Jeg læser De Danskes Øer af Achton Friis, med illustrationer af maleren Johannes Larsen, på togt
med Rylen 1921. Achton Friis besøger en gammel kone i den Østre gård på Svelmø, som fortæller:
” Dengang da Manden med den store Le gik over Øen og på et Par Dage tog 4 af hendes 7 stærke
og glade Børn fra hende. De døde af Difteritis en for en med få Timers Mellemrum.” Havde Mette
Christine Rasmussen ikke skyndt sig at sende sine 3 drenge Anders, Laurits og Peter til fastlandet
på Fyn, havde jeg ikke eksisteret.
Lauritz er min bedstefader, han blev gift med Maren Mortensen på Bogentvedgård. Den største men
ringeste gård i sognet. Vi husker alle i Aastrup det store stenbjerg ved vognmand Nielsens hus i
Nabgyden.
Maren og Laurits fik 4 børn, hvoraf Jørgen (min far) var den ældste, født 1907. Han var den eneste i
flokken, der cyklede til Faaborg og fik en mellemskoleeksamen. Da landmandslivet ikke lå for ham,
blev han maler og arbejdede blandt andet hos H. P. Hansen ved korsvejen i Faaborg. Men da han
blev påbudt at betale husleje hjemme på gården, da en yngre bror havde overtaget driften,
besluttede han at bygge et træhus på Kidholm sammen med tømrermester Sørensen i Aastrup.
Kidholm ligger i vandet mellem Fyn og Svelmø. Overfarten var pr. robåd.
På grund af dårlige tider i tyverne cyklede han sydpå gennem Tyskland til Sweitz og fik arbejde i
Luzern. Her mødte han andre malere. Jeg har i dag de smukkeste kultegninger af Ras og Engle
hængende. Jeg har også keramik stående af Ras, det blev solgt af H.P.Hansens kone Henny, som
havde en butik på 1. Sal i deres villa. Malerne arbejdede om vinteren, og når sommeren kom, tog de
deres rygsæk og gik på deres fod sydpå. Søndagene markerede de med at rejse med tog. I Venedig
lærte min far talrækken ved at lytte til pigerne, når de sjippede. I Pompeji så han på vægmalinger,
som han senere gjorde brug af, når han dekorerede stuer, hvor der var belæg for det. Røde felter
indrammet af guldlister. Sådan en stue havde vi i huset i Aastrup, det var et fint udstillingsvindue,
da gardinerne aldrig blev trukket for. Når tiden var inde, gik de tilbage til Luzern og tjente til nye
ture. Han fortalte, at han 3 gange var cyklet fra Danmark til Sweitz og tilbage igen.
Han mødte min mor, Edith, som var delingsfører fra Ollerup Gymnastikhøjskole og som havde
taget en uddannelse på en væveskole i Sønderjylland. De lavede en lille forretning i Bøjestræde 12,
mens de boede på Kidholm og nød det frie liv. Fiskerne, som kom forbi, stillede ofte en spand med
fisk. De dansede på Faaborg Dansinstitut, hvor de vandt medaljer sammen. Da 2. Verdenskrig kom,
blev det svært at skaffe garn til vævning, og de lukkede butikken. Min storebror blev født på øen,
men herefter flyttede de til fastlandet og købte huset ved siden af kirken i Aastrup. Nu cyklede han
rundt med stige på nakken og spande på styret og malede her og der og alle vegne.
Han var den tids productiondesigner, når de lokale spillede teater. Han lavede kulisser, sminkede de
optrædende og spillede selv med sammen med min mor, som også ofte var sufflør.
I sin fritid strikkede han bl.a. sweatre og sad gerne langt ud på natten. Han trevlede op og satte 3-4
tråde sammen, så det blev dejlige tykke vamse. Jeg husker en lys trøje med en stor rød a la grecque
bort hen over brystet. Mine forældre cyklede til Købestævne i Fredericia, som var den tids
udstillingsvindue for nyt design. Bagved huset lavede han den dejligste have i forskudte plan med
marksten og Nexøskaller, da han havde solgt vor store have, som lå ind til kirken, og som nu blev
til parkeringsplads. Jeg lærte, at blomster er smukkere og står længere, når de bliver på deres rod.
Vi måtte aldrig spille bold i haven men fik at vide, at det havde vi sportspladsen til. Vær så god. Vi
havde dog en gynge i det gamle æbletræ. Vi måtte ikke læse, når vi spiste, og vi måtte ikke spise,
når vi læste. Og fylde maven med væske skulle vi først, når der var tygget af munden.
I vores hjem kom bl.a. snedkermester og orgelstemmer Ejner Storm, som var bror til snedkermester
Johannes Storm på Assensvej. Installatør Oscar May fra Ærøskøbing kom også, han var blevet gift
med en pige fra sognet, Margrethe fra Højbjerggaard. Præsten Sophus Boas kom, fordi min far var
kirkeværge, og de skulle føre protokollerne omkring de kirkelige handlinger. Der lå en protokol i
præstegården og en hos kirkeværgen, så var man på den sikre side, hvis der skulle opstå brand. Jeg
husker Boas i den anledning fortalte om hans ture med Jutlandia under Koreakrigen. Vi stillede vore
spisestuestole op i kirkens kor, når der skulle være bryllup. Jeg hentede lunkent vand, når der skulle
være barnedåb og hængte salmenumre op på tavlerne. Kirkegården var ingen legeplads, men det var
hyggeligt at gå rundt og se på de fine grave, som Niels Aagaard passede. Måske kan nogle huske
ham, når han cyklende rundt på sin gamle damecykel. Marie kom ligeledes cyklende, når solen
skulles ringes op, og igen når den skulle ringes ned. Det var altid spændende at tælle med, om hun
huskede alle bedeslagene.
Vi havde ikke indlagt vand og moderne toilet, mens vi boede i Aastrup. Det fik vi først, da mine
forældre i 60erne byggede et meget moderne hus i Vester Aaby med ovenlys i taget, klinker på
gulvene og vinduer fra gulv til loft.
Hvor fik han det fra, min far? Han holdt et blad, som hed Dansk Kunsthåndværk, det stod i
bogreolen ved siden af Nordisk Konversations Leksikon og De Danskes Øer af Achton Friis. Der
var ikke plads til Dameblade eller Anders And.
Det var nemmere, at tjene til føden i V. Aaby end på bondegårdene i Aastrup, hvor de selv malede
og ofte kun bad min far om at trække stregen mellem de oliemalede undervægge og de kalkede
foroven. De kunne måske strække sig til at købe oliemalingen hos min far, hvor han blandede den
ønskede farve.
Da vi fik bil, kørte vi turen til Luzern og gennem mange af de byer, min far havde besøgt i sine
unge dage, og som vi havde hørt ham fortælle om. Vores tur gik kun til Napoli og Pompeji,
hvorimod hans rejse havde rundet Cicilien. Han fortalte, at de kunne spejle æg på kanten af Vesuv,
når de kom højt nok op. På museet i Napoli så vi forsteninger af mennesker og dyr i de stillinger, de
havde været i, da lavaen ramte dem. Strandene ved Napoli er ikke hvide som vore men mørke af
lava.
Han fik gode år i V.Aaby, hvor han på sine gamle dage kunne ses med sin evige cigarstump ”Folio”
med og uden ild. Han malede og lavede stafferinger på mange møbler, lagde bladguld på og
dekorerede med små rosenbuketter.
Han lukkede butikken, da der kom for mange ”helligdage” og døde i 87.
Han malede adskillige malerier gennem årene, som min bror og jeg i dag har glæde af, og de fylder
meget både i størrelse og antal.