Husmand Anton Jørgensen, Aastrup beretter nedenfor om sit overraskende fund i efteråret 1969, hvor han fandt et guldarmbånd fra vikingetiden på sin jord. Hans artikel om dette fund blev bragt 1. gang i Morgenposten søndag d. 12.april 1970.
Man siger, at et kært barn har mange navne – således er det også gået den lille bugt, der skærer sig ind i den sydvestlige del af Aastrup Sogn. På kortet står der Hansebugt, andre kalder det Kildevig, fiskere og øboer siger Kildekrog, men det navn, den lille bugt er blevet mest kendt for over det ganske land er vel nok.
I avisernes annoncer kan man læse: Sommerhus til leje ved Nab strand eller sommerpension kan fås (der er tre pensionater) eller man besøger campingpladsen ved Nab strand.
Her ved den lille bugt træffer man københavner, nordjyder og selvfølgelig mange fynboer. Også udlændinge kommer i stort tal til Nab. Mange af turisterne vil gerne sludre lidt med os, der bor her , og en stadig tilbagevendende sætning er: er I klar over, hvor skønt I bor.
Åh jo, det tror jeg nu nok, jeg på egne og naboernes vegne tør sige ja til, det vidner de gamle slægter, der bor her, om. Her går en ejendom i arv fra til søn eller datter, og i mangel herpå til nærmeste familie.
Her har også boet mennesker siden den grå oltid, man finder deres flinteøkser og pilespidser overalt. Det er til daglig et synligt bevis på at de har boet her – en kæmpehøj, der ligger helt ud til kysten, hvor bugten går dybest ind. Også sorte brandpladser findes på markerne heromkring, de taler deres tavse sprog. Der har sikkert også været drevet handel herfra. Fundet af en lille grønlig glasperle med røde siksakstriber kunne tyde på at den er lavet i Italien for ca. 1800 år siden. Så der må have været forbindelse til det sydlige udland også dengang.
Ofte når jeg ser ud over den lille bugt med det dybe vand har tanken om det sagnomspundne folkefærd, vikingerne, strejfet mig. Har de boet her? Har deres skibe ligget i bugten? Så vidt jeg ved, er der ikke fundet noget der kunne tyde på det.
Så skete det!
Det var den 4. september 1969, der skal plantes jordbær, den tørre sommer har trukket udplantningen ud, men nu skal det gøres. Med plantepinden stryger jeg den tørre jord væk, og pludselig fanger øjet et par tynde gule striber i den mørke muld. Det er noget messing. Med spidsen af plantepinden vipper jeg pinden helt op til overfladen. Den er på størrelse med en valnød, det ligner noget, der er, der er klippet af en messingplade og så rullet sammen og kastet bort. Alligevel tager jeg klumpen op, og med tommelfingeren tørre jeg jorden bort. Det var dog mærkelig som det skinner, der er ikke spor af angreb på metallet af nogen art. Klumpen får en tur ned af buksebenet, og hvad er nu det? På den ene spids af genstanden ses, at det er snoet noget omkring. Tanken om guld farer igennem hoved på mig, men ‘nej, det tror jeg nu ikke på. Jeg tager om den snoet spids og retter den ud. Det var besynderligt: Det er fuldstændig blødt, som bly, og hvad nu det? På indersiden spores de første antydninger af ornamentik.
Nysgerrigheden vokser, og forsigtigt rettes det næste lag ud. Det er blevet bredere, og endnu flere ornamentiker kommer frem. Tanken om guld spøger stadig, og forsigtigt og forsigtigt rettes alle lagene ud, og til sidst står jeg med en genstand i hånden, der er 15 cm. Lang og mindst 2 cm. Bred, hvorfra bege sider går ud i en spids. Det føles også tungt.
Plantepinden bliver sat i jorden, og jeg går ind med genstanden. Det skal undersøges nærmere. Først kommer den under vandhanen og bliver skyllet rent, og den bliver så fin og blank, som den lige var kommet fra guldsmeden. En lup bliver hentet frem, de fine ornamentiker undersøgt, man kan tydeligt se, at det er håndarbejde, da ganske små uregelmæssigheder afsløres under luppen. Genstanden ligger i køkkenvinduet hele dagen, men mange gange bliver den undersøgt under luppen. Tanken om guld kan ikke rigtigt slippe mig.
Turen til guldsmeden.
Næste dag har jeg et ærende til den lille købstad under Klokketårnet. Jeg har genstanden med, jeg må ind til en guldsmed for at få konstateret, om det er noget af værdi. En smilende ekspertise modtager mig ved disken og spørger, hvad jeg ønsker. Ja, jo, jeg haler æsken op af lommen og spørger, idet jeg rækker hende genstanden: Kan De sige mig, om dette er guld eller bare gult? Hun ser flygtigt på det og siger: Mon det er andet end gult! Det bliver undersøgt nærmere. Ja de kan jeg ikke sådan lige afgøre siger hun og går ud i baglokalet.
Syreprøvning.
Et øjeblik senere kommer forretningsindehaveren ind, men han tør ikke sige om det er guld. Det skal syreprøves først. Der er så meget billigt der ligner guld, så han vil ikke udtale sig, før han er sikker, men han vil gerne ordne det for mig.
I samtalens løb, har jeg forstået, at guldsmeden også tror, at det er guld, og i så fald et armbånd fra vikingetiden.
En halv snes dage efter får jeg det tilbage fra guldsmeden. Idet han rækker mig det, siger han: Det er et fint stykke messing – nå nej – GULD
Det var guld endda af fineste karat. Jeg er nu klar over, at det er et meget gammelt klenodie, jeg har fundet. Måske endda fra vikingetiden – og i så fald DANEFÆ.
Sagkundskaben har udtalt sig. Det er et guldarmbånd fra vikingetiden – fra omkring år 900 -måske fra orienten – måske fra et plyndringstogt. Vægt 18 gram rent guld 9360%, guldværdi 175 kr. plus dusør fra National museet. 425 Kr., i alt 600 kr. Ja det kunne godt betale sig at samle klumpen op.
Var det en offergave.
Det var en af de stille aftner her ved den lille bugt. Jeg går en tur til stranden og sætter mig på en lille afsats på skråningen ned mod vandet. Den nedgående sols stråler lyser over på Nab og Svelmøs gule klinter. Længere mod syd ses Korshavn, og helt i baggrunden Ærø – mod sydøst ligger Avernakø i hele sin udstrækning og ude i horisonten kan Als skimtes i klart vejr. Tankerne går tilbage til guldsmykket: Har her ved stranden for 1000 år siden gået en vikingpige som har båret guldarmbåndet. Hvilken tildragelse er gået forud, før dette har fundet sit 1000 års hvilested her i den sydfynske muld? Hvordan har det set ud her ved bugten dengang?
Sydvest for Nab kan man i stille vejr se egestammer der ligger på bunden, så måske har der for 1000 år siden stået en stor egeskov? Og selve spidsen af Nab har sikkert haft sin kystlinje mange hundrede meter længere mod vest. Havet kan være en hård nabo, og tage en stor mundfuld hver år, så måske om 1000 år er kystlinjen rettet ud, så der ingen bugt er mere. Dengang vikingerne drog ud på plyndringstogter har der sikkert været et idealt tilholdssted her. Har der måske været en boplads her omkring den store kilde? Har der været så mange mennesker, at man selv kunne skaffe mandskab til egne skibe, som når foråret kom stævnede ud fra bugten eventuelt ifølge med andre skibe ned gennem Lillebælt for til sidst at finde frem til fremmede kyster -England, Frankrig, ja helt til orienten, hvor de plyndrede by efter by. Stammer guldsmykket fra sådan et togt? Er det udlagt ved en vellykket hjemkomst som offergave, hvorefter der er blevet festet på bopladsen? Man kan næsten høre lurblæsernes toner gjalde ud over bugten. Eller er smykket gemt bort i jorden en dg, da fjendtligsindede skibe har vist sig i bugten for aldrig at blive hentet af sin daværende ejermand? Hvem ved, om der står en lerkrukke gemt bort i jorden fyldt med plyndringsgods et eller andet sted i nærheden?
Tusmørket har sænket sig over landskabet, og lysene på Ærø og i Søby er tændt, som perler på en snor skinner de ude i horisonten. Længere mod vest ses Skjoldnæsfyrets lyskegle med bestemte mellemrum. Månen er kommet op overtrætoppene ved Mosegaarden. Den kaster sit blege lys ud over bugtens stille vand, måske kunne den fortælle, hvorfor guldsmykket fandt sit 1000-årige gemmested her ved den lille bugt, eller har den gemt sig ved sin sky?
Her ved den lille bugt med de mange navne, i den nu sene aftentime hersker den dybeste fred og stilhed. Uvilkårlig falder tanken på Ingemanns skønne aftensang:
Fred hviler over land og by,
Ej verden larmer mer,
Fro smiler månen til sin sky,
Til stjerne stjerne ser.
Afskrift i aastruparkiv.dk 2018.
Aastrup Folkemindesamling