Josefine Louise Augusta Johansen var født 24.08.1883, datter af H M A Johansen og hustru Johanne M Larsen. Josefine var den yngste af en børneflok på 7. hun var født i Aastrup, hvor forældrene var flyttet til fra V. Aaby. Faderen var skomager og musiker, vel mest musiker. De boede på Svendborgvej 293. faderen var født i Østrig, han var meget musikalsk og spillede i orkester i Faaborg. De gav ofte koncerter rundt omkring på de fynske herregårde, ligeledes spillede han til baller og private fester.
Josefine har sikkert været et meget begavet barn med en iagttagelsesevne ud over det sædvanlige. Mange er de beretninger hun har skrevet fra sin barndom og ungdom. Til Nationalmuseet har hun skrevet flere beretninger, bl. a. om en tid hun var på Brahetrolleborg som barnepige hos inspektøren. Mange er også hendes artikler til Faaborg aviser, hvor hun levende fortæller om Aastrup helt tilbage om skolegangen i den gamle skole, om skøjteløb på Nakkebølle voldgrave, om sin forelskelse i smedens jævnaldrende tiårig søn. Den mest dramatiske oplevelse hun var ude for har hun berettet om i Faaborg Avis 31. maj 1969. det var nytårsaften 1895. Josefine var med venner og veninder ”ude at slå potten for døren”. Som det fremgår af artiklen endte det meget ulykkeligt. Der er nulevende i Aastrup som husker deres forældre og bedsteforældre tale om begivenheden som en meget tragisk hændelse. Den myrdede, der i artiklen kaldes ”Pløk”, hans navn var Johan Jørgen Larsen, boede i Svendborgvej 291. han var kun 51 år gammel og efterlod sig kone og et plejebarn.
I min barndom blev nytårsaften ikke betragtet som noget særligt festlig. Enkelte naboer gik sammen og spillede kort og drak kaffe, og vi syv jævnaldrende landsbybørn løb omkring og slog ”Potten på døren” som det hed.
I mange dage havde vi haft travlt med at indsamle potteskår, det var mest urtepotte og lerfade skår. Porcelænsting som kopper og tallerkner blev omhyggeligt limet og klinket. Der kom ofte en klinkemand til landsbyen. Han havde sine sager indsvøbt i en sæk. Han slog sig ned i en gård, og folk kom til ham med deres skårede ting. En klink kostede 2 øre. Han havde en god søgning.
Med hver en favnfuld potteskår drog vi børn så afsted, og hvert hus og gård fik et skår på brostenene. Der var nu et hus, vi særlig havde i kikkerten. Manden vil jeg kalde ”pløk”, det var hans øgenavn, som han blev rasende over, dersom han hørte nogen kalde ham det. Han var ikke særlig godt lidt i landsbyen, og på herregården hvor han var daglejer, kunne ingen lide ham. Han blev beskyldt for at være en øjentjener og luske sig for sin del af arbejdet.
Han var nærmeste nabo til mit hjem, og mine forældre holdt avis sammen med ham. Hans kone syede og havde gode kunder. De havde ingen børn, men havde taget en tolvårig pige i pleje for det sogn betalte. Moderen var død, syg og ensom på fattiggården, men nu havde Karen (sådan hed hun) det godt. Hun var en pæn kraftig pige og gjorde rigelig gavn på den lille landejendom for pengene.
En sommermorgen vi løb og lejede med bare fødder, så jeg til min undren, at alle hendes tæer var krogede og forkrøblede. Jeg spurgte hende, hvordan det kunne være. ”Jo sagde hun, det var da jeg var på fat gå ri og mine træsko var for små, og fat gårdbestyreren ville ikke nogen ny købe, så måtte jeg klemme fødderne i træskoene, der var for små, og så blev tæerne sådan”.
Pløk havde et blommetræ der hang ud over vejen, der bar dejlige saftige, langagtige blommer. Dem glemmer jeg aldrig. Når han så nogle af vi børn gå og samle nedfaldne blommer i vejgrøften, kom han rendende, skældte ud og forlangte blommerne, så gik han lige hen og smed dem på møddingen. Jo, ham havde vi børn, som mange andre, et godt øje til. Jeg mindes særlig en dag, der var rigsdagsvalg i byen. Dengang så et rigsdagsvalg anderledes ud end i dag. På torvet var der rejst en tribune pyntet med gran og flag. Der spillede et orkester, og der talte rigsdagskandidaterne. Der var kun to, en højre og venstrekandidat. Venstrekandidaten huskerjeg hed Kresten Jensen, det navn gik fra mund til mund dagen efter valget. Landsbybeboerne har nok været venstrefolk.
Forpagteren på herregården gav sine daglejere 2 kr. for at stemme ”højre”. På en naboherregård gav baronen også sine seks havearbejder 2 kr. for højrestemmer. Folk var så bange for at miste det daglige brød, at de rakte armen op efter højre kandidatens tale. De oprakte arme blev talt, og efter antallet blev kandidaten valgt.
Daglejerne fra vores landsby havde et køretøj til dispersion, Pløk var selvfølgelig med, men daglejerne blæste nu stemmeretten et stykke. De vidste at deres kår forandres ikke, hvad de så end stemte på. De gik ned til ”Anders i kælderen”, en beværtning under hotellet, der for længst var nedlagt, og der omsatte de deres tokrones i ”små sorte” den almindelige benævnelse af en kaffepunch. Pløk var sit herskab tro og stemte højre. Det kom ham dyrt til at stå. Han blev knubset, slået og rusket på hjemvejen. Ved skelbakken smed de ham af vognen, så han ynkelig forslået måtte gå hjem. Historiens videre forløb kender jeg ikke, blot meddelte Pløk sig syg et par dage, og folk morede sig. Det er man tilbøjelig til, når det går nogen ilde, som man undrer det.
Tilbage til nytårsaften. Vi listede os forsigtigt op ad hovedgangen fra vejen og knaldede resten af vort skyts ned i stenbroen, men Pløk var os for durkdreven, han lå gemt i buskene nede ved vejen. Han spank ud på havegangen og afskar os tilbagevejen. Med en stok slog han til højre og venstre medens han råbte: ”Det skal blive meldt til politiet i morgen”. Han anede ikke sandheden i sine ord. Muligvis har der været andre og drillet ham, som vi ikke anede, men vi havde tabt lysten til mere nytårssjov og gik hver til sit.
I en udflyttergård havde en 16-årig søn fundet et jagtgevær, der hang i et udhus. Han og en lidt ældre tjenestekarl blev så enige om, at de ville prøve at skyde nytår ind. Ingen af dem kendte til at håndtere en bøsse.
De gik hen til en karl i en anden gård og ville have ham med. Denne var gået i seng og havde ikke lyst. De fik ham alligevel lokket med. De fortalte de havde fundet en bøsse, som de mulig kunne knalde med, bare for sjov. Men nu skulle de hen og drille Pløk.
Den 16-årig dreng turde ikke bruge bøssen og gav den til ham, de lige havde fået med. Da Pløk hørte nogen komme op af havegangen, løftede han rullegardinet og så ud. Skyd hviskede karlen, og ham der havde bøssen, trykkede på aftrækkeren. Skuddet gik af og traf Pløk i hovedet. Han faldt ind mod vinduet og var dødelig ramt.
Den ulykkelige karlløb hjem til gården og spændte for en vogn og kørte til byen efter læge. Den første læge han ringede på hos, nægtede at tage med på den tid af natten. Så måtte han til distriktslægen. Det var en ældre mand, der hed Bisgaard. Han tog med, og han fortalte siden at karlen blev med at sige: ”Det er mig, der har gjort det”. Til sidst faldt han besvimet ned i vognen, og lægen kørte hestene. Men Pløk døde inden lægen nåede frem.
Der blev stor opstandelse i hele landsbyen. Alle var vækket af skuddet. Vi der boede tæt ved, så og hørte et hele.
Jeg krøb rystende af angst ned under dynen. Mine forældre og de nærmeste naboer gik hen til huset og fik nærmere forklaring. Karlen blev øjeblikkelig indsat i arresten.
Pløk lå til ”Lit de parade” i stadsstuen. Folk kom og gik rundt om kisten, sukkede, bekladede og drak kaffe. Enken lå i sengen, græd og forbandede gerningsmanden og lagde planer om begravelsen. Vi børn, som trods forbuddet luskede rundt og opsnappede samtaler, var enige om at der var en del komedie med i spilet. Der var ingen, der sørgede eller savnede Pløk, og enken rettede sig også hurtigt, lige som Karen blev gladere. Huset havde mistet en tyran.
Som det sig hør og bør gik en gildebyder rundt. Festklædt og med højtidsstemme afleverede han den samme indbydelse. ”Je sku hils fra Stine og sige om I vi ha den ære at komme til begravelse”.
På begravelse dagen strømmede folk til med deres gran og buskbomkranse, gartnerkranse kendtes ikke dengang.
Jo, faderen til den unge mand havde en palmekrans i hånden. Han gik for sig selv. Han var sikkert den, der følte mest. Præstens tale var en dundertale over den ugudelige ungdom.
Dommen over den unge mandkom til at lyde på 400 kr. til enken og udvisning til Amerika. 50 kr. i bøde til den unge mand der kom med bøssen. Han rejste senere til Amerika. Han blev aldrig rigtig glad, og hans betalte hans rejse. Ingen hørte noget til dem senere. Det var sidste gang jeg var ude og slå ”potten for døren”.
Josefine Andersen, Faaborg.