Bystævnet blev indviet i oktober 1957, eller rettere genindviet, da der tidligere har ligget et bystævne øst for Kirken i flere hundrede år. Det var en trekantet plads med 27 sten, en for hver gård, og der mødtes bønderne i læ af kirken for at aftale arbejdet. I Aastrup havde ingen bonde rådighed over hele agre, de var delt ud i strimler, så alle fik noget god og noget ringe jord. Derfor var de nødt til at arbejde sammen. Det var her, de aftalte såningen, høsten og andre ting der skulle laves i fællesskab. Det var også her, det blev aftalt at købe en tønde tjære og fordele det mellem dem på stævnepladsen.
De valgte en oldermand. Han indkaldte til møde ved at gå og blæse i et horn. Han ledede møderne og afgjorde i sidste ende diskussionen. Det gik på skift og de var valgt for 1 år ad gangen. 1. maj var skiftedag. Det blev fejret hos den nye oldermand, hvor man mødtes hen på eftermiddagen. Storstuen var blevet ryddet for skabe og kister, så der kun var langbord og bænke tilbage. Denne dag gav han tiltrædelsesgilde. Det bestod af smørrebrød, 2 kander brændevin, en halv tønde øl og tobak. Når det var drukket, skulle de betale hvis de ville have mere. Ikke alle kunne gå hjem, men måttes køres.
Oldermanden var fodervært for byens eneste orne. Derfor medbragte hver bonde 2 skæpper byg til ornefoder. Havde de mere end en griseso var prisen højere.
Når de ikke kunne blive enige skulle de have afstemning. Det foregik med nogle terninger. De havde en i hånden, som de stak ind i et hul der var på forsiden af stemmekassen og lod falde i ja eller nej skuffen. Stemmekassen og byhornene er nu i Forsamlingshuset.
Da gårdene var blevet flyttet ud på marken, mistede bystævnet sin betydning. Møderne blev nu holdt på gårdene, men efterhånden som de gamle døde, blev kredsen mindre og det holdt helt op omkring 1900-03
Det vides ikke helt hvornår bystævnet blev fjernet, men pladsen blev på et tidspunkt kaldt plantebedet, fordi konerne benyttede den til at så udplantningsplanter, for eksempel kål. De havde hver sit lille bed. Der lå også et sprøjtehus, hvor brandsprøjten stod.
I 1913 blev den gamle skole revet ned for at give plads til en udvidelse af kirkegården. Hidtil havde præsten brugt det til at klæde om. Menighedsrådet spurgte Stiftsøvrigheden om oplysning om hvorledes rådet har at forholde sig til anskaffelse af værelse til præsten samt opholdssted for hans befordring (heste) under gudstjeneste. Svaret var at menighedsrådet og kirken har ikke nogen forpligtelse til at skaffe præsten husrum under hans besøg i kirken, men da kirken har fået foræret den gamle skole til nedrivning for at skaffe plads til kirkegårdens udvidelse, så vil det være rimeligt at skaffe præsten husrum et andet sted.
Sognerådet modtog en henvendelse fra Menighedsrådet, som de behandlede i november 1913, med et ønske om at opføre et hus ved kirken til brug for præsten og menigheden øst for kirken. Der lå et sprøjtehus hvor de kunne tænke sig at bygge. Der var ikke plads ved siden af, for så kom de ind i Hans Bertelsen Ellegaards jord. De nedsatte et udvalg til at forhandle med Ellegaard. Når det var i orden, skulle der fremskaffes tegning og overslag til den påtænkte bygning.
De fik en overenskomst med Ellegaard. Huset skulle ligge hvor sprøjtehuset lå. Det skulle ligge øst-vest. og gavlen 2 alen (1,26 m.) fra kirkegårdsmuren. Syd for huset blev der en affaldsplads for kirken. Mod øst afgiver Ellegaard jord til en vej, så der kan køres til affaldspladsen.
Der blev fremskaffet en tegning. Mod øst skulle der være plads til præstens heste og vogn, så han kunne køre ind når han kom kørende fra præstegården. Der skulle være et værelse, hvor han kunne klæde om, inden han gik til kirken. Folkemindesamlingen har tegningerne i arkivet. De stammer fra Niels Peder Svendsen. Han var tømrer, husmand og brugsuddeler. Han har ikke budt på arbejdet.
I juni 1914 var der kommet tilbud ind på at opføre huset og et nyt sprøjtehus (ved Pouls Gyde). Billigst var Anders Rasmussen med tømrerarbejdet for 415 kr. og Hans Poulsen med murerarbejdet for 315 kr. De gik nu i gang med at bygge huset. Foruden de tidligere nævnte rum var der også et redskabsrum til graveren, brændselsrum og toilet for kirken.
Huset har også været brugt til andre ting. Pastor Andersen fortæller i Stavn 1992, at han under besættelsen lånte værelset ud til nogle unge jøder, der var flygtet fra Tyskland, og som arbejde på gårdene i omegnen. De ville lære sprog, for de ville videre til Palæstina. Senere, da jødeforfølgelsen satte ind, måtte han hjælpe dem med at flygte til Odense, så de kunne komme videre til Sverige. Til sidst blev det brugt som bolig for husvilde. Den sidste var en, der havde været fodermester på Nakkebølle. Han var meget ilter og fik øgenavn efter nogle oprørere i Afrika, der blev kaldt Mau Mauer.
Huset var blevet overflødigt i 1950`erne, da der var kommet nye befordringsmidler i form af biler, så præsten ikke behøvede at klæde om. Menighedsrådet købte i 1955 jord mod vest af malermester Jørgen Rasmussen til parkeringsplads. Her kunne der også bygges redskabsrum og toilet. Præstens hus, der sikkert har trængt til vedligeholdelse, kunne nu rives ned og det samme blev sprøjtehuset der lå ved Pouls Gyde. Brandsprøjten blev slæbt ud i en skov og gik til der.
Pladsen, hvor huset havde ligget, kunne nu bruges til noget andet. Førstelærer Viggo Würden Pedersen var meget historisk interesseret og foreslog at bystævnet skulle genetableres. Der blev indkaldt til et møde i Forsamlingshuset hvor der blev holdt et interessant foredrag om det gamle landsbysamfund. Efter kaffen drøftede man, hvad der skulle ske med pladsen. Da stemningen var positiv for at etablere et bystævne, blev der blev nedsat et 7 mands udvalg bestående af Frederik Rasmussen, Søren Andersen, Svend Arne Ellegaard, Christian Dan Nielsen, Hans Daniel Haastrup, Hans Peter Nielsen og Viggo Würden Pedersen, der blev formand. De startede planlægningen med at aftale at tage ud og se på eksisterende stævnepladser sydøst for Odense, hvor de ligger tæt. Det gamle Bystævne havde været en trekant, men de besluttede, at det nye skulle være aflangt i hesteskoform med en siddesten fra hver af de 27 gårde der var. De gik nu ud og bad om en sten fra hver gård leveret lige efter høst.
Vognmand Alfred Nielsen blev færdig med at rive huset ned først i september. Udvalget kunne nu gå i gang med at planere pladsen og bad gårdene om at få stenene i løbet af 14 dage, og de gik straks i gang med at sætte stenene på plads. De blev placeret i rækkefølge efter udtrækningsnumrene ved udskiftningen, så nr. 1 Lindely blev først på venstre side og sluttede ved nr. 27, Mosehavegaard i højre side.
Man skulle også have en stor mindesten til at stå inde på pladsen. Den fandt de i Enemærkeskoven (Sanatorieskoven) og skovfoged Jensen, Holstenshus sagde ja til at de kunne få den. Den skulle nu flyttes op på Stævnepladsen og det fik de Falck til. Stenhugger Poulsen indhuggede indskriften, og de sidste sten rejstes efterhånden, som de 27 leverede dem.
Der skulle også noget beplantning til. De spurgte konsulent Cederberg til råds. Der blev plantet en lind inde på pladsen. Birketræer i hjørnerne og i udkanten en hæk af berberis. De var nu nået så langt, at indvielsen skulle planlægges. Der skulle laves og deles sedler ud til alle husstande. Indvielsen skulle være en søndag eftermiddag og det blev d. 13. oktober kl. 15.00
Oldermand Frederik Rasmussen bød velkommen ved at tude i et horn. Würden Pedersen holdt en lille tale. Svend Arne Ellegaard og Christian Dan Nielsen fjernede flaget, der havde dækket stenen, og indskriften BYSTÆVNET GENREJST 1957 kom til syne. Würden trådte frem og sagde: Hermed være det genrejste bystævne i Aastrup indviet.
Efter indvielsen gik man en tur rundt i landsbyen og så hvor gårdene havde ligget, og det var markeret med et flag. Man sluttede ved kirken, hvor man så de gamle gravstene over tidligere ejere af Nakkebølle og fik dem forklaret.
Om aftenen samledes man i forsamlingshuset hvor Würden Pedersen fortalte sognets historie fra oldtid til udskiftningen og om ejendommelige personer i sognet. Efter kaffen underholdt pastor Boas med oplæsning. Ifølge Faaborg Avis var der 100 med.
Der er nu gået 60 år siden bystævnet blev genrejst, og det får forhåbentligt lov til at stå der i rigtig mange år. Selvom det aldrig har fungeret som bystævne, kan det være med til at fortælle historien om landsbysamfundet, der var her engang. Brandsprøjten kommer aldrig tilbage, selvom Würden Pedersen sagde, at det kunne næste generation genskabe.
Kilde: Forhandlings protokoller fra Menighedsråd og sogneråd. Würden Pedersens beretning og notater. Fynsk Hjemstavn 1930, Stavn 1992, Faaborg Avis 1957, samt beretning gennem årerne fra beboer i sognet.