Familiefejder og stammekrige har der vel været siden der kom folk til landet.
Efter at udhulede træstammer og senere rigtige både var det nærmest fra søsiden faren lurede. Her kunne man i godt vejr nå langt omkring, i modsætning til en næsten ufremkommelig urskov. Især da skibene blev så stærke at de kunne sejle over Østersøen blev venderne en plage. De blev først bekæmpet da Valdemar Atterdag fik samlet riget og fik en stærk flåde og borge langs kysten.
Fra vikingetiden er der guldarmbåndet, der blev fundet på Nab af Anton Jørgensen. Læs hans beretning i Stavn eller på aastruparkiv.dk.
De første skriftlige kilder om krig er fra krigen i 1530-erne mellem Chr. 2. og Lybækkerne imod Chr. 3. der var lutheraner. I den tid var det Svendborgenserne der brændte Nakkebølle af, fordi ejeren Klaus Eriksen havde overgivet Kalundborg, hvor han var lensmand til Chr. d. 3.
Lybækkerne var indkvarteret her på egnen, inden de blev slået af Chr. d. 3. ved Øksnebjerg ved Assens.
Den værste krig var uden tvivl svenskekrigen da Karl Gustav i februar 1658 gik over isen fra Jylland til Fyn. De første tropper hærgede Aastrup i flere dage og senere kom langvarige indkvarteringer. Der findes ikke noget på skrift her fra sognet, men andre steder berettes om både drab, plyndringer og afbrænding af gårde og huse. Desuden blev den smule korn der fandtes brugt eller ført bort, tillige med heste og kreaturer så der ikke var meget tilbage.
Der blev sluttet fred i Roskilde, men kort tid efter fortrød Carl Gustav at han ikke tog København også, så han kom igen i august.
Fyn måtte døje med endnu mere da øen igen blev besat og først i 1660 blev svenskerne slået ved Nyborg. Inden da var der kommet hjælpetropper fra Tyskland, især Brandenburg og Polen, og de var endnu værre end fjenden til at plyndre den smule der var tilbage. Tillige bragte de sygdomme med som tyfus og pest. Der har været hungersnød og ikke været meget livskraft tilbage.
Efter at englænderne bombarderede København i 1807 og bortførte flåden, blev der bygget kanonbåde til at forstyrre den engelske skibsfart i Østersøen, som var ret omfattende. Englænderne gjorde også landgang for at proviantere og plyndre, dog i det små.
Der blev oprettet kystmilitser langs bælterne. Også i Aastrup blev der opført en skanse og sognefoged Rasmus Nielsen blev kommandør. Han fik en sabel og de menige en stage med spydspids på. Englænderne gjorde landgang på Korshavn, men ikke i Aastrup.
Som følge af englændernes ran af flåden gik Frederik d. 6. i forbund med Napoleon, og i 1811 kom der spanske tropper til landet. De brændte Koldinghus af. Her på egnen kom et par rytterregimenter. Her i sognet er der ikke bevaret erindringer om dem, men der er marker hvor de ekserserede, der blev opkaldt efter dem. Krigen sluttede først i 1814 da vi mistede Norge som Sverige overtog.
Efter oprøret i Slesvig-Holsten i marts 1848 blev der indkaldt adskillige folk fra Aastrup. Det vides ikke om der var nogen der faldt. Den yngste der deltog herfra var Jakob Andersen. han var kun 18 år og var ombord på linjeskibet Christian d. 8., da det efter kamp med landbatterier i Egernførde Fjord sprang i luften, men han kom i land. Da han var så ung måtte han af sted igen i 1864
I krigen i 1864 var der omkring 10 mand herfra Aastrup med. En af dem Peder Nielsen blev såret ved Dybbøl, og døde på lazaret i Augustenborg, som det ses på mindetavlen i Kirken. Det ses også at det ikke var sognets beboere der har bekostet det, men at det var hans kammerater, der havde deltaget i krigen
I første verdenskrig 1914-18 blev indkaldt en del folk til sikringsstyrken, men der var heldigvis ingen tab af menneskeliv, og vi undgik at blive indblandet.
1940-45: Anderledes gik det under 2. verdenskrig, selvom Aastrup slap nådigt. Vi mærkede her først krigen d. 9. april om morgenen, da mange transportmaskiner fløj højt oppe, men ved 7-tiden kom en del enkelte fly meget lavt og flyveblade spredtes. Allerede om aftenen skulle der mørklægges, og de fleste lyttede i radioen til Stavning og Kongens taler.
Egentlig mærkede vi først krigen direkte, da der faldt 3 engelske bomber i strandkanten ved Nab Klint i april 1942 og i august ved gården Anes Lyst i Eskemosegyden.
I oktober 1943 nødlandede en tysk ME 109 jager i en roemark mellem Nakkebølle Gods og Østergyden, efter at have været truffet i benzintanken under en luftkamp. Der kom hurtigt et tysk vagthold på 7 mand tilstede, men en lokal fik et billede (CDN). De blev indkvarteret på Værnehøjgaard, og det var den eneste indkvartering der var i Aastrup af tysk militær. Et par dage efter blev den transporteret væk til reparation.
29. august 1943 afvæbnedes hæren. En del tyske køretøjer kom forbi. Da en yngre mand truede en af dem, hvor i der sad 5 mand, bremsede de op. Soldaterne kom tilbage og slog både ham der havde demonstreret og naboen der stod ved siden af og sparkede dem ned i grøften. Naboen fik slået et par tænder løse, men det var nådigt sluppet. (Aage Nielsen, Svendborgvej 249 og Johannes Petersen, Svendborgvej 280)
1. oktober 1944 beskød en engelsk jager møllen ved Gamskærgaard med 20 stk. 127 mm. maskinkanon. Der har muligvis været en luftkamp med en tysk jager, men det er ikke helt klart.
Om natten var der ofte stærk overflyvning af især engelske bombe maskiner, og ofte kunne man i klart vejr se luftværnsilden både over Kiel og i oktober 42 over Lybæk.
I efteråret 1943 kom ca. 550 amerikanske flyvende fæstninger tilbage om eftermiddagen efter at have bombet forsøgs- raketstationen, hvor de afprøvede V2 raketter.
Rationeringer af de fleste nydelses – og levnedsmidler føltes efterhånden ret hård. Da det i disse år satte ind med ret hårde vintre, med ned til omkring -30 grader, samtidig med at det var småt med brændsel, der kun bestod af brænde og tørv der fabrikeredes i ret store mængder, både i Vester – og Skedeslung. De der ikke selv havde skov kunne få 2 rundmeter brænde, så måtte de klare sig med tørv, der ikke altid var lige tørre. Tørveproduktionen forsatte til 1948, nu også på inddæmningen ved Nakkebølle. Den sidste rationering på levnedsmidler ophørte først i 1953.
Politiet blev arreresteret 19. sept. 1944. der blev oprettet et vagtværn i Aastrup på 5 mand. Et par af disse fik kontakt med modstandsbevægelsen. (Herman Schwartz og Kristen Launtoft)
Sidst i 1944 kom den første våbennedkastning. Det var ikke her i sognet, men ved Holstenshus, men en del af våbnene kom til Aastrup, hvor der var flere der var med i modstandsbevægelsen. En nedkastning fandt sted ved Brændegård Sø i februar, og lasten på ca. 20 container a 200 kg. var på 2 lastbiler kørt til Holmen ved Nakkebølle. En af bilerne blev opsnappet af tyskerne på hjemvejen, og våbnene blev den følgende nat kørt til ejendommen Svendborgvej 255, hvorfra den de følgende nætter på hestevogn blev fordelt til mindre depoter. Tyskerne havde ved tortur fået vognmanden til at røbe om transporten til Holmen, men da de ankom var sendingen væk. Huset blev delvis sprængt af en tysk sprængnings kommando, som dog gik skånsomt til værk så huset ikke nedbrændte.
En af hovedmændene bag modtagelsen Lennart Ahlefeldt fra Hvidkilde sov på høloftet på en gård natten efter våbnene var fordelt. Næste formiddag tog han toget fra Katterød til Odense, hvor han overnattede på et hotel, og under ikke helt klare omstændigheder blev arresteret af Gestapo.
Ved forhør og tortur blev han tvunget til at røbe nogle steder hvor der var anbragt våben. Disse var efter hans arrestation flyttet. Et at disse steder var lærer Würden Pedersens sommerhus ved Nab strand. Gestapo og Hipo kørte derned nogle dage senere med grev Lennart som fange, for at undersøge huset. Derefter beskød de huset og brændte det af. Grev Lennart blev henrettet 28. marts 1945, kort tid før befrielsen.
Det kom ikke til kamphandlinger eller sabotage i sognet, så vi slap ret let igennem 5 års besættelse i forhold til andre i landet og især andre lande.
Det samme kan ikke siges om vores befriere. En engelsk bombemaskine styrtede ned ved Avernakø og hele besætningen mistede livet. To drev i land ved Nab. Den første nåede man at begrave på Aastrup Kirkegård ved en enkel højtidelighed inden tyskerne ankom. Han blev efter krigen identificeret som pilot Kenneth Walter Mitchell. Sognets beboere samlede ind til en mindesten. Hans familie var på besøg flere gange.
Den næste førte tyskerne til Faaborg og begravede ham der uden nogen form for højtidelighed.
En anden bombemaskine blev skudt ned omkring Svendborg, og en mand drev i land ved Dybskrog. Ham begravede tyskerne ligeledes i Faaborg. Senere fandt man ud af at det var en australsk flyver. En søster kom herop på 50-års dagen, og har været her flere gange sammen med en andens hustru. De andre besætningsmedlemmer landede med faldskærm. De kom i tysk fangenskab, og alle kom hjem efter krigen.
Der har heldigvis ikke været krig siden.
Afskrift JH 2024