Foredrag Christian Dan Nielsen holdt i Aastrup Forsamlingshus d.8.-11.-2002
Selve den geologiske historie vil jeg springe over og begynde ved den del hvorfra vi har ting og fund der kan fortælle om samfundets opstående.
De ældste fund der er gjort, er nok to hjortetaksøkser som er fundet vest for byen – I Skedeslung. De blev gravet frem under krigen ved tørvegravning. Den ene ligger i skolens samling og den anden sender jeg rundt her. Den er lavet af et kronhjortsgevir, og det menes at det er brugt før flinten, og den er vel 6-7000 år gammel.
Flinteredskaber er der fundet meget af på markerne, fra simple skrabere til flotte økser og dolke.
Der findes endnu to såkaldte kæmpehøje. En ved Grøndals grusgrav i Nabgyden (Nabgyden 7) og en ved den offentlige strand i Nab, men der har været adskillige flere. Rasmus Søkilde fortæller om to nord for byen, hvor den gamle jernbane til Svendborg gik. Der har også været en på en mark ved Strandhøj, samt enkelte grave.
De fleste blev brugt, da man begyndte at opføre grundmurede huse, som krævede et solidere fundament end bindingsværksbygninger. Det var nemt at gå til de store sten, som lå nemt tilgængelige. Det krævede folk som kunne kløve og hugge sten. De blev også brugt til vandtrug og trappesten.
Gravhøjenes beliggende spredt over det meste af sognet giver ikke et helt billede af hvor den første samlede bebyggelse i sognet har været. Ved kloakering af sommerhusene ved Kildegaard dukkede der fund op. Anton Jørgensen havde noget før fundet et guldarmbånd fra vikingetiden.
Bebyggelsen herfra er måske flyttet længere ind i landet, da kysterne helt op til 1300-tallet ofte blev hjemsøgt af sørøvere, især venderne. Til gengæld gjorde folk her fra landet vel nogen lignende togter derned. – det var vel de første former for charterrejser.
Den landsby vi ellers kender som – Aastrup skulle efter navnet være en udflytter by -Torp- fra Vester Aaby. Derfor ligger den i det ene hjørne af sognet.
Ved Stiftmuseets udgravning af en af byens gårde for en snes år siden, fandt man, at der var bygget 4 gårde oven på hverandre i de ca. 1000 år der var gået fra den første blev bygget på pladsen.
Efterhånden som beboelsernes antal øgedes og man magtede det, blev der opdyrket jord længere mod vest og syd, og byen fik derfor en upraktisk beliggenhed for afstanden til de yderste marker ved Nab og Bogentved.
En overgang var der 35 hel- og halvgårde og ca. 25 huse der alle ejedes af Nakkebølle. Alle gårde var fæstegårde, og der kendes ingen selvejergårde. Der skulle ydes hovarbejde.
I sidste halvdel af 1700-tallet kom der sydfra nye og forbedrede dyrkningsmetoder her til landet. Blandt andet udstykningen af de fælles marker, hvor en gård kunne have op imod 50 lodder fordelt i smalle agre i de forskellige marker. Dette var for at alle skulle have en del både af den gode og dårlige jord og lige langt til markerne.
Aastrup var særlig upraktisk med bebyggelsen i den nordøstlige udkant af sognet med op til 3 km. til de yderste marker.
Det blev dog et af de sidste sogne der blev udskiftet. Til gengæld blev det gjort særdeles grundigt og fremstår som en af de bedste i landet.
Da det som bekendt var Nakkebølle der ejede al jorden og ejendommene kunne ejeren her alene bestemme hvordan han ville gribe sagen an.
Det blev den største omvæltning i sognets historie. Af de 27 gårde blev kun 5 tilbage i landsbyen. Af de næsten lige så mange huse, blev 4 flyttet til Bogentved, 7 til Nab og 3 til Dybskrog, medens de ca. 10 tilbage blev i landsbyen.
Jorden blev boniteret, det vil sige der blev gravet prøver i pløjelagsdybde og de blev da vurderet efter en skala 1 – 24 hvor 24 var den bedste af det bedste, medens sand og grus var nr. 1 Hver gård fik et tilliggende på godt 6 tønder hartkorn. Det vil efter boniteten et tilliggende på omkring 45 tdl. af den bedste jord, medens dem med den ringeste jord, hvoraf en del var eng eller uopdyrket overdrev, kom op på 65 tdl.
Husene fik ½ td. hartkorn svarende til omkring 3½ – 5 tdl.
De havde kun haft lidt kålhave før, og ret til at have en ko og et får med i landsbyens fælles græsning. For at kunne eksistere på disse, måtte man have et håndværk som smed, hjulmand, væver, træskomand eller daglejer.
Hele den omvæltning af hele byen og dens befolkning blev truffet egenrådigt af Nakkebølles ejer, uden at der blev spurgt om folks indstilling hertil. Jeg har ikke hørt herom, hverken her eller andre steder.
Ejeren af Nakkebølle var på den tid (1827) proprietær Wamberg. Han måtte dog sælge inden udflytningen kom rigtigt i gang. Han efterfølges af proprietær Andreas van Deurs som heller ikke kunne klare sine forpligtelser. Følgerne af statsbankerotten og Englandskrigen trykkede stadig, og i 1827 måtte han sælge til Baron Hans Holsten, Holstenshus, der kom til at stå for færdiggørelsen af hele udskiftningen. Den tid har afgjort været den største forandring i sogne.
Fra at have levet – må vi regne med – i et trygt fællesskab i den sluttede landsby med over 50 familier i gårde og huse, hvor som godt alle beslutninger af større betydning for landbruget blev truffet på bystævnet af bymændene, og hvor man i hvert fald stod sammen i enighed i modviljen mod hoveriet og anden udnyttelse, skulle man på ny tvinges til at flytte ud på bar mark og til helt at stå på egne ben og selvstændigt drive eget brug. Og overtroen var vel endnu så stor, at den også var afskrækkende, og gennemsnitsalderen på fæsterne var desuden meget høj. Fordelingen af de nye jordlodder blev foretaget ved lodtrækning, og de der fik lov at blive boende i byen har antagelig været lykkelige. Ham, som trak lodden længst mod vest, som for en stor del var overdrev og meget stenrig, græd da han trak lodden.
Der er nok gået en generation inden man har affundet sig med de nye forhold. Der foreligger desværre ikke nogen skriftlige beretninger fra disse tider. Hverken præst, degn eller folk med tilknytning til ejerforhold har gjort sig nogle tanker eller bemærkninger. Der er kun nedskrevet data, årstal for selve lodtrækningen og om de praktiske forhold de alle havde og rette sig efter.
Mange tror vel nok at hoveriet ophørte ved stavnsbåndets ophævelse i 1788. Det var langtfra tilfældet. Fæsterne her i Aastrup skulle stadig møde på Nakkebølle for at drive jorden der. Der har på de tider været omtrent 400 tdl. og vedligeholdelse af bygninger, samt kørsel af korn til havnene i Faaborg og Svendborg. Der var nu fra regeringen sat et maksimum for disse ydelser, som nu efter udflytningen var blevet en større byrde med den lange vej fra de udflyttede gårde, som fra de vestlige og sydlige gårde kunne der være 3 km og tilbage i alt 6 km. på en arbejdsdag. Først i 1844 blev hoveriet afløst af en afgift erlagt i penge efter kapitelstakst.
Efterhånden viste resultaterne sig dog stærkt gunstige for de udflyttede. Man påbegyndte dræning og efter 1850 også mergel på markerne, og den korte afstand til markerne gjorde arbejdsdagen langt mere effektivt.
Der kom også en kappestrid mellem naboer hvem der kunne få mest ud af deres jord og besætning. Der kom også en ny engelsk svingplov der kun behøvede to heste mod den tidligere tunge hjulplov der krævede 6 heste foran, hvilket betød meget. Hvor der før krævede lige så stort hestehold som der var antal køer, kunne det sidste øges betydeligt.
Først i 1880-erne oprettedes det første andelsmejeri i landet. Allerede i 1887 fik Aastrup sit. Det var et stort fremskridt for en god smørkvalitet. Dog var det ikke altid lige rart for dem, der skulle samle mælkespandene og køre dem til mejeriet. Det har været en hård tørn for både kusk og heste i mange hårde vintre, ofte til en ringe betaling.
Mange måtte også ud på dagleje. De fik ikke del i den fremgang for det meste hårde slid de måtte udføre, før langt senere – efter anden verdenskrig.
Af håndværkere var der ikke så mange i Aastrup. Fra folketællingen i 1845 ses at der var 2 smede, 2 hjulmænd, 1 rokkedrejer, 2 tømrermestre, 6 vævere, 3 skibsbyggere, 5 fiskere og sømænd, 1 møller, 34 landbrugere, 20 daglejere og 7 almissenydere.
Der var skibsbyggerværft i Dybskrog. Et af skibene, bygget i 1847 forliste i 1945. en meget lang levetid for et træskib – 98 år, og det kunne måske havde klaret 10 år mere.
Gammel Mølle – vandmølle – hvor bygningerne omend meget ombygget stadig ligger ved Blødesbæk, nedlagdes allerede omkring 1780 og fæsterne var herefter pligtige til at lade deres korn male på vandmøllen ved Nakkebølle.
Indtil 1857 havde håndværkere og købmænd i købsstaderne eneret i kraft af næringsbeviser og lignende på al handel og næring i en afstand af 1 mil fra byen. Det virkede noget tungt for beboerne her i sognet, selvom en del gerne ville have en tur til staden og en lille eller flere genstande ved Røde Kro på hjemvejen.
Nu blev denne lov ophævet. Det medførte at et konsortium byggede Aastrup Mølle til vindkraft. Den overtoges få år efter af møller Aagaard, i hvis eje den var i 3 generationer.
Nogle år senere oprettes en brugsforening, der nogle år efter sælger til købmand Svendsen hvor der heldigvis stadig er forretning (Den var også i familiens eje i 3 generationer) I 1930-erne var der 3 købmænd i sognet, foruden en nystiftet Brugsforening fra 1935. desuden skrædder, træskomager, skomager, bødker og bageri.
I 1890 byggedes Aastrup Forsamlingshus, som vi siden har haft meget glæde af. Især de første 70 år da al gymnastik og idræt foregik her.
Under krigen blev sportspladsen i byen anlagt. Det var en form for beskæftigelsesarbejde, da der var stor arbejdsløshed under krigen. Den havde ungdommen så meget gavn af de næste 20 år, til en ny anlagdes ved skolen.
Skolen: I 1691 opførtes den første skole af grev Trolle. Det var Brahetrolleborg der ejede Kirken. Der skulle betales for undervisningen, så det var ikke alle børn der har nydt godt om den. Det var kristendomslære, eller måske udenad – terpning der undervistes i, foruden læsning og skrivning.
Først i 1813 kom der lov om at alle børn skulle i skole med hver andendags undervisning, som gjaldt helt op til 1960. lærer Würden Pedersen havde forgæves forsøgt allerede i midten af 1930-erne at få hverdagsundervisning gennemført, men det stødte på uvilje hos mange forældre. I stedet underviste han f.eks. I engelsk om vinteren for dem der kunne få fri fra arbejdet derhjemme.
Omkring 1908 var der 110 børn i Aastrup Skole, som kun undervistes af en lærer. Kort tid efter ansattes en forskolelærerinde, som underviste de tre første årgange. De to lærere som var ansat sidst i den gamle skole var Rigmor Rasmussen (1921-61) og Viggo Würden Pedersen (1923-63). Foruden lærergerningen fulgte bestillingen som organist og kirkesanger med. Desuden skulle læreren havde aftenskole og passe biblioteket, samt mange andre frivillige opgaver.
I 1937 kom der en ny lov om hverdagsundervisning med sløjd, fysik, gymnastik og andre fag så landsbyskolen kunne komme op på højde med byskolerne. Krigen sinkede denne udbygning som først blev gennemført her i 1960.
1912 oprettes en friskole, vist nok i protest mod den daværende konservative lærer. Den havde først til huse i Eskemosegyden (51) og senere på Svendborgvej (334) inden den i 1970-erne blev slået sammen med andre friskoler i Enghaveskolen i Prices Have, Faaborg.
Kirken: De første folk her har vel tilbedt og især frygtet naturkræfterne som ild, torden, vand og storm.
I Kirkens våbenhus sidder en skålsten med mange fordybninger, som man mener er en offersten hvor blod fra folk eller dyr symbolsk har været fyldt i. Den lå på det højeste sted i bygden og her er nok også den første Kirke af træ vel rejst omkring år 1000. Den blev udskiftet med en stenkirke omkring 1150-1200. Den var noget mindre end den nuværende, hvilket kan ses på murene øst for våbenhuset fra ca. 1450. Der ses endnu et af de første vinduer eller skydeskår, da bygningen tillige også var til værn i ufredstider, og på bjælkeloftet var der plads til tidendekorn, både til Konge og Kirken. Da biskop Herman Madsen var her i 1588 beskriver han Kirke og begravelser i den.
Skønt Kirken efter reformationen i 1536, da klostrene nedlagdes, solgtes eller på anden måde overdroges til den nye ejer af Brahetrolleborg, byggede Ejner Brockenhuus kapellet mod sydøst, hvortil han anskaffede den næststørste ligsten i landet over sig selv og sine 2 hustruer.
Andre begravelser findes i en krypt under koret og i tårnet. Det menes at svenskerne i 1858 har slået kisterne i gravkælderen i stykker i deres søgen efter kostbarheder.
Omkring 1850 blev Kirken restaureret og den gamle altertavle erstattet af en ny. Den gamle kan ses på Anne Hvides gård i Svendborg.
Sidst i 1800-tallet overtog menigheden Kirken fra Brahetrolleborg.
Det første orgel i Aastrup Kirke blev i 1898 skænket af gårdejer Søren Petersen, Aastrup og Grev Reventlow, Brahetrolleborg. Orglet blev udskiftet i 1973 med det nuværende.
Omsorg, Hospital og Sanatorium
Sygdom og pleje foretoges på god vis af munke og nonner i klostrene fra middelalderen til reformationen. Da munke og nonner blev sat ud efter reformationen, blev der et tomrum for hjælp ved sygdom. Almindelige folk var stort set nu henvist til kloge mænd og koner, der vel nok i mange tilfælde havde deres lærdom og erfaring fra ovennævnte, men i langt mindre grad. Efterhånden kom der vel læger i byerne, men menigmand havde vist ikke meget hjælp herfra. Pleje og fattighjælp regnedes næsten for et, og den var dårlig, så mange ældre og invalider måtte gå og tigge. En del godser oprettede såkaldte hospitaler, mest som bolig for egne medhjælpere der var slidt op. I Aastrup byggedes et sådant hospital med plads til 4 – 6 mennesker. (Svendborgvej 348). Desuden omfattedes Aastrup også af pladser i V. Aaby Fattiggård efter 1880. Ved folketællingen i 1845 står der at der var 7 almissenydere.
En af de sygdomme der hærgede slemt indtil 1950 var tuberkulosen, der især angreb yngre mennesker, ofte med dødelig udgang. I 1907 – 08 byggede Nationalforeningen til tuberkulosens bekæmpelse Sanatoriet ved Nakkebølle Fjord med plads til op mod 150 patienter og der opnåedes også helbredelse og resultater i beskeden grad. Først efter 2.verdenskrig kom penicillinen og sulfapræparater, og man opnåede gode resultater mod denne frygtede sygdom. Sanatoriet kunne nedlægges og bygningerne kunne tages i brug til andre formål.
Afskrift JH 2024