Indledning:
Året var 1934, og det var en god sommer med en fin badesæson. Faaborg by var som andre små provinsbyer, stille og fredelig. Der var ikke meget arbejde at få, men der herskede almindelig tro på fremtiden trods megen fattigdom.
Den 14. august kom jeg til verden. Jeg tror mine forældre var glade for begivenheden, for jeg har ladet mig fortælle, at jeg var et ret roligt barn.
Vi….far, mor, søster og jeg, 10 år senere fik vi en lillebror, boede i en lille kælderlejlighed i et af kommunens 3 huse på Øster Møllevej. Der var ikke meget plads, men rart syntes vi børn, da vi jo ikke kendte til andet.
Mine forældre tilhørte arbejderklassen. Mor gik ud og vaskede storvask for de fine og havde rengøring hver dag på kontoret i FAF-bygningen. Far var arbejdsmand og tog det arbejde som bød sig. Han havde desuden et lille værksted i et træskur i haven, hvor han i sin fritid bl.a. reparerede cykler, redskaber, lappede gummistøvler og lavede mange forskellige ting i træ. Op til jul fremstillede han kranse og juledekorationer, jo……….han var en snild mand og blev i folkemunde også kaldet
” Jens Biks ”. Jeg nød at sidde i skuret sammen med de voksne og lytte til snakken.
Barndommen:
Der var mange børn i gaden. I de 3 kommunale ejendomme var der en snes børn.
Der var nok at holde styr på for viceværten, som skulle holde omgivelserne pæne og sørge for ro og orden.
Øster Møllevej var i min barndom en gade, som hørte til de finere trods de 3 kommunale ejendomme. Det var også sådan, at vi børn i gaden var klædt pænt på om søndagen, inden vi gik ud om morgenen.
Legetøj fik vi ikke meget af, så vi legede gemme, byggede huler, lavede veje og gravede havne i jorden, hvor vi legede med de biler og både vi lavede selv. Vi løb også om kap med gamle cykelhjul, jo vi havde det fornøjeligt.
Min søster og jeg var med far i skoven for at samle brænde og lave risbrænde. Far fældede og savede. Vi børn bar det ud til farbar sti eller vej for afregning med skovfogeden og senere hjemtransport med hestevogn eller slæde.
Når vi nåede december og 1. søndag i advent, for os børn forventningens tid, da husker jeg, hvor flot forretningerne var pyntede med mange bevægelige figurer, minitog og lys. Nogle af de flotteste vinduer var hos Niels Isaksen, slagter Olsen i Østergade, Onkel Kaj og Chr. Rasmussens boghandel.
Hjemme pyntede mor op med glæde og omhu. Vi har aldrig manglet noget til jul. Mor var god til at spare op, så der både var til flæskesteg og konfekt. Vi fik også altid julehæfterne ” Ved julelampens skær ” og ” Børnenes julehæfte ”. Vi dansede om juletræet og sang julesange og så kom gaverne frem, 1 stk. legetøj og ellers tøj.
Om vinteren boltrede vi os i sneen med kælke.
Der var nogle strenge vintre i slutningen af 30erne og starten af 40erne, hvor fjorden frøs til og man kunne løbe på skøjter, sejle med isbåde, køre med bil til Korshavn og Bjørnø. Vi sprang også på isflager (selv om vi ikke måtte) dvs. vi slog store huller i isen, og så sprang vi fra flage til flage. Iblandt gik det galt og vi faldt i vandet, så vi måtte op og stå og tørre i solen. Gå våde hjem turde vi ikke, for så havde der vanket en røvfuld, på hovedet i seng uden aftensmad og stuearrest en uge.
Erindringer fra besættelsestiden:
Allerede i 1930`erne var der mange tyske turister i byen, men i 1938 kom der ingen for Hitler havde udstedt udrejseforbud. Vi fik dog besøg af en hel del tyske officerer, der så sig grundigt om…………for senere brug viste det sig.
1940 var året hvor Adolf Hitler besatte Danmark og det skete d. 9. april kl. 04.15 efter en nat med frost. Jeg husker tydeligt angsten i de voksnes øjne, da vi om morgenen så alle disse sorte tyske flyvemaskiner flyve lavt over landskabet og kaste løbesedler ned til befolkningen for at skabe ”ro”. Det blev en mærkelig tid. Vi børn var lidt bange for de fremmede, men det var også lidt ” spændende ”. Det blev en streng tid med rationeringsmærker til næsten alting, så vi fik meget grød af alle slags. Jeg var ikke glad for grød og ville ikke spise det, men da mor og jeg var lige stædige blev samme tallerken grød sat frem til mig hver dag, indtil der kom mug på. Jeg var dog ligeglad, for jeg fik i stedet noget mad hos skomager Lundsfryd (jeg gik nemlig i skole med deres dreng). I 1942 var det en rigtig streng isvinter. Jeg erindrer at være med far på fjorden for at pilke torsk. Der var rigtig mange isbåde på fjorden og selv tyskerne kom susende på en stor isbåd. Den lignede tårnet på en ubåd, sort og med en propel bagud. Det gik rigtig stærkt når den kom.
Når der var luftalarm var beskyttelsesrummet vaskekælderen, men da vores lejlighed jo lå i kælderen, samledes beboerne inde hos os, hvor der var hygge og varme, så var det mindre angstfyldt. En gang imellem tog far mig med op på loftet, så kunne vi se de mange engelske og canadiske flyvemaskiner på togt mod tyskland. Modstanden mod besættelsesmagten voksede, også i Faaborg, hvor flere og flere meldte sig til modstandskampen. Det viste sig senere at min far opbevarede våben og ammunition under gulvet i sit lille værksted.
Stor var glæden da fredsbudskabet lød d. 4. maj om aftenen. De voksne græd, sang og dansede overalt i vores gade.
Skoletiden:
I 1941 startede jeg min skolegang på Grundskolen, senere kaldet Sundskolen ( den levede til fulde op til sit navn for sundet og markerne strakte sig helt op til skolen). Jeg husker at min søster og jeg skulle med mor på morgenarbejde ved FAF, inden vi skulle møde i skolen kl. 08.
I begyndelsen var det en ny og spændende verden, andre voksne og nye kammerater. Efterhånden gik det op for mig, at det også ville blive en svær tid. Boglig stærk var jeg ikke, hjælp hjemmefra var der heller ikke. De bedste fag var geografi, naturhistorie og tegning.
Heldigvis var jeg udstyret med et lyst sind, så det hjalp mig meget allerede dengang. Jeg har altid digtet historier og sange og min søster og jeg sang meget sammen, når vi var alene hjemme. Jeg har altid undgået slagsmål, nok fordi jeg var god til at tale mig fra det.
Faaborg Kuommunale Mallem – og Realskole, senere kaldet Byskolen, var en stor omvæltning for mig. Den var stor og med mange klasser. Her fik vi træsløjd, tegning, sang og fysik, pigerne havde husgerning og madlavning. Vi havde også gymnastik; det var det eneste fag jeg var stiv i. Når vi stillede op i rækker for at vandre over skolegården til gymnastiksalen, gik en kammerat og jeg en anden vej og vandrede ned til havnen, hvor vi legede en times tid, så hurtigt tilbage og ind i rækken igen.
Efter skoletid havde jeg i flere år haft et fritidsjob hos læderhandler Henriksen, hvor jeg faktisk var rigtig glad for at være. Jeg fik 3 kr. om ugen, halvdelen skulle jeg aflevere derhjemme til hjælp til tøj, resten måtte jeg bruge selv. F.eks. kostede en biografbillet 75 øre. En gang var der et vennepar til mine forældre som sagde til mig: ” Gunnar du får alt for lidt i løn, prøv at blive væk i et par dage, så skal du bare se, så stiger lønnen. ” Det gik jeg og funderede over, og en dag midt på vinteren blev jeg væk og gik i stedet ned på fjorden og hoppede på isflager. Det gjorde jeg en hel uge. Nu mente Henriksen, at han ville cykle ud til min mor og høre, hvor længe jeg skulle være ” syg ”, men da min mor ikke vidste noget, svarede hun pænt, at jeg nok kom på mandag. Da jeg kom hjem om aftenen vankede der en skideballe, en røvfuld og på hovedet i seng uden aftensmad. Om mandagen mødte jeg som aftalt, lidt rød i kammen, men jeg fik lønforhøjelse til 5 kr. om ugen. Hurra, hurra!
D. 3. oktober 1948 blev jeg konfirmeret i Faaborg kirke. En solrig dag, husker jeg, med familie samlet til fest derhjemme. Efter maden og oplæsning af telegrammer gik vi en tur ned til klinten. Nu var jeg også trådt ind i de voksnes rækker. Jeg husker specielt en gave, som var fra læderhandler Henriksen, en gammel bog med guldtryk. ”Medens de kæmpe” hed den, med krøllede bogstaver. Dengang syntes jeg, det var en mærkelig gave, men i dag forstår jeg bedre hans mening med denne gave. Det var noget han værdsatte, og derfor det bedste han kunne give. Mange tak Henriksen…. den har i dag en hædersplads i mit hjem.
Fremtiden:
Jeg sluttede min skolegang efter 8. klasse, så nu måtte jeg til at finde ud af, hvad jeg ville være. Hvis ikke jeg fandt noget, skulle jeg ud og tjene bønder, sagde mor, og det arbejde lå ikke lige for mig.
Jeg valgte malerfaget og fik læreplads 1. april 1950 ved Arne Hansen og Peder Pedersen, malermestre i Tårnstræde 1, Faaborg. Det var en stor og anerkendt forretning som havde tilhørt Carl Knippel.
Det var en 4-årig uddannelse og vi fik lært at lave alt fra bunden. Jeg kom ud blandt mange folk på arbejdspladserne og i fine hjem, som jeg aldrig havde drømt om, store lejligheder, herregårde og slotte. Jeg kan i øvrigt henvise til den af malerforbundet udgivne jubilæumsbog, ” Malerliv ”, 21 fortællinger fra det 20. århundrede. Ud af 100 indsendte fortællinger, blev 21 valgt ud, heriblandt min.
Efter endt uddannelse og militærtjeneste var det meget svært at finde arbejde i Danmark, så da der efter sigende skulle være arbejde at få i Sverige drog en kammerat og jeg afsted med få kroner på lommen. Vi tomlede nordpå mod en by som hedder Hofors. Turen tog os 4 dage og vi overnattede på gårde og i trappeopgange. Vi søgte arbejde på S.K.F. Kuglelejefabrik. De spurgte:” hvad kan I?” Vi svarede: ”Alt ”, så vi blev antaget. Efterfølgende arbejdede jeg flere forskellige steder i Sverige, bl.a. på slagteri. I min fritid drog jeg ud i den storslåede svenske natur, som jeg forelskede mig i. Jeg fik også mange gode venner i Sverige, livsvarige venskaber.
Familielivet:
I min tid i Sverige mødte jeg en sød pige, Inger, som havde en lille dreng ved navn Ulf. Jeg havde en lille datter fra et tidligere forhold. Inger og jeg blev glade for hinanden. Hun og Ulf fulgte med mig til Danmark i 1958. Vi blev gift samme år på Faaborg rådhus, lørdag d. 22. november kl. 12. Det var borgmester Alf Toftager som forestod vielsen. Dengang arbejdede jeg på Faaborg Andels svineslagteri. Vi havde normalt fri kl. 12 om lørdagen, men jeg fik lov til at gå kl.10.
Vi flottede os og tog en taxa til rådhuset fra hjemmet i Priorensgade. Efter ceremonien gik vi gennem byen, nød en is hos ” fru Jo ” i Østergade og derfra hjem og hvile os, inden vi skulle hen til mine forældre på Øster Møllevej. De ville holde en lille fest for os.
Vort hjem var en lille 2-værelses lejlighed, spartansk indrettet med bl.a. et sofabord, jeg selv havde lavet i skolen, men vi var glade og stolte over at få eget hjem. Nu fik vi også en datter, Susanne og nogle år senere blev Jens født. I weekenderne tog jeg ekstra arbejde med træfældning for Katterød savværk for at tjene en ekstra skilling og det gav jo også billigt brænde. En kort overgang boede vi i Klerkegade, men fik senere en større og bedre lejlighed i Priorensgade.
Jeg købte en gammel knallert, en Diesella, med motoren placeret bagpå, en såkaldt
” røvskubber ”. Nu kunne jeg søge arbejde længere væk, så da jeg stoppede på slagteriet, fik jeg job som malersvend i Otterup. Arbejdstiden var kl. 07.00-17.00, så det var hjemmefra kl. 05.30 og nogle dage var jeg ikke hjemme før kl. 19.00 igen, så det var nogle lange dage. Det holdt ikke i længden. Jeg fik i stedet sæsonarbejde hos flyttefirmaet Justesen, dernæst med at lægge fjernvarme i Faaborg, en overgang var jeg maler hos G.M. i Faaborg.
Tiden i Aastrup:
En dag hørte jeg at en lille malermester i Aastrup søgte en svend, så jeg tog fri, tog min knallert og kørte ud til Kaleko, hvor han netop var ved at male et hus. Jeg søgte og fik jobbet.
Malermester Ove Skov Andersen, hustruen Kis og sønnen Kaj, senere fik de datteren Lissi, boede dengang i en lille gammel lejlighed hos Oves forældre i Eskemosegyden. Malerværkstedet og garagen var i en gammel lade, hvor der var høns og duer, så bilen, en gammel Renault, skulle hver dag vaskes af for due- og hønselort, inden vi kunne starte. En gang imellem gik bilen i stå og ville ikke køre mere, så skulle vi bare vente 5 minutter, så kunne den igen. Det blev til mange og oplevelsesrige år i firmaet. Ove fik efterhånden opbygget en ret stor og anerkendt malerforretning. Han byggede nyt hus med malerværksted i Eskemosegyden, fik ny bil og privatbil.
Inger og jeg var efterhånden træt af bylivet, trods mange gode naboer i Priorensgade, så da vi fik tilbud om at leje Poul (hjulmand) Hansens hus i Aastrup, når hans nye hus var færdigt, slog vi til. I sommeren 1965 flyttede vi ind på Svendborgvej 293, et gammelt hus med stråtag og bindingsværk, med komfur i køkkenet og kakkelovne i stuerne, carport og egen have. Og tænk… som almindelig arbejder fik vi også bil, en Fiat 500 Combi på papegøjeplader. Den kostede 5000 kr. (brugt) og havde tilhørt tandlæge Dahlbergs kone som nr. 2 bil. Pengene til bilen tjente jeg ved overarbejde for Ove, da vi istandsatte restaurant Klinten i Faaborg. Den normale arbejdstid var 45 timer om ugen, timelønnen var 7,92 kr., så det blev den formidable løn på 356,40 kr. om ugen. I starten havde jeg ikke kørekort, så en af vores gode venner (Boris) kørte for os, indtil jeg selv fik kørekort d. 7. august for den nette sum af 395,50 kr. hos Thorkild Nielsen i Dyreborg. 12½ time i bil og 3 timers teori.
Vel installeret på landet begyndte vores børn også et nyt liv. De startede i Aastrup friskole hos forstanderparret Karen og Jens Christian Jensen, som var meget vellidte og dygtige. Børnene og vi voksne faldt hurtigt til i sognet, blev godt modtaget og fik mange gode venner. Vi blev inviteret med til fødselsdage m.m., hvilket var nyt for os. Det var nok også en af grundene til, vi faldt så hurtigt til. Samme år flyttede Lilly og Viggo Andersen ind i huset på Svendborgvej 340, hvor Søren Krag Andersen havde boet, og det blev til et meget nært venskab. De havde 2 børn, Gyrith og Sune, som ofte legede med vores børn. Vi fik mange sjove oplevelser sammen. Viggo var murerarbejdsmand og kunstmaler, så han byggede ladebygningen om til galleri med værksted og udstilling. Lilly havde ishus ude ved parkeringen, så ofte stod vi der og snakkede til kl. 22.00, herefter ind til en kop kaffe. En fredag aften i ny og næ kom der stærkere sager på bordet og så blev der sunget og fortalt historier til ud på natten.
Årene gik med masser af arbejde, familiebesøg fra Sverige, så vi havde det ret godt. Inger var dygtig til at få meget ud af lidt og nu kunne vi jo også dyrke vores egne grøntsager. Ny bil (helt ny) fik vi, en rød Fiat 600 til 12.500, – kr., så det stod ofte på familieture ud i naturen sammen med børnene med tæppe og kaffekurv.
Oppe ved siden af kirken lå et hus, ejet af kommunen, som vi havde gået og kikket på. Der boede tidligere en mekaniker, men det stod nu tomt. Sognerådet lod det gå på tvangsauktion. Ingers forældre ville hjælpe, så vi bare skulle låne 15.000, – kr. i banken, men Bikuben sagde nej. Det faldt sognerådsformand Louis Hjort for øre, så han kontaktede os og fik det ordnet med banken så vi kunne købe. 1. januar 1970 overtog vi huset, Svendborgvej nr. 324. Der skulle gøres en del, så vi fik travlt, for Ulf skulle konfirmeres i april. Det var for øvrigt den sidste konfirmation pastor Lind havde i Aastrup, inden han flyttede til Dalum kirke.
Arbejdet hos Ove Skov Andersen gik godt og jeg blev der 10-15 år, men efterhånden fik jeg lyst til at prøve lidt andet og var forskellige steder, indtil jeg desværre var udsat for et trafikuheld i 1985 efterfulgt af et langt genoptræningsforløb. Senere samme år fik jeg konstateret malersyndrom og måtte ophøre på arbejdsmarkedet. Det var et hårdt slag for hele familien, men med Ingers vilje og stædighed gik det. Der gik 3/4 år, hvor hun måtte klare det hele i hjemmet. Efterhånden kom jeg på benene igen og ud af huset, takket være mine frivillige hverv og kærlige skub af min hustru. Desuden havde Inger købt noget træværktøj, så jeg havde noget at bruge mine hænder til. Det var jeg meget glad for.
Jeg har altid været draget af naturen og især den svenske har stået mit hjerte nær.
Vores ferier gik som regel nordpå til en hytte i Dalarna, langt fra alfarvej, hvor vi nød stilheden og gik lange ture i den storslåede natur. Det var ren rekreation. Min familie har betydet alt for mig og jeg har den glæde, at mine 4 børn har givet mig både børnebørn og oldebørn. Desværre mistede jeg min kære hustru d. 27. december 2001.
Det var en stor sorg og jeg savner hende hver eneste dag.
Frivillige engagementer:
Samme år vi var flyttet til Aastrup, blev jeg spurgt om jeg kunne tænke mig at spille dilettant i forsamlingshuset. Jeg sagde ja, og det blev til mange forestillinger i løbet af de 15-16 år jeg var med.
Jeg kom også i bestyrelsen og var formand for forsamlingshuset i nogle år. Det var en periode, hvor mange ting lykkedes med talrige arrangementer og kendte kunstnere, bl.a. Lasse og Mathilde, Dræsinebanden, Bjarne Lisby for at nævne et par stykker, desuden flere gode orkestre. Fra bestyrelsen vil jeg nævne Gert Skøtt, Herdis Andersen, Kirsten Kinch, Jørgen (murer) Nielsen, Egon Grøndal, Svend Erik Linnebjerg, som nogle af dem med de sjoveste ideer og som førte dem ud i livet. Der blev opstartet bankospil, sang og musikaftener, lysbilled- og foredragsaftener, fastelavn, loppemarked, dilettant, revy, julespil med børn for børn. Mange frivillige fra sognet deltog aktivt med vedligeholdelse, rengøring osv. Jeg nåede som formand at være med til husets 100-års jubilæum i 1991, hvor Viggo Andersen tegnede et jubilæumsmærke til breve. Til festen fik vi lov af Niels Andersen (Gamskærgaard) at bygge et trætelt til gavlen af forsamlingshuset og ud i marken, så der kunne blive plads til alle gæsterne. Faaborgs daværende borgmester Richard Hansen og frue deltog. Det var en stor dag for huset, ja for hele sognet og de mange som i årevis havde kæmpet og arbejdet for dette samlingssted. Kort tid efter stoppede jeg som formand. I 1991 blev jeg også den stolte indehaver af titlen ” Årets Aastrupper ”.
I mange år sang jeg i Faaborgkoret og kirkekoret ved Faaborg kirke og var med til mange koncerter rundt omkring. Det var en dejlig tid, rig på oplevelser.
Jeg var med til at starte ungdomsskolen for Pejrup, V. Aaby, og Aastrup og var i bestyrelsen der i 24 år, heraf de 12 år som formand.
Jeg var i mellemtiden også blevet valgt som suppleant i vores lille private vandværk og var det i mange år, inden jeg kom ind i bestyrelsen der. Georg Svendsen var formand og Svend Arne Ellegaard var kasserer. Det gav mange nye oplevelser, som senere gav mig arbejdet som ledningsmester med ansvaret for vedligeholdelse af ledningerne og udførelsen af arbejdet. Senere hen blev jeg formand og kontakt-udvalgsformand i de private vandværker i Faaborg kommune med meget mere arbejde til følge, men også mange oplevelser med ture til bl.a. Danfoss og Grundfoss og andre større vandværker. Det har været spændende år, men da jeg efterhånden er kommet op i årene, valgte jeg forrige år at sige stop. Desværre var der ingen af sognets beboere som ville overtage mit hverv, så vores lille fine vandværk måtte lukke. Min drøm er, at nogle af Aastrups beboere vil tage initiativ til at gøre huset og grunden til et samlingssted, evt. med petanque bane.
Fra 1980 – 1992 sad jeg i menighedsrådet og det var rigtig interessant. Jeg blev også valgt til kirkeværge, så det var nyt for mig med kirkebog og tilsyn med kirkegården sammen med graverparret, Erna og Svend Arne Ellegaard, samt at føre tilsyn med kirken og indhente tilbud fra håndværkere. Der blev bygget nyt graverhus, der skulle udføres kalkning af kirken ind- og udvendig, et arbejde som blev udført af murermester Jørgen Nielsen, Aastrup. En anden stor opgave var restaureringen af kisterne i tårnrummet (de 3 sakrofager). Sammen med eksperter var vi også nede i krypten under kirken, hvor der står gamle kister og også 10 barnekister.
Jeg var med til valg af biskop og indsættelse i Odense Domkirke. Det blev jo som bekendt vores tidligere præst, Vincent Lind. Jo… det var en meget stor oplevelse.
Selv om jeg ikke længere har noget officielt med kirken at gøre, kommer jeg ofte i snak med turister, som gerne vil høre lidt historie og vises rundt, hvilket jeg gør med glæde, så længe helbredet er til det.
Det har været en god tid i Aastrup med mange sjove oplevelser, dejlige naboer og venner. Ja vi er da nogle stykker der fortsat mødes til kaffedrikning hver torsdag formiddag hos Rudi (Ruth Linnebjerg), det prioriteres meget højt!
Jeg er også så heldig, at mange dumper ind her til en snak. Der er altid kaffe på kanden.
Efterskrift:
Efter tilblivelsen af denne artikel er Gunnar maler død, 83 år gammel.
Den 24. marts 2018 sov han ind i sit hjem på Svendborgvej 324.
Det har været en spændende, men ingen let opgave at udvælge og renskrive historien, for der var så meget materiale at tage fat på, ja sågar nok til en hel bog. Vi måtte derfor i fællesskab sortere med hård hånd i de mange håndskrevne sider, Gunnar havde nedfældet i tidens løb.
Gunnar har været en ivrig fotograf, så der var talrige albums, som skulle bladres igennem for at udvælge nogle fotos til artiklen.
Der var flere scrapbøger og en masse avisudklip. Gunnar var som bekendt også selv en flittig læserbrevsskribent, som fattede pennen, når der blev pirket ved hans retfærdighedssans.
Det blev til mange hyggelige møder over en kop kaffe ved spisebordet i en stue som, tror jeg, var smykket med måske Danmarks største samling af elefantfigurer.
Gunnar var et spændende, vidende, meget historisk interesseret og humoristisk menneske med sine meningers mod, som vil blive savnet i vort lille sogn.