Den 19. september 2024 var det 80 år siden den tyske besættelsesmagt iværksatte et af de mest indgribende tyske tiltag under besættelsen. Det skete med et angreb, der rettede sig mod dansk politi og grænsegendarmeri, og som gik under det tyske kodeord ”Aktion Møwe”. Aktionen var godkendt fra højeste sted i Tyskland. Himmler og Hitler, og den indbefattede, at tyske politi- og hærenheder skulle slå til mod stort set samtlige danske polititjenestesteder. I de fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg og ved politikaserner i omegnen af Helsingør, skulle alle tilstedeværende politifolk arresteres og deporteres til tyske kz-lejre, mens politiet i resten af Danmark så vidt muligt skulle afvæbnes. Det danske grænsegendarmeri i Sønderjylland skulle også pågribes. Da klokken slog 11:00 den 19.september 1944 løb det hele af stablen samtidig i et koordineret, landsdækkende overraskelsesangreb, der flere steder i Danmark kostede menneskeliv. I Odense stod reservepolitibetjent Svend Børge Rasmussen vagt udenfor politistationen der dengang lå i det nordvestlige hjørne af Rådhuset. Da tyskerne kørte ind på Flakhaven, blev han uden varsel ”mejet ned”. Ca. 2000 danske politifolk og 140 gendarmer blev arresteret og efterfølgende deporteret til tyske kz- og krigsfangelejre. Af dem omkom 78 danske betjente og 39 gendarmer under opholdet i Tyskland.
Kaj Lykke Nielsen født 1/5-1918 på ejendommen Østergyden 45, Aastrup. Forældre: Husmand Erik Marius Nielsen og hustru Anne Kirstine Nielsen født Rasmussen. Kaj Lykke Nielsen blev 1/4-1944 ansat ved Københavns politi’s beredne afdeling. I sine erindringer fortæller Kaj Lykke Nielsen:
Den 1. juli meldte jeg mig så til tjeneste på København politis personalekontor. Her diskuterede man så indbyrdes om, hvor de skulle sende mig hen og gøre tjeneste. Jeg gjorde dem da opmærksom på, at jeg havde søgt til Københavns politis beredne afdeling, og det endte da også med, at jeg skulle gøre tjeneste der. Jeg var nu egentlig heller ikke interesseret i København, men da jeg havde set, at der var mange kolleger fra provinsen, der gerne ville til den beredne afdeling, gik jeg ud fra, at jeg altid kunne bytte med en af dem, hvis jeg ville tilbage til provinsen igen.
Den beredne afdeling havde den gang kontorer i Løngangstræde, og hestene var i de kongelige stalde på Christiansborg. Der var i alt 34 politifolk, der gjorde tjeneste ved afdelingen, og hver mand havde sig egen hest. Vi red patrulje hver dag to og to sammen i forskellige distrikter. Der var altid en eller to patruljer ud over Amager Fælled. Vores primære opgave var at holde øje med de mange hestekøretøjer, der var den gang. Det skete, at der var halte heste, som vi så skulle sørge for, at de kom under dyrlægetilsyn. Ellers skulle vi også træne hestene i at vænne sig til trafikken, idet hestene også skulle bruges ved optog og regulering af fredelige forsamlinger. Det er nemlig lettere at få en forsamling til at rykke tilbage, når forsamlingen kan se rytteren, der vinker folk tilbage. Hver søndag var der altid to ryttere, der red foran vagtparaden til Amalienborg og tilbage til Gothersgades kaserne igen. Det var hovedsageligt for at vænne hestene til musikken. Vi lavede også også nogle opvisningsprogrammer med evolering og spring, som vi bl.a. lavede opvisning på dyrskuerne på Bellahøj med.
Da jeg flyttede til København, fik jeg et nyt værelse, Det lå på Gl. Kongevej 105 på 1. sal. Det var et meget stort værelse, som jeg havde sammen med Poul Baunsbak. Han var også politimand og gjorde tjeneste på st. 5, ligesom han også spiste på pensionatet, Absalonsgade 14, der lå overfor bagsiden af Station 5 på Vesterbro. Bortset fra tjenesten, så fortsatte min tilværelse ellers, som den havde gjort hidtil. Lina, som jeg stadig kom sammen med, havde dog søgt til Svendborg Sygehus som sygeplejerskeelev.
Foruden vores tjeneste med hestene havde vi også forskellige andre vagter. Der var således altid afgivet en mand til Grønttorvet, hvor vi var fra, det åbnede til det lukkede. Desuden var der afgivet en eller to mand til at gøre tjeneste i Tivoli. Vi supplerede i det hele taget den såkaldte gamle by på politigården. Det var de ældre kolleger, der havde forskellige af de mere fornøjelige og behagelige vagter. Vi havde således også en mand på vagt i Cirkus Schumann. Vi havde også transportantrejser. dvs., at vi skulle ledsage fanger, der skulle overføres fra et fængsel til et andet eller til et retsmøde i en anden politikreds.
Den 19. september havde jeg haft vagt ved hestene om natten i de kongelige stalde. Da der her var mulighed for at sove på en feltseng om natten, var jeg således udsovet og sad om formiddagen på pensionatet, der som tidligere nævnt vendte ud mod bagsiden af station 5 (politistationen). Kl. 11.00 blev der blæst luftalarm, og kort efter dette kom en tysk lastvogn med pressenning (en såkaldt prærievogn) kørende ad Absalonsgade fra Vesterbrogade og svingede ind i Svendsgade, hvor den blev holdende ud for politistationen. Der er der nemlig ingen vinduer ud mod gaden. Med det samme sprang en flok tyske politisoldater ned fra lastvognen og sneg sig med geværer med påsat bajonet langs med husmuren til henholdsvis bagsiden og for indgangen af politistationen. Det hele foregik forholdsvis roligt, men da politisoldaterne begyndte at komme ud med politifolkene og førte dem op i lastvognen, trak jeg mig tilbage i stuen. Da tyskerne var kørt med de danske politifolk, blev der oprettet vagt både ved forsiden og bagsiden af politistationen. Nu var jeg klar over, at det var nødvendigt at komme bort fra pensionatet, hvor jeg stod tilmeldt folkeregistret. Pensionatet vender bagsiden ud mod den kgl. skydebane, og da jeg tidligere har boet i ejendommen ved siden af og kendte værten, sprang jeg over muren ind i den kgl. skydebane og derfra ind til min tidligere vært. Da der var blevet nogenlunde ro på gaden, ringede jeg ind til pensionatet og bad dem om at trække min cykel der stod udenfor, et stykke ned ad gaden, da der som nævnt var etableret tysk vagt overfor pensionatet. Min agt var at cykle til Roskilde, hvor jeg havde en fætter.
Ud af København sørgede jeg for at køre i passende afstand af unge mænd, der kunne tænkes at blive standset og undersøgt af tyskerne. Det var et skønt septembervejr, men det var absolut en mærkelig fornemmelse pludselig at være sat udenfor samfundet og måske ydermere blive eftersøgt. Ingen vidste, hvor jeg var, så derfor satte jeg mig ned i græsset på vejkanten og skrev et brev hjem til mine forældre. Det skal bemærkes, at det ikke var muligt at fortsætte til Fyn, da alle passagerer på storebæltsfarten blev undersøgt af tyskerne. Min stilling stod på mit legitimationskort, hvorfor jeg ikke kunne benytte det til legitimation.
I Roskilde blev jeg modtaget af min fætter, der oplyste, at hans kone var indlagt på Roskilde sygehus, hvorfor han var alene med tre små børn. Det lod ikke til, at han var indstillet på at have mig boende, idet han oplyste, at han kendte en gårdejer et stykke udenfor Roskilde, hvor det ville være mere sikkert for mig at være. I radioen blev det oplyst, at tyskerne havde interneret det danske politi fra København, Århus og Odense, fordi tyskerne mente, at de ikke længere kunne stole på og samarbejde med det danske politi, hvilket jo heller ikke var helt ved siden af. Der gik også mange rygter om, hvad der var blevet af de internerede politifolk. Det blev dog med sikkerhed oplyst at de københavnske politifolk var ført til et skib i Frihavnen, og at skibet var sejlet til Tyskland.
Min fætter og jeg cyklede ud til den nævnte gårdejer, der tog venligt imod os, og vi blev inviteret på eftermiddagskaffe. Men da min fætter forelagde sit forslag om, at jeg eventuelt kunne bo og hjælpe til på gården, blev gårdejeren noget betænkelig og undskyldte sig med, at han af hensyn til sin familie ikke turde have mig boende. Jeg følte mig nu som en rigtig varm kartoffel, som ingen turde hjælpe. Vi kørte derfor tilbage til min fætters hus igen, og vi belavede os på, at jeg indtil videre måtte blive boende der. Da min fætters kone som nævnt var indlagt på sygehuset, kunne jeg sove i hendes seng ved siden af min fætter. Soveværelset var i stuen og børnene sov ovenpå. Selvom jeg var i en meget spændt situation, faldt jeg dog på grund af træthed hurtigt i søvn. Lidt over midnat vågnede jeg dog hurtigt op, ved at der blev banket på vinduet til soveværelset. Min fætter sprang hurtigt ud af sengen og løb ud til gang døren og lukkede op. Jeg kunne høre, at det var en dame, der var kommet, men der blev hvisket mellem min fætter og damen. De gik også ind i stuen, hvorefter døren blev lukket ind til mig. Efter nogen tids forløb faldt jeg dog lidt i søvn igen men vågnede op ved at vækkeuret blev fjernet fra soveværelset. Næste morgen blev jeg præsenteret for min fætters kones niece, der var sygeplejerske i Helsingør og var kommet cyklende hertil om aftenen. Hun hjalp også min fætter lidt med husholdningen, men hun kørte tilbage til Helsingør om aftenen.
Da jag havde været i Roskilde i en uges tid, fik jeg lyst til at cykle entur til København for at se og høre, hvordan det stod til der og for at se til mit værelse og mine ejendele. På pensionatet blev det oplyst, at der ikke var sket de store ændringer der, men det var blevet oplyst, at kollegerne, der var blevet taget af tyskerne i København nu, befandt sig i en koncentrationslejr ved Hamborg. Politistationen overfor pensionatet var besat og bevogtet af tyske soldater.
Jeg besluttede mig for at overnatte der, og jeg fik lov til at sove i et værelse, der tilhørte en vægter, som jeg kendte, idet vægteren jo skulle på arbejde om natten. Værelset hørte til en lejlighed, der var beliggende på 2. sal i Absalonsgade nr. 16. Jeg faldt godt i søvn ved 22tiden, men lidt over midnat vågnede jeg ved en voldsom larm nede på gaden. Jeg blev hurtigt klar over, at det var tyskerne, der holdt razzia, og det varede heller ikke længe før jeg hørte støvletramp på trappegangen. Det var en megetpinlig situation, jeg nu var kommet i. Jeg var nemlig ikke klar over, om vægteren havde underrettet lejlighedens indehaver om, at jeg befandt mig på værelset, og endnu mere pinligt blev det, da der blev banket ret voldsom på min dør til værelset. Var det tyskerne, eller var det lejlighedens indehaver, der ville hjælpe mig? Jeg valgte ikke at give mig til kende og blev liggende under dynen med hjertet oppe i halsen, idet jeg var klar over min skæbne, hvis tyskerne opdagede mig der, og lejlighedens indehaver ikke kendte noget til mig. Efter nogen tids forløb stilnede støjen på trappegangen og på gaden af, og det føltes som en stor lettelse, da jeg mærkede, at faren var drevet over. Efter denne uhyggelige nat cyklede jeg tilbage til Roskilde igen, og jeg har aldrig fået nogen oplysning om, hvem der havde banket på min dør den nat.
Da jeg havde brug for at få et andet legitimationskort, skrev jeg hjem til min far og bad ham om at få en nyt legitimationskort ved Sognerådsformanden, som min far havde været i sognerådet sammen med, og som jeg i øvrigt kendte godt. Han sagde imidlertid til far, at han ikke kunne eller ville udstede et andet legitimationskort, da det kort sagt ville bringe både ham og mig ud på et skråplan. Det fandt jeg noget mærkeligt, da jeg ikke ønskede et falsk legitimationskort men blot et legitimationskort, hvor min stilling ikke var anført. Dette fik jeg dog klaret ved, at en kusine, som jeg også havde i Roskilde, kendte en dame, som var ansat på folkeregistret i Roskilde, og som ikke var bange for at udstede mig et nyt legitimationskort. Da jeg havde fået et andet legitimationskort, begav jeg mig på cykel hjem til Åstrup, idet kontrollen ved Storebæltsfærgen gik gnidningsløst. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg befandt mig mere sikkert i Svanninge hos min søster og svoger, Frida og Niels Peder, der havde en gård,Svanningevej 19, hvortil der hørte en skov, der stødte lige op til de andre skove i og ved Svanninge Bakker.
Gennem BBC’s radiosender fra England til Danmark, som vi hørte og fulgte med i hver dag, fik vi mange oplysninger om tyskerne og forholdene her i Danmark. Det blev således oplyst, hvem der blev taget af tyskerne, og bl. a. hørte jeg, at min kollega fra Randers, Johan Hansen, var blevet taget af tyskerne. Dette og oplysninger om, at tyskerne havde sendt kollegerne, der var blevet taget af tyskerne, i koncentrationslejr, bevirkede, at jeg ikke kunne føle mig tryg. nogen steder. Når jeg enkelte gange hørte en bil henne på landevejen, var jeg parat til at springe ud af sengen og bagud af gården, hvis bilen skulle svinge hen ad tilkørselsvejen. Jeg hjalp til på gården, og jeg gik meget på arbejde i skoven, der hørte til gården.
I Aastrup hjalp jeg også til i arbejdet der. I anledning af, at min søster Asta og Hans Dyhre agtede at gifte sig, skulle der bygges en kvist på stuehuset. Jeg slæbte bl.a. mørtel og mursten op ad en stige. Da jeg tidligere har haft seneskedebetændelse i håndleddene, fik jeg ondt i håndleddene igen, hvorfor jeg konsulterede vores læge gennem mange år, Skou Jensen i Ulbølle. Han behandlede sygdommen, men da jeg ville give oplysning om mine data og sygekasseforhold, sagde han straks, at han ikke skulle have nogen betaling, og der blev ikke skrevet noget nogen steder, da han kendte min situation.
En aften i november måned var jeg til Dilettantforestilling i Åstrup Forsamlingshus, hvor jeg traf min gamle skolekammerat, Chresten Lauentoft. Han spurgte om jeg ville være med i modstandsarbejdet mod tyskerne, idet han havde kontakt med modstandsbevægelsen. Det gik jeg med til, hvorefter han oplyste, at han selvfølgelig ikke måtte give så mange oplysninger om modstandsbevægelsen. Jeg skulle dog kende lederen, og det var grev Lennart Adelfelt Lauervig fra Hvidkilde. Chresten kendte grev Lennart fra Brahestolleborg, hvor Chresten havde været ansat, og Lennart var stadig officielt forvalter der endnu. I den gruppe, jeg hørte til, var desuden Hermann Schvarts, Åstrup, som jeg kendte fra gammel tid. Desuden Hans Storm, Falsled, som var i familie med Chresten, men Chresten havde nogle våben liggende på sit loft. Det var nogle, der var kastet ned for nogen tid siden ved Holstenshuus. Men de var smurt fuldstændig ind i fedt, hvorfor vi besluttede at mødes hos Chresten for at få våbene renset og finde ud af, hvordan de fungerede. Det viste sig at være de senere kendte IJS-karabiner, der virkelig er et godt partisanvåben. Det tog en hel aften at gøre hver sin karabin ren, hvorefter vi så kunne begynde at finde ud af, hvordan de fungerede.
Der var som nævnt tidligere kastet våben ned fra engelske flyvere om natten, og modtagelsen af disse våben foregik på den måde, at der blev sendt et signal. gennem den brittiske radiosender til Danmark. I slutningen af nyhedsudsendelserne blev der sagt, at der var hilsen til forskellige navne. Det kunne så være en kode, der betød, at der ville blive kastet våben ned på et sted, som kun lederen at nedkastningsholdet kendte. Lederen skulle så ringe til andre, der igen skulle give videre besked til dem, som skulle med til nedkastningen. For mit vedkommende havde jeg den aftale med Chresten, at når han ringede til mig og spurgte om han kunne låne min cykel, havde vi i forvejen aftalt, hvor vi skulle mødes. I det ene tilfælde, hvor jeg var med, var jeg i Svanninge hos min søster og svoger. Da de ikke kendte noget til mit forehavende, havde jeg stillet mine gummistøvler udenfor på trappen, for at de ikke skulle opdage noget, da jeg kl. ca. 23.30 skulle liste mig ud og cykle til hjørnet af Rallebækgyden og Nyborgvej. Her mødtes så vi fire, der kendte hinanden fra gruppen. Herfra kørte vi så videre gennem Holstenhuus skoven til Brændegårds Sø, hvor vi traf den øvrige del af holdet. Her fik vi en kodesætning for at vi kunne være sikker på, at der ikke var uvedkommende, der kom og blandede sig med os. Sætningerne lød: Skal du til Avernakø? Hvortil der skulle svares: Nej jeg skal til Lyø. Der var også en lastvogn til stede til at køre containerne med våben og sprængstof bort på. Da lastvognen ikke kunne køre ud i marken, havde man tvunget en husmand til at spænde sine heste for en vogn og køre ud og være parat til at hente våbnene. Der var desuden opstillet rekylgeværer i stilling til at modtage eventuelle tyskere. Der var ligeledes stillet projektører op til at give signal til flyveren, når den kom. Da vi havde ventet i godt en times tid, blev vi kørt i lastvognen til et mere diskret sted for ikke at vække alt for megen opsigt. Det viste sig nemlig, at flyveren ikke var kommet til den fastsatte tid. En flyver, der kom hen over stedet, skulle til Langeland, efter hvad der senere blev oplyst. Efter flere timers venten blev vi kaldt sammen på pladsen, hvor det blev oplyst, at nedkastningen var aflyst, og vi kunne køre hjem igen. Det blev dog oplyst, at nedkastningsstedet måtte holdes absolut hemmeligt, da man senere ville benytte pladsen.
Nogen tid senere, da jeg cyklede gennem Fåborg mod Svanninge, blev jeg klar over, at der skulle ske noget igen, idet der kom mange unge mænd cyklende ud af Fåborg og kørte videre ad Nyborgvej mod Korinth. Jeg havde af gode grunde ikke fået besked, da vi ikke havde telefon i Åstrup. Jeg kørte til stedet ved Brændegårds Sø, hvor der tidligere skulle have været nedkastning. Ganske rigtigt var nedkastningsholdet samlet der igen, og jeg fandt hurtigt de andre tre fra gruppen. Denne gang gik det hele hurtigt som planlagt, idet der dog var lidt besvær med en faldskærm, som blev hængende i et træ. Lastvognen kørte bort med lasten, og vi cyklede hver til sit. Tyskerne må åbenbart have fået oplysninger om noget, idet de havde sat vagtposter ud i landevejskrydset Nyborgvej — Odensevej. Her blev par fra nedkastningsholdet standset og viseteret, og desværre havde de pistoler på sig, og så var det hele afsløret. Jeg kørte heldigvis ad Rallebækgyden til Svanninge, hvilket måske var min redning. Efter dette blev meget af modstandsbevægelsen på Sydfyn trevlet op. Der var mange fra Horne, der blev arresteret, ligesom vognmand Henningsen fra Vester Hæsinge blev arresteret. Tyskerne sprang også 6 forskellige bygninger i luften, det var de steder, hvor der havde været opbevaret våben. Jeg sov meget let i de følgende nætter, og jeg hørte hver gang, der kørte en bil henne på landevejen. Jeg var parat til at springe ud af sengen og komme væk, hvis en bil skulle svinge fra landevejen hen mod os.
Tyskerne gjorde også store anstrengelser for at få fat i flere fra modstandsbevægelsen. Således kom Niels Peders fader en dag hjem fra Fåborg og oplyste, at han var blevet holdt op af tyskerne, der på en ret voldsom måde havde udspurgt ham om hans kendskab til modstandsbevægelsen. En dag var der også kommet en personbil kørende ad Nyborgvej mod Fåborg, hvor en mand — tilsyneladende såret- hang ud af bagruden, medens en anden skød med maskinpistol ud adbagvinduet mod en anden personbil, der tilsyneladende forfulgte den. Det skulle have set ret voldsomt ud, men meningen med dette var tilsyneladende at lokke folk fra modstandsbevægelsen frem, idet folk senere havde set, at folk fra de nævnte to biler havde stået og talt sammen. Landbetjent Larsen i Fåborg havde en dag fået besøg af to mænd, der oplyste, at de var politifolk, der også var ”under jorden” og de ville også gerne i kontakt med andre politifolk og folk fra modstandsbevægelsen. Larsen troede på dem, fordi de havde politiskilt indsyet på et skjult sted i deres tøj.
Hen på foråret fik jeg kontakt med kollegerne ved den beredne afdeling i København, idet V.S.Nielsen havde fundet frem til min adresse på Fyn, der ellers havde været opbevaret i kode. Han oplyste, at man efterhånden havde fået kontakt med alle kollegerne fra rytterne, og man så gerne, at jeg kom til København, hvorfor vi blev enige om, at jeg skulle træffe V.S. Nielsen ved Stormgadebroen til en bestemt tid en af de første dage i maj. Modstandsbevægelsen på Sydfyn lå nemlig stadig i ro, og ydermere var grev Lennart blevet taget af tyskerne ved en tilfældig razzia på Det ny Missionshotel i Odense, hvorefter han blev henrettet. Jeg fik kontakt med Flemming Hansen (Flemming ”kaptajn”, søn fra Kaptajnsgården – den nuværende ”Enemærkegård”, Sanatorievej 2 i Aastrup), som jeg kendte fra Åstrup. Han skulle til Haslev på håndværkerskole, hvorfor vi besluttede at følges ad på cykel. Dagen før vi skulle køre var jeg hos barberen i Vester Åby for at blive klippet. Medens jeg blev klippet, blev det over radioen meddelt, at en af storebæltsfærgerne var blevet sprængt, hvorfor trafikken over Storebælt var usikker. Flemming og jeg kørte dog som aftalt til Haslev dagen efter, som det var aftalt, og der var ingen problemer på storebæltsoverfarten. I Haslev hilste jeg af med Flemming, og jeg overnattede hos min faster Signe, der boede alene i Haslev. Næste dag cyklede jeg så til København, hvor jeg traf V.S. Nielsen til den aftalte tid ved Stormbroen. Der var en kollega mere til stede, og jeg blev derpå sat ind i, hvordan kollegerne var organiseret i modstandsbevægelsen, og hvor de holdt til. Der var lavet en plan, hvorefter 3-4 kolleger havde vagt døgnet rundt på skift; så man ret hurtigt kunne alarmere de øvrige kolleger, når det blev nødvendigt. I en kælder på Vagtelvej havde man fået et par værelser med telefon stillet til rådighed, og hen havde man så fået oprettet et våbendepot. Der var kun nogle få maskinpistoler, men de fleste kolleger havde afleveret deres tjenestepistol der også. Jeg havde ikke haft nogen pistol, siden jeg rejste fra Randers, idet jeg skulle aflevere den, jeg havde, fordi jeg skulle have en anden pistol, model FN, der havde en ekstra sikringskæftesikring, hvilket var mere sikkert, når man skulle ride med den. Det eneste, som jeg havde, der kunne bruges, var min politihjelm.
Med min politihjelm i en mappe under armen tog jeg så med en sporvogn ud på Vagtelvej, hvor jeg efter aftale skulle møde den 4. maj kl. 18.00. Vi var fire mand, der skulle afløse andre fire mand, men forinden skulle vi høre den engelske presse, der kom kl. 18.15. Alle var forberedt på, at der snart skulle ske noget, og i pressen blev det også sagt, at der var kastet faldskærmstropper ned i Dyrehaven, hvor der foregik heftigekampe. Det passede dog ikke. Men pludselig blev speakeren tavs et øjeblik, hvorefter de kendte forløsende ord lød gennem højtaleren, at de tyske tropper havde overgivet sig. Det var en vidunderlig fornemmelse, som ikke kan beskrives, men kun føles af dem, som havde oplevet de fem strenge forudgående år.
Selvom fredsslutningen først gjalt fra kl. 6.00 den følgende morgen, fik vi alligevel travlt med at få samlet de øvrige kolleger og få opladet magasiner til pistoler og maskinpistoler. Derpå blev vi kørt til bibliotekssalen på Frederiksberg Rådhus, hvor de fleste af politiets regioner skulle have hovedkvarter. Over radioen hørte vi, hvorledes København – ja hele landet – festede. Vi skulle forholde os i ro, indtil byen var faldet til ro, hvorefter vores opgave var at køre ud og anholde de personer, der havde samarbejdet med tyskerne, havde været i tysk tjeneste eller på anden måde havde haft noget med tyskerne at gøre, så de havde været beskyttet af dem. Der var udarbejdet et fyldigt kartotek af modstandsbevægelsen over disse personer. Vi blev anmodet om at lægge os til at sove, men det var nu ikke nemt under disse forhold. Vi var vel samlet et par hundrede mand i salen, og vi forsøgte da også at lægge os ned på gulvet og under en kappe eller lignende forsøge at falde i søvn. Jeg lå således ved siden af en kollega, der heller ikke kunne falde i søvn. Han havde en flaske pullimut – en primitiv frugtvin – som vi i stilhed skålede for freden med. Søvn blev der ikke meget af. KI. ca. fire skønnedes der at være så meget ro i byen, at det skønnedes forsvarlig at gå i aktion. Vi blev inddelt i hold på hver fire mand, der så skulle køre ud og anholde personer, som vi fik en liste over. Mit hold bestod af to kriminalfolk, der var bevæbnet med pistol, Skovdal (den kendte fodboldtræners fader), som også hørte til rytterne, og som var chauffør og var bevæbnet med pistol. Jeg blev bevæbnet med en maskinpistol. Det var en stengun, som jeg ikke havde prøvet at skyde med før, men de er ret enkle i konstruktionen, og jeg havde været med til at rense flere af dem tidligere.
Den første person, vi skulle anholde, boede på Gl. Kongevej ved Søerne. Der blev ikke lukket op, men medens vi stod og ventede der, kom et par unge mennesker i højt humør efter befrielsesfesten. Da dé så os med vores frihedskæmperarmbind, ville de hilse på os og tale med os. De blev kort og bestemt tilbagevist, så vi næsten måtte true dem til at forsvinde, hvilket de ikke havde nogen forståelse for. Den næste mand vi skulle anholde, boede i en stor lejlighed ud mod søerne. Her blev der lukket op, og en tilsyneladende pæn mand kom ud og var klar over, at det var ham, som vi skulle have fat i. Han gjorde heller ingen modstand, da han blev visiteret, og under den påfølgende ransagning i lejligheden blev der fundet tre pistoler med tilhørende ammunition. Han blev derpå kørt ud på Den kongelige Porcelænsfabrik, der var blevet indrettet til at kunne tage imod alle de personer, der forventedes anholdt. Der var ogsåpersonale til at foretage en foreløbig afhøring af de anholdte. Medens vi var på porcelænsfabrikken, skete der et uheld, idet en frihedskæmper kom til at støde kolben på maskinpistolen lidt mod døren, hvorved den gik af og ramte ham i armen. Det var en af de nævnte stenguns, der var ret farlig at omgås, når man ikke kendte den. Bundstykket skulle nemlig føres op i sikringsudskæringen, når den ikke skulle bruges. I stedet lod mange bundstykket føre frem mod patronen, hvorfor der kun skulle et let stød mod kolben til at udløse et skud.
Efter at vi havde anholdt og afleveret et par stykker flere, korn vi ved middagstid til Vesterbrogade ved Vesterbros Torv, hvor vi skulle anholde en mand, der boede på første sal i en karré med sidebygning i en baggård. Der var indgang i porten og vi gik “i stilling” ved entredøren, idet de to kriminalfolk stod ved hver sin side af entredøren, medens jeg stod med maskinpistolen ved trappegelænderet midt for. Da der blev ringet på entredøren, gik der nogen tid, inden der blev lukket op. Men idet døren blev lukket op på klem, blev der affyret et skud ud gennem den snalle døråbning. Jeg afgav med det samme en salve på 4-5 skud med maskinpistolen mod døren på det sted, hvor jeg formodede, at den, der havde skudt, stod. Døren blev lukket igen med det samme, hvorefter alt blev roligt. Vi prøvede at lukke døren op igen, men den var aflåst. Vi sprængte derpå døren, hvorefter kriminalfolkene sneg sig ind i lejligheden, medens jeg og Skovdal løb ned for at dække bagindgangen og porten. Der gik lang tid, inden der skete noget. Jeg hørte enkelte skud oppe fra lejligheden, hvorefter kriminalfolkene igen efter nogen tids forløb kom ned med en mand. Det viste sig, at han havde gemt sig i pigeværelset i den store lejlighed, hvor der ellers ikke var andre til stede. Manden ømmede sig i sin højre skulder og ved nærmere undersøgelse viste det sig, at han var blevet ramt af tre skud fra maskinpistolen, men mærkeligt nok blødte det næsten ikke. Projektilerne havde tilsyneladende mistet lidt kraft ved at gå gennem døren, hvorefter de havde sat sig fast i skulderen og derved lukket for blødning. Han blev også afleveret på porcelænsfabrikken.
Da vi kom tilbage til Frederiksberg Rådhus, holdt der en ambulance, der var blevet kaldt ud til Jagtvej for at hente en såret soldat fra den danske brigade, der var blevet angrebet af nogle hipofolk. Ambulancefolkene ville ikke køre derud uden at have bevæbnet beskyttelse. Skovdal og jeg blev anmodet om at tage med ambulancen, hvilket jeg protesterede imod, da jeg fandt det usmageligt at bevæbne en ambulance. Da ambulancefolkene imidlertid holdt på, at de ikke ville køre derud uden beskyttelse, endte det med, at vi kørte med ambulancen. Da vi kom ad Jagtvej ved Rigsarkivet, var der så voldsomt skyderi fra alle sider, at vi valgte at køre ind i en sidegade og gå i dækning i en port, da der ikke var nogen såret at se, og det var i det hele taget umuligt at se, hvad der egentlig foregik. Efter lang tids forløb stilnede skyderiet dog af, hvorfor vi valgte at køre tilbage til rådhuset igen. Da vi havde kørt nogle få hundrede meter, så vi pludselig en mand, der faldt om på gaden foran os. Det viste sig, at han var blevet ramt af en snigskytte, hvorfor vi tog ham med og kørte ham til Frederiksberg hospital. Da vi kom ned i hospitalets kælder, der var indrettet til modtagelse af sårede, mødte der os et skrækkeligt syn. Der lå vel 20 – 30 mennesker, der var mere eller mindre såret. Der lå en ældre brandmand og klagede sig ’gudsjammerligt’, idet han var blevet ramt af et skud i den nederste del af rygraden. Andre lå og talte mere fredeligt sammen. Der var således to af de nævnte brigadesoldater, der lå og talte om, hvad der egentlig var sket på Jagtvej. De fortalte, at brigaden var kommet marcherende ad Jagtvej fra Frihavnen, hvor de var blevet landsat efter sejlturen over sundet. Ved Landsarkivet var de pludselig blevet overfaldet af nogle hipofolk, der var gået i stilling forskellige steder der. BI.a. havde de etableret en maskingeværstilling i haven til Landsarkivet, hvorfor brigaden havde lidt svære tab, inden de nåede i dækning.
Medens vi stod og talte med brigadefolkene, kom en ambulancemand og bad mig om at hjælpe ham med at flytte en mand fra en båre, som han skulle bruge. Jeg tog rask fat under mandens skuldre og løftede ham over på en seng. Han gav et uhyggeligt skrig fra sig, da jeg løftede ham, hvilket ikke var så mærkeligt, idet jeg opdagede, al min venstre hånd var fyldt med blod, fordi manden havde et voldsomt skudsår i venstre skulder. En læge kom derefter og bad mig komme med op på hans afdeling, da man havde en hipoman som patient på afdelingen, og man var bange for at nogle af hans bande ville komme og forsøge at befri ham. Jeg gik med ham på afdelingen, hvor manden, der kaldte sig Saltofte, lå på en enestue og havde det ikke for godt, idet han var blevet skudt i den nederste del af halsen i venstre side, hvorfra projektilet var gået ned i lungerne. Han hev også efter vejret, og luften susede ud af skudhullet ved udånding. Lægen mente heller ikke, at manden havde langt igen, men jeg lovede at blive lidt på afdelingen. Pludselig blev der uro på den tilstødende afdeling, hvor en anden hipomand var blevet indlagt. Han var pludselig stukket af fra afdelingen, så derfor løb jeg sammen med personalet ud for at lede efter ham på den nærliggende baneskråning, hvor han sidst var set, men han blev ikke fundet.
De følgende dage fik vi forskellige andre opgaver i forbindelse med de mange tyske flygtninge, der var stuvet sammen forskellige steder i byen. Vi blev bl.a. kaldt ud til en flygtningelejr på en skole i Lyngby. Her blev det oplyst, at mange af flygtningene var ved at sulte ihjel, fordi nogle danskere søgte at hindre, at der kom fødevarer ind i lejren. Problemerne blev dog løst, da vi kom til stede, men efter det oplyste var der frygtelige tilstande under de trange forhold på skolen. Anderledes var det dog ved Vesterport på Vesterbro, som tyskerne havde haft, Her var også indkvarteret tyske soldater og de var også begyndt at skyde på den danske brigade, da de kom marcherende fra Rådhuspladsen. Brigaden havde dog svaret igen med en kanon, hvorved der var blevet et stor hul midt i Vesterports bygning. Herefter var der blevet ro, og de tyske soldater stod reglementeret på vagten med geværet stående ved siden. Der havde været depot af bl. a. civile beklædningsgenstande, men da vi kom der, havde frihedskæmperne taget det bedste af det. Der var kun lidt børnetøj tilbage, så jeg tog lidt af dette med og gav det til min søster Johannes børn. At tyskerne også søgte beskyttelse hos os, fremgik også af, at et kompagni tyske soldater der tilsyneladende var på ved hjem til Tyskland, holdt hvil udenfor rådhuset, hvor vi holdt til. Men man var lige ved at få medlidenhed med dem, da de så meget trætte ud, og de skulle hjem til et land, der lå fuldstændig i ruiner.
Kaj Lykke Nielsen blev d. 1. august 1955 forflyttet til Odense. Senere overgik han til civilafdelingen på Politigården. Kaj Lykke var en dygtig pistolskytte og vandt flere præmier. Han dyrkede desuden orienterings- og feltsportsløb. Sidstnævnte var startet op af modstandsfolkene under 2. verdenskrig. Begge løbsdiscipliner var en stor del af politiidrætten efter krigen. Da jeg som politimand kom til Odense i 1966, kan jeg takke Kaj Lykke for at han gav mig lysten til disse løb. I mange år efter har jeg haft stor glæde af at dyrke denne form for motion. Som man siger: ”Motion for hjerne og hjerte”
Finn Christoffersen.
Pensioneret politiassistent
Medlem af Aastrup Folkemindesamling.