Flugten til Amerika

Af Bodil Agertoft, 2010

Læs pelsdyrjæger Anton Sørensens beretning.

Læs Henrik (Henry) Hansens beretning om hvordan det gik udvandrene.

Omkring 1850 blev det moderne at rejse til Amerika. Lige op til 1. verdenskrig var der mange danskere der tog turen over dammen. Nogle blev derovre, andre var der nogle år. Her i Aastrup var der en datter fra Gl. Mølle der måtte se 4 af sine børn drage afsted. Den ældste søn Henrik hørte de aldrig fra, ingen kender hans skæbne. To andre Peter og Lars rejste 1874, de var borte i 10 år og kom hjem med hver en pose penge. Hvad de lavede derovre ved vi ikke.

Peter, kaldet Per Amerikaner gifter sig med sin kusine, Anne Kirstine Rasmussen fra Gl. Mølle. De køber 9 tdl. og bygger en ejendom. Den ligger der endnu og har matr. Nr. 2d (Pouls Gyde 28). de bor der i endnu i 1916 og har 2 børn, Niels Peter født 1889 og Vilhelmine Sofie født 1891.  De flytter senere til Svendborg, hvor Peter dør 1946

Den anden bror, kaldet Lars, kaldet Lars Amerikaner bliver viet med en ung pige ved navn Johanne Munk Andersen. Hun er født i V. Aaby. Hendes forældre har aldrig været gift. Hendes mor Louise Andersen kommer med sin lille datter til Enemærkegaard. Matr. Nr. 23 i Aastrup. Louise bliver gift med enkemanden, der hedder Niels Johansen og er meget ældre end Louise. Han dør 1895. efter nogle år 1908 overtager de unge Lars og Johanne gården. De har nu 3 børn Agnes født 1892, Niels Johannes født 1894 og Peder Ludvig 1896 (senere Lindtorp)

Lars har altid været lidt utilfreds med de gamle bygninger, så sorgen er ikke så stor, da de brænder i 1910. Lars har planer om store solide bygninger, særligt stuehuset går han meget op i. der sker bare det, at han kommer slemt til skade ved ombygningen. Han bliver aldrig rask og må til sidst til København til St. Joseph Hospital hvor han dør 3.-1.-1913, 57 år gammel.

Johanne er nu alene og bor i et aftægtshus der er bygget på deres jord nær stranden. Agnes er gift med Mads Peder Hansen fra Ulbølle. De to svogre, Agnes bror Niels Johannes og hendes mand Mads Peder, er ivrige søfolk, der boltrer sig på stranden tidlig og silde. En dag sejler de til stævne i Faaborg. På vejen hjem bliver de overrasket af en uventet vind, båden kæntrer og de drukner begge to. Det var en varm sommerdag d. 6. juli 1918.

Lars og Peters bror, Niels født 1866, rejser også til Amerika. Han er der fra 1889 til 1898. da han kommer hjem gifter han sig med Nielsine Nielsen fra Hesselager. De har først en gård i Allested, derefter Nørrelund i V. Aaby. De får 8 børn. Niels dør kort før sin 100-års fødselsdag

I ”Bakkehuset” på Nab boede der en træskomand ved navn Marius Joseph Sørensen, gift med en datter fra ”Kildegaard” matr. Nr, 14 i Aastrup. Johanne Elise Jørgensen. De havde 7 børn. 2 af dem rejste også til Amerika. Den første, der rejste, var Anton Ludvig, han var født 1896. Efteråret 1920 rejste han fra Danmark og landede i Quebec i Canada. Der var mange danskere i byen. Her traf Anton en sjællænder som han slog følge med på en 3 måneders jagttur. Han har i en beretning fortalt om turen. De købte en slæde, 8 fod lang og 2 fod bred. En vandtønde der blev fyldt med fødevarer, 50 pund mel, 2 kander sirup, en kande fedt og skeer, potter og pander. Hans kammerat havde jagtudstyr og fælder og sakse til at fange pelsdyr med. Anton købte militærtøj fra 1. verdenskrig, der var meget koldt der hvor de skulle hen. Terrænet de skulle være i var omkring Ontario. Det første holdt var en lille landsby ved navn Uppsala, der skulle de have jagttegn, og oplyse hvor længe de ville være væk. Hvis de ikke ville være tilbage til aftalt tid, ville de blive eftersøgt. De fik vandfrie tændstikker, det var en vigtig ting. Nogle var døde af kulde fordi deres tændstikker var blevet våde så de ikke kunne tænde bål. De byggede en villa i en skov nær en sø. Sneen føg ind, blæst og kulde måtte de finde sig i. Skindene fra harer og andre pelsdyr slog de op på væggene, for at holde lidt på varmen fra den lille kakkelovn de havde medbragt. Der var just ikke meget tørt brænde at fyre med. De var ude for mange strabadser. Og mange oplevelser de aldrig glemte. Da de skulle rejse hjem var det med vemod og tårer.

Anton fik arbejde, og skrev efter sin kæreste i Danmark. De blev gift derover. Kæresten hed Marie Rasmussen, var født 1898i matr. Nr. 8l i Eskemosegyden. Staklen var så søsyg på rejsen til Amerika, at hun aldrig turde vove sig ud på en sørejse, så hun genså aldrig Danmark. Anton var hjemme flere gange. Sidste gang i 1978. Antons bror, Laurits født 1903, rejser til Californien og bosætter sig der. Hvad han foretager sig der ved vi ikke meget om, men han besøgte da Danmark flere gange.

En ung pige ved navn Mary Kirstine Hansen, datter af gartner og handelsmand Søren Peter Hansen og Karen Larsen er født på Strandlyst, matr, nr, 14c (Kildegårdsvej 6) på Nab. Mary rejser til Amerika 1921 blev gift og bosat derover. En søster, Kamilla, rejser efter faderens død 1936 over til sin søster. Hun bliver også gift og bosat derover. En søn af hende besøgte os her i Aastrup 1996, da levede hans mor endnu. Hun var født 1907.

Der var en smedefamilie, der boede i det gamle hus matr. Nr, 50a på Svendborgvej (340). de havde 3 børn, der rejste til Staterne. To brødre, Christian og Andreas blev derovre. Søsteren Marie kom hjem efter nogle år. De var alle født omkring århundredeskiftet.

Fra Sjællændergaarden var der også udvandring. En søn derfra, Peter Henrik Hansen rejste derover til en farbror i 1922.

Farbroderen var rejst derover i 1905. Henrik, som han i daglig tale kaldtes, var født 1903. der var en stor børneflok. Moderen var død 1911

Faderen havde overtaget Sjællændergaarden efter sin far, men havde ikke evner til at drive en gård, og slet ikke til at passe sine børn. De kom i pleje forskellige steder i sognet. Henrik kom til nabogården, hvor han var meget glad for at være. Han var hjemme mange år senere til sin plejemors 90-års fødselsdag. Henrik var i Amerika i nogle år, før han rejste hjem til Danmark og giftede sig med sin kæreste fra Ringe. De boede resten af deres dage i staten South Dakota. De fik 3 døtre, familien besøgte flere gange Danmark.

Der var en familie, kaldet Ladefoged, der boede på Bogentved. Herfra var der også familiemedlemmer der fandt lykken i det fremmede land. Der er sikkert flere, både før og senere, der rejste ud. Om de blev lykkeligere der, har vi ikke vished for. Jeg kan huske engang far havde besøg af smedens Andreas. De var jævnaldrende født i 1890. far spurgte ham om han aldrig havde længtes hjem. ”Mange gange” svarede han. Vi har aldrig hørt om nogen her i Aastrup, der har arvet en rig onkel i Amerika.

En søn af min oldefar prøvede også lykken i det fremmede. Om han var inspireret af Christian Winther er ikke godt at vide. Men de er født omtrent samme tid. Chr. Winther vil jo påstå ”at guldet det ligger for din fod, du bukker dig kun for at nå det ”Han ville i hvert fald grave efter guld. Han kom hurtigt hjem igen. Og blev gift og bosat på Bornholm hvor han også døde som en lykkelig mand i en alt for ung alder. Det påstår hans efterkommere i hvert fald.

Omtalte Henrik Hansen (I Amerika kaldet Henry) der i 1922 rejser til en farbror der er bosat derover, har fortalt en del om sine oplevelser til Aastrup Folkemindesamling. han har ikke været mere end 19 år, da han rejste. Hans mor døde 1911 og faderen døde 1917, 43 år gammel. Han er hos sin farbror og hans kone i 1 år. Siden kom han på andre farme og arbejdede mest med husdyrene. således gik årene til han i 1934 rejste til Danmark for at hente sin brud. Han havde før han rejste, lejet 320 Acres for en dollar pr. Acre. De første år var drøje, der var tørke og andre vanskeligheder, men som han skriver ”Vi var nygifte og havde mod på opgaven” Vi ventede altid på det bedste efter et sløjt år. Alt i alt mener han de havde det godt. På et tidspunkt køber han mere jord og der kommer flere penge ind. Henrik Hansen er 80 år da han skriver dette. Han fortæller også om de danskere han møder derover. De arbejder næsten alle med landbrug. Vi har gulnede gamle billeder af dem, hvor de står på store tærskeværk og andre store maskiner. Det har nok ikke været redskaber de har kendt her i Danmark. Henrik og hans kone solgte deres farm. De sidste år boede de i en lille by i South Dakota. Henrik Hansen døde i Amerika 11.02.1989, 86 år gammel. Hans kone og døtre besøgte Danmark året efter.

Afskrift: Aastrup Folkemindesamling 2019