Årsberetning for 2023

Generalforsamling i Aastrup Forsamlings- og Aktivitetshus onsdag den 6. marts 2024 (se referat)

Vi holdt generalforsamling den 15. marts med genvalg af bestyrelsen. I aftenens indslag fortalte Torkil Jensen om spillemanden fra Skårupøre, som blev en del af den religiøse vækkelse i det sydfynske.

Vi har det sidste år nået meget arkivarbejde m. h. t. registrering, scanning og billedarbejde. D. v. s., vi har fået lagt mange billeder og arkivfonde ind på arkiv.dk.

Dertil kommer, at vi har haft mange besøgende og fået indleveret en del, både arkivalier og fotoalbums. Noget har vi scannet, andet har vi fået lov at beholde. Nogle siger ligefrem: Det er bedre, I har det liggende, end det risikerer at blive smidt ud efter os. Det kan godt undre os, at den yngre del af slægten ikke finder den store interesse i slægten.

Det er dejligt, at folk er blevet opmærksomme på os, selv om det giver os ekstra arbejde.

Det er vel de fleste bekendt, at Nakkebølle Sanatorium har fået nye ejere, Tasfo. Det er de helt rigtige, for de vil istandsætte bygningerne med respekt for historien. Det har været naturligt for dem at gøre brug af os, så vi har bidraget med oplysninger og billeder.

Finn Christoffersen var rundviser på den store åbnings- og tag selv dag i foråret. Det foregik udendørs, hvor han brugte bygningerne som udgangspunkt.

Ældre Sagen har haft en artikel om sanatoriet. Her har foreningen også været behjælpelig.

Vores historiske tur fandt sted lørdag den 26. aug. Turen gik til Kildegårdsvej i det mellemste Nab. Her ligger de første udflyttede gårde. Kildegården var den første. Den har vi i arkivet en lille modelbygning af.

Der ligger meget historie i det område, så det var ret omfattende at forberede, men vi fordelte os om fortællingerne. Midt i 1800-tallet kom en ny arvefæstelov, som gjorde det muligt at dele jorden mellem flere sønner. Det har været interessant at følge den udvikling og følge familierne, som i høj grad samlede sig i området.

Da vi stod på Kildegårdsvej og hørte om Würden Pedersens sommerhus, som spillede en særlig rolle under krigen, fik vi en ny tilhører. Det var den nuværende ejer. Følgelig blev vi inviteret med ind bag plankeværket, så vi fik en uventet, men kærkommen ekstra oplevelse på turen.

Vi sluttede af i Blomsterhaven, hvor vi bød på udstilling, fortælling og en forfriskning.

Vi har på vores historiske ture nu været sognet rundt på de lokaliteter, hvor vi har mulighed for at bevæge os rent fysisk. Så vi skal i gang med at nytænke, hvordan vi kan byde på nye arrangementer. Måske holder vi et sabbatår til at udtænke og forberede vores næste tiltag. Gode idéer er velkomne.

Sidste års STAVNartikel beskrev en hjemmeslagtning først 1900-tallet. Året før beskrev Lena den store stormflod i 1872. Den blev mærkeligt håndgribelig for os sidste efterår. Førstnævnte vil forblive historie. Sidstnævnte formodes at blive nærværende for os fremover.

På vores hjemmeside kan læses mange beretninger fra sognet. Den opdateres til stadighed. Vi kan anbefale at følge os på aastruparkiv.dk.

I hver udgivelse af Bøgebladet bidrager vi med et billede, en lille fortælling eller andet relevant.

Vi deltager ofte i SLAs kurser, således har 3 af os været på kursus siden sidst. I denne omgang har det drejet sig om billeder, journaler og arkivfonde.

Hvert år mødes arkiverne fra den gamle Faaborg kommune til et fællesmøde. I oktober var vi i Svanninge. Her hører vi om hinandens arbejde.

Vi har også deltaget i generalforsamlinger for SLA-Fyn og Arkivsamvirke.

Vi har desværre mistet medlemmer, nogle er her ikke mere, andre er fraflyttet sognet. Men det må understreges, at vi også får nye medlemmer.

Vi arbejder i arkivet torsdag, i vinterperioden om eftermiddagen, ellers om aftenen. Vi holder åbent 1. torsdag i måneden eller efter aftale.                                                                                                

Ruth Balksbjerg
formand