, at sanatoriet nu skal lukke, men enhver sag har sin tid. Nakkebølle sanatorium har opfyldt sin mission ved at deltage i bekæmpelsen af en alvorlig sygdom igennem 61 år. Derefter har sanatoriet i mere end 20 år hjulpet en storby med dens problemer indenfor ældreområdet. I skrivende stund vides ikke, hvad der skal ske med institutionen efter 1. januar 1986, men der er sikkert, at der nok forsat skal blive brug for de smukke bygninger i de helt vidunderlige omgivelser.

Afskrift: Aastrup Folkemindesamling 2019